CAPAC

Det er snart længe siden – i hvert fald føles det sådan – at jeg er blevet sendt helt tilbage til folkeskoletiden. Men i nat skete det. Jeg lå på blanke natten og læse i Klaus Lynggards Et kullet klarsyn. Udgiverne af bogen har bedt Klaus om at lave sin egen sangkanon over danske sange. Og endnu engang måtte jeg fundere lidt over det forhold, at Klaus og jeg er nogenlunde jævnaldrende. I hvert fald kunne de sange, han opregner og kommenterer være indlemmet i min egen kanon, hvis ellers jeg overhovedet ville finde på at lave en sådan (hvilket er mere end tvivlsomt…). “Det var en lørdag aften” er med. Folkemelodien med den ultimative Heartbreak-lyrik. Hvor kan man finde kærlighed/ hvor kærlighed ej bor? Vi sang den i skolen, hvor den listede sig ind i min indre jukeboks, længe inden jeg sådan for alvor havde lagt krop til den visdom, sangen rummer. Som Lynggaard er inde på, så er denne sang et fornemt eksempel på, hvor lydefrit tekst og melodi kan gå hånd i hånd – på dansk.

En anden sang, som også blev sunget igen og igen på Sædding Skole, hvor klassen ofte fik lov til selv at vælge fra sangbogen Arvesølv, var Thøger Larsens og Oluf Rings smukke og jordnære nationalhymne, der ikke forfalder til forloren nationalromantik, som den “rigtige” nationalsang, som efterhånden kun er til at holde ud med en fadbamse i hånden under klaphatten eller til et møde i DF… Her med Klarup Pigekor. Jeg vender nok tilbage til de andre sange.

Da jeg gik i skole var det en selvfølge at synge sangene i Arvesølv. Og vi gjorde det, selv om vi ikke altid var begejstrede. Men hvordan går det i dag i den danske folkeskole? Jeg tror, at dette stykke almendannelse, hvor ungerne bliver introduceret til dansk musik og digtekunst gennem sang er en saga blot. Desværre.

Min gode veninde Gertrud har sendt mig ned af mindernes boulevard til tresserne, hvor den svenske gruppe Tages var broderlandets svar på The Beatles eller i hvert fald the British Invasion. Det var et af de meget få svenske navne, som Jørgen Mylius med jævne mellemrum diverterede lytterne med i sine popprogrammer dengang. For sådan var det jo. England og USA havde førertrøjen på.

Gruppen hed oprindeligt Alberts Skifflegrupp og bestod af fem fyre på 16-17 år. Inspireret af de nye toner fra England tog de navnet Tages (efter drengenavnet Tage, altså Tages band eller gruppe) og indspillede Sleep Little Girl, der røg direkte ind på den svenske hitlistes – Tio i Topps – førsteplads og sikrede gruppen stjenestatus i hjemlandet. Hele tretten top ti-hits blev det til for gruppen i årene 1964 til 1968.

Det meste af materialet blev skrevet af basisten og sangeren Göran Lagerberg, som i dag spiller i Kebnekajse. På de andre pladser fandt man Tommy Blom, der var med til 1968, på guitar og sang, Fredrik Skantze på trommer (senere afløst af hhv. Tommy Tausis og Lasse Svensson), Örjan Ramber, der fungerede som sangervikar, Anders “Henkan” Henriksson, der skrev sange og producerede og siden har være med hos Magnus Uggla – og endelig Björn Töpel, der var bandets praktiske gris, som tog sig af lys og lyd – og siden blev medlem af Blond, Tages’ afløser.

Tages’ karriere ligner på flere ledder The Beatles’. Fortiden som skifflegruppe, de første års satsning på coverversioner af andres sange og så peu-à-peu en voksende egenproduktion af sange. Sangskriveriet kulminerede i 1967 i udsendelsen af albummet Contrast, hvor kun fire numre ikke var signeret bandet. Blandt andet hittet “I’m going out”, som fik en del airplay hos Mylius i gamle dage og ligger i baghovedet på mig endnu (I’m going out the same Way I came in... Meget iørefaldende.). Som Beatles tog også Tages farve af de musikalske strømninger i tresserne.

I 1966 udsendte de LP’en “Extra Extra”, der rummer noget af det tidligste skandinaviske psykedeliske musik. I det hele taget var Tages musikalsk søgende og eksperimenterende, og de var foregangsmænd for andre skandinaviske progressive bands. Blandt andet tog de den svenske folkemusik til sig som inspirationskilde (sådan som ABBA siden gjorde). Albummet “Contrast” og ikke mindst opfølgeren, det i Abbey Road producerede “Studio“, er flotte eksempler på, hvad tresserne frembragte af eklektisk, spændende popmusik. Og ikke for ingenting har sidstnævnte album fået status blandt kendere og samlere som et højdepunkt i tressernes musikproduktion. Vel at mærke et album, der ikke var lavet i enten USA eller England.

Som på forbillederne Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band og The Zombies Odyssey and Oracle, så finder man legen med Abbey Road-studiernes tekniske muligheder på “Studio”, der blev bandets svanesang på albumområdet.

Det blev til et par singler mere – bl.a. “There’s a Blind Man Playing Fiddle in the Street”, der hittede i foråret ’68 og så den psykedelisk inspirerede “Fantasy Island” – inden Tommy Blom forlod Tages, og bandet gik i opløsning. Helt slut var det dog ikke, for næppe var Tages en saga blot, før Blond opstod, dannet af Göran, Anders, Danne og Lasse. Med en sidste kreativ kraftanstrengelse indspillede de albummet The Lilac Years, en charmerende blandet landhandel af poprock med psykedeliske overtoner. Herefter var det så uigenkaldeligt slut.

Men Tages og Co. nåede at få sat sit præg på tresserne og capacs lydspor som et af de bedste og mest kreative bands fra den periode. Efter at Gertrud har kradset hul på det sår i erindringen, er det lykkedes mig at få fat i The Lilac Years med Blond og Tages-opsamlingen A-sidor B-sidor Lp-s, der rummer 32 indspilninger med Tages fra hele perioden, inkl. den sidste single. Oven i købet til favorable priser. Alle Tages indspilninger findes på en tredobbelt Collection-serie, men det kan vist kun fås second hand.

I sin underholdende skildring af tresserne, “Bar røv i tresserne”, henviser Ole Grünbaum løbende til den musik, der spillede som et lydspor til provokationerne og de happenings, han var en del af. Og erindringen er som bekendt ikke altid et sandhedsvidne. Fx husker Ole et Stones-album med titlen “Sympathy for the Devil”.

Men han mener selvfølgelig “Beggars Banquet”, som benævnte sang er en del af. Men sådan går det jo, når erindringen spiller en et pus.

Det fik mig så til at tænke på, at netop den sang nok er en af Stones’ mest omdiskuterede. I sangen – som Mick Jagger skrev – indtages djævelens synspunkt. Jagger, der er og altid har været bandets intellektuelle alibi, hentede sin inspiration fra Dylan, fransk digtekunst og Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita, som citeres mere eller mindre skjult i sangteksten. Men samtidig er sangen også en almenpolitisk kommentar til tiden og den drejning, som den menneskelige historie har taget i den endeløse (?) kamp mellem det onde og det gode. Sangen fik en ekstra dimension, da Stones spillede den på Altamont-festivalen, hippie-make-peace-not-love-festivalernes antiklimaks…

Please allow me to introduce myself
I’m a man of wealth and taste
I’ve been around for a long, long year
Stole many a man’s soul and faith

And I was ’round when Jesus Christ
Had his moment of doubt and pain
Made damn sure that Pilate
Washed his hands and sealed his fate

Pleased to meet you
Hope you guess my name
But what’s puzzling you
Is the nature of my game

I stuck around St. Petersburg
When I saw it was a time for a change
Killed the Czar and his ministers
Anastasia screamed in vain

I rode a tank
in the general’s rank
When the Blitzkrieg raged
And the bodies stank

Pleased to meet you
Hope you guess my name, oh yeah
Ah, what’s puzzling you
Is the nature of my game, oh yeah
(woo woo, woo woo)

I watched with glee
While your kings and queens
Fought for ten decades
For the gods they made
(woo woo, woo woo)

I shouted out,
“Who killed the Kennedys?”
When after all
It was you and me
(who who, who who)

Let me please introduce myself
I’m a man of wealth and taste
And I laid traps for troubadours
Who get killed before they reached Bombay
(woo woo, who who)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, oh yeah
(who who)
But what’s puzzling you
Is the nature of my game, oh yeah, get down, baby
(who who, who who)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, oh yeah
But what’s confusing you
Is just the nature of my game
(woo woo, who who)

Just as every cop is a criminal
And all the sinners saints
As heads is tails
Just call me Lucifer
‘Cause I’m in need of some restraint
(who who, who who)

So if you meet me
Have some courtesy
Have some sympathy, have some taste
(woo woo)
Use all your well-learned politesse
Or I’ll lay your soul to waste, mmm yeah
(woo woo, woo woo)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, mmm yeah
(who who)
But what’s puzzling you
Is the nature of my game, mmm mean it, get down
(woo woo, woo woo)

Woo, who
Oh yeah, get on down
Oh yeah
Oh yeah!
(woo woo)

Tell me baby, what’s my name
Tell me honey, can ya guess my name
Tell me baby, what’s my name
I tell you one time, you’re to blame

Oh, who
woo, woo
Woo, who
Woo, woo
Woo, who, who
Woo, who, who
Oh, yeah

What’s my name
Tell me, baby, what’s my name
Tell me, sweetie, what’s my name

Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Oh, yeah
Woo woo
Woo woo

Never been gone er den ironisk titel på Carly Simons seneste album fra i år. Den ny plade, der lige er udkommet, har fået knubbede ord med på vejen, bl.a. af Popmatters. Men den lunkne anmeldelse lugter langt væk af nostalgisk forstoppelse. Man vil have en Carly Simon som dengang, hun var førende på de amerikanske hitlister i halvfjerdserne – og glemmer helt at åbne ørerne og lytte med. Den nu 64-årige Simon er for længst blevet indlemmet i Songwriter’s Hall of Fame. Hendes stemme har fået lidt patina med alderen, men ligner ellers sig selv. Måske er coveret et flop, en joke, men de langt hen akustiske sange står sig godt. Det er tidløs akustisk folk-rock-pop. Lyt selv med her og døm.

Engang i midten af halvfjerdserne kunne man ikke færdes i pladeforrretninger uden at se coveret til “Peter Frampton comes alive!” Og i lang tid efter, at interessen for den plade var kølnet lidt, kunne man finde den i tilbudskasserne.

På coveret ser man Frampton i noget, der ligner en tidstypisk halvfjerdser-rockstar-iscenesættelse: skulderlangt (men nyvasket) hår, åbenstående lærredsskjorte (så man kan se det let svedige, hårløse brystkasse), blikket fikseret et sted ude i salen, let åben mund og så selvfølgelig guitaren – halvfjerdserrocken emblem.

Når jeg kommer i tanke om denne plade, så er det, fordi man i dag kan læse, at Peter Framptons daværende manager, Dee Anthony, er død i alder af 83 år. Og det var netop Anthony, der stod bag Framptons store halvfjerdser-gennembrud med live-pladen, men også bag den efterfølgende svigtende succes.

Frampton, som startede sin musikalske løbebane som syvårig og var med i sit første band som tiårig, gjorde sig første gang internationalt bemærket, da han kun seksten år gammel kom med i gruppen The Herd, hvor han blev teeny-bopper-frontfigur som sanger og guitarist. Gruppen fik en pæn succes, hjulpet på vej af sangskriverparret Howard og Blaikley, og nåede helt op på en femteplads på den engelske hitliste med sangen “I Don’t Want Our Loving To Die”. Jørgen Mylius var flittig til at spille gruppens singler i Danmarks Radio og nævnte altid teeanageidolet Frampton.

Men Peter Frampton havde større musikalske ambitioner end blot at levere pop til hitlisterne og i 1969 slog han de musikalske pjalter sammen med Steve Mariott (Small Faces) og dannede Humble Pie, en af de første såkaldte supergrupper. Humble Pie spillede R&B-baseret, tung rock. Efter to år og ikke mindre end fem album forlod Frampton Humble Pie for at satse på en solokarriere, selv om Humble Pie havde masser af succes. Herefter fulgte en række soloplader og en intensiv koncertvirksomhed. Det helt store kommercielle gennembrud udeblev, selv om albummet Frampton fra 1975 dog solgte nok til en guldplade.

Det var først, da “Frampton Comes Alive!” blev markedsført – kraftigt hjulpet på vej af Dee Anthonys talent for PR og penge – at der skete noget. Pladen gjorde Frampton til teen-ikon, solgte millioner af eksemplarer i USA og kastede ikke mindre end tre top 20 singlehits af sig. En drøm for enhver pladekøbmand. Men Anthonys pengebegær gjorde også, at efterfølgeren “I’m in You” blev lavet for hurtigt og kom for hurtigt på gaden, hvor den slet ikke kunne leve op til live-albummets succes, selv om den solgte nok til en platinplade. Og i sidste ende kostede det samarbejdet mellem Frampton og Anthony.

I årene efter Comes Alive! har Frampton aldrig nået i nærheden af sin store succes, men har været aktiv og indspillet plader løbende. Senest har hans album Fingerprints fra 2007 opnået at blive nomineret til en Grammy som årets bedste instrumentale popplade. Og så vil opmærksomme musikelskere have bemærket, at han har spillet med i både Bill Wyman’s Rhytm Kings og Ringo Starr’s All-Starr Band. Altså fortsat aktiv, selv om han ikke længere pryder forsiden af Rolling Stone.

“Dylans Blonde on Blonde er et brag af en fed surrealistisk erkendelse, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow er vild og inderlig, Janis Joplins rå sex vibrerer langt ind i maven, Ultimate Spinach er så syrede, at man ikke kan rejse sig efter af have hørt dem...”
(Cit. Ole Grünbaum “Bar røv i tresserne”)

Min godnatlektyre for tiden er – blandt meget andet – Ole Grünbaums underholdende, biografiske skildring af tresserne. Oles tressere, “Bar røv i tresserne”. Der er meget godt at sige om den bog. Først og fremmest giver den et godt billede af det, man kalder “tidsånden”, i mangel af bedre. Og så er musikken selvfølgelig med som et særligt bevidsthedsudvidende stof i den unge mands søgen efter en mening med galskaben. Musikken erindret som en vital del af det mere eller mindre uartikulerede oprør mod forældregenerationen og det bestående. Og en af de grupper, der åbenbart har sat sig fast i Oles erindring er Ultimate Spinach.

Gruppen blev dannet i de tidlige tressere i Boston og spillede psykedelisk musik med rødder i rock og blues. På deres eponyme debutalbum fra 1967 spilles der lange numre – bl.a. højdepunktet “The Ballad of the Hip Death Goddess” – og der eksperimenteres med theremin, feedback-lyde, ekko osv. Og der lånes eller “stjæles” fra nær og fjern.

Endnu et album blev udgivet året efter, Behold & See, hvor der også leges grænseoverskridende med musikken i et psykedelisk set-up. Under indspilningen af det tredje album (Ultimate Spinach III, 1969) var gruppen gået i opløsning. Bandet blev gendannet i 1970’erne med lagde siden hen afstand til den psykedeliske periode. Gruppens album er blevet genudsendt på cd – og der er også udkommet en Best Of-plade.

Horsens har gjort det igen. Fået et af de store, gamle navne til byen for at give en intim koncert. Denne gang er der sanger-sangskriver Don Mclean. Straks vil man tænke “American Pie” og “Vincent”, de to sange, som blev hans største successer og det åg, han siden måtte bære rundt på, fordi branchen ville identificere ham med dem og især den første mere end otte minutter lange sang. I et interview i 2005 fem kommenterede Mclean selv sin situation i musikbranchens klør således: “It’s amazing on how the music world made it so hard for me to break through. I lost 4 Grammy’s in 1972. The music business was quite hostile to me after “American Pie”, thinking that perhaps this was just a one-time phenomenon. Of course, now my records continue to sell extremely well. What I would like to tell new performers is that the music business is not a day at the beach. You will receive a lot of rejection, not by your audiences, but by the powers that be. After all these years, I am not annoyed, but I am rather amazed that I am still around.“. Både før og efter American Pie-albummet har Mclean skrevet og indspillet fine sange, der er fuldt på højde med de to nævnte. Lige som han har indspillet andres, fx to jule-plader, en med coverversioner af Marty Robbins-sange og en med børnesange. Hvis man et øjeblik kan glemme tommelfingeren med det påmalede amerikanske flag, så er der mange gode sange at hente på mandens mange plader.

Ugen bød på en auktionsgevinst af en raritet: Cy & Maias eneste (single)plade som duo: “Portland Town” (John Stewart) /”Chickens are acoming” (trad.,arr. af duoen). Langt under den pris, som pladen forhandles til på div. secondhand-sider. Og i meget fin stand, både plade og cover.

Min australske forbindelse Ryan fortæller, at pladen var kommet i stand, efter at Cy og Maia havde mødt hinanden til en middag i et sommerhus i Nordsjælland i efteråret 1964. Her havde Cy grebet guitaren og sunget nogle sange for gæsterne – og Maia havde lånt ham sin stemme i et enkelt nummer. Dermed var bundet lagt for et duosamarbejde, indspilningen af singlen og – for etableringen af trioen Cy, Maia & Robert kort tid efter.

Musikken på singlen ligger tæt op af trioens vokale præstationer. Det er akustisk tresserfolk med fornemt vokalarbejde. De to numre burde selvfølgelig findes på en kompilation, men gør det ikke – så vidt jeg ved.

Mit arbejde tillader mig – (u)heldigvis – ikke at se ret meget tv. Men i den forløbne uge har jeg dog tilbragt min eftermiddagskaffe i selskab med min favorit-nostalgi-serie Landsbyhospitalet (ITVs The Royal) om de dramatiske og banale hændelser på og omkring det lille hospital. Engelsk folkelig underholdning på højt niveau, som får Lærkevej og andre danske serier til at fremstå som tv-transmitteret dilettantteater fra den yderste klitrække i Vestjylland. En hel del af de senere afsnit har jeg aldrig set, så det er ren fornøjelse at se, hvordan livets gang forløber i serien, hvor man ikke er bleg for at slå hovedpersoner ihjel for at puste liv til komedien. Den eneste anke jeg har mod serien, der jo svælger i musik fra tresserne, er, at der aldrig er en playlisteoversigt for afsnittene – og det giver anledning til en del nostalgisk arkæologi, når der pludselig dukker rariteter op, fx en mandsstemme, der synger et Joni Mitchell-nummer..
Nå, men serien indledes stort set altid til tonerne af Cream og “Strange Brew”. En sang, som Eric Clapton i øvrigt ikke var ret meget for at spille, fordi han mente,  den var Mccartney-popifiseret blues. Men han gjorde det, fordi han fik lov til at spille sin guitar, som han ville…

Cream – Strange Brew

Giel | MySpace Videoer

Hvis der findes sådan noget som hvid, jødisk blues, så må det være Leonard Cohen. I hvert fald er det hos ham, jeg finder en uforfalsket melankolsk grundtone, der snor sig som en fin rød – eller måske snarere blå – tråd gennem alle sangene fra det allertidligste album og frem til dags dato, hvor Cohen i en høj alder drager på turné i USA for at skrabe penge sammen til alderdommens sidste år…

Blues kan ikke blive meget bedre end hos Blind Willie Johnson. Det fortælles om ham, at han allerede fra barnsben ville være prædikant og nogenlunde samtidig lavede sig en guitar af en cigarkasse. Lige siden var det religiøs og musikken uløseligt forbundet til hinanden i Willies liv. Willie var ikke blind fra fødslen, men myten fortæller, at hans stedmoder kastede kaustisk soda i øjnene på ham, da han var syv år, fordi faderen havde grebet hende i utroskab og havde gennembanket hende. Om det passer ved jeg ikke, men måske fik Johnson nogle temaer til sine bluessange i den forbindelse… I hvert fald betragtes han af mange som den ypperligste blandt bottleneck- og slideguitarister inden for bluesen.

“What is the trait you most deplore in yourself?

Arrogance.”

Eric “Slowhand” Clapton er en kunstner, der skiller vandene. Jeg har efterhånden mødt mange, der synes han var en overvurderet nar (“Clapton is God”), en arrogant, selvoptaget amatør, der står i afgrundsdyb gæld til sine forbilleder i den sorte blues. Og lige så mange, der mener det diametralt modsatte. Derfor er det lidt sjovt at læse et kort interview med Clapton i Vanity Fair, hvor han står ved sin notoriske arrogance, åbenlyst vedgår sin beundring for J. J. Cale osv. PS. Jeg sætter stor pris på Claptons guitarspiil…

Selvfølgelig. Det måtte jo ske. At også Dolly – Parton altså – kom i boksen. Og det sker ultimo oktober, hvor en fire-cd-boks udkommer med ikke mindre end 99 indspilninger fra hendes lange karriere er med. Luk øjnene og glem alt om højt lakeret hår, silikoneattributter, botox og andre indgreb i naturens forfald, tænk eventuelt på en rødmosset, kernesund bondepige i en hjemmegjort kjole med mange farver – og lyt så til stemmen. Du kan starte lige her.