Indlæg om Musik

Gårsdagens filmoplevelse: Wind River

24. november 2020

Jeg har omsider fået købt mig en bluray-afspiller – vel vidende, at de faste medier er på retur. Men jeg har haft et par koncert-blurays liggende, som jeg gerne ville se. Og så havde jeg i anledning af købet, på biblioteket lånt Taylor Sheridans Wind River, som nogen havde anbefalet på nettet.

Og det var en god indledning og indvielse af maskinen. Wind River er en original kriminalhistorie om drabet på en indiansk kvinde i reservatet Wind River Indian Reservation i Wyoming.

Filmen indledes med billeder af den unge indianske kvinde, der løber blødende og barfodet gennem sneen. Senere findes hun død af en lokal jæger, Cory Lambert (spillet af Jerymy Renner), der er ude for at nedlægge nogle pumaer, der overfalder de lokale indianeres kvæg. Da der er tegn på en forbrydelse (voldtægt og mord) tilkaldes FBI, der har myndigheden over den slags forbrydelser i reservatet. Det er den unge FBI-agent Jane Banner (Elisabeth Olsen), der får fornøjelsen af at opklare forbrydelsen sammen med en lille håndfuld lokale politimænd

Da Banner ser, at Lambert er god til at læse tegn og spor i sneen og kender området i kraft af sit job, beder hun ham om at hjælpe sig. Og det gør han, selv om han, som han siger, er “jæger”, ikke politimand. Og sammen begynder de en både dramatisk og voldsom jagt på morderen. En jagt der fører ind i hjertet af reservatet.

Ser man bort fra det eksotiske miljø (men kan man det?), så er der tale om en klassisk who-done-it-fortælling, hvor detektiven gennem afdækning af fakta og spor finder frem til forbryderen. Men det er vejen derhen, der er noget særligt. De to hovedroller fungerer godt sammen og får – trods deres forskellighed – sporet sig ind på den blodige sandhed om forbrydelsen. Jeremy Renner, som man bl.a. kender fra en af Bourne-filmene, er overbevisende som en indfødt jæger, der selv har mistet sin datter under nogen lunde lignende omstændigheder. Og Elisabeth Olsen er god som storbypigen, der kommer lige fra Las Vegas – uden den rette påklædning til et vinterligt Wyoming – og kaster sig ud i opklaringsarbejdet trods en vis modvilje hos de lokale.

Filmen er inspireret af den kendsgerning, at der hvert år forsvinder mange indianske kvinder uden at myndighederne sørger for at opklare deres forsvinden eller fører statistik over hændelserne (modsat andre kvinder). Og måske er det denne realistiske ramme, der giver filmen det ekstra, der gør, at man oplever filmen som en helt særlig udgave af den klassiske kriminalfilm. I hvert fald er den værd at bruge et par timer på en mørk novemberaften i 2020. Og som sagt kan den lånes på biblioteket – som bluray,

Lyden af de langhårede

24. november 2020

I

I morgen skal jeg til frisøren. Der går lang tid mellem frisørbesøgene. Siden jeg var rigtig langhåret i tresserne og halvfjerdserne har jeg haft den vane at lade håret gro længe og langt. Og sådan er det stadigvæk, selv om moden foreskriver noget i retning af kronragning. Ja, jeg overvejer faktisk at få en hestehale. Det har jeg endnu ikke prøvet.

Nå, men da det hele begyndte med Beatlemania, fik jeg ofte at høre for mit lange hår. Jeg var en af de meget få, der havde hår, der voksede ud over ørerne. En frisør i Strandbygade nægtede at klippe mit hår og sendte mig over til damefrisøren på den anden side (det var dengang, der var kønsapartheid på det område). En lille, emsig gymnastiklærer fortalte mig, at “hvis jeg var hans hund, så skulle jeg klippes” og at “det var hårets skyld at jeg ikke kunne klatre helt til tops i tovene”. Men min mor og min far accepterede min idé og Beatlemani, og jeg lod bemærkningerne prelle af mig. Hvor jeg fik det overskud fra dengang, ved jeg ikke rigtig. Men sådan var det. Og det lange hår blev der, og blev længere med tiden – helt frem til min studietid i halvfjerdserne.

Tina Weimouth – Talking Heads og Tom Tom Club – fyldte 70

23. november 2020

I går fyldte Tina Weimouth 70. Den autodidakte bassist, der fik sig en plads i det nyskabende Talking Heads og satte et tydelig vandmærke på bandets musik. Sammen med ægtemand Chris Frantz var de ikke alene rytmegruppen, men også dem, der holdt sammen på gruppen og så vidt det var muligt en snor i den flyvske og uberegnelige frontfigur David Byrne. Det var også Tina Weimouth, der forgæves forsøgte at få Byrne til at fortsætte med Talking Heads.

50: Cat Stevens – Tea for the Tillerman

23. november 2020

Selv om de amerikanske kritikere gav Cat Stevens’ Tea for the Tillerman, der udkom på denne dag for et halvt århundrede siden, så blev albummet Stevens’ amerikanske – og dermed store – gennembrud. Fjerde gang var altså lykkens gang, målt med hitlisteplaceringer og pengestrøm.

50-året fejres med en oppulent udgave med både vinyl, cd og blu ray. Men der kommer også mere beskedne versioner.

Farvel min ven

22. november 2020

Så døde endnu en af min barndoms klassekammerater. En pige. Hun og hendes familie boede en gade fra mine forældres hus – i et hus magen til. Og som os havde de også en hund, en sort spaniel. Hun var kommet ind i min klasse, fordi vi i realskolen blev lagt sammen med andre skoler. Og hun var lidt  ældre end os andre, ca. 1 år. Og i den alder, første halvdel af teenageårene, gjorde et år en kæmpe forskel. Specielt når det var pigerne, der var ældre. De var i forvejen mere modne end os drenge.

Men nu er hun altså ikke mere. Jeg ved ikke noget om dødsårsagen, blot at hun døde for nogle få uger siden. Trist, men jeg har stadigvæk mange små minder om hende, af den slags, der blot er situationer og små oplevelser, der af en eller anden grund har lejret sig i erindringens lager. En af de små ting, jeg husker, var, at hun var helt vild med dette nummer med The Beatles.

Tømrerclaus fylder 75 år

21. november 2020

Claus Clement Pedersen, bedre kendt under kunstnernavnet Tømrerclaus, fylder 75 år i dag. Og det er nok en rune værd. For sammen med sin jævnaldrende Stig Møller, så er Claus en af de relativt få, der har formået at holde fast i hippietidens drømme og visioner – også selv om mange af dem har lidt et knæk eller to undervejs.

Siden de sene tressere har Tømrerclaus været aktiv på den danske musikscene og har spillet sammen med mange af de kendte navne, fx Skousen og Ingemann og Savage Rose, når han ikke lige har gået solovejen. Ved siden af har han drevet Karma Music, der har udgivet plader og solgt musik og andet tilbehør.

Hverken alderen eller coronakrisen synes at lægge en dæmper på Tømrerclaus, der har udgivet cd’en Slow med fortolkninger af andres musik, og lige nu barsler han vist med et nyt album.

Julegaveideer (?) – John Mayall

20. november 2020

Selv om de faste medier er presset af streamingtjenester, så er de her endnu. Og der er også en lille vækst i interessante boksudgivelser. Fx har Elton John lige udsendt en sjælden boks med godter fra hans lange produktive karriere. Jewel box hedder den.

Og så er der en boks på vej med selveste John Mayall, manden, der om nogen har været promoter og inspirator for britisk rhythm and blues-rock. Manden, der har haft et stort udvalg af markante kunstnere i sine bands, fra Eric Clapton til Steve Winwood. Boksen hedder meget sigende The First Generation: 1965-1974, og indeholder stort set alt, hvad Mayall indspillede det tiår, dvs. hele 35 CD’er. 24 teknisk forbedrede udgaver af udgivne albums plus en masse ekstramateriale. Prisen er også derefter: ca. 440 $. Så det bliver nok ved at være et juleønske. Men drømme kan man jo altid…

Mayall (sang og orgel) sammen med Roger Dean (guitar), John McVie (bas) og Hughie Flint (trommer), 1965.

25. Shaun the Sheep

19. november 2020

Et lidt specielt jubilæum. Det er 25 år siden animinationsfiguren Shaun the Sheep så dagens lys – i filmen A close shave. Figuren, der vist har fået det bøvede danske navn Frode Får, opstod som et såkaldt “Spin-off” til stop motion animationsserien om Wallace and Gromit (Walter og Trofast), der er skabt af Nick Park.

Såvel Wallace and Gromit som Shaun the Sheep er eksempler på, hvad den særlige kunstart, som stop motion animation er. En kunstart, der er meget gammel og bl.a.  blev dyrket meget bag jerntæppet. Og en kunstart, der efter min mening, kan noget, som moderne computeranimation ikke eller i hvert fald sjældent formårn nemlig – forkortet sagt – at besjæle figurerne. Computeranimation har ofte (igen min fordom) en tendens til at lade teknisk bravour skygge for indlevelse, besjæling, humoristisk sans og meget mere. Noget lignende gælder for computeriseringen af Walt Disneys univers. Anders And og Mikkel Mus bliver aldrig det samme i computerens digitalisering som de var, da de blev håndgjort.

Men tilbage til Shaun the  Sheep. Han dukker første gang op som central skikkelse i filmen A close shave, en grum fortælling om en robotdræberhund, en masse får, osteelskeren Walter og hans trofaste følgesvend Trofast, der må gå gennem en masse problemer, før han kan skabe en happy end. Filmen kan lige nu ses på tuben – se den her.

International mandedag

19. november 2020

Da jeg læste, at dagen i dag er International Men’s Day tænkte jeg straks – og med rette – at det var noget, der måtte komme fra Amerika, hvor man ynder at lave mærkedage – især når de kan give anledning til ekstra forbrugsudfoldelse. Grønne fredage, sorte torsdage, halloween osv. osv.

Næste tanke var: Hvad skal vi med en international mandedag? Som en bekendt af mig engang sagde, så har den nyere historie været en lang mandehistorie. En historie om mænds bedrifter og betydning for verdens gang – på godt og på ondt. Og der selvfølgelig også en politisk korrekt krølle på ideen om den internationale mandedag. En af bagmændene udtaler: “They are striving for gender equality and patiently attempt to remove the negative images and the stigma associated with men in our society”. Det handler ikke om at dyrke og prise mænd, men om kæmpe for kønsligestilling og imod negative billeder og fordomme om mænd. Velbekomme, siger jeg bare. Jeg tror, det siger meget om samfundet i dag, at man overhovedet kan få den idé at lave en international mandedag. Måske er det i virkeligheden udtryk for, at mændenes dominans, patriarkatet, omsider er ved at være fortid?! Hav en god mandedag.

 

50: Da Kinks’ “Lola” blev bandlyst i Australien

18. november 2020

På denne dag i 1970 blev The Kinks klassiker “Lola” bandlyst i Australien. Sangen var allerede “kontroversiel” på grund af tekstens omtale af Lola, der ‘gik som en kvinde, men talte som en mand’. Set fra vor tids generelle kønsforvirring er sangen vel næppe værd at nævne, men dengang var det tys-tys at tematisere homoseksualitet og transvestisme. Sangskriver Ray Davies mente, at det var lige meget hvilket køn Lola havde, for hun var ok.

Men sådan så man ikke på det i Australien, hvor en række radiostationer afstod fra at spille sangen, fordi den behandlede et ‘kontroversielt emne’. Også BBC havde bandlyst sangen, men af en anden årsag, nemlig at sangen indeholdt en såkaldt ‘product placement’, dvs. en indlagt reklame, idet brandet Coca Cola blev nævnt. Det klarede Ray Davies dog ved at redigere sangen, så Coca blev til Cherry.

I øvrigt fik bandlysningerne ingen større betydning for sangens popularitet. Den endte som bekendt med at blive nærmest en signatursang for bandet og blev indlemmet i Rolling Stones liste over alle tiders bedste rocksange.