Indlæg om Musik

Mere Beatles-klip: I’m happy just to dance with you

6. februar 2021

Uvist af hvilken årsag så har jeg The Beatles’ film A hard days night i en VHS-udgave og ikke mindre end to DVD-udgaver. Måske bare et udslag af Beatlemani… Men i hvert fald er filmen (lavet af Richard Lester) måske den bedste filmiske dokumentation af den særlige enhed, gruppen udgjorde. Her i denne film får vi et indtryk af det fællesskab, der hinsides de musikalske evner bandt de fire Liverpudlinans sammen til noget ganske særligt. Man ser det fx tydeligt i dette klip, hvor de øver sig til en tv-optræden. Læg mærke til, hvor afslappede de er. Læg også mærke til deres non-verbale kommunikation, der fortæller en masse om, hvordan de havde det sammen dengang. Og så er det en forbandet god sang.

Og er man i tvivl om ovenstående, så se det her klip med “If I fell” fra samme film. Bemærk fx, hvordan John Lennon fuldstændig upåvirket af Ringos flytten om på trommesættet og efterfølgende sætten sig klods op ad Ringo. Det er Beatles, når de er tættest og mest forbundne.

Capac anbefaler: Moonbee + The Astronauts +Who Killed Bambi – Come Move in another dimension Part I & Part II

5. februar 2021

Jeg ved ikke, om ideen har været brugt før. Måske. Men det er også underordnet, for ideen er god og giver god musikalsk mening: At den samme musik, de samme sange, præsenteres i to forskellige arranementer og instrumenteringer. Fordelt over en dobbelt EPs to dele. Man kunne også, hvis man skal være bare lidt nøjeregnende sige – fordelt over to albumsider. For sådan er det også. Den udgave jeg  sidder med er 12-tommer-formatet, altså LP’en, hvor musikken altså gengives på to måder, en på hver side. Men lad os ikke fortabe os i formatdiskussionen, der jo alligevel er lidt bedaget i disse streamingtider, og i stedet vende os mod musikken. Og det er der al mulig god grund til.

For Moonbee (der er kunstnernavnet for Gry Ebbesen) og musikerne i henholdsvis The Astronauts og Who Killed Bambi har noget på hjerte med musikken. Ikke kun sende lytterne til en anden dimension i intergalaktisk forstand. Om vi vil lege med på den idé eller ikke, er nok en smagssag. Men uanset hvilken position, man indtager som lytter, så er det ikke til at tage fejl af, at Moonbee og Co. er ude i et musikalsk ærinde, man kunne kalde moderne pop. Men ikke mere moderne end man sagtens kan opfatte de mange stilistiske tråde, der går tilbage i poppens historie. Til 1980’ernes leg med alskens elecgtronica og til 1960’ernes beat eksempelvis, men også de andre årtier, der går forud for vores tidsregning. Og det er en styrke ved projektet, at inspirationen skinner igennem. Det afslører, at man bygger videre på et solidt, virksomt grundlag.

Men ellers er det, der især gør indtryk ved projektet, Moonbees dejlige popstemme, der har en fremtrædende og naturlig rolle i sangene. Dernæst at der er tale om popmusik, der især er båret af stemning (i gamle dage ville man tale om mood music) og følelse. Det er let, svævende og ganske melodiøs popmusik, som det er en fryd at lytte til og som man let kan blive forfalden til. Og disse kvaliteter bliver understreget og styrket af de to forskellige arrangementer. Ideen med at lade de to forskellige orkestre indspille sangene har i hvert fald en effekt, nemlig at man bliver overbevist om, at sangene er mere en døgnfluer og holder ud over denne sæson.

Så står du og mangler noget musik til at trække dig ud af coronaisolationens “træthed” og få dig til at rejse ud på fantasiens vinger med lethed, så sæt Moonbee og Co.’s nye debut-dobbelt-EP på din afspiller. Hermed anbefalet.

Moonbee + The Astronauts + Who Killed Bambi – Come Move in another dimension Part I & Part II. Produktion: Anders Boll. Er udkommet.

Faces – Gasoline Alley

5. februar 2021

Gasoline Alley er et af Rod Stewarts glansnumre. Skrevet sammen med Ronnie Wood og først udgivet på Rods andet eponyme soloalbum i 1970. Siden har Rod spillet den et utal af gange. Men, hvis jeg ellers husker rigtigt, så er denne udgave fra New York 1970 den eneste version, hvor han bakkes op af Faces, hans daværende husorkester. Og alene af den grund er denne gamle antologi værd at lægge øre til.

DR og så TV2

4. februar 2021

Coronaen har ændret vores hverdagsliv. I større eller mindre grad. I mit liv har den satans lille virus betydet, at jeg har måttet se mere TV2 end jeg ellers plejer – og egentlig har lyst til. Men som sagt, så er det sket. Og undervejs i tv-kiggeriet (mestendels TV2s tv-avis  og i mindre grad andre af kanalens programmer), så slog det mig, at det værste, der er sket for Danmarks Radio, er – TV2.

Siden TV2s oprettelse og start i 1988 er DR blevet inficeret med en tankegang, som jeg for nemheds og kortheds skyld vil kalde sæbeopera-syndromet. Soap Opera-syndromet. Sæbeopera går helt tilbage til 1920’ernes amerikanske radio, hvor nogen fik den idé, at underholdningsradioføljetoner kunne blive mere indtægtsgivende, hvis de blev sponsoreret af private firmaer. Det blev i første omgang producenter af sæbe, som fx Proctor & Gamle og Palmolive. Heraf navnet.

Og siden bredte den idé sig til tvmediet. Og i dag kan man, når man altså ser TV2, se, hvordan programmerne afvikles med en efterfølgende oplysning om, at de er sponsoreret af dette eller hint firma. Ja, jeg tog mig selv i at tænke, at det er lige netop, hvad TV2 er: en stor omgang sæbeopera. Med alt, hvad det indbærer af letbenet underholdning, dyrkelse af kendte ansigter i tide og utide, valg af unge, gerne kvindelige, studieværter (jo yngre, desto bedre) med hovedvægten på udseendet og med meget lidt fokus på de journalistisk-faglige forudsætninger. Det kan ikke undre, at nogle af DRs yngre, kvindelige studieværter er endt derovre på sæbeoperakanalen. Senest Sofie #meetoo Linde, der tog X-Factor med sig (hvad ellers!?).

Og siden TV2 kom og sejrede i seertalskonkurrencen og i de kulørte ugeblades popularitetskonkurrencer, så har DR været besmittet med sæbeoperasyndromet. Man genfinder hos DR – selv om det er i mindre grad – den konstante fokusering på underholdning, valget af unge, kvindelige tv-værter (hvornår har man sidst set en +50-tv-vært på DR?), dyrkelse af de kendte (er du i tvivl, så se et afsnit af programmet Aftenshowet) osv. Det eneste, vi mangler, er reklametrommerne for sponsorerne. Og hvis de en dag kommer – man ved jo aldrig… – så er det slut med DR.

Honky Tonk Woman

4. februar 2021

Her får Rolling Stones kamp til stregen. I deres egen sang “Honky Tonk Woman”. Måske er den trinde dame med de store bevægelser- Emily Smith, der var en af Leon Russells venner – selveste honky tonk damen? I hvert fald er det en sejt, swingende udgave af Richards og Jaggers, som Leon Russell og hans venner her leverer i en optagelse fra 1971. Og blandt vennerne finder man bl.a. Don Nix, og sangerinden Claudia Lennear (den mørke skønhed ved mikrofonen som – hvis man kan tro kommentarerne til sangen også har været inspirationskilde til Jaggers og Richards “Brown sugar”, og det vil jeg da gerne tro…).

John Belushi – in memoriam

3. februar 2021

I går aftes viste DR2 en dokumentar om John Belushi under den lidt smagløse titel John Belushi – Stjernekomikerens liv og død. Men titlen passede så nogenlunde til dokumentaren, der ikke er det bedste genren har leveret. Filmen bestod mestendels af en lang række kommentarer fra folk, der var tæt på Belushi. Man fik ikke indtryk af, at dokumentaren byggede på solid journalistisk research og dokumentation, snarere at der var tale om en slags tv-udgave af Se & Hør eller Billedbladet.

Nuvel, selv om Belushi fortjener en bedre behandling, så fik man da nogle klip med denne inkarnerede galning, der brændte sit liv ud i en overdosis kokain og heroin i en alder af kun 33 år. Det lå i kortene, at den af albansk oprindelse unge mand ville blive et offer for sin egen stræben efter at udleve ‘den amerikanske drøm’. Men hans vildskab og galskab var også det, der gjorde ham til noget særligt på scenen og lærredet. Hvad enten det var i den populære amerikanske tv-serie Saturday Night – Live, hvor en hel generation af unge komikere fik deres gennembrud, eller i film som Delta Kliken (Animal House) eller Blues Brothers, så var hans talent for komik og musikalske sans ikke til at tage fejl af. Han fortjener bare en bedre dokumentar end den, der blev vist i går. Den ligger vist stadigvæk på DRs hjemmeside, hvis man skulle have lyst til at se den.

Beatles – Shea Stadium

2. februar 2021

Jeg graver stadigvæk lidt i bunken af klip med the Beatles. Og faldt over dette kostelige klip, der viser de fire gøre sig klar til deres berømt-berygtede optræden på Shea Stadium. Jeg er imponeret over, hvor afslappet de tager det.

Hvor ville Chuck Berry være uden Louis Jordan?

2. februar 2021

Jeg har nævnt ham før. Louis Jordan, en af fædrene til rock’ roll. Her med “Ain’t that just like a woman (They’ll do it every time)”, som sendte ham op på førstepladsen på den sorte r&b-hitliste i 1946. Ja, 1946. Og man skal tage meget fejl, hvis man ikke kan høre, at Chuck Berry er blevet meget inspireret af en plade som denne. Meget.

Kjørmes knud

2. februar 2021

I dag er det kyndelmisse – eller Kjørmes Knud eller lysmesse (candelarum missa), kermesse, kørmesse eller kjørmes. Kært barn, mange navne. En kristen helligdag, men også – hvis vi tillader os at se bort fra alt det religiøse hejs – på et mere hedensk eller jordnært plan markeringen af, at nu nærmer foråret sig, de lyse tider med alt, hvad det indebærer.

Jeg kan huske, at vi i folkeskolen fik St. St. Blichers tekst “Det er hvidt herude”, hvor Kjørmes Knud nævnes, gennemgået med detaljeret forklaring af, hvad denne Knud var for noget. Indoktrinering, ville nogen siden hen have kaldt denne tekstudlægning. Tja.

Militærtjeneste

1. februar 2021

Jeg læste lige, at Paul McCartney til mediet Radio Times har fortalt, at den obligatoriske militærtjeneste var lige ved at spænde ben for dannelsen af the Beatles. Beatles blev dannet i 1960, samme år som værnepligten, National Service, blev afskaffet i Storbritannien. Man tør slet ikke tænke på, hvad en tur i trøjen ville have betydet for the Fab Four. Tænk bare på, hvad militærtjenesten på godt og ond gjorde for Elvis Presleys karriere.

Det fik mig til at tænke på min egen undgåelse af militærtjenesten. Jeg kommer fra en familie, hvor det var noget stort at være i’ trøjen’, som man sagde. Min far, der var sømand, var – selvfølgelig – marinesoldat og han talte altid med lys i øjnene om de år som noget ganske særligt. Noget der modnede ham og gjorde ham voksen. Og han synes, jeg skulle se frem til at ‘springe’ soldat. Men sådan gik det ikke. Jeg fik tidligt en afsky for al militarisme og vidste fra jeg var ganske ung, at jeg aldrig nogensinde skulle være soldat.

Og det lykkedes mig at få udskudt min session to-tre gange, fordi jeg var i gang med en uddannelse. Men en dag stod jeg med en indkaldelse. Jeg skulle tidligt møde op et sted i Århus, hvor sessionen foregik. Og jeg tog af sted med mit lange hår, mine deminjeans , t-shirt og andefødder – fast besluttet på, at jeg ville aftjene civil værnepligt. Og det var en speciel oplevelse.

Først blev vi udsat for en psykologisk test (noget med at huske nogle talrækker, og noget med nogle geometriske figurer bl.a.), hvor et par stykker dumpede. Dernæst skulle vi igennem en fysisk undersøgelse. Og helt efter min forventning blev jeg fundet egnet. Hvorefter vi skulle tage stilling til, hvor vi ville aftjene vores værnepligt. Foran i køen stod en ligeledes ung, langhåret mand, som jeg snakkede med. Han ville gøre næsten alt for at slippe for tjeneste, men var egnet og trak et lavt nummer, hvilket var ensbetydende med indkaldelse. Jeg meddelte, hvad jeg ville – civil værnepligt – og fik en svada om fordelene ved almindelig tjeneste, men jeg holdt fast i mit – og trak et så højt nummer, at jeg var uden for fare. Dog med den tilføjelse, at jeg kunne blive indkaldt til paragraf 33-tjeneste (tror jeg det hed), der bestod i nogle ugers indkaldelse et sted i Sønderjylland. Men sådan gik det ikke. Jeg slap helt for militærtjeneste. Og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.