Indlæg tagget med nekrolog

Bo Hansson er død, 67 år

28. april 2010

Tilbage i tresserne og halvfjerdserne, hvor det endnu var muligt for Danmarks Radios program 3 at interessere sig for andet musik, end det, der kunne ligge pÃ¥ hitlister, var antennerne rettet i alle retninger. Blandt andet mod Sverige, hvor den musikalsk og politisk progressive musik blomstrede. Et af de navne, der gjorde indtryk pÃ¥ mig, var duoen Hansson & Karlsson – henholdvis Bo og Janne – der med deres særlige blanding af tromme- og orgelbaseredet jazz-rock var med til at definere den svenske progressive rocks lyd.

I dagens svenske medier kan man læse, at Bo Hansson er død i en alder af kun 67 år. Hanssons musikalske karriere begyndte, da han som ganske ung (i halvtredserne) flyttede med sin familie til Stockholm. I spisesalen i familiens marketenderi stod et piano til fri afbenyttelse, og det blev springbrættet til musikken for Bo.

I tresserne kom Bo med i Sveriges svar pÃ¥ John Mayalls Bluesbreakers, Slims Bluesgang, hvor lederen Slim Notini sørgede for at tiltrække unge talenter, som skulle oplæres i blues-rockens ABC. Bo spillede guitar. Derfra gik det videre til The Merrymen – et andet bluesrockband – der kun var pÃ¥ banen et Ã¥rstid, men nÃ¥ede bÃ¥de at fÃ¥ en pladekontrakt og optræde som opvarmning for The Rolling Stones.

En bestemt musikalsk oplevelse betød et vendepunkt for Karlsson. I 1966 hører han den amerikanske jazzorganist Jack McDuff ved et koncert i Stockholm. Og de herlige toner fra Hammondorglet får den unge svensker til at stille guitaren til side.

Det var takket være Bill Öhrström, en driftig producent og talentspejder hos pladeselskabet Polydor, at Bo “Bosse” Hansson blev sat i forbindelse med Janne Karlsson. De to musikere faldt straks i hak, og i Ã¥rene 1967-69 lavede de tre album sammen. Debutpladen “Monument” betragtes i dag – blandt progvenner – som et af de allerbedste instrumentalalbums, som er lavet i skandinavisk sammenhæng. Et hektisk turnéliv sled de to musikeres samarbejde op, og efter indspilningen af albummet “Man at the Moon” var det slut.

Som solokunstner gjorde Bosse sig snart bemærket med en musikalsk fortolkning af J. R. R. Tolkiens romantrilogi om ringen. Med en firesporsbÃ¥ndoptager, instrumenter (bl.a. en ny Moog syntheziser – vist nok den første i Sverige) og nogle musikalske venner (bl.a. Anders Lind og Rune Carlsson) blev musikken indspillet i et lille sommerhus pÃ¥ Âlgö. Via en omvej til Sveriges Radio, hvor optagelserne blev mikset, udkom pladen sÃ¥ pÃ¥ det lille, nystiftede pladeselskab Silence Records. Ã…ret var 1970, og pladen blev en succes i Sverige. Den svenske radios svar pÃ¥ vores P3 tog musikken til sig, og noget af musikken blev sÃ¥gar valgt som signaturmusik for et radioprogram. OgsÃ¥ i DRs P3 vakte Sagan om Ringen begejstring kan jeg huske.

Den storsælgende Tolkienplade blev fulgt op af “Ur Trollkarlens hatt” i 1972, endnu et vellykket forsøg pÃ¥ at omsætte eventyrfiktion til musik. Pladen var en grandios, kompleks videreudvikling af temaer og ideer, som var opstÃ¥et under arbejdet med Tolkienpladen.

Allerede i sin tid som medlem i The Merrymen gik det op for Bo Hansson, at han ikke var meget for turnélivet og alle udenomsværkerne, som følger med, når man bliver kendt og feteret. Han havde det bedst i øve- og indspilningslokalerne, hvor han kunne hengive sig til musikken og sine tangenter. Det betød blandt andet, at det var yderst sjældent, at han opførte sin musik live i tiden efter samarbejdet med Janne Karlsson. Selv om ham arbejdede sammen med grupperne Fläsket Brinner og Kebnekajse, så foretrak han en tilbagetrukket rolle som udøver.

I 1975 udsendte han det eksperimenterende album Mellanväsen, som af kritikere blev opfattet som en slags epilog til Sagan om Ringen. Den blev fulgt op af El-Ahrala i 1977. Igen var forlægget litterært. Denne gang havde Hansson kastet sig over Richard Adams sællert Watership Down (Kaninbjerget). Pladen, der udkom på YTF, var dog mere guitaristen Kenny Håkanssons plade, idet hans strengeleg fik en fremtrædende rolle. Måske var pladen et tegn på, at Hansson ved at gå i musikalsk eksil. I hvert fald skulle der gå næste ti år, inden Bo Hansson igen lod høre fra sig som solopladekunstner. I 1985 kom Mitt I Livet. Bo var tilbage på Silence-plademærket. På pladen, der består af viser, får han hjælp af en række sangere. I modsætning til de foregående plader, fik denne en reserveret modtagelse i pressen. Måske var tiden løbet fra Hanssons tangentspil, eller måske var kritikerskaren blevet forynget. I hvert fald trak Bo Hannson sig tilbage efterfølgende. Og nu har han så trukket sig helt tilbage, og vi må nøjes med hans plader. Heldigvis er det meste genudgivet på cd. Hvil i fred.

Lesley Duncan – singer/songwriter – 1943-2010

26. marts 2010

Den første gang, jeg bemærkede sangerinden og sangskriveren Lesley Duncans navn, var den første gang, jeg lagde ører til Elton Johns album Tumbleweed Connection fra 1970, hvor hun synger duet med Elton i sit eget nummer “Love Song“. Det eneste nummer, Elton John ikke selv havde skrevet, men som gled fint ind i albummets stemning.

Og måske siger det ikke så lidt om Lesley Duncans kvaliteter som sangskriver og sangerinde, at Elton John sådan indlemmede hende på pladen. Der lå en stor anerkendelse i den gestus. Og det blev netop det nummer, der gjorde hende kendt i en større kreds; siden er sangen blevet kopiret af utallige kunstnere. Forståeligt nok, for det er en rigtig smuk sang.

Leslie Duncan – eller Cox, som hun ogsÃ¥ kaldte sig – døde for et par uger side, kun 66 Ã¥r gammel. Hun tilhørte den kategori af kunstnere, der nød stor anerkendelse hos kritikere og andre musikere for sin sangskrivning og sin sangstemme – men som aldrig rigtig gjorde sig som pladesælgende kunstner. En halv snes albums og to snese singleplader fik hun udsendt op gennem tresserne og halvfjerdserne uden nogensinde at komme til det store kommercielle gennembrud. Og det til trods for, at bl.a. BBCs discjockeys flittigt spillede hendes sange.

Til gengæld var der efterspørgsel på sangene fra andre kunstnere, bl.a. Scott Walker fra Walker Brothers. Og også som sangerinde var der bud efter hende. Ringo Starr, Dusty Springfield, Donovan, Long John Baldry, Pink Floyd og Alan Parssons var blandt dem, der fik glæde af hendes sangkunst.

Nu er hun ikke mere, men hendes smukke, ofte melankolske sange findes stadigvæk. Og det er stadigvæk muligt at høre hendes særprægede klare, varme stemme. Hvil i fred.

Love Song – Elton John & Lesley Duncan

Earth Mother

Rockfotografen Jim Marshall er død, 74

25. marts 2010

Janis Joplin henslængt pÃ¥ en divan i lÃ¥rkort kjole og med en flaske Southern Comfort i hÃ¥nden. Jimi Hendrix, der sprøjter væske pÃ¥ en brændende guitar. Bob Dylan, der løber efter et bilhjul pÃ¥ en gade i New York. Rockens og poppens mytologier og ikoner har fra starten af fÃ¥et næring fra en række gode fotografer. En af dem var Jim Marshall, der natten mellem tirsdag og onsdag sov ind i døden pÃ¥ et hotel i New York. Med sit uundværlige Leica kamera var en af dem, der var med til at fange mindeværdige koncertøjeblikke med populærmusikkens store stjerner, men han havde ogsÃ¥ et godt øje for de stunder bag scenen, hvor stjernerne trÃ¥dte ud af deres roller. Marshall var en af de fotografer, der vandt “ofrenes” tillid i kraft af sin kunnen og sin frembusende, engagerede personlighed. Kunstnere kan altid genkende en anden kunstner. Han var sÃ¥ledes den eneste fotograf, der fik adgang til The Beatles bag scenen i 1966, da gruppen gav sin afskedskoncert i San Francisco.

MÃ¥ske var det ogsÃ¥ til Marshalls fordel, at han havde et ydmygt forhold til sin kunst. Han opfattede sit arbejde og sine primært sort-hvide optagelser som dokumentation, fotojournalistik. Ikke som Kunst med stort K. Og derfor blev nogle af hans foto mÃ¥ske netop kunst…

Hans karriere begyndte i starten af tresserne, hvor han fotograferede jazzens ikoner – Coltrane, Miles Davis, Thelonius Monk m.fl. – men det var tressernes og halvfjerdsernes rockstjerner, der gav ham berømmelsen. Men udgangspunkt i San Francisco blev han en efterspurgt fotograf for de store magasiner med Rolling Stone i spidsen og leverede ogsÃ¥ masser af billeder til albumcovers. En del af Marshalls fotografier kan man studere i bogen Not Fade Away: Rock and Roll Photography of Jim Marshall fra 1997. Billedet viser, men nu tager Jim Marshall ikke flere.

Alex Chilton er død, 59

18. marts 2010

Ekstrabladet og Mod strømmen bringer den nedslående nyhed om Alex Chiltons alt for tidlige død. Efter et indebefindende onsdag blev Chilton indlagt på hospitalet bevidstløs, men vågnede ikke op igen.

Trods sine kun 59 Ã¥r var Alex Chilton en af den unge legender i rockmusikken. Kun 16 Ã¥r gammel skrev han sig ind i musikhistorien, da han lagde krop og stemme til Box Tops uopslidelige hit “The Letter” (og andre af gruppens gode sange). Men kritikeryndling og kultfigur blev han for alvor, da han sammen med Chris Bell (sangskriver og guitarist), Andy Hummel (bas ) og Jody Stephens (trommer) grundlagde Big Star, der aldrig blev nogen kommerciel succes, men med deres fÃ¥ album skabte sig et renommé som stilskabende inspiratorer for mange efterfølgende kunstnere. Efter tiden med Big Star havde Alex Chilton en mere omskiftelig karriere som soloartist samtidig med at Big Stars legendariske status voksede, sÃ¥ en gendannelse lÃ¥ lige for og blev en realitet i midten af halvfemserne. Et højdepunkt var det, da gruppen i 2009 fik udgivet den flotte retrospektive boks Keep An Eye On The Sky, hvor man fÃ¥r stort set alt, hvad gruppen har lavet. PÃ¥ denne side kan man læse noget om, hvad andre musikere mente om Alex Chilton. Hvil i fred.

Opdatering: Chiltons død er – forstÃ¥eligt nok – omtalt pÃ¥ alle dagens musiksider. OgsÃ¥ i vores egen andedam har fx Henrik og Torben skrevet en rune i anledning af bortgangen.


The Box Tops – The Letter
Uploaded by scootaway. – Music videos, artist interviews, concerts and more.

Mickey Jones, guitarist i Man, er død, 63 år

12. marts 2010

Efter længere tids svær sygdom er guitaristen Mickey Jones død i en alder af kun 63 år.

Jones var med til at skabe den blandt progrock-fans højt estimerede walisiske rockgruppe Man tilbage i 1968. Gruppen opstod pÃ¥ ruinerne af tresserpopgruppen The Bystanders, der nød stor succes i det sydlige Wales og England, og under indflydelse af amerikansk vestkystlyd – The Grateful Dead og Quicksilver Messenger Service – stablede Jones sammen med basisten Ray Williams, trommeslageren Jeff Jones, tangentspilleren Clive John og sangeren Vic Oakley gruppen Man pÃ¥ benene og tog musikalsk retning mod den progressive rock med ringende guitarer og  fængende melodier.

Gruppen fik hurtigt pladekontrakt hos Pye Records og udsendte først debutalbummet Revelation i 1969. Den skabte opmærksomhed, fordi den blev bandlyst pÃ¥ BBC pÃ¥ grund af orgasmelignende lyde pÃ¥ nummeret “Erotica”. Bedre markedsføring kunne man næsten ikke fÃ¥ dengang… Den blev samme Ã¥r fulgt op af toeren med den fine titel 2 Ozs of Plastic with a Hole in the Middle. En varedeklaration, der ikke lover mere end den kan holde.

Selv om pladerne fik pæne anmeldelser i hjemlandet, sÃ¥ var det koncerterne, der gav smør pÃ¥ brødet og skabte gruppens anseelse som en oplevelse for øjet og øret. Især i Tyskland gjorde de sig godt. Tyskerne har altid haft en forkærlighed for den progressive rock. De gode anmeldelser fortsatte ogsÃ¥, da gruppen skiftede fra Pye til United Artist uden at det ændrede ved salgsfrekvensen. Og koncertaktiviteten fortsatte med uformindsket styrke og intensitet – og havde den konsekvens, som hektisk turnévirksomhed ofte har: gruppen blev slidt op, og medlemmer gik, medens andre kom til.

Man fortsatte med at indspille plader og turnere frem til 1976, hvor inspirationen forsvandt og de gik hver til sit. Gruppen blev dog gendannet i 1980’erne og er fortsat med at spille frem til i dag. Micky Jones var med hele vejen med et guitarspil, der ofte er blevet sammenlignet med vennen John Cipollinas’. Cipollina var en af grundlæggerne af Quicksilver Messenger Service. I 2005 fik Mickey Jones konstateret en hjernesvulst og trak sig ud af musiklivet. Han gav dog stafetten videre til sin søn George, der indtrÃ¥dt i det gendannede Man.

Hvil i fred.

Gnisten slukket i Sparklehorse: Mark Linkous er død

8. marts 2010

For snart længe siden omtalte jeg et af mine loppefund – albummet It’s A Wonderful Life med Sparklehorse. En vemodig og melankolsk skive, der gav titlen et anstrøg af ironi. Nu har manden bag Sparklehorse, Mark Linkous taget sit eget liv i en alder af kun 47 Ã¥r. Han skød sig selv i hjertet i nærheden af en vens bolig. Med sin egen pistol. Skæbnens ironi kan man kalde det. For Linkous’ sange var pÃ¥ deres egen melankolske sæt og vis livsbekræftende med deres melodiske indie-folk-rock. Selv om teksterne ofte modsagde melodiernes lethed. Linkous bar selv denne modsætning i sig mellem lys og mørke. Og forleden tog mørket overhÃ¥nd. Hvil i fred.

Læs ogsÃ¥ Patti Smiths hyldestside til Linkous – her.

Doug Fiegler – The Knack – er død, 57 Ã¥r

16. februar 2010

Det amerikanske powerpopband The Knack, der havde sin storhedstid i Ã¥rene 1978-82, blev – som jeg husker det – igen og igen sammenlignet med The Beatles. En sammenligning, der bÃ¥de kan være smigrende, men ogsÃ¥ et Ã¥g, fordi den let kommer til at skygge for modtagerens eget talent. Og The Knack, der blev anført af forsangeren Doug Fieger, havde talent og nemme for iørefaldende popsange, som blev iklædt powerpoppens tempo og rockens kant.

Selv om bandet blev brandet som en slags nye Beatles, lykkedes det dem – i kraft af egen talentmasse – med deres første album Get The Knack fra 1979 at besætte Billboards førsteplads i flere uger, og singlehittet My Sharona er et af de mest iørefaldende og medrivende numre, som den genre har leveret. Egentlig en meget enkel sang bygget op omkring et særdeles fængende riff og med et tekst med seksuel innuendo. Ja, “My Sharona” er et af de klareste hits fra den periode.

Selv om de to opfølgende albums “…But The Little Girls Understand” (1980) og “Round Trip” (1981) var solide powerpopalbums (men uden debutens klare hit), sÃ¥ kunne de slet ikke leve op til anmeldernes forventninger. Og intern ballade gjorde, at bandet blev opløst i 1982.

Bandet er dog blev gendannet i flere omgang. Første gang i 1984 og senest i 1997. The Knack eksisterer i øvrigt stadigvæk. I 2006 døde The Knacks første trommeslager Bruce Gary af kræft 55 år gammel. Og nu meddeles det, at Doug Fieger har lidt en tilsvarende skæbne, 57 år gammel. Doug skrev My Sharona sammen med leadguitaristen Berton Laverre og sang selv for. Hvil i fred.

Countrysangeren Carl Smith er død, 83 år

15. februar 2010

En tilfældig søgning på Youtube gjorde mig opmærksom på en nyligt dødsfald. Countrysangeren Carl Smith forlod denne verden den 16. januar. I de danske medier er jeg ikke stødt på nogen nekrolog, og forklaringen er måske, at selv om Carl M. Smith var et stort navn i staterne, så var han kun kendt af kredsen af countryfans herhjemme. Sådan er det jo med den genre.

Men Carl Smith var ikke hvem som helst. “Mister Country”, som han blev kaldt, var at finde pÃ¥ de amerikanske countryhitlister fra starten af halvtredserne til begyndelsen af halvfjerdserne. Og det siger vist lidt om hans popularitet. Han var ven med Hank Williams, gift med selveste June Carter (senere June Carter Cash) og blev fader til Carlene Carter, en af nutidens store countrynavne. Ikke mindre end 30 top 10 hits pÃ¥ Billboards liste fik han med titler som “If Teardrops Were Pennies”, “Let Old Mother Nature Have Her Way”, “Are You Teasing Me”, “Loose Talk” og “Deep Water”. Hans varemærke var den bløde, varme stemme og de gode sange.

I starten af karrieren var stilen præget af honky tonk og rockabilly, men efterhånden blev de rockede kanter blødt op, og han var med til at forme den mainstreamgenre, der siden blev kendt som Nashville country. I halvfjerdserne var hans karriere slut. Hitsene udeblev, og han valgte i trække sig helt ud af branchen i årtiets udgang. Han vendte dog tilbage for en kort bemærkning for at lave et album i 1983. I 2003 blev han indlemmet i Country Music Hall of Fame, og nu er han altså gået til de evige honky tonks. Hvil i fred.

Loose Talk

Pernell Roberts, Bonanza-stjerne, er død 81 år

26. januar 2010

I min barndom var cowboyfilmene – Westerns – en af de helt store genrer. Og mangen en søndag eftermiddag har jeg tilbragt sammen med gunslingers og rødhuder i Phønix Bios teatralske mørke. Det var her – og pÃ¥ tv – jeg stiftede mit første bekendtskab med film af Howard Haws, John Ford m.fl., som dyrkede den genre, som i dag mÃ¥ siges at være fortid.
Jeg slugte også tv-serien Bonanza råt. Serien startede i 1959 og løb hele 14 sæsoner frem til 1973 og er en af de mest populære western-serier i tv-historien. På dansk hed serien Brødrene Cartwright, medens tyskerne holdt fast i den originale titel. Og jeg så dem begge steder, og den tyske synkroniserede tale var ikke noget problem, for den var jeg vokset op med. Hände Hoch!
Serien fulgte Cartwright-familien og deres liv pÃ¥ og omkring ranchen Ponderosa. Faderen Ben Cartwright (Lorne Greene) og hans tre sønner Adam (Pernell Robert), den trinde, hjertelige “Hoss” (Dan Blocker) og junior, “Little Joe”, spillet af Michael Landon, som siden kunne ses som faderen i serien “Et lille hus pÃ¥ prærien”.
Det særlige ved serien var, at alle i familien havde hovedroller og pÃ¥ skift var i centrum for episodernes handling. Det sørgede for god variation gennem det lange forløb. Nu er Pernell Roberts – som den sidste af de fire – død i en alder af 81 Ã¥r. Pernell blev headhuntet til Bonanza-serien fra en anden stor western-serie – Gunsmoke – hvor han havde fÃ¥et en mindre rolle. Han havde en baggrund som klassisk uddannet skuespiller (med bl.a. Shakespeare-roller) og var ogsÃ¥ en god sanger, der fik udgivet et album med folkesange. I følge de oplysninger man kan finde pÃ¥ nettet, sÃ¥ var Pernell Roberts aldrig helt tilfreds med sin rolle som tv-serie-skuespiller. Og han forlod serien i 1965 pÃ¥ grund af “uoverensstemmelser” med seriens producer og manusforfatter. Han citeres for at have sagt, at serien var “junk-tv”. En old school-skuespillers hÃ¥bløse kamp mod underholdningsindustrien…

Egernet springer ikke mere…

25. januar 2010

The Chi-lites er en af de mange lækre blød-soul-vokalgrupper, som amerikanerne har forsynet verden med i efterkrigstiden.

Egentlig hed de the Hi-Lites, men for at understrege, at de kom fra Chicago blev der adderet et C til navnet. Som flere andre sanggrupper havde Chi-Lites rødder i doo wop-sang. Robert “Squirrel” Lester, der døde den 22. januar, Eugene Record og Clarence Johnson sang i The Chanteurs, og Creadel “Red” Jones og Marshall Thomson gjorde det samme i The Desideros. Sammen blev de til the Chi-Lites i 1964. Eller rettere: Marshall & the Chi-Lites.

Dengang skulle man ikke forvente, at successen kom natten over, og det tog da ogsÃ¥ det meste af et Ã¥rti, før “Egernet” og de andre lykkedes med et singlehit. Det hjalp ogsÃ¥ gevaldigt, at de blev tilknyttet Brunswick Records, hvor pladeproduceren Carl Davis arbejdede. Og under hans kyndige hænder fik gruppen produceret deres første hit “Give It Away”, der kravlede helt op pÃ¥ en tiendeplads pÃ¥ den amerikanske R&B-liste. Ã…ret var 1969, og der skulle gÃ¥ to Ã¥r til, før de igen stak hovedet frem pÃ¥ listen med “Are You My Woman? (Tell Me So)”. Men sÃ¥ var isen ogsÃ¥ brudt og i første halvdel af halvfjerdserne fik gruppen sin storhedstid med hele ti singlehits. “(For God’s Sake) Give More Power To The People”, “Have You Seen Her” og “Oh Girl” er nogle af de mest kendte.

Populariteten bredte sig ogsÃ¥ til Europa, der var blevet modtagelig for blød soul, og Chi-Lites fik hits i England med “Have You Seen Her” (1972 & 1975), “Homely Girl” (1974), “Too Good To Be Forgotten” (1974), “It’s Time For Love” (1975), og “You Don’t Have To Go” (1976).

I Ã¥rene pÃ¥ plademærket Brunswick var Eugene Record producer og frontmand, men blev sekunderet af Robert “Squirrel” Lester pÃ¥ det vokale omrÃ¥de. I slutningen af halvfjerdserne forlod Record gruppen, fordi den løb ind i problemer som følge af plademærkets økonomiske problemer, som gik ud over Chi-Lites promotion. Og den resterende gruppen, som blev suppleret med David Scott og Danny Johnson skrev kontrakt med Mercury Records uden dog at kunne tage trÃ¥den op fra de foregÃ¥ende Ã¥rs succes – og efter en kort periode gik gruppen i total opløsning.

I 1980 fandt de gamle medlemmer – Record, Thompson, Jones og Lester – dog  sammen igen og fik en vis succes med Carl Davis som producer, men storhedstiden var ovre. Med forskellige udskiftninger har gruppen eksisteret lige siden. Robert “Squirrel” Lester forblev medlem af gruppen frem til sin død forleden. Med sin bløde andentenor var Lester med til at forme gruppens lækre flerstemmige sound. Gennem fem Ã¥rtier. Hvil i fred.

PS. Tilnavnet “Squirrel” fik han som dreng, fordi han kravlede rundt i træerne som et andet egern..