Indlæg tagget med Bøger

Something Rotten

1. september 2010

Efterårsbogsæsonen står for døren, og en af de musikbøger, der må være af interesse for musikinteresserede er journalisten Jan Poulsens store bog om punken i Danmark. Mig bekendt er det den første samlede fremstilling af, hvad der skete under overskriften punk. Min egen uforgribelige mening om bogen, må I vente med, men Jan Poulsen har givet et interview her, hvor man kan få indtryk af, hvad han ville med bogen.

Stoffers skruetrækker – Kristen Bjørnkjærs erindringer

9. august 2010

Journalisten og forfatteren Kristen Bjørnkjær blev kendt i en større offentlighed, da han udgav digtsamlingen “Kærestesorger” i 1976. Digtsamlingen blev noget sÃ¥ sjældent som en lyrisk sællert. Forklaringen pÃ¥ successen var, at Bjørnkjær med sine digte om en følsom mands kærlighedskvaler og -oplevelser ramte tidsÃ¥nden lige i solar plexus. Vi befandt os midt i halvfjerdserne, hvor kvindekamp og feminisme var ved at sætte en ny dagsorden for det, man kaldte “kønsrollerne”, og man havde opfundet den “bløde” mand, der ogsÃ¥ kunne tale om følelser…

Jeg kan huske, at digtsamlingen også var et hit blandt mine litteraturstuderende fæller. Selv var jeg mere forbeholden. Jeg foretrak de modernistiske digtere, der ikke solgte stort. En forkærlighed, jeg havde haft siden folkeskolen. Men jeg sagde det ikke højt, for 50.000 læsere kunne vel ikke tage fejl, vel? Det var i knækprosaens tid, hvor det handlede mere om at skrive realistisk rapporterende fra en æggebakke, en gulvspand eller et forkvaklet kønsliv end om at dyrke poesiens mere utilgængelige æstetiske og sproglige sider. Ganske vist var Bjørnkjærs samling langt bedre end knækprosabøgerne, men alligevel for langt fra den poesi, jeg elskede og stadigvæk holder af.

Jeg fik dog interesse for Bjørnkjærs særlige sprogtone. En særlig afart af jysk lune, en særlig let ironisk distance til virkeligheden, som jeg sidenhen har genfundet hos journalisten Bjørnkjær, og som har gjort ham til en af mine favoritter blandt spinatfuglene på Information.

Og det er også denne specielle sprogtone, der bærer erindringsbogen. Og gør den til en særlig læseoplevelse.

Erindringerne er en fortælling om den unge Kristens vej fra flækken Fløjstrup ved Århus til en stilling som kulturredaktør ved Information i Københavnstrup. En rejse, hvor Bjørnkjær bevæger sig mellem journalistikkens Scylla og kunstens Carybdis på sin rejse gennem det satans liv. Journalistikken giver brød på bordet og mulighed for at dyrke kærligheden til avantgarde-kunsten på den anden side.

Undervejs fra det Ã¥rhusianske eksperimenterende kunstmiljø til København møder man flere af nutidens kulturpinger – Per Kirkeby, Hans Jørgen Nielsen, Dan Turèll, Klaus Rifbjerg m.fl. – i smÃ¥ skarpe portrætter, der føjer nuancer til det image, de siden har fÃ¥et. Historien om Dan Turèll i ørkenen i pelsfrakke, vil jeg sent glemme. Bjørnkjær fortæller uimponeret, ærligt om sine oplevelser med kultureliten. Og der er ikke et gran af intellektualisme, benovelse eller koketteri over hans name dropping. Heldigvis for det.

Bogen er også en fortælling om hovedpersonens successer og fiaskoer i kærlighedslivet. Hvor han, som man selv skriver, gang på gang bliver reddet af gong-gongen i det professionelle liv,  og så at sige har held i sprøjten, så går det ganske anderledes i kærlighedslivet. I det mest autentiske, nøgne og usminkede afsnit fortæller Bjørnkjær om et langvarigt og smerteligt lærerigt utroskabsforhold, hvis konsekvenser kommer til at præge hans voksne liv dybt og varigt. Historien fortælles med den bjørnkjærske nedtonede distance og helt uden bitterhed. Nærmest med en form for taknemmelighed over for de knubs, kærlighedslivet har givet ham. Afsnittet er som sagt det bedste i bogen, og gør i sig selv bogen værd at læse. Men ellers er dens kvalitet, at den giver en fint billede af tresserne og halvfjerdserne, som et velkomment korrektiv til den i forvejen dybt mytologiserede periode. Hermed varmt anbefalet.

En sælgers nød – en (slags) bogomtale

4. august 2010

Søvnløshed er et symptom. Ikke kun for den enkelte, der lider under søvnløsheden, men for hele den moderne civilisation. Søvnløsheden er et mentalt symptom – ‘ tegn ‘ – der modsvarer den rastløshed, stundesløshed, der præger moderniteten.

I moderniteten arbejdes der konstant. Det samme er tilfældet i vores hjerner. Vi har svært ved at finde rast og ro. Selv i søvnen arbejder det ubevidste videre. Selv om natten går tingene ikke helt i stå. Der er maskiner, der kører uafbrudt. Lys , der brænder. Nogle går på arbejde, medens andre sover – eller forsøger at sove. Moderniteten er støjende og urolig. Det ligger i dens natur. Dens fremskridts- og fremtidsorienterede stræben. Dens begær efter vækst, forandring, udvikling osv. Derfor er der ikke rum til døden eller søvnen. Dødens tabuiseres ikke, som man ellers er tilbøjelig til at mene. Den fortrænges blot, skubbes til side, udgrænses – indtil den indfinder sig. Og søvnen, som kroppene ikke kan undvære, bliver et begæret objekt i al dettes ord dobbelthed. At begære er ikke at ville begære, ifølge en fransk psykoanalytiker. Vi vil (ikke) søvnen og holdes vågne, indtil søvnen alligevel overmander os.

I moderniteten er vi også forbrugere og sælgere. Som Zygmunt Bauman er inde på, så er vi mere konsumenter end producenter. Vi skal alle leve på markedet, hvor vi skal forbruge. Men er vi ikke også alle sælgere i en eller anden forstand? Ingen sælgere uden konsumenter og omvendt. Vi har alle noget at sælge. Fx vores arbejdskraft. Sælgeren er med andre ord en næsten arketypisk figur i det moderne.

Arthur Miller skrev et skuespil om denne figurs tragedie. I Bent Otto Hansens lille bog “Jeg kan ikke sove” møder vi netop en sælger, der ikke kan sove. En ung sælger, der lider af søvnløshed og derfor har svært ved at passe sit sælgerjob og sit liv i øvrigt. Derfor søger han hjælp på en anden person, der kaldes en “levende modspiller”. Det giver anledning til en række møder – fjorten i alt ‘ hvor de to snakker sammen. Fjorten dialoger, der dog mere ligner psykoanalytiske møder end egentlige samtaler. Ligheden med det psykoanalytiske session er mere end tilfældig. Selv om “analytikeren” snakker mere end den klassiske analyse foreskriver, så er der mere tale om en person, der lytter og kommenterer end en egentlig samtalepartner. Der er selvfølgelig også tale om overføring, som man siger i psykoanalysen.

Den unge man kommer troskyldigt til møderne (som han selv betaler for), selv om han irriteres og generes,fordi han formoder, at modspilleren har de svar, han søger. Men som han selv skal tale sig frem til.Og det går da også et stykke ad vejen efter den psykoanalytiske manual. Symptomet ‘ søvnløsheden ‘ forsvinder. Men blot for at blive erstattet af et andet. Den unge sælger begynder at græde.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan den lille fortælling ender, for det ville svare til at afsløre, hvem morderen var i en kriminalroman. Og de to genrer ‘ psykoanalyse og kriminalromanen ‘ har jeg spændingsmomentet og afsløringen til fælles. Det er sådan set heller ikke det mest interessante. Det interessante er vejen derhen. Dialogen mellem sælgeren og hans modspiller er det vigtigste. Og den adskiller sig som nævnt fra diskursen i psykoanalysen. Faktisk minder den mere om dialogen i absurde teaterstykker, som vi kender dem fra fx Samuel Beckett, Eugene Onesco m.fl. Stykker, der jo netop også afspejler modernitetens tab af mening. Dens radikale meningsløshed. Den meningsløshed, der får os til at le, fordi latteren måske er det eneste adækvate svar, der er på den.

Sådan også i Bent Otto Hansens bog. Specielt i første del af bogen kunne jeg ikke lade være med at klukle over de absurde ordudvekslinger. Dermed har jeg også tangeret bogens ‘ fiktionens ‘ svaghed, som jeg læser den. Hvis udgangspunktet er den absurde humor, den befordrende og befriende galskab, så taber bogen højde hen mod slutningen, hvor alvoren tager over.

Uden at afsløre, hvordan det ender, så vil jeg mene, at udgangen er forudsigelig og pæn. En vis realisme melder sig, og det er lidt synd. Synes jeg. Der er jo netop tale om en “fiktion”, og i fiktionen behøver historien ikke at udvikle sig efter bogen. Lige som en analyse ikke behøver at ende med, at den analyserede bliver “kureret” for sine lidelser og bliver symptomfri. Faktisk er der mange kunstnere og forfattere, der har afbrudt deres analyse, fordi de ikke ville miste deres symtomer…

Men ‘ trods mit forbehold ‘ vil jeg godt anbefale jer at læse Bent Otto Hansen 60 sider lange fiktion. Så vil i bruge tiden bedre end i selskab med mange af de elendige krimier, der er i handlen.

 

PS. Bent Otto Hansens (også kendt som Beologen) bog kan bl.a. købes hos www.saxo.com.

 

Penguin fylder 75

2. august 2010

Ingen tvivl om det: Hvis det ikke havde været for Penguins paperbacks, sÃ¥ havde min indføring i det engelske sprog og den engelske kultur gÃ¥et meget mere trægt. Det var de slidtstærke paperbacks, vi brugte i gymnasiet. Og det var ogsÃ¥ dem, jeg tyede til siden, nÃ¥r det skulle spares penge pÃ¥ bogindkøb – uden at kvaliteten skulle sættes over styr. Nu fylder pingvinen 75.

Hans Jørgen Nielsen om kultur, bl.a. om beat

24. juni 2010

Forleden forvildede jeg mig ind i Ã…rhus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gÃ¥ ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gÃ¥gade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge pÃ¥ en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud med.

I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogle af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek.

Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

Tresserne, k̴lrabikulturen og melbollementaliteten Рen fotograf ser tilbage

15. juni 2010

I gÃ¥r aftes kunne man pÃ¥ P1 høre fotografen Bent Rej fortælle om dengang i tresserne, hvor han fotograferede de musikere og kunstnere, som i Ã¥rene efter blev ikoner for de generationer, der voksede op: Beatles, Stones, Dylan, Hendrix og sÃ¥ videre. Sikkert til den nyfigne interviewers skuffelse sÃ¥ var Bent Rej ikke specielt imponeret af sin bedrift. Han var en pressefotograf pÃ¥ arbejde og var der tilfældigvis, da Beatles kom til Danmark. Og der var ikke noget særligt i, at han blev gode venner med Brian Jones fra The Rolling Stones, som boede in cognito hos Rej og konen som “konens fætter fra landet”. Rej mente, at han nok havde brug for lidt fred og ro. Og Bent kunne til gengæld bo hos Brian i London, nÃ¥r han ville. Bent tog sine billeder og takkede af, da stjernerne blev sÃ¥ store, at det blev besværligt at fÃ¥ adgang til dem. Med Rejs eget ordvalg, sÃ¥ blev scenen grim – efter 1967. Han skulle i øvrigt ogsÃ¥ videre. Han ville være reklamefotograf.

Nu har han så doneret sin samling af foto til det nye museum for rock, Danmarks Rockmuseum.

I det seneste nummer af DSBs Ud & Se (som kan hentes ned som pdf-fil hos DSB) kan man se et udvalg af Rejs fotografier. Her er den unge, uskyldigt udseende Marianne Faithfull, en ung Keith Richard med hund, en svedig Lennon, der trykker Help! af i mikrofonen, et pasfotolignende snapshot af Peter Noone (Herman’s Hermits) m.fl. Og fotografierne ledsages af en tekst af Lasse Ellegaard, hvor man kan mærke, at Lasse var med, da det sneede og endnu har følelsen af de strømførende lag i sig. Drømmen er ikke slukt…

Rolling Stones i Finland 1965

Belinda Carlisle tager bladet fra munden

9. juni 2010

For snart længe siden kunne min blogven Uffe fortælle om Belinda Carlisles afsløringer af bagsiden af det udadtil velfriserede, flinkeskole-new-wave-band The Go-Gos image: Et liv i overhalingsbanen, hvor ingen stimulanser var fremmede for bandets medlemmer og et syndigt liv var normen.

Og nu fÃ¥r vi sÃ¥ mulighed for at dykke længere ned i moradset i Belinda Carlisles nye selvbiografi med den lovende titel “Lips Unsealed” – en tvetydig titel, der ogsÃ¥ alluderer til Go-Go’s’s 1981-hit “Our Lips Are Sealed“. At dømme ud fra forskræppene til bogen, sÃ¥ er det en fortælling om en amerikansk pige, der allerede som teenager lever et dobbeltliv som feteret cheerleader og butikstyv, en spaltning, der følger i Ã¥rene frem, hvor hun udadtil fremstÃ¥r som den pæne pige fra det sydlige Californien, som enhver svigermoder drømmer om, men uden for rampelyset overskrider hun alle de grænser, som pæne piger formodes at holde sig inden for.

Men det er ogsÃ¥ historien om fire ungmøer, der bliver inspireret af den ny musik – navnlig punken – til at danne et band, selv om de dÃ¥rligt nok kunne spille og ingen anelse havde om, hvordan man gebærdede sig pÃ¥ en scene. The Go-Gos fik som bekendt stor succes som en poppet udgave af new wave. Og i Ã¥rene frem til opløsningen i 1985 var det en lang fest, hvor Carlisle erhvervede sig en cocainafhængighed, som det tog hende mange Ã¥r at komme ud af igen.Belinda er 51, har fÃ¥et styr pÃ¥ sit liv, lever i Frankrig, hvor hun i 2007 udgav sit syvende soloalbum, Voilà, med franske sange. Go-Gos er blevet gendannet i dette Ã¥rti, og der er vist planer om en kommende afskedsturné.

Lars Movin – Captain Beefheart

5. maj 2010

Det er ikke hver dag, der udkommer en bog om Captain Beefheart – og da slet ikke pÃ¥ dansk. SÃ¥ jeg betragter det som en lille begivenhed, at min fagfælle og kender udi amerikansk undergrundslitteratur, filmmager, journalist m.m. Lars Movin har udsendt bogen “Captain Beefheart” pÃ¥ det lille poesi- og kunstdyrkende feinschmeckerforlag Bebop. Jeg har endnu ikke fÃ¥et læst den, men det vil jeg gøre. Medens jeg venter pÃ¥, at den dukker op i min postkasse, lytter jeg til Kaptajnens pÃ¥ samme tid repektfulde og -løse omgang med amerikansk blues- og rocktradion pÃ¥ albummet “Strictly Personal” fra 1968. At lytte til Beefheart er som at fÃ¥ ører pÃ¥ny. Det er musik med rødder, og samtidig er det mærkeligt uden for tid og sted. Som et godt stykke poesi. Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg hørte Beefheart. Det var dobbeltalbummet Trout Mask Replica – pÃ¥ grammofonplade, selvfølgelig. Jeg havde hørt lidt pÃ¥ P3 og troede ikke mine egne ører. Kunne man spille sÃ¥dan!? Var det overhovedet musik?! Ja, det var det. Og mine ører blev aldrig de samme igen. Og jeg har siden været en stor fan. Jeg kan ikke blive træt af hans musik, men kan undertiden godt fÃ¥ nok….

Gense og -hør ogsÃ¥ kaptajnen i Cannes 1968 – Ã¥h, manner…

Suetons “Romerske Kejsere” – en erindringsstump

18. marts 2010

Det gode ved erindringen er, at den har den forunderlige evne, at den kan filtrere ens oplevelser. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Den skal skille skæg fra snot, dÃ¥rlige oplevelser fra gode – og lade fortiden fremstÃ¥ i nostalgiens forklarende lys. I hvert fald nogle gange. Og sÃ¥dan har jeg det med meget af min skoletid. NÃ¥r jeg kigger i det rosenrøde lys i bakspejlet, sÃ¥ behøver jeg ikke at se mobberiet, de uendeligt kedsommelige timer, gulvsvaberen i gymnastiklokalet, svømmetimerne i GrÃ¥dybbadets iskolde morgenvand osv.

SÃ¥dan er det ogsÃ¥ med min timer i latin og oldtidskundskab. Latin havde jeg allerede i realskolen, hvor jeg terpede grammatik og læste Mikkelsens blÃ¥ latinbog – for at slutte af med den “lille latinprøve”. Bævrende nervøs vis-à-vis frk. Hvass, der slet ikke var, som navnet ellers kunne forlede en til at tro.

I gymnasiet gjaldt det sÃ¥ den “store latinprøve”. Og læsningen af tekster om de puniske krige, øvelser med ablativer og latinske verber blev udvidet med hadefaget oldtidskundskab – kaldet “oldævl”. Men jeg hadede ikke dette fag. For jeg har altid haft en svaghed for historiske fag og var begavet med en lærer – Røde Knud – der formÃ¥ede at gøre faget levende og beÃ¥ndet. Blandt andet var han god til at inddrage litteratur, der kunne uddybe det, man beskæftigede sig med i timerne. En af bøgerne har jeg endnu. En tynd fin sag om retorikeren Cicero. Indkøbt pÃ¥ Strøget i Esbjerg.

Og forleden fik jeg fat i en kopi af et andet værk, som jeg ofte har tænkt pÃ¥, siden jeg forlod gymnasiet. Suetons Romerske Kejsere, der udkom i Thaning & Appels Klassikerbibliotek i 1963 i to bind med forord af selveste Leo Hjortsø. Jeg kan huske, hvordan vores lærer læste passager op af Suetons portrætter af de forskellige kejsere og dermed var med til at sætte kød pÃ¥ de indre billeder man havde dannet sig ud fra de tørre tekster. Specielt husker jeg – og det siger selvfølgelig en del om den spirende alder, man var i – hvordan kejsernes seksuelle udskejelser blev omtalt (herunder omtalen af Cæsar som hærens største horebuk!). Og hvordan vores lærer satte den romerske kulturs forfald i forbindelse med kejserdømmets gradvise dekandence og moralske opløsning. Jovist. Dengang forstod man at belære ungdommen.

Til historien hører ogsÃ¥, at jeg senere i gymnasiet fik en i ordets egentlige betydning enestÃ¥ende mulighed for at parodiere samme lærer ved gymnasiets Ã¥rsrevy. En optræden, som bÃ¥de Knud og hans frue syntes godt om – og som forblev min eneste teatralske præstation…

Erindringsglimt: Min Hobby

21. februar 2010

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men pÃ¥ et tidspunkt fik jeg sÃ¥ selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens hÃ¥ndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i bÃ¥de to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men gÃ¥r ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok ogsÃ¥ i det Ã¥rti, man ophørte med at lave den slags bøger. AltsÃ¥ bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderÃ¥nd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens fÃ¥ hÃ¥ndbøger – ogsÃ¥ hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af smÃ¥ fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen sÃ¥ ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sÃ¥dan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.