Indlæg tagget med DVD

Børnehjemmet – en film af Juan Antonio Bayona

15. marts 2009

Jeg er ikke overtroisk, men lader mig gerne forføre af film (og litteratur), der med alle kunstens regler forsøger at overbevise mig om, at der er mere mellem himmel og jord end det, der møder vore sanser.
Juan Antonio Bayonas “Børnehjemmet” er et sÃ¥dant stykke – vellykket – manipulations- og forførelseskunst. Historien handler om Laura, der som forældreløst barn er vokset op pÃ¥ et børnehjem. Som voksen vender hun tilbage til børnehjemmet for at gøre det til sit hjem – med ægtemanden og adoptivsønnen Simón – og til et nyt børnehjem for særlige børn. Selv om filmens udgangspunkt kan betegnes som en kliché i horror-genren, nemlig det hjemsøgte hus, sÃ¥ adskiller denne film sig fra de fleste andre (amerikanske) film inden for genren. Forskellen ligger i den kunstneriske troværdighed, som filmen giver sit okkulte indhold. Filmen er ikke for ingenting produceret af Guillermo del Toro, manden bag Pans Labyrint, The Devils Backbone m.fl. Og der er klare forbindelseslinjer mellem del Toros fantastiske filmunivers og Bayonas. Som i fx Pans Labyrint er den uhyggeskabende motor i Børnehjemmet er spillet mellem den voksne realisme og barnets fantasifulde verden, mellem den levende fortid og nutiden og mellem de dødes verden og de levendes.
Uden at afsløre for meget af handlingen, så sker der det, at Lauras søn forsvinder sporløst. Og Laura sætter alt på spil for at finde Simòn igen. Kun ved at tro på alvoren i barnets leg og fantasi, kan hun løse gåden om Simóns forsvinden.
Filmen er fornemt fotograferet af Óscar Faura, der smagfuldt udnytter det store hus’ skygger og mørke til at skabe en stemning, der er ladet med forudanelser og uhygge. Effekterne er doseret med sikker hÃ¥nd og den dragende uhygge ligger mere i den psykologiske forventning end i handlingens overraskelser. Som i Pans Labyrint spilles der fornemt i alle roller. Laura, der spilles af Belén Rueda, er velvalgt som den smukke moder, der kastes ud pÃ¥ følelsernes dybe vande, da sønnen forsvinder. Men i det hele taget er personinstruktionen – og ikke mindst instruktionen af børnene – lydefri.
Det er en af den slags film, man kan se flere gange, selv om man kender slutningen pÃ¥ den. Den har en stemning, der bliver siddende i kroppen længe efter lyset i biografen er tændt eller dvd’en taget ud af skuffen. Anbefales.

The Beatles – oplevet fra sidelinjen…

1. marts 2009

Helt tilfældigt læste jeg om Alf Bicknell personlige Beatles-dagbog pÃ¥ nettet. Alf var Beatles’ chauffør og road manager-assistent i de tidlige Beatlemania-Ã¥r fra 1964-66. Han sad bag rettet i John Lennons berømte Phantom V-Rolls Royce. I 1999 udgav han sammen med en ghost-writer bogen Ticket to Ride: The Ultimate Beatles Tour Diary, hvor han for første gang fortalte anekdoter fra sin tid med The Fab Four. PÃ¥ dvd’en gør han det samme. Selvfølgelig har han nok lavet den for at score kassen. Jobbet som chauffør, som han ogsÃ¥ havde efter Beatles-perioden, er jo ikke en guldgrube. Men Alf leverer varen uden at stille sig selv for meget i fokus. Stille og roligt fortæller han den ene sjove historie efter den anden, og man fÃ¥r en skæv vinkel pÃ¥ de fire gutters vej mod stjernehimlen. Historierne fortælles pÃ¥ de steder, hvor det foregik. Abbey Road-studierne, Shea Stadium osv. Og sÃ¥ har Paul Mccartney været med til at hjælpe projektet pÃ¥ vej med særlige live-optagelser fra 1990. Man hjælper vel en gammel ven…

Steven Sebring: Dream of Life – om Patti Smith

14. januar 2009

SÃ¥ kom den endelig pÃ¥ dvd, Steven Sebrings usædvanlige portræt af Patti Smith. I en periode pÃ¥ 11 Ã¥r har Sebring fulgt roc-divaen og lader kameraet fortælle om hovedpersonens liv – pÃ¥ godt og ondt. Filmen blev vist pÃ¥ CPH:DOX 2008 og har fÃ¥et fine anmeldelser rundt omkring pÃ¥ grund af sin ukonventionelle dokumentariske form.

Se filmens trailer her.

Med Stones i parken…

17. november 2008

Did you hear about the midnight rambler
Everybody got to go
Did you hear about the midnight rambler
The one that shut the kitchen door
He dont give a hoot of warning
Wrapped up in a black cat cloak
He dont go in the light of the morning
He split the time the cockrel crows…


For et stykke tid siden købte jeg dvd’en The Rolling Stones in the Park 1969. Den berømte koncert i Hyde Park, der blev afholdt et par dage efter Brian Jones’ alt for tidlige dødsfald. SÃ¥ vidt jeg ved er koncerten aldrig blevet udsendt som (officiel) live-plade. Og det er lidt en skam. For optagelserne her viser lidt om, hvorfor Rullestenene har kunnet holde sig pÃ¥ banen – musikalsk set – i sÃ¥ mange Ã¥r. Hvorfor de stadigvæk har noget at byde pÃ¥. Som en fan skriver et sted, sÃ¥ besidder disse optagelser en særlig rÃ¥ energi, der senere blev poleret op (uden at forsvinde). Bandet lægger ud med en sej, blueset udgave af Midnight Rambler, og man hører Mick Jagger – inden han begynder at synge – sige “yes, very good”; og det er hvad det er. Very good. Det er rÃ¥ R&B, som den man finder rundt omkring i Stones værk, og som de altid har formÃ¥et at finde tilbage til, nÃ¥r inspirationen har svigtet eller andre problemer har presset sig pÃ¥. SÃ¥ har de altid kunnet gÃ¥ ind i en eller anden lille klub og vende tilbage til de rødder, der altid har holdt dem fast i musikken. Trods alle millionerne, jetset-livet, stofferne osv.

Stones Country Honk (Hyde Park 1969)

Julegaveønsker… Harold Lloyd

9. november 2008

If you can’t beat them, join them. SÃ¥dan har jeg haft det lidt med julen, siden man forsøgte at afskaffe den i de glade halvfjerdsere. Men nu ser jeg nok lidt mere pragmatisk pÃ¥ det. Hvad er der galt med lidt gavegiveri, god mad og almindelig hygge… Og nÃ¥r det nu ikke kan være anderledes, sÃ¥ kan man jo lige sÃ¥ godt lave sig en ordentlig ønskeliste, der omfatter andet end sokker og slips… Fx Harold Lloyds samlede værker, der ogsÃ¥ findes pÃ¥ dansk.

Harold Lloyd in A SAMMY IN SIBERIA (1919)