CAPAC

Historien gentager sig, lærte vi af Marx…

Den 18. marts 2003 kastede to medlemmer af græsrodsbevægelsen Globale Rødder rød maling i nakken på statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre og råbte “Du har blod på hænderne”. Årsagen til aktionen var Danmarks lidet flatterende rolle i Irak-krigen. De to aktivister, der siden fik dom for ‘vold mod tjenestemænd’ var inviteret ind på Christiansborg som gæster af Enhedslisten. De to aktivister blev vel at mærke ikke dømt, fordi de ytrede sig, men fordi deres ytringer – malingkastningen – havde overtrådt en anden lov.

I går gentog historien sig så. Dog uden maling.

SVM-regeringen med statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og vice-statsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) deltog i en såkaldt EU-quiz på Restaurant Gorilla i Kødbyen i København. Formålet var en hyggelig quiz om harmløse spørgsmål vdr. EU – fx melodigrandprix og madvaner i EU. Statsministeren viste, at hun kunne synge med på MGP-sange og danse lidt og det hele var tilsat lounge-musik, snacks og drikkelse. Tydeligvis en harmløs happening, der ikke skulle sætte nogens pis i kog. Men bedst som løjerne var i gang afbrød nogle demonstranter showet med tilråb, der angreb regeringens politik i forhold til konflikten i Gaza med tilråb som “barnemorder”, “fru folkemord” (til Frederiksen) og “I har blod på jeres hænder” og man kunne se det palæstinensiske flag veje over deres hoveder. Mette Frederiksen fortrak, sådan som hun også gjorde, da der var demonstration ved hendes tale på Kvindernes internationale kampdag; Lars Løkke Rasmussen snakkede lidt med to “tørklædeklædte kvinder”, der ikke tilhørte de protesterende; medens Troels Lund Poulsen dagen efter kaldte demonstrationen for en “helt bevist sabotageaktion” mod EU-quizen og han citeres for at sige:

– Jeg tror, at man på mange EU-møder frem mod 9. juni (EP-valgdagen, red.) vil se, at den her diskussion kommer. For der er nogle personer i det miljø omkring dem, der var der i går, der ønsker at destabilisere EU-diskussionen og simpelthen køre den ud på et skråplan, fordi man ikke ønsker, at demokratiet må fungere.- Det er stærkt, stærkt begrædeligt og jo også noget, som man kun kan fordømme i allerhøjeste grad.[cit. efter DR Nyheder]

Parallellen er til at få øje på. I begge tilfælde drejer det sig om den danske regerings udenrigspolitik – dels den ukritiske tilslutning til den amerikanske invasion i Irak og dels den lige så lamme tilslutning til amerikanernes politik i konflikten i Gaza. Forskellen er, at Troels Lund Poulsen i det aktuelle tilfælde ikke kan undlade at angribe demonstranternes ytringsfrihed og mistænkeliggøre de demonstrerendes motiver. Ja, dæmonisere dem, der tillader sig at kritisere regeringens politiske medløberi i Gaza-konflikten ved at tillægge dem andre motiver end netop at kritisere regeringens medløberi. Og det er ikke en lille forskel fra episoden med den røde maling – nej, det er desværre et eksempel på, hvor trængt ytringsfriheden er i disse år. Og en illustration af, hvor svært den offentlige debat har det i vores politiske konjunktur.

Lad os for god ordens skyld rekapitulere, hvad Grundloven siger om ytringsfrihed:

Som en af efterkrigsgenerationerne – de store såkaldte Boomere – kommer jeg ikke rigtig forbi denne dag uden at sende tanker til mine forængere; mine forældre, der oplevede Besættelsen på nært hold i København som unge – hhv. marinesoldat og civilist, min farmor, der var lotte og inkarneret anti-nazist, flere af mine forældres bekendte, der var aktive i den lille danske modstandsbevægelse osv. Og heller ikke min tidlige skoletid skal glemmes; dengang, hvor historieundervisningen – ja, undervisningen i det hele taget – gjorde meget ud af den besættelse, der var overgået danskerne mindre end et årti før. Mon nutidens børn og unge bare tilnærmelsesvis hører så meget om de mørke år – jeg tvivler?!

Og journalist Jan Poulsen omtaler en anden besættelse, der skete på denne dato – for 45 år siden. Han tænker på dengang den tyske punkstjerne Nina Hagen indtog riget med sin tyske, dramatiske udgave af punken. Debutalbummet var udkommet året før og dannede grundlaget for hendes besættelse af landet. Og der er mere forbindelse, for Nina Hagen er steddatter til kommunisten og kulturpersonligheden Wolf Biermann, der har boet det meste af sit liv i DDR og henlevede sin tidligste barndom i Hamborg, hvor krigen rasede. Nina lod sig nok ikke inspirere af sin stedfars politiske orientering, men mere af moderen Eva Maria Hagens arbejde på scene og film – selv om også  Eva Maria blev politisk persona non grata i DDR på grund af sine politiske holdninger.

Ja, så gik der lige 50 år, siden dengang jeg købte min første plade med Dr. John – Malcolm John Rebennack Jr. – også kaldet The Night Tripper, som siden halvtredserne har været garant for New Orleans-musikken i alle dens herlige udgaver: Blues,jazz, soul,funk,R&B,blues,rock,swamp rock osv. Desitively Bonnaroo hed pladen, der var produceret af legenden Allan Toussaint. Jeg husker ikke, hvordan jeg var kommet på sporet af John og Toussaint og denne plade, men jeg tror, at det var på DRs program 3, at en eller flere studieværter var så hensynsfulde at indfange mit øre og mit sind med denne seje musik. Og i hvert fald stod den så lige der i FONAs udsalgskasse med sit flotte farvede cover og sære titel. Og hjem kom den, og har siden været en af mine favoritter blandt doktorens mange plader. Og her er vi ovre i den mere funky, swingende afdeling af mandens repertoire, godt hjulpet på vej af Toussaint og The Meters, der er backingband på skiven.Pladetitlen gav siden anledning til en lokal festival og betyder vist sådan noget i retning af: det bedste fra gaden. Altså gademusik, sådan som vi kender det fra de karnevals, der afholdes netop i New Orleans.

Selv om EU er blevet kaldt et fredens projekt – fordi vi aldrig skulle gentage noget af det, der skete under 2. Verdenskrig – så er krigen kommet tæt på. I grænselandet mellem Rusland og Ukraine og – lidt længere væk – i Gaza (hvis man da kan tale om krig her…). Ikke desto mindre er krig på alles læber og i alles hoveder nu – på den ene eller anden måde. Nogle tænker sågar, at 3. Verdenskrig allerede er begyndt – pr. stedfortræder (Rusland og Kina på den ene side – Vesten med USA på den anden side): Men lad nu det ligge.

På vores lokale museum Moesgård har man gjort sig den ulejlighed at lave en lille, velkurateret udstilling om fænomenet kriger, der sætter sig for at følge krigeren – i fire udgaver: en romersk legionær, en samurai, en sepikkriger (en kriger fra Ny Guinea) og en moderne dansk soldat – fra de første tanker om krig til tiden efter krigsdeltagelse. Og det er en lille, men meget velkurateret udstilling, der med en blanding af udvalgte objekter (lige fra primitive våben til vor tids ditto), tekst- og billedplancher, video og audio formår at give museumsgæsten en regulær følelse af, hvad det mon vil sige at være soldat. Og alle omstændigheder bliver berørt – lige fra det praktiske udstyr til mentale og religiøse elementer, som altid har været en del af krigerens “væsen”. Selv om det ikke er en stor udstilling i omfang og dybde, så formår den at give en fornemmelse nok for soldatens vilkår til, at man nok endnu engang kan overveje, om man kan acceptere krig som en acceptabel vej for konflikter i vores tid, der står over for andre og større udfordringer… Men se den selv og fæld din egen dom.

Jeg kan næsten ikke forestille mig en større ros end den, Graham Nash her giver sin gamle ven og kollega Allan Clarke fra The Hollies i forbindelse med sidstnævnet optagelse i Rock and Roll Hall of Fame i 2010. Som Nash fortæller begyndte de to allerede at synge sammen i skolen; og i 1962 dannede de sammen med Vic Steele (guitar), Eric Haydoc (bas) og, Bobby  Elliott (trommer) og Tony Hicks (guitar efter Steele) The Hollies, der fik over 30 singlehits i hjemlandet. Og Clarke var med det meste af vejen; bortset fra en kort periode efter at Graham Nash var draget til America for at tilslutte sig David Crosby, Steven Stills og Neil Young. Men han vendte tilbage og var aktiv frem til sidst i 1990’erne, hvor hans stemme begyndte at svigte og hans hustru blev meget syg og han derfor forlod musikindustrien. Han har dog ikke helt kunnet holde sig væk og har optrådt nogle få gange. En gang cirkushest, altid cirkushest… I går fyldte han 82 år.

I am so happy with Beyoncé’s version of my song ‘Blackbird’. I think she does a magnificent version of it and it reinforces the civil rights message that inspired me to write the song in the first place. I think Beyoncé has done a fab version and would urge anyone who has not heard it yet to check it out. You are going to love it!
I spoke to her on FaceTime and she thanked me for writing it and letting her do it. I told her the pleasure was all mine and I thought she had done a killer version of the song. When I saw the footage on the television in the early 60s of the black girls being turned away from school, I found it shocking and I can’t believe that still in these days there are places where this kind of thing is happening right now. Anything my song and Beyoncé’s fabulous version can do to ease racial tension would be a great thing and makes me very proud. [Paul McCartney på sin Facebookside)

Jovist, den gamle Beatle er begejstret over Beyoncés “killer version” af den gamle Beatles-klassiker. Og jeg synes også, at den unge dame, som jeg har haft forbehold over for (måske et forbehold, der mest gælder vor tids alt for digitaliserede musikproduktion…), har lavet en udgave, der ikke bare er loyal, men også tilfører den et tydeligt feminist anstrøg, der klæder den smukke sang virkelig godt.

The Residents er kult – var kult og er det stadigvæk. Jeg han huske, at deres debutalbum blev præsenteret i DRs program 3, hvor der blev gjort meget ud af, at medlemmere i bandet insisterede på at være anonyme; og der blev spekuleret meget i, hvem der mon gemte sig bag navnet Residents.Og sådan er det stort set endnu, selv om der er sluppet lidt ud undervejs gennem de mange år og de mange plader, det er blevet til. Er det mon studiemusikere og gæster eller?

Og deres musik er blevt kaldt art rock, fordi de altid har yndet at eksperimentere og gå deres egne veje. Og det er næste symbolsk og symptomatisk, at debutalbummets cover er en parodi på the Beatles’ Meet the Beatles. Men musikken er en form for avant-garde-musik, der ikke faldt eller falder ind under nogen bestemt stil og måske er i kategori med folk som Frank Zappa og kollegaen Captain Beefheart.

Debuten blev ikke den store succes, da en udkom, men musikken og hemmelighedskræmmeriet omkring bandet har gjort, at pladen – og dens efterfølgere – i dag dyrkes af kulttilhængere. Sådan er det jo med populærmusikken.

Meet the Residents

John Sinclair var en af tressernes og halvfjerdsernes fremmeste repræsentanter for den såkaldte modkultur. Han blev manager for bandet MC5, hvis politiske rockmusik han sympatiserede med. Og så var han kendt som en af den førende fortalere for legalisering af marijuana, medlem og medstifter af den politiske bevægelse Det Hvide Panterparti (et modstykke til Black Panther-bevægelsen), digter og aktivist. Han blev arresteret i 1969 og idømt ti års fængsel for besiddelse af to marijuanacigaretter, og det var tredje gang han blev arresteret for den forbrydelse. Det gav genlyd i medierne, hvor blandt andre John Lennon og Yoko Ono forsvarede ham åbenlyst. Og et par dage senere blev han løsladt fra fængslet.
Han døde 82 år gammel den 2. april af hjertesvigt og nåede at opleve, at marijuana blev legaliseret i hans hjemegn og andre delstater i 2018.

Det brude ikke være nødvendigt at præsentere Richard Thompson. Guitarist og sangskriver og grundlægger af Fairport Convention. Og siden tresserne en markant og indflydelsesrig musiker i hjemlandet England. Efter at have forladt Fairport Convention, som han havde været med til at danne i 1967, i 1971, gik han solo og lavede et duosamarbejde med sin daværende partner Linda. Den duo holdt i seks succesfulde år med højdepunkter som Want to see the bright lights tonight (1974) og  Shoot out the lights (1982), hvorefter Thompson har haft en lang solokarriere. Om de første dannende år kan man passende læse den autobiografiske Beeswing: Losing my Way and Finding my Voice, 1967–1975 . I maj måned i år udkommer Thompsons seneste soloalbum – et dobbeltalbum – Ship to shore. Han har arbejdet sammen med masser af musikere siden Fairportdagene, men har eller plejet sin succesfulde solokarriere. Og nu fylder han så 75 og har vist ingen planer om at gå på pension.

Frank Bach har gjort mig opmærksom på, at trommeslageren og slagtøjsspilleren Gerald “Gerry” Conway er død i en alder af 76 år. I 1970’erne var han med i Cat Stevens backingband, i firserne spillede han sammen med Jethro Tull og siden hen kom han med i Fairport Convention (1988-2022). Dertil skal lægges arbejde som studiemusiker. Og så var han gift med sangerinden i hæderkronede Pentangle,som han i øvrigt også spillede sammen med, Jacqui McShee.
Som mange andre førende musikere fra sin generation stod Gerry i lære hos Alex Korner, inden han kom ind i kredsen omkring Sandy Denny og Trevor Lucas (Fairport Convention og Fotheringay) og blev en del af det engelske folk-rock-miljø, hvor han trivedes som en fisk i vandet og spillede sammen med de toneangivende navne. Gerry døde af en neurologisk lidelse den 29. marts.

Det har været lidt sløjt på krimi-tv-serie-fronten længe -eller også har jeg bare overset noget i min bestræbelse på at netsætte mit tv-forbrug. Og det er nok det sidste, der gør sig gældende, når jeg først nu er rigtig kommet i gang med serien mcDonald & Dodds, der netop har haft premiere på DR med fjerde sæson, hvoraf jeg har set de to første afsnit.
Og til min fornøjelse må jeg meddele, at serien lever op til de ganske høje forventninger, jeg har til krimi-serier fra BBC og konkurrenten ITV.
Meget følger traditionen for tv-krimier. Vi har at gøre med to umage kolleger. -Taka Gouveia har rollen som politidetektiven (DCI) lauren McDonald, der er kommet til politiet i Avon og Sommerset, Bath nærmere bestemt, med god erfaring fra almindelig politiarbejde. Og her er hun sat sammen med den forsigtige, lidt sky politiassistent (DS) Dodds, der ikke rigtig har haft erfaring fra politiarbejdet i gadehøjde det sidste årti. Og en sådan umage duo er der mange eksempler på i britisk krimi.
Noget andet man genkender er det forfinede, detaljerede og meget inciterende arbejde med plottet og dets udvikling, som allerede antydes med introens leg med labyrintmetaforen. Intet er som man tror ved første øjekast. Et tilsyneladende tilfældigt drab på en buspassager udvikler sig til en historie om bluesmusikeren Robert Johnsons mytologiske handel med djævelen i et vejkryds. og i en anden episode udfolder drabene på to kvinder sig til en historie om organiseret kriminalitet og intrikate familieforhold. Og undervejs spiller selv de mindste faktuelle forhold en vigtigt rolle i optrævlingen af mysterierne – og netop den lidt forsigtige Dodds har sans for det forhold, at djævelen findes i detaljen.
Skuespillet er – også forventeligt – upåklageligt. Ikke kun hos de medvirkende kendte skuespillere, men også og i særdeleshed hos de to hovedrolleindhavere, der supplerer hinanden på fineste vis i deres store forskellighed.
Det er en serie, man som krimifan kun kan bifalde, fordi den er så god som de bedste inden for genren. Og jeg kan kun håbe på, at sæson fire ikke bliver den sidste.

En meget stor del af den danske befolkning kommer på et tidspunkt i deres liv i kontakt med psykiatrien som følge af forbigående eller kroniske  psykiske lidelser. Og derfor kender vi alle nok nogen, der har været den vej forbi. Min egen mormor tilbragte hele sit voksne liv på det lokale psykiatriske hospital og flere jeg kender er blevet ramt af psykiske problemer, der har krævet psykiatrisk behandling. Også sanger, sangskriver og musiker Jokim Lykke har fået psykiatrien tæt ind på livet, idet han mistede en god ven – den hjemløse unge Christian, der med sit umiddelbare væsen vinder Joakims venskab, men siden ender sine dage som følge af en ovedosis. Men Christian har sat så stor et af- og indtryk på Joakim, at han dels har været medstifter til Potentialehotellet, et forsorgshjem for udsatte unge, og dels har søsat et støtteprojekt for landsforeningen for psykisk sundhed SIND. Og for at sparke projektet igang har Joakim skrevet og indspillet sangen “Highway 15”, der fortæller en historie om, hvad der kan slå et ungt menneske ud af kurs og ud i psykiske problemer. Det er en stille, melodiøs sang i bedste singer-songwriter-tradition som sikkert vil kunne vække genklang hos alle dem blandt publikum, der selv har en rem af huden eller kender nogen, der har eller har haft det. En fin lille sang, der fortjener at være med på din playliste – og radioens – og sikkert vil være med til at skabe større sympati for foreningen SIND. Hermed varmt anbefalet.,

Highway 15 udkom officielt den 28. marts og du kan se og høre videoen her.

Og i den anledning bringer jeg her vennen og musikmakkeren Finn Olafssons mindeord, der fortæller,

hvad der er værd at vide:

Mindeord om guitarist, komponist, tekstforfatter, guitarist, sanger og violinist Anders
Roland. Af Finn Olafsson.
Anders Roland, født 30. november 1950, er sovet ind på Nykøbing Falster Sygehus den 27. marts
2024 efter kort tids sygdom.
Min guitar- og komponistmakker gennem mange år er gået bort.
Anders Roland var en stor musisk personlighed, en guitarist og komponist med sans for selv de
allermindste detaljer og med en ubændig trang og tålmodighed for at opnå det ønskede kunstneriske
udtryk.
Anders voksede op i Gl. Lejre ved Roskilde. Han dannede Hvalsøspillemændene (1972-79)
sammen med Steen Rasmussen (Wikke og Rasmussen), som udgav tre albums med skiftende
besætninger. Blandt musikerne i bandet var Mathilde Bondo, Peter Viskinde og Jens Rugsted.
Anders skrev musikken, Steen teksterne.
Anders debuterede som solist på albummet ”Sig hvad du tænker på” med egne sange i 1981. Kort
efter begyndte han sit mangeårige samarbejde med Erik Grip, hvis makker og modstykke han var i
lange perioder i 80erne og 90erne.
Anders kontaktede mig i 1983, efter at vi hver især havde optrådt i en juleradioudsendelse, han med
Erik Grip og jeg solo og med Lars Lilholt, og spurgte om ”det kunne være en ide at prøve at spille
sammen”.
Det kunne det! Den 16. januar 1984 øvede vi sammen første gang og samme år indspillede og
udgav vi vores første guitar-duo-album, Sight-seeing’, og spillede de første 41 koncerter rundt
omkring i landet!
Vores duosamarbejde fortsatte indtil 1991 med talrige koncerter i ind- og udland, flere albums,
”Feriedage” (1986) og ”Globetrotter” (1988). Vi skrev musikken til DR serien ”Johansens sidste
ugudelige dage” med titelsangen ”Himlen over dig”, sunget af Jytte Pilloni, skrev jingles til
børnenes julekalender og til mange andre DR-udsendelser og kortfilm og arbejdede sideløbende
sammen på produktioner med i.e. Erik Grip, Tony Vejslev, Annika Hoydal, Thomas Kjellerup og
Lasse & Mathilde.
I 2000 genoptog vi vores samarbejde. Vi plejede at kokettere med, at medicinalfirmaet Lundbeck
A/S betalte vores opøvning: En medarbejder havde hørt os spille dinnermusik ved en åbning af en
restaurant i Roskilde og ville hyre os til et firmamiddagsarrangement for IT-medarbejdere.
Arrangementet i Roskilde var den eneste gang, vi havde spillet dinnermusik, og medarbejderen
vidste i øvrigt ikke, at vi havde holdt pause i 9 år! Men det satte os i gang igen. Først udkom
albummet ”Tilbage til nutiden” med nye og gamle numre, derefter kom ”DUO” og ”BLUES” – og
endnu flere koncerter.
Vi indspillede også Anders’ soloalbums ”Liv, land & hjerte” (1993), guitaralbummet ”The
Wanderer” (1998) og ”14 sange” (2008) sammen. Seneste udgivelse var Anders’ korværk ”Herren
er min hyrde” med tekster fra Bibelselskabets nye oversættelse af ”Salmernes Bog”

Efter 2006 arbejdede Anders som solist, men han yndede i øvrigt duosamarbejder. Da vi holdt
pause i 90erne, spillede han sammen med Halfdan E, med bassisten Jimmi Roger Pedersen, med
Anders Mikkelsen, med Dorthe Diness, og i de seneste år også med rigsspillemanden Michael
Graubæk – og ved en enkelt lejlighed spillede Anders og jeg igen sammen: Det var i TV2 Øst
udsendelsen, ”Syng med på Øst”, da vores fælles ven, Ronnie Bille, i august 2021 inviterede os til
at spille ”Himlen over dig” og ”Nu er dagen fuld af sang”.
Tilbage står mindet om en nær ven, medkomponist og medmusiker, som flere gange i de senere år
sagde til mig, at ”hvis skal spille sammen igen, inden vi bliver for gamle, skal det være snart.” Men
sådan skulle det desværre ikke gå.
Anders efterlader sig fem børn, tre døtre, en søn – og en bonussøn.
Æret være Anders Rolands minde.

Jeg kan huske, at dengang fremkomsten af CD’mediet for alvor tog fart – og jeg omsider kom med på vognen med  afspiller – læste jeg, at musikeren Sting bifaldt det nye medie,

fordi han mente, at produktionen af vinylplader var en kilde til forurening og dermed en belastning af naturen og vores fælles livsvilkår. Siden dengang har vi set CD-mediet gå sin sejrsgang verden over og nu blevet en slags nicheprodukt, som man fravælger i stedet for at streame musik og som alligevel overlever som nicheprodukt blandt andet ved at producenterne satser på særlige udgivelser, cd-boks-sæt, særlige opsamlinger og meget andet. Og i mellemtiden har vinylpladen fået en renæssance, der også i høj grad lever højt på særlige udgivelser, specialudgivelser i forbindelse med Record Store Day, store og dyre bokssæt, picture dics og farvede vinyludgaver af gamle kendinge osv.  Og så er de nye vinyler ikke billige. Typisk skal man betale omkring 150 kr. for et almindeligt album og 250 kr og derover for dobbelt-album – og endnu mere for særlige presninger m.m. Jovist, musikbranchen viser igen sit sande væsen – når der er  penge at tjene, så skal man nok sørge for at presse de sidste dråber ud af forbrugeren.

Og så dukker en af vor tids store stjerner frem med krabasken og lader den danse hen over ryggen på dem – herinblandt mange berømte kunstnere – der tillader sig at udgive særudgaver af deres musik. Billie Eilish, der er en af vor tids helt store stjerner, går ind for “bæredygtighed” og fortæller til musikbranchebladet Billboard, hvordan hun er flasket op med den politisk korrekte holdning til forbrug med økologi, bæredygtighed osv., og hvordan hun i sin karriere satser på netop det. Og så siger hun blandt andet:

I can’t even express to you how wasteful it is. It is right in front of our faces and people are just getting away with it left and right, and I find it really frustrating as somebody who really goes out of my way to be sustainable and do the best that I can and try to involve everybody in my team in being sustainable — and then it’s some of the biggest artists in the world making f–king 40 different vinyl packages that have a different unique thing just to get you to keep buying more. It’s so wasteful, and it’s irritating to me that we’re still at a point where you care that much about your numbers and you care that much about making money — and it’s all your favorite artists doing that sh-t.

Ser vi bort fra den indlysende selvretfærdiggørende tankegang, der bærer denne svada (*jeg gør hvad jeg kan, men se på de store navne…), så har hun jo ret, pigebarnet. Der er mange store kunstnere, der tjener godt på at genudsende deres musik i nye udgaver, der kan friste svage forbrugere (fans…). Hvem siger nej til en ‘remastered’ udgave af en gammelt Beatles-album eller en bokssæt med hidtil uudgivne Dylan-sange fra en af mandens store perioder eller arkivmateriale fra Rolling Stones, David Bowie eller Neil Young!? Bare for at nævne et par stykker. Måske er problemet med Eilishs politiske korrekthed, at den kommercielle musikbranche altid og hele tiden har været fokuseret på profit. Og at kunstnerne altid har været henvist til at gøre, hvad de kunne for at tjene penge. Og i dag bliver denne kendsgerning bare understreget af, at kunstnerne stort set ikke tjener penge på streaming af deres musik og derfor er henvist til at satse på karoussellerne – i form af optrædener til skyhøje priser – for at kunne leve at deres musik. Og så – måske – få lidt i kassen i kraft af omtalte særudgivelser af vinyler, cd’er osv. Siden starten af forrige århundrede – cirka – har musikken været underlagt kapitalismens vilkår. Før nogen har tænkt over musikkens kulturelle betydning har den været genstand for profitjagt. Den historie hører man igen og igen, når man læser om populærmusikkens historie.

Det udelukker selvfølgelig ikke – på den anden side – at Eilish kan have en pointe i forhold til musikbranchen og dens klimabelastende virkelighed og med sit opsang må  få enhver kunstner til at overveje, hvordan han/hun kan give sit bidrag til at gøre vores fælles liv mere bæredygtigt.