Indlæg tagget med nekrolog

Henning Moritzen er død, 84 år

12. august 2012

Fotoet ovenfor viser nogle af de skuespillere, der var med i radioprogrammet “Karlsens kvarter”. Lise Ringheim, Peter Steen, Sisse Reingaard og Henning Moritzen (knægten pÃ¥ billedet husker jeg ikke navnet pÃ¥). Sidstnævnte skuespiller afgik ved døden i lørdags i en alder af 84 Ã¥r. Og nyheden om Moritzens død sendte mig tilbage til dengang, hvor  radioserien om et midaldrende ægtepars – Pers (Moritzen) og Bittens (Ringheim) – liv og levned kunne holde en stor del af det, man dengang kaldte Familien Danmark, fast med øret inde i radioen. Serien kørte fra 1967 til 1984! Jeg kan huske, at min gamle regnelærer Helligsø ofte inddrog Karlsens Kvarter i sin undervisning. Det siger noget om kvaliteten af programserien…

Programserien var forfattet af Leif Panduro og Lise Nørgaard og indeholdt en del satiriske kommentarer til samfundsudviklingen. Akkurat som Huset pÃ¥ Christianshavn og Matador senere gjorde – pÃ¥ tv. I dag ville det være umuligt at lave den slags radioudsendelser. Desværre.

Med Henning Moritzens bortgang forsvinder endnu en af de populære, alsidige skuespillere, der ‘altid’ har været der og som har sat sit eftertrykkelige mærke pÃ¥ radio, tv, teater, film osv. Hvil i fred.

Rødstrømpen og forfatterinden Suzanne Giese er død, 66 år gammel

29. juli 2012

Min første tanke ved den triste nyhed var: Det er sgu da alt for tidligt. Den næste var: Vi er i færd med at skrive de sidste kapitler af fortællingen om “’68’erne”, “ungdomsoprøret”, “kvindefrigørelsen” og de andre tresser- og halvfjerdserfænomener.

Suzanne Giese var en af de markante kvindestemmer i den flok af unge, veluddannede “mellemlagskvinder”, som man sagde dengang, der sørgede for, at feminismen blev hørt. Og hun fortsatte med at tale dens sag, selv om stemmen med tiden ikke længere skar sÃ¥ tydeligt igennem. Men det var ikke Gieses skyld, snarere tidsÃ¥ndens.

Den nye feminisme, vi i disse Ã¥r kan læse om i bl.a. damebladene, handler mest af alt om at gøre karriere pÃ¥ mændenes præmisser, at fÃ¥ adgang til direktionsgangene og bestyrelsesposter i virksomhederne. Og denne individualistiske kamp ville være utænkelig uden Suzanne Giese og hendes “medsøstres” kamp for ligestilling i halvfjerdserne. De gamle feministers kamp lykkedes langt hen ad vejen – selv om der stadigvæk er knaster tilbage, fx ligelønnen, men noget gik ogsÃ¥ tabt: solidariteten og den sociale kamp.

Med billedet af den unge, kønne Suzanne – se bogomslaget ovenfor – pÃ¥ nethinden griber man sig selv i at ønske, at nogle unge kvinder ville vende tilbage til den grundtanke, der var i halvfjerdserfeminismen: at ligestillingen mellem kønnene ikke bare handlede om at bytte om pÃ¥ kønsrollerne, om at overtage mandens privilegier osv., men om at ændre pÃ¥ den samfundsindretning, der muliggør ulighed og diskrimination. Hvil i fred.

Trille – Hej søster

Suzanne Giese havde en stadig aktiv weblog, hvor man kunne læse om hende og læse nogle af hendes artikler. Den bedste måde at ære hendes minde på er at læse, hvad hun skrev (i følge Arne Herløv Pedersen).

Jon Lord – Deep Purple – 1941-2012

17. juli 2012

Keyboardspilleren i Deep Purple Jonathan Douglas “Jon” Lord  – kendt som Jon Lord – er død af en udsigtløs kræftsygdom. Nyheden fik mig til at sætte Deep Purples banebrydende album Deep Purple in Rock (1970) pÃ¥ musikanlægget. Med det album var gruppen for alvor med til at definere den genre, man kalder heavy metal (eller som samtidens flippere kaldte betonrock).

Musikken svarede ganske godt til coverbilledets parafrase over amerikanske præsidenters granitansigter ved Mount Rushmore. Det her var rock, der bÃ¥de signalerede granithÃ¥rdhed og rock-og-rul. Volumen i bund, ekstatisk sang, memorable riffs og – som man ogsÃ¥ sagde dengang – kul pÃ¥. Og midt i den hÃ¥rdt pumpende rock lagde Jon Lord med sit Hammond-orgel riffs (fx i klassikeren “Child of Time”) og næsten symfoniske lag, som sikrede, at lytterne af den progressive rock ogsÃ¥ købte pladen sammen med en masse andre, der sikrede Deep Purple en varig plads i rockens Pantheon.

Bob Welch – guitarist og sangskriver i Fleetwood Mac er død, 66 Ã¥r

8. juni 2012

Nogle dødsfald gør mere indtryk end andre. Det er tilfældet med guitaristen og sangskriveren Bob Welch, der i dag meldes død. Welch tog sit eget liv. Skrev et selvmordsbrev og skød sig selv i brystet. Den 66-årige Welch var angiveligt syg.

NÃ¥r Welch fortjener en minderune her, sÃ¥ er det, fordi han spillede en vigtig rolle i transformationen af Fleetwood Mac fra britisk tresser-rhythm-and-blues-band til et af de førende FM-orienterede rockbands i halvfjerdserne. Til forskel fra medlemmerne i det oprindelige Fleetwood Mac- fx Peter Green og Jeremy Spencer, som Welch afløste -havde Welch en bred musikalsk orientering, der omfattede rock, blues, jazz og pop og havde sans for det melodiske og poppede. Og han havde fintunet sin kunnen i flere grupper, inden han kom med i Fleetwood Macs formative Ã¥r. Blandt andet havde han spillet i det oversete soulinspirerede band The Seven Souls, der konkurrerede med – og tabte til – Sly and the Family Stone i en af den tids mange popkonkurrencer.

På de fire album Future Games, Bare Trees, Penguin og Mystery to Me, der udkom i perioden 1971-1973 var Welch sammen med kollegaen og konkurrenten Danny Kirwan og Christine McVie med til at trække Fleetwood Mac væk fra den rene tresserblues og i retning af et nyt udtryk, der resulterede i større publikumssucces, ikke mindst i USA.

Bob Welch fulgte det gamle Fleetwood Mac til dørs. Efter en længere periode præget af Danny Kirwan alkoholiske og depressive adfærd, utroskab, juridiske slagsmÃ¥l osv. blev Welch bandets lead-guitarist og udgjorde sammen med ægteparret McVie og Mich Fleetwood rygradden i det, der skulle blive det nye Fleetwood Mac. Den sidste plade, han var med til at indspille var Heroes are hard to find (1974), der kom lige før Fleetwood Mac store kommercielle gennembrud med det eponyme 1975-album og – ikke mindst – Rumours i 1977. Træt af al spektaklet, de evige turneer og kreativt udmattet forlod Welch Fleetwood Mac i 1974 og blev erstattet af Lindsay Buckingham og Stevie Nicks. Dermed var transformationen fuldbragt.

Selv om Welch ikke fik del og lod i gruppens helt store periode som supergruppe, så var han med til at skabe fundamentet for den succes. Og i årene efter havde han stor succes som solokunstner med et par storsælgende soloalbums, hvor han også fik hjælp fra nogle af de gamle kolleger. Men blandt andet på grund af et voksende heroinmisbrug knækkede de kreative kurve efter det guldsælgende album Three Hearts (1979). Hvil i fred.

Doc Watson – americanalegende – er død, 89 Ã¥r

30. maj 2012

89 Ã¥r gammel blev den legendariske guitarist, sanger, sangskriver og meget mere Arthel Lane Watson, der blev kendt under kælenavnet “Doc”. Han kom til verden i flækken Deep Gab i North Carolina i en familie, hvor pengene ikke hang pÃ¥ træerne og hÃ¥rdt arbejde var en selvfølgelig. Watson har selv fortalt, at han tjente til sin første guitar ved sammen med sin broder at fælde alle kastanietræerne pÃ¥ den fædrene gÃ¥rd og sælge træet. Det indbragte den nette sum af 10$ til Doc, der købte Stella guitar. Broderen købte et sæt tøj.

En øjeninfektion berøvede ham synet som spæd, men Doc havde talent for at spille musik. Og efter at have lært at spille pÃ¥ sin guitar optrÃ¥dte han rundt om i lokalomrÃ¥det med traditionelle sange fra bl.a. Monroe -, Delmore – og Louvin Brothers repertoire.

Igennem en menneskealder har Doc Watson fÃ¥et en status af at være en af den sÃ¥kaldte “americanas” fineste repræsentanter. Han havde et stort kendskab til den folkelige musik i USA og vandt stor anerkendelse for sit særlige “flat-pick” og “finger-picking” guitarspil. Siden han begyndte at indspille plader er det blevet til i omegnen af 50 album.

Black Mountain Rag – Deep River Blues