Det manglede da bare. At kompilationen af The Beatles’ 27 nr. 1-hits også var til at få i digital forbedret udgave. Og på CD. Nu mangler vi bare, at vi også kan få Anthology-serien i opdaterede versioner – på CD. Og så tager vi lige nr. 19 på pladen endnu engang…
Jeg faldt lige ned i Beatlessporet, efter at have skrevet foregående indlæg… Hvis i spørger mig, så sidder det her nummer lige i skabet. Ikke en eneste mislyd er der. Guitar, trommer, vokaler, bas osv. kører bare som smurt. Jeg kan stadigvæk begejstres, hver gang jeg lytter til denne lille genistreg – selv om de er gået mere en fyrre år. Beat når det er bedst staves B-e-a-t-l-e-s… Skru op for lyden!
I denne måned for 45 år siden udkom Beatles’ syvende album, Revolver. Med vennen Klaus Voormanns berømmede collage-tegning som cover.
Med Revolver tager Beatles endnu et skridt væk fra læreårene som underholdningsorkester med coverversioner af andres sange og med uafbrudte, ulidelige, opslidende, men også meget lærerige, koncerter. Koncertscenen er byttet ud med pladestudiet som det nye fiks- og fokuspunkt for de kreative udfoldelser. Det første skridt var taget med mesterværket Rubber Soul og endnu et ind i pladestudieteknologiens forjættede muligheder blev taget med Revolver.
Det efterfølgende album – Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band – er ofte nok blevet udråbt til at være den plade, hvormed Beatles revolutionerede ikke blot deres eget udtryk med beatmusikkens i det hele taget. Men lytter man nøje til Revolver her mere end fire årtier senere, så er står det indlysende klart, at forstudierne til de avantgardistiske eksperimenter og de innovative lydstudier allerede blev gjort på Rubber Soul og – ikke mindst – Revolver. Det er tydeligt, at projektet er at udforske sangskrivningens og pladeproduktionens muligheder og helst gå til grænsen og hinsides denne.
Beatles er ofte blevet kritiseret for – fx på det hvide album – at være eklektiske og (for) vidtfavnende stilistisk set. Og denne kritik falder for så vidt også på Revolver, der spænder fra regulære, guitardominerede rockpopsange som “Taxman” og “And Your Bird Can Sing” over klassiske McCartneyske ballader som “Eleanor Rigby” og For No One” og videre til børnesangen “Yellow Submarine”. Men gruppens spredte lemmer er mere udtryk for et kreativt overskud uden sidestykke i midten af tresserne. Sammen med deres kongeniale producer George Martin lader Lennon, McCartney, Harrison og Starr sig inspirere af alt, hvad de hører, og afstår ikke fra at afprøve nogle af de nye muligheder, der åbner sig for dem. Revolver er ikke nogen drøm af et stilistisk stramt conceptalbum – en af den tids idealer – men derimod en magtfuld demonstration af uhyre generøs sangskriveri og musikalsk idérigdom. Det er et album, hvor der ikke er et eneste svagt eller blot halvsvagt nummer…
Ikke alene har de 14 sange på pladen de popkvaliteter, man forbinder med Beatles, når de er bedst, men sangteksterne har også fået en refleksiv dimension, som distancerer dem fra de tidligere intelligente kærlighedssange. Bob Dylan har sat nye standarder for sangskrivningen, og Beatles følger trop med tekster, der både er poetiske (fx den novelleagtige Eleanor Rigby), politiske (Taxman) og filosofiske. Uden at det går ud over gruppens musikalske umiddelbarhed.
Noget andet, der er radikalt forandret, er lydbilledet, the sound. Legen med spolebåndoptagernes muligheder og andre tekniske finesser i studiet skaber en sound, som man ikke tidligere har hørt – hverken hos Beatles eller andre.
Når Revolver er blevet udskreget til at være en af de allerbedste Beatlesplader overhovedet – og nr. 5 på Rolling Stones liste over verdens bedste plader – så er det, fordi det her lykkes for gruppen at lave et album, der både tilfredstiller den erklærede popelsker, som “bare” vil synge med på sangene og danse til dem, men samtidig et album, der lægger op til fornyede genhør, hvor de musikalske lag kan afkodes og sangteksterne udlægges. Her er noget for både pophovedet og den intellektuelle Kloge åge.
Der er også brugt megen energi på det forhold, at Beatles i denne periode – som så mange andre – eksperimenterede med tidens “bevidsthedsudvidende” og euforiserende kemikalier. Og det har da sikkert også – som alt muligt andet! – været inspirerende. Men, hvis der er en sandhed om stoffernes betydning for sangskrivningen, så tror jeg, John Lennon kom den nærmest med bemærkningen om, at hverken brugen eller ikke-brugen af stoffer gjorde noget for sangskrivningen. Sagt på en anden måde – det man hører ved endnu et genhør med albummet – er, at Beatles bliver høje på musikken. Billedligt talt. Akkurat som lytterne ude ved højtalerne…
Revolver er en manifestation af den kunstneriske, æstetiske osv. frisættelse, som på gådefuld vis skete i de mytologiserede tressere. Og som Beatles på mange måder er blevet synonym med. Og det er mærkeligt og sært opløftende at lytte til dette overflødighedshorn af musikalsk overskud og frisættende energi i en tid, hvor alt synes at gå den anden vej…
Som man sagde i gamle dage: Der skal to til en kop Medova. Eller måske flere. Og hvem kan placere skylden i en skilsmisse? Hm. Siden The Beatles gik i opløsning har mangen en kommentator og Beatlekender forsøgt at placere skylden for gruppens opløsning på enten Paul eller John. Hvem var skurken? I New Musical Express placerer Sir Paul tilsyneladende skylden på sin afdøde kollega med ordene: “Basically me, George and Ringo said ‘Does this have to be final, could we do a couple of gigs or can we think about this tomorrow?’, but John was off with Yoko and he was saying ‘No, no, it’s great, I feel a release’ and all that. So that was kind of final.” Me and George and Ringo… Well, well, well… Skal vi ikke bare sige, at løbet var kørt.
Gennemlytningen af Paul McCartneys to nyudgivne soloplader fik mig – af en eller anden grund – til at tænke på Lennon/McCartney-kompositionen”Baby you’re a rich Man”, som var B-side til “All You Need Is Love” fra 1967.
Ganske vist havde Beatles ikke rigtige B-sider. Med deres ambitionsniveau og kreativitet ophævede de den traditionelle opdeling i A- og B-hold blandt sangene. Og gjorde en dyd ud af denne ligestilling, der demonstrerede deres suverænitet.
Men i dette tilfælde er opdelingen til dels berettiget. For der ingen tvivl om, at A-siden blev langt mere kendt – bl.a. i kraft af den tv-eksponering, sangen fik.
Beatles-kronikøren Mark Hertsgaard kalder sangen for ‘ret ordinær’. Det synes jeg er – i bedste fald – misvisende. Nummeret er et udmærket eksempel på en Lennon/McCartney-sang fra gruppens mest syrede og eksperimenterende periode omkring tilblivelsen af Magical Mystery Tour. Som fx klassikeren A Day In The Life fra Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band kombinerer Baby You’re a rich Man to sangstykker. Dels ‘One of the Beautiful People’ og så det næsten modsigende omkvæd: Baby your’re a rich Man too… Omkvædet er stærkt fængende, og John Lennon synger med den indædte energi, der kendetegnede ham, når han var mest tændt. En i og for sig enkel, lille, iørefaldende popsang, der er vævet ind i stemningsskabende lydkollager frembragt med bl.a. clavioline og leg med feedback. En lille, lidt overset, perle i Beatlesdiskografien? I hvert fald et af mine yndlingsnumre.
Man skal passe på med, hvad man siger til medierne. Spørg bare Lars von Trier. Eller Ringo Starr.
Ringo, der er kendt for at komme med en ironisk eller sarkastisk bemærkning, kom for skade at svare ‘Nej’ på tv-vært Jonathan Ross’ spørgsmål, om ‘der var noget, han savnede ved Liverpool’? Og godmodig som Ringo jo er, så troede han, at liverpudlerne ville slå sig på lårene af grin. Men det gør man bare ikke i byen, hvor der udkæmpes en politisk kamp for at redde en vaklende rønne i Ringos barndoms slum…
Nogle af bysbørnene har vandaliseret et mindesmærke over the Beatles. Og Ringo har nu travlt med at udglatte sin kåde bemærkning. Jovist. The Beatles er blevet et nationalt klenodie, som man ikke sådan skal spøge med.
Uden at fornærme nogen, så kan man vel godt sige, at Linda McCartney var en bedre fotograf end musiker og sanger. Og med pigenavnet Eastman lå det lige for, at Linda som ung kunne vælge en karrierevej som fotograf.
Kombineret med en interesse for rock’n roll lykkedes det den senere fru McCartney at komme tæt på bl.a. Rolling Stones og Eric Clapton, og i maj 68 opnåede hun almindelig anerkendelse, da generationsmagasinet Rolling Stone valgte et af hendes Clapton-fotos til coveret. Dengang kunne man næsten ikke nå højere som musiker eller musikfotograf.
Begivenheden har sikkert været medvirkende til, at andre kunstnere lod døren stå åben, når frk. Eastman kom forbi med sit kamera. Aretha Franklin, Jimi Hendrix, Bob Dylan, Janis Joplin, Simon & Garfunkel, The Whto, The Doors og Grateful Dead var blandt dem, der lod sig indfange og forevige af Lovely Linda. Og så – The Beatles.
Linda mødte sin kommende ægtemand Paul i 1967 og var med til at dokumentere, hvad der sket omkring lanceringen af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Et par år efter blev Linda og Paul gift. Og resten er historie, som man siger. Men Linda fortsatte med at knipse, hvad hun så. Blandt andet i familien McCartney.
Linda McCartney efterlod sig en fotoarkiv med mere en 200.000 billeder. Og som en slags kunstnerisk testamente har Paul sammen med sine børn og et par professionelle (fotografen Annie Leibovitz og kunsthistorikeren Martin Harrison) foretaget et skønsomt udvalg til bogen “Linda McCartney: Life in Photographs”, som udgives af Taschen på flere sprog. Bogen udkommer både i en luksusudgave til omkring 6.000 kroner og en ordinær udgave. Nogle af billederne kan man se på forlaget side – her.
“Tror du virkelig at det meste af dagens kunst var noget på grund af The Beatles? – Jeg tror ikke på, at du er så sindsyg! — Paul – tror du på det? Når du holder op med at tro med at tro det, kan det være, du vågner op. Sagde vi ikke altid, at vi har en del af bevægelsen – ikke det hele? Selvfølgelig ændrede vi verden – med prøv at følge med – KOM NED FRA DEN GULDPLADE OG FLYV!”
Ordene er John Lennons. De står at læse i et tosiders maskinskrevet brev, som ikke er dateret, men angiveligt er fra 1971, året efter gruppens opløsning. Om brevet blev sendt, vides ikke med sikkerhed, men det er skrevet som svar på en brev fra Paul & Linda McCartney, som – forstår man – har været lidt sårende og skuffende for John.
Brevet – som kan læses i faksimile her og her – viser en både frusteret og såret John Lennon, men også en Lennon, der ikke helt kan skjule sin veneration for sin gamle ven og The Beatles. Følelsernes ambivalens i skilsmissens svære stund… Brevet bortauktioneres om kort til i Beverly Hills. Det har tilhørt en samler, der har fået fat i det gennem et medlem af Lennon-familien.
Også The Beatles allerførste kontrakt fra 19. juni 1961, underskrevet af J W Lennon, James Paul McCartney, George Harrison og Pete Best i Hamborg, bortauktioneres. Den forventes at indbringe mellem 40-60000 £. Kontrakten som er på tysk – og også er underskrevet af Bert Kaempfert – ansætter Beatles som backing for Tony Sheridan. Tre dage senere indspillede de singlen “My Bonnie/The Saints”. I følge kontrakten skulle Beatles af 2% i royalties fra salget og 25 D-Mark hver pr. dag. John Lennon skulle modtage pengene som gruppens repræsentant.
[kilder: The Telegraph og The Independent]
Det er en kendt sag, at The Beatles tog for sig at stofferne i tresserne, sådan som også mange andre musikere m.fl. gjorde. Og da Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band udkom fik tekstfortolkerne travlt med at læse LSD ind i sangen om Lucy in the Sky with Diamonds. Det lå lige til højrebenet for datidens Kloge-åger. At titlen så – angiveligt – stammer fra John Lennons lille søn, Julian, er så en helt anden sag. I følge anekdoten havde Julian tegnet et billede af sin skolekammerat Lucy, vist John den med følgende kommentar: “That’s Lucy in the sky with diamonds”. Det er sådan noget, børn gør.
Om kort tid kan man byde på Lennons skriftlige udkast til sangen hos auktionshuset Profiles i Bervely Hills. Tekstudkastet og en lille medfølgende tegning forventes at indbringe i omegnen af 200000 $. Ak ja…
Der var Peter, Paul & Mary, Cy, Maia & Robert, The Seekers og mange andre, som dengang i tresserne dyrkede folk. Blandt de andre var den engelske gruppe the Silkie.
The Silkie bestod af en flok studenter fra Hull University, som var centreret om Sylvia Tatler. Og sammen gjorde de sig i – især – coverversioner af Bob Dylan og andre af de førende inden for folkemusikken.
Til de mere interessante kendsgerninger om gruppen hører, at de efter at have optrådt på The Cavern i 1965 fik kontrakt med selveste Brian Epstein, der dog snart efter overlod arbejdet til en anden. Men lidt fik de dog ud af forbindelsen, for de fik lov til at indspille Beatles “You’ve got to hide you love away” og fik deres største hit med denne – lad os sige den sådan – afdæmpede, loyale version. Faktisk var det med støtte fra John, Paul og George, at det skete. John var producer, Paul spillede guitar og George sørgede for slagtøj på indspilningen.
Efter successen med Beatles-sangen var det realiter slut. I 1966 blev gruppen opløst. De enkelte medlemmer har dog været aktive som musikere siden, men kun på lokalt plan.
Ja, det lyder grangiveligt som – The Beatles. Men der er tale om en af de mest overbevisende Beatles-imitationer, man kan opdrive.
Det amr. band Knickerbockers, der blev dannet i 1962 af brødrene Beau og John Charles. I gruppens aktive periode fra 1964 til 1970 specialiserede de sig i at efterligne andre kendte gruppers stil. Fx The Four Seasons. Og i 1966 lykkedes dem at komme på top 20-listen med deres yderst kompetente Beatles-imitation.
Til trods for et oplagt sangskriverpotentiale (i kraft af Beau Charles) og et velspillende band blev det ikke til ret meget mere for gruppen – målt med hitliste- og salgsalen. Knickerbockers pladeselskab troede ikke rigtig på dem og gjorde i hvert fald ikke tilstrækkeligt for at markedsføre dem. Gruppen blev dog ikke glemt. Den dukkede op igen på bokssættet Nuggets i 1972 med sine to største singleudspil (Lies og opfølgeren One Track Mind). Siden har gruppen fået udsendt to opsamlinger på Sundazed Records. I 1989 kom The Great Lost Knickerbockers Album! og i 2006 Rockin’ with the Knickerbockers!
Formedelst 161 £ købte John Lennon og George Harrison hver en akustisk/elektrisk Gibson J-160E den 10. September 1962 hos Rushworth’s Music House i Liverpool.
Fotoet ovenfor stammer fra bladet Mersey Beat, der samtidig kunne fortælle, at de to eksemplarer var ‘de eneste i landet, og at de specielt var fløjet til England fra Amerika med en jet’. Det lød godt, men var ikke helt sandt. Det tog to måneder at fremskaffe instrumenterne, og fotografiet er sandsynligvis taget et par dage efter, de blev solgt til Beatlerne.
Til gengæld er det sandt, at instrumenterne blev brugt den 11. September samme år, hvor Beatles indspillede “Love Me Do“. Harrisons guitar blev siden stjålet i forbindelse med en koncert på Finsbury Park Astoria Theater i London efter at være brugt i optagelserne til albummet Please, Please Me.
Apropos genudgivelser i forbedrede udgaver så kommer Richard Lesters film “How I Won The War” i denne måned i en såkaldt “Limited Edition Collection” hos MGM. Som andre af Lesters film fra den periode var den præget af absurd komik, som var inspireret af lige dele fransk teaterabsurdisme og engelsk gak-gak-humor.
I rollen som soldat Gripweed ser man John Lennon iført de siden hen så berømte runde briller. Uden at ville forklejne Lennons rolle i filmen (han spiller ganske udmærket), så fortjener filmen, som alt for længe har haft status af et kuriøst Beatles-biprodukt, at blive set for sine egne kvaliteter. Lige som med specielt A Hard Days Night er der tale om en lille, løssluppen sag, der bærer det bedste af tressernes frisind i sig. Den indskriver sig i række af fine humoristisk, absurde anti-krigsfilm fra tresserne og halvfjerdserne. Fx Richard Attenborough “åh, sikke en herlig krig” fra 1969, Mike Nicols’ Joseph Heller-filmatisering “Catch 22” og tv-serien M.A.S.H. (1970 ff.). Uomgængelig for enhver med forkærlighed for tressernes kulturelle opbrud og for specielle film af kvalitet.
Ja, i går var det 45 år siden, John Lennon sådan i forbifarten i en samtale med journalisten Maureen Cleave i sit hjem i Weybridge, Surrey, kom for skade at sammenligne The Beatles med Jesus.
Det var ferie for Lennon og de andre – efter endnu en intens turneaktivitet i 1965 – og John snakkede løs, som han havde for vane om alt mellem himmel og jord og så var det bemærkningen faldt, som ikke kunne få Beatlesfans til at løfte et øjenbryn, men som havde en effekt på andre som kunne sammenlignes med den effekt, nogle turbanklædte karrikaturtegninger mange år siden.
Hvis ikke Datebook – et blad for teenagere – havde havde revet denne passus ud af dens sammenhæng, så ville den formodentlig blot være blevet forstået som endnu en rap Lennonisme. Men amerikanske radiostationer i Syden fik nys om citaterne, og inden Lennon kunne nå at sige Amen (el. Undskyld) var Beatles genstand for en regulær bandlysning. Reaktionen kom tydeligvis bag på Lennon selv.
Mange år senere har det katolske kirke som bekendt officielt tilgivet Lennon for hans ungdommelige letsindighed. Lennon selv var død i mellemtiden, men The Beatles er om muligt endnu mere populære end nogensinde før…
1969
Q: “You seem to be the more industrious Beatle.”
RINGO: “No, I’m the laziest Beatle, actually. I’m quite happy to finish an LP and go and sit back. I can enjoy myself just sitting back, you know, and playing at home with all the toys, and the kids, and the wife. I enjoy playing with the wife.”
I de angelsaksiske lande kan man det der med citatbøger. Medens vi herhjemme må nøjes med genoptryk af den udmærkede “Bevingede ord” mellem år og da, så sprøjter angelsakserne udmærkede citatbøger ud i en lind strøm. Mon ikke der er tale om en kulturforskel, der stikker dybere end et citat lader ane? Nå, men heller ikke The Beatles går ram forbi. Musikjournalisten John D.Luerssen har samlet et fyldigt udvalg af brokker fra de fire mopheads fra de sidste 45 år. Kindle-e-bogsudgaven er allerede i handlen og papirudgaven på trapperne.
Flere smagsprøver fra Beatles: Ultimate Quotbook – her.
