CAPAC

Endnu en fin, velholdt single fra midten af firserne. S.O.S. Band – Sounds of Succes Band – et sort electro-funk band fra Atlanta, Georgia, hvor gruppen blev dannet i 1977. Og efter at have fået en pladekontrakt med Tabu Records fik de straks succes med hitlisteplaceringer og stort salg, som resulterede i en guldplade for debutalbummmet S.O.S. Successen fortsatte firserne ud, hvorefter det har knebet med hitlisteplaceringer og nævneværdigt salg. Men gruppen, der har undergået diverse udskifninger, er fortsat aktiv.

Igen er der tale om en plade, jeg nok ikke ville være kommet i besiddelse af, hvis ikke nogen havde efterladt den i storskraldet. Kompetent funk med reminiscenser af fx Earth, Wind and Fire og andre store halvfjerdsernavne og med dansegulvet i sigte.

Borrowed Love

Weekend Girl 

Næste vinyl i rækken af vinylfund er bandet Gap Band og deres hit fra 1986 “Big Fun” i en meget velholdt udgave med originalt cover og en velholdt vinyl uden ridser, skrammer og snavs. Og i en ordinær syvtommer-udgave (ikke som på billedet en maxi-single) med den originale “Big Fun” på A-siden og en Serious Dub Mix på B-siden.

Gap Band har bestået siden 1967 og har 30 albums på samvittigheden. Og bandet styres af brødrene Charlie, Ronnie og Robert Wilson. Og de spiller opfindsom, fængende, dansant R&B og funk. Oprindeligt kaldte de sig “Greenwood, Archer, and Pine Band” efter de gader, hvor de var opvokset i Tulsa, Oklahoma. Men det var for besværligt, så de forkortede det til Gap Band. Deres to første album blev produceret af selveste Leon Russell (der måske er bedst kendt fra sit samarbejde med Joe Cocker), men det lykkedes dem ikke at lave noget salgbart. Først da de kom til produceren Lonnie Simmons og dennes Total Experience Productions begyndte der for alvor at ske noget. Og gennembruddet kom med et eponymt album fra 1979, hvor både album og singler kom på hitlisterne derovre.

“Big Fun” er fra gruppens album Gap Band 8 og er fra en periode, hvor bandet slog igennem i Storbritannien, og singlen nåede en fjerdeplads på singlehitlisten.

Gruppen har været aktiv helt frem til 2010, men to af brødrene er døde. Med til gruppens omdømme hører, at David Grohl har fortalt, at trommespillet i indledningen af Nirvanas “Smells like teen spirit” står i gæld til trommerne i Gap Band.

Hvorom alting: Endnu en fin single til min lille singlesamling – fra en tid og en stil, jeg ikke har dyrket for alvor.

Når man har boet i Århus (som jeg fortsat foretrækker at stave med bolle-å) i en årrække, og når man holder af pop og rock, så er det svært at komme uden om filmen Bamse om byen store idol, Flemming Jørgensen kaldet Bamse – og hans venner. Og derfor brød jeg i går, sammen med fruen, en al for lang biografafholdenhed og så filmen i Øst for Paradis.

Og selv om jeg havde lidt bange anelser, fordi der er tale om en biografisk film, så blev disse anelser gjort til skamme. For Bamse er en god film. En meget sympatisk fortælling om mennesket Flemming Jørgensen, der lever et slags dobbelliv – som den udadvendte musikalske gøgler med kunstnernavnet Bamse og den private Flemming, der lever et almindeligt familieliv med konen Käte og deres fælles datter.

Skriptforfatter Bo Hr. Hansen og instruktør Henrik Ruben Genz holder sig langt hen til biografiens fundamentale dogmatik, dvs. beskriver Bamses liv fra de tidligste år i en fattig baggård i Randers med en prostitueret mor og elleve andre søskende, det efterfølgende liv på et børnehjem, livet med de velhavende adoptivforældre i Århus og livet som voksen med egen familie. Der fortælles ikke slavisk kronologisk, men der holdes fast i dogmatikken.

Og så vægter fremstilling Flemming Jørgensens splittelse mellem Flemming og Bamse, hans stadige uvished om, hvad han kom af og hans årelange konflikt med adoptivfaderen, der fra første færd har ønsket at Flemming skulle træde i hans fodspor og blive en ny direktør for gummifabrikken. Og dette konfliktstof bærer filmens dramatik fra start til slut.

Når filmen ikke alene lykkes, men vel-lykkes, skyldes det i allerhøjeste grad, at skuespilleren Anders W. Betthelsen formår at gestalte personen og figuren Flemming/Bamse, så Bamse fremstår troværdigt og ikke falder i den nærliggende grube: karikaturen. Berthelsen lyder og ser ud som den Bamse, os der er gamle nok kan huske fra scenen og tv. Og så hjælper det godt til, at der også leveres flot i de andre roller. Johanne Luise Schmidt som Bamses “ryg” og kone Käte, der er en nødvendig og uomgængelig sparringspartner for hovedpersonen, Lars Ranthe, der spiller Bamses og vennernes manager, så man både genkender managerens som type (altid på jagt efter succes, penge og “guld”) og mennesket bag (storrygeren, der hele tiden er ‘holdt op med at ryge’ og hele tiden falder i igen), Brian Lykke som vennen og skolelæreren, der ikke kan give slip på sit gamle liv, da successen for alvor rammer Bamses Venner og så videre.

Det lykkes også for filmskaberne at få sagt noget om musikken, om såvel den dansktop-aspirerende poprock, der gør Bamses Venner populære på scenerne og på plade og Bamses følsomme, alvorlige side, der viser sig i hyldestsangen til konen Käte, “Altid tænker på dig”, og de sange, han får realiseret på sin soloplade sidst i livet. Filmen undgår ikke helt det sentimentale i sit fokus på den følsomme Flemming, men jeg er tilbøjelig til at tro, at den virkelige Flemming “Bamse” Jørgensen heller ikke kunne sige sig fri af det.

Der er meget lidt, jeg kan brokke mig over i denne film, så det vil jeg ikke gøre. Derimod vil jeg opfordre alle med samme tilbøjeligheder som mig (Århus, pop og rock) til at se den film. Man er godt underholdt, mindst.

Han var en af koryfæerne i halvtredsernes og tressernes, franske nye bølge af film. Og den mest radikale og kompromisløse. Med sine tidlige film gjorde han op med alt – filmsproget ikke mindst. Han var radikal og hans film blev stadigt mere politiske – til mange borgerlige kritikeres store fortrydelse. Men Godard var ligeglad og fortsatte med at skabe film, der altid skabte debat. Helt frem til sine allersidste film Film socialsme (2010), Adieu au langage (2014) og Le Livre d’Image (2018).

Som kollegerne Truffaut, Chabrol og Rivette gjorde han meget ud af at skrive om film i sin unge år. Det var en slags studie i filmens æstetik, der siden hen gav ham og de andre værktøjer til at gentænke og forny filmens sprog. Og som Truffaut var Godard en stor ynder af de klassiske amerikanske Hollywood-film – især Howard Hawks og Otto Preminger – på bekostning af nyere film. Og så øvede han sig ved at lave en række kortfilm, der gav forsmag på hans løse, nærmest skødesløse stil. Og godt hjulpet på vej af vennen Francois Truffaut, der var brudt igennem, fik Godard sit gennembrud – og Cannes-filmfestivalens førstepris – med filmen Åndeløs(1960) med Jean Paul Belmondo i den mandlige hovedrolle og Jean Seeberg i den kvindelige.

I nekrologerne over Godard gøres der meget ud af, at han fik hjælp til at dø, fordi han var meget syg af adskillige lidelser (og boede i Schweiz, hvor dødshjælp er tilladt…). Og det fortolkes som udtryk for mandens kunstsyn. Den galej hopper jeg ikke på. Kunsten er sin egen virkelighed.

Der er en lang traditioner i filmkunsten for såkaldte retssagsdramaer, hvor en stor del af handlingen foregår i – ja – en retssal. Og disse film, hvoraf mange har været amerikanske, har et vist ry for at være ganske kedelige, hvilket er en kvalitet, man helst ikke skal hæfte på en film. Men heldigvis er der gode undtagelser. Og en af dem blev i går aftes vist på DR2, nemlig den tyske filmatisering af Ferdinand Sirachs roman “Sagen Collini“.

Filmen er, til trods for, at den fortælles i et roligt tempo og med en umiskendelig tysk stemning over sig, rigtig spændende og underholdende. Fordi den er meget mere end et retssalsdrama med en simpel sag. Plottet er, at en veletableret, kendt forretningsmand, Hans Meyer, bliver brutalt skudt og mishandlet på sit hotelværelse af den italienske mand Fabrizio Collini. Tilsyneladende et simpelt mord og en lige så simpel tilståelsessag. Men den unge advokat Caspar Leinen, der har tyrkiske rødder og har haft en ungdomskærlighedsforhold til Hans Meyers barnebarn og som er blevet beskikket som Collinis forsvarer, kommer på sporet af en helt anderledes kompleks historie bag mordet. I første omgang vil den anklagede Collini slet ikke tale med sin forsvarer, men Leinen aner, at mordet på Meyer har rødder tilbage i Collinis fortid i Italien. Og selv om han modarbejdes både af anklageren og Leinens gamle lærer Richard Mattinger, af Meyers barnebarn og alle andre, så graver han sig stille og roligt ned i forhistorien, godt hjulpet på vej af sin stedfader og en italienskstuderende pizzariaassistent, og finder frem til en historie om en nazistisk massakre på indbyggere i den landsby, hvor Fabrizio Collini voksede op, herunder Fabrizios fader.

Og ikke nok med det. Filmen tager endnu en interessant drejning, da Leinen finder ud af, at Fabrizio allerede tilbage sidst i tresserne sammen med sin søster havde forsøgt at få Hans Meyer, der stod i spidsen for massakren som officer i Waffen-SS, dømt for sin forbrydelse, men at sagen var blevet afvist. Og at afvisningen skyldtes en relativt ny lov – kaldte Dreher-loven – der havde til formål med tilbagevirkende kraft at frikende sådanne nazistiske forbrydelser.

Det er filmens (og romanens styrke, at den stille og roligt opruller en af de største skandaler i efterkrigstidens Tyskland. En skandale, der med al ønskelig klarhed demonstrer, hvor svært det har været for det moderne Tyskland at bearbejde den nazistiske fortid, og også at overvindelsen og opgøret med nazismens ideologi og mentalitet langt fra var afsluttet med retsopgøret umiddelbart efter krigen.

Filmen har fået knubbede ord med på vejen fra kritikken, blandt andet i det førende tidsskrift Ekko, fordi den har ladet sig inspireret af den amr. Et spørgsmål om ære (1982) og fordi den ikke i alle facetter lykkes med fortællingen. Men det synes jeg er smålig kritik, set i lyset af, hvilken vigtig historie filmen bringer frem i lyset. En historie, der på uhyggelig måde bringer det tyske opgør med nazismen helt frem i nutidens lys, hvilket er vigtigt, fordi der altid er en mulighed for, at et samfund ender i fascisme og nazisme.

Filmen kan vist stadigvæk ses på DRs hjemmeside – eller på bibliotekernes Filmstriben. Og den kan kun anbefales varmt.

Ja, titlen “den femte beatle” er blevet brugt på flere personer. Selvfølgelig på producer George Martin, men også på – blandt andre – den afdøde amerikanske tangentspiller og sangskriver Billy Preston. Det er i hvert fald sådan han betitles i Barry Miles’ McCartney-biografi, som jeg så småt er ved at være færdig med (læser den i små bidder ved nattetide, derfor…). Og det er en passende anledning til at mindes denne musiker, der var selvlært vidunderbarn, der fx allerede som 10-årig spillede bag Mahalia Jackson og som 11-årig sang duet med selveste Nat King Cole på tv.

Det er kendt, at han også er den eneste, der er blevet krediteret for medvirken til en Beatles-sang, nemlig “Get Back”, og at det især var for sin medvirken i de såkaldte Get Back-sessions, han for alvor blev sat i forbindelse med The Beatles. For det sjove er, som Miles fortæller, at Beatles allerede blev venner med Preston helt tilbage i 1962, hvor han mødte dem i Hamborg, hvor han optrådte som tangentspiller for selveste Little Richard.

Og det var vist John Lennon, der indkaldte ham i 1969, fordi Lennon havde fået den idé, at Beatles skulle indspille sangene til albummet Let it be på gammeldags facon, dvs. uden alle de tekniske hjælpemidler, de havde brugt på fx Sgt. Pepper-albummet. De skulle spille musikken som i gamle dage. Men problemet var, at lyden blev lidt “tynd”, og derfor blev Preston hidkaldt for at give lidt mere fylde til lyden. Som sagt, så gjort. Og man kan se og høre det i filmen Let it be.

Inspireret af vinylbølgen eller -renæssancen har jeg fået en idé til en ny serie, kaldet Pickupdrop. Det er en tilnærmelsesvis fordanskning af det engelske needle drop, der betegner det, at man spiller et stykke musik på Youtube på sin grammofon. Og det fik mig til at kigge på alle de plader, jeg engang for snart længe siden kom i besiddelse af, da en anden var blevet træt af sin samling.

I første omgang gælder det en meget velholdt – såvel vinylen som coveret – singleplade med det britiske firserband Blue Zone. Måske ringer der ikke en lille klokke ved det navn, men når jeg så fortæller, at bandet indbefattede sangerinden Lisa Stansfield, så er der nok nogle flere der kan være med.

Singlen er taget fra – eller rettere: er forløber for – gruppens debutalbum Big Thing fra 1988. Ferm, iørefaldende firserpop med den små Stansfield i den vokale forgrund.

Thinking about his baby

Big Thing 

Der er mange måder at genfortælle et liv på. Forfatteren, filmskaberen. formand for Dan Turèll Selskabet med mere Lars Movin har valgt at fortælle om Dan Turèlls liv gennem dennes efterladte pladesamling, som Movin erhvervede sig, da den engang blev bortauktioneret.

Og musikken er en af de mange røde tråde, der løb gennem Turèlls liv. Og i sit veloplagte foredrag følger Movin Turèlls musikinteresse fra barndommens besvimende møde med B. S. Ingemanns “Lysets engel går med glans” i skolen fællessang, dampradioens musik med et euforisk højdepunkt i Sister Rosetta Tharpes “Didn’t it rain” og erhvervelsen af de første grammofonplader og sin egen transportable Gerrard-rejsegrammofon. Krydret med alskens anekdoter følger man Turèlls rejse med musikken frem til hans tidlige død den 15. oktober 1993. Og foredraget suppleres med smagsprøver på musikken fra Turèlls samling. Lige fra de unge år som jazz-elsker og -skribent til årene som rock-forfatter. Fra Sidney Bechet til Lou Reed og Grateful Dead, der får lov til at spille til forfatterens begravelse.

Lars Movin fortæller vidende, indlevende om denne røde tråd i Turèlls liv. En tråd, der fyldte godt og betød meget for Turèll og ansporede ham til at skrive meget om musik.

Så hvis man er til Turèll og/eller til jazz og rock fra sidste halvdel af forrige århundrede, så er der god grund til at bruge et par timer i selskab med Lars Movin. Det gjorde jeg i går sammen med en god snes jævnaldrende mænd og kvinder, der blev godt oplyst og underholdt.

Hvornår foredraget bliver holdt igen, ved jeg ikke. Men man kan følge med på Movins Facebookside, hvor oplysningerne vil være at finde. Hermed anbefalet.

To markante udgivelser for et halvt århundrede siden.To udgivelser, der fortæller noget om spændvidden i rockmusikken i begyndelsen af halvfjerdserne.

Med deres tredje album – All the young dudes – vendte Mott the Hoople karriereskuden. Godt hjulpet på vej af selveste David Bowie, der producerede albummet og skrev titelsangen og hittet “All the young dudes“, der gjorde Mott the Hoople til et af de førende glam rock-bands og blev en signatursang for både bandet og glamrock-bølgen.

På den anden side af dammen udsendte duoen Seals and Croft deres album Summer Breeze, der var alt andet en glam rock. Tværtimod var det soft rock, der med næste udkalkuleret spekulation ramte præcist i voksne lytteres smag for musik, der passede fint til automobilen og dens FM-radio. Og pladen blev et stort hit og gennembrud for duoen, der holdt skuden flydende helt frem til opløsningen i 1980.

Her Majesty is a pretty nice girl
But she doesn’t have a lot to say
Her Majesty is a pretty nice girl
But she changes from day to day

I wanna tell her that I love her a lot
But I gotta get a belly full of wine
Her Majesty is a pretty nice girl
Someday I’m gonna make her mine, oh yeah
Someday I’m gonna make her mine

Sølle 30 år fik hun her på jorden, den amerikanske country-sangerinde Patsy Cline. Men hun nåede at sætte sig varige spor i amerikansk musik, hvor ingen countrysangerinde med respekt for sig selv kommer uden om Virginia Patterson Hensley, som hendes borgerlige navn var. Hendes indspilninger er lige så friske i dag, som da de blev indspillet.

Som Buddy Holly endte Patsy Cline sine dage i en flyulykke, den 5. marts 1963.

Juke box

Måske kan man lægge noget i det forhold, at DR genudsender en engelsk serie, der havde dansk premiere på TV2!? Måske siger det noget om udviklingen i den gamle kriseramte, såkaldte public-service-institution!? Men lad nu det ligge. I hvert fald ruller serien nu på DR2. Første afsnit løb over skærmen i sidte uge og afsnit 2 kan ses i aften kl. 21 – eller på DRs hjemmside. Og serien er seværdig af årsager, som jeg beskrev dengang den havde premiere. Her i en lidt opdateret og modificeret udgave:

“DR2 viser samtlige tre afsnit af den engelske miniserie A Very English Scandal. Serien bygger på en bog af John Preston med samme titel.

Og den skandale, der henvises til, er skandalen om den liberale, engelske politiker Jeremy Thorpe, hvis politiske karriere ødelægges af en sag om et homoseksuelt forhold til en yngre mand ved navn Norman Josiffe. Når serien er værd at bruge små tre timer på, så er det dels, fordi det vitterligt er en meget engelsk skandale. Og dels, fordi hovedrollen, der bestrides af ingen ringere end Hugh Grant, er intet mindre end fremragende.

Hvis man som jeg har haft et lidt anstrengt forhold til skuespilleren Hugh Grant, der især er kendt for en række charmerende roller i lette komedier, hvor han har spillet samme type (attraktiv ungersvend og ungkarl, der roder sig ud i nogle romantiske forviklinger) – som fx Fire bryllupper og en begravelse og Notting Hill – så er det en udelt fryd at se den nu aldrende, markerede Grant spille en homoseksuel politiker, der fanges i et politisk og moralsk spil og fældes af det.

Det hjælper selvfølgelig også, at serien er instrueret af ingen anden end den garvede Steven Frears, der formår at skildre den særligt engelske udgave af politisk establisment og dets ambivalente forhold til homoseksualitet, der på den ene side – internt mellem politikerne og deres embedsmænd – accepteres og debatteres (fx i en indledende scene, hvor Thorpe diskuterer med en anden mand om, hvor stor en procentdel homoseksualitet, han udgør – 80%), og på den anden side offentligt fordømmes som sodomi.

Hugh Grant formår at fremstille Thorpe som det sammensatte menneske, han formodentlig var, så man både får sympati for manden og forstår hans moralske kvababbelser. Og samtidig får man et fint indblik i, hvordan engelsk politik kunne være og tage sig ud i tresserne og halvfjerdserne – og måske også nu til dags…”

I 2017 havde jeg lejlighed til at skrive om en hyldestplade, der var tilegnet lydpioneres Else Marie Pade. Derfor var det oplagt at se dokumentaren Lyd på liv om Pade som forleden blev vist på DK4, tv-kanalen, der gør det, som DR burde gøre…(Instruktion: Katia Forbert Petersen og Iben Haahr Andersen.)

En fin dokumentar, der lader Pade fortælle om sit liv med og uden lyd. Desværre tilbyder DK4 ikke streaming (med mindre man vil betale forstås), men heldig- og tilfældigvis har nogen været så betænksomme at lægge dokumentaren ind på Youtube, hvor man frit kan få fornøjelse af Else Marie Pade fortælling – lige her. 

Musik

Aswad (der betyder ‘sort’) var/er et af de allerførste britiske reggaebands.  De blev dannet helt tilbage i 1975 og har været aktive med den originale besætning helt frem til Angus’ død den 2. september. Angus Gaye, der også kaldte sig Drummie Zeb, indspillede også med andre, blandt andet Bob Marley, og var pladeproducer, fx for det svenske popfænomen Ace of Base.

En ny film er på vej. The Immediate Family hedder den, og den handler om den række af studiemusikere, der spillede bag folk som Jackson Browne, James Taylor, Carole King, Linda Ronstadt og mange flere – og var med til at løfte deres musik op til berømmelse.