I går hørte jeg en vits:
– “Hvad kalder man en indvandrerpige, der er luder?”
– “?”
– “En knaldperle!”
Det er godt, at folkeviddet kan tage humoren i anvendelse, når medierne går i selvsving over, hvad en politibetjent sagde eller ikke sagde under en anholdelse…
Apropos Lottes racismeencyklopædi
I går måtte jeg hente det orange automobil hos mekanikeren for anden gang på et halvt år. Koblingskablet, der kun var fire år gammelt og angiveligt skulle kunne holde i ti år, var sprunget. Endnu et uvelkomment indhug i tegnedrengen, og så var det jeg tænkte, om tiden, hvor det orange mobil skal på pension, efterhånden nærmer sig. Og hvad skal så afløse den orange? For det kan selvfølgelig ikke være hvad som helst! Når man kører rundt i noget, der de facto er en veteranbil, kan man da ikke bare lade den afløse af en gennemsnitsøse, vel?! Men måske en indisk Reva el-bil var noget. Plads til fire personer. Koster 75 øre pr. kilometer. Kører 75 km pr. opladning (til arbejdet og tilbage igen plus diverse afstikkere til indkøb etc.). Højeste hastighed omkring de 75/t. For slet ikke at tale om, hvad det betyder for miljøet. Prisleje: herhjemme: 100.000 kr. I UK en tredjedel…cirka.
Når vi taler om inspirationskilder for rocken fra tresserne og frem, så kommer vi ikke uden om den bebrillede hr. Buddy Holly. Beatles, Rolling Stones osv. stod i gæld til den for tidligt afdøde texanske sangskriver. I næste måned – den 3/2 – er det nøjagtig 50 år siden, Buddy Holly omkom i en flyulykke kun 22 år gammel. Og årsdagen markeres af Geffen Records med udsendelsen af en dobbelt-cd med sjældne optagelser og ikke tidligere udgivne sange fra den højproduktive sangskriver. Efter sigende har Hollys enke medvirket og har fundet sjældenhederne frem.
Så kom der omsider ansigter på nogle af rollerne i den med spænding imødesete Tintin-film af Steven Spielberg. Selv har jeg meget blandede følelser over for projektet. Jeg har vænnet mig til tegnefilmsudgaverne, selv om de ikke når hæfterne til sokkeholderne. Men at omsætte tegneserierne til spillefilm! Jeg ved ikke rigtig! Men i hvert fald skulle det være sikkert, at Jamie Bell, der er kendt for sin rolle i den fine “Billy Elliott”, skal agere Tintin. Og James Bond-Daniel Craig skal være med som Rackham den Røde. Mere her. Filmen forventes at have premiere i 2011.
I Jyllands Posten har man sat sig for at undersøge, hvor de 16 milliarder kroner, som folkeskolen har fået tilført som ekstramidler i perioden 2001-2007, er blevet af. Er folkeskolen blevet bedre af de mange penge? Både ja og nej. Mest nej.
Størstedelen af pengene er gået til lønstigninger hos lærerne og til dækning af andre faste ydelser, som er steget i pris. Sagt på en anden måde, så er det misvisende at tale om ekstrabevilling, eftersom løn- og prisstigninger alligevel skulle være dækket for at bevare det eksisterende niveau! Udgifterne til lønninger osv. betyder, at der kun er tilført 0,7% mere pr. almindelig skoleelev. Medens der er tilført 9,2 % mere til specialundervisningselever. For i den forgangne periode er antallet af elever, der har behov for specialundervisning steget markant. Faglig specialundervisning er steget med hele 26%, og vidtgående specialundervisning med 19%. Det siger vel sig selv, at det kræver ekstra ressourcer. Og på flere skoler tages pengene fra normalområdet.
Forbedringerne på dette område udebliver som følge heraf. Jyllands-Posten konkluderer følgende: “Men tilbage står alligevel et billede af en folkeskole, hvor
kerneydelsen – undervisningen – ikke for alvor er blevet forbedret på trods af flere penge. Det er skolelederne og lærerne godt klar over. De synes bare ikke, at de for alvor kan gøre noget ved det“. Formanden for Danmarks Lærerforening peger på et sted, hvor ressourcerne kunne bruges bedre: Ved at afskaffe et unødvendigt bureaukrati, ville en masse penge kunne frigøres til folkeskolens egentlige arbejde, undervisningen.
Ansvaret for misèren ligger alene hos regeringen og folketingsflertallet. Man foregøgler vælgerne, at der tilføres ekstra midler, men i virkelighed tilføres der ikke tilstrækkeligt med midler i forhold til de reelle behov, der er i Folkeskolen. At tale om ekstrabevilling er sproglig tilsløring af de faktiske økonomiske forhold. Og dertil skal lægges, at mange af pengene bruges uhensigtsmæssigt – til kvalitetsvurderinger og andet bureaukrati, der ikke flytter noget. Læs selv artiklen.
Øv, øv og atter øv! Bloglands gamle rorgænger, Klaus, har besluttet at stoppe sin blog, Amazing Space! Jeg havde nok en ubehagelig mistanke om, at det kunne ske, da jeg læste Klaus’ foregående indlæg. Og nu er det altså en realitet. Jeg beklager det. Blogland vil ikke være det samme uden Klaus.
I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, så er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men også kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.
I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.
Man kan godt som mangeårig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges så meget krudt på noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro på, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt på syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), så må de gerne det; det er deres gode ret, men det får mig ikke til at respektere den form for tro og religion.
Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.
Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.
Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm…
Som vi har været inde på i denne blog, så havde den psykedeliske strømning i musikken omkring 1968 stor indflydelse på tidens kunstnere. Snart sagt ingen med respekt for tidsånden undlod at lade det psykedeliske lydbillede smitte af på deres musik. Og det resulterede i mange spændende og overraskende udspil. For nylig omtalte jeg Chubby Checkers Chequered!, som kunstneren selv lagde afstand til. Noget lignende skete for den garvede bluesmusiker Muddy Waters, der blev overtalt af produceren Marshall Chess til at tage tidens lyd til sig – og derved komme tættere på det købedygtige, hvide publikum. Resultatet blev en række psykedelisk inspirerede arrangementer af Waters egne sange (fx Hoochie Coochie Man og Mannish Boy) og et enkelt Stones-nummer (Let’s spend the night together). Et hold jazz-musikere var engageret til at levere backing for Muddy. Pladen fik en blandet modtagelse. Kritikken vendte i de fleste tilfælde tommelfingeren ned, blues-puristerne mente, at Waters solgte ud, de psykedelisk interesserede ignorerede stort set pladen – og Muddy selv lagde afstand til den ved at sige, at der ikke var tale om rigtig blues, og at han stort set ikke selv spillede på pladen. Ikke desto mindre solgte den mere end pænt. Publikum tog med andre ord pladen til sig. Jeg har ikke kunnet finde video-eksempler fra pladen, men her er en optagelse med Muddy fra samme periode (1971), hvor han giver Hoochie Coochie Man:
Pladen blev (først) udsendt på cd i 1999, hvor den kom i en special-udgave. Og selv om Muddy Waters lagde afstand til pladen, så betyder det ikke, at den er mislykket. Muddy synger og spiller – og den tidligere Miles Davis-guitarist Pete Cosey supplere med en Waters-inspireret, psykelisk guitar, der rykker. Jimi Hendrix har ikke levet forgæves.
I denne video kan man høre Morris Jennings – trommeslager på pladen – fortælle, hvordan indspilningen foregik. Inden Muddy dukkede op, var alt arrangeret, og han fik at vide, hvor han skulle sætte ind med sin guitar (spille gjorde han altså…).
IÂ Berl. Tidende kan man læse en tankevækkende artikel om Monty Pyton og YouTube. Enhver Monty Pyton-fan vil vide, at den engelske gruppes materiale har været at finde i rigt udvalg på YouTube. Lagt op af andre end dem selv. Montyerne har reageret på uploadningen ved at realisere deres egen Monty Pyton-kanal på tuben. Her kan vi så se materialet i en meget bedre kvalitet og uden beregning. Det interessante er, at gruppens handling – at smide materialet i hovedet på folk – har resulteret i et voldsomt salg af gruppens dvd’er. Salget er vokset med hele 23.000 (!) procent. Som vi har set i andre eksempler på den slags gratis elektronisk handel (fx Radiohead og Nine Inch Nails), så er der åbenbart ikke nogen modsætning mellem gratis tilgængelighed og traditionelt salg…
Det er mange år siden, jeg lånte et par grammofonplader på biblioteket med den engelske folkemusiker Bridget St. John. Jeg overspillede dem til min gamle tosporsbåndoptager og lyttede meget til dem gennem en længere periode.
Bridget St. John var sanger og sangskriver i den engelske folks anden division; forstået på den måde, at hun ikke fik så megen opmærksomhed som tidens leading ladies. Det var legenden John Peel, der bragte Bridget frem i lyset. Han sørgede for, at hun fik indspillet tre albums på Peels eget plademærke, Dandelion. I 1969 kom “Ask me no Questions”; i 1971 “Song for the gentle Man” og i 1972 “Thank you for…”.
Og selv om hun har udgivet et par stykker til (Jumblequeen i 1974 og Take the Fifth i 1995), så er det især de tre første plader, der har givet hende det ry, hun har. Som en fin guitarist (med vennen og kollegaen John Martyn som læremester) og en fin, melodisk stemme.
Bridget St. John har været aktiv alle årene og er det stadigvæk. Og undervejs gennem karrieren har hun hjulpet venner som Mike Oldfield, Kevin Ayers og Nick Drake på plader og til koncerter.
Hvorfor hun har indspillet så få plader, kan man måske undre sig over. Men måske drejer det sig om, at hun helst vil optræde for et publikum. Og det er måske i virkeligheden det, det drejer sig om i musikken…
Bridget St. John “Want To Be With You”
Siden jeg blev færdig med min uddannelse har jeg været medlem af en a-kasse og har betalt, hvad det kostede. Og jeg er fortsat medlem og vil være det resten af den tid, jeg er indskrevet på arbejdsmarkedet. Men ikke alle er det. I Fogh-regeringens periode har især mange unge droppet den faste udgift, fordi de har været forført af de borgerlige, neo-liberale talestrøm om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen på, at den borgerlige politik nok skulle klare ærterne…
Men finanskrisen, der er blevet til en generel økonomis krise, hvis dyb man kun kan gisne om, har belært os, at de borgerlige ideologers tale har lige så meget indhold som Baron von Münchhausens historier, og nu stiger arbejdsløsheden med støt tempo. Ingen kan vide sig sikre. Både høj og lav kan blive ramt af ledighed. Og så melder spørgsmålet sig så: Skal “samfundet” redde dem, der ikke i tide har meldt sig ind i en a-kasse? Skal “samfundet” holde hånden under dem, der naivt har troet på politikernes floromvundne vrøvl? Eller må de tage til takke med socialkontoret?
Socialdemokraten og arbejdsmarkedordføreren, Thomas Adelskov, mener, at “vi” skal give dem en chance for at komme ind i varmen. Men vil det være retfærdigt over for alle dem, der i årevis har betalt deres a-kasse-bidrag i forvisning om, at ledigheden en dag kunne ramme dem? Og måske oven i købet har lavet en ekstra forsikring for at gøre overgangen til ledighed mere skånsom i de første måneder?
Adelskovs holdning kan man læse som et forsøg på at påtage sig det politiske ansvar for politisk vildledning om markedets indretning. Ledigheden er – og vil altid være – en del af den kapitalistiske økonomi. På godt og ondt. Måske ville det være på tide, at man accepterede dette økonomiske faktum og gjorde det obligatorisk for arbejdssøgende at være medlem af en a-kasse? Så ville vi være fri for det problem, vi nu står med.
Det kan vel dårligt komme som nogen overraskelse for nogen, at Grace Slick – sangerinden i Jefferson Airplane – var fotomodel en kort tid, inden hun blev grebet af musikken. Det var godt, hun droppede modelkarrieren, for ellers havde vi gået glip af en af de helt store kvindelige stemmer i rockmusikken. Grace Slicks kontraalt er, efter min beskedne mening, noget helt særligt i tresserrocken. Kraftfuld, klar og lidenskabelig.
I følge anekdoterne var der to grunde til, at Grace forlod modeljobbet til fordel for musikken. Dels kunne hun tjene flere penge, og dels var det meget sjovere at føre sig frem på en scene som sangerinde. Det siges også, at det var The Beatles, der satte gang i hendes og ægtemanden Gerry Slicks’ drømme om at skabe deres eget band. Resultatet af drømmerierne blev The Great Society, der blev dannet i 1965 sammen med et par venner. Egentlig var der ikke tale om en gruppe i snæver forstand, men – i tidens eksperimenterende ånd – et løst projekt. Dannelsen faldt sammen med, at San Francisco i de år blev selve stedet, hvor de nye musikalske og kulturelle impulser kom fra. Gruppen nåede frem til sin opløsning året efter at indspille nogle singler og en del materiale, der siden er blevet udgivet. Til historien hører også, at bandet blev meget populært i San Francisco på den tid, og at det var i Great Society-tiden, de kendte Jefferson Airplane-sange “White Rabbit” og “Someone to love” blev lavet. Grace fik i 1966 tilbud om at blive Jefferson Airplanes nye forsangerinde, og det kunne hun ikke sige nej til. Resten er musikhistorie. I øvrigt fylder Grace 70 år til oktober…
The Great Society – White Rabbit – Somebody to love – optagelserne er lidt primitive, men Grace Slicks stemme er det hele værd…
Da den svenske filminstruktør Vilgot Sjöman i 1967 udsendte sin film Jag är nyfiken – gul vakte den opsigt på grund af sin relativt ublufærdige fremstilling af kønslivet. I Danmarks Radios filmprogram viste de et klip fra filmen, som brændte sig ind i min erindring. Den kvindelige hovedperson, Lena, og hendes unge ven, Börge, gennemfører et siddende samleje på et stockholmsk rækværk vis-a-vis en soldat, der står og holder vakt og har svært ved at koncentrere sig om den opgave… Et billede på det seksuelle og politiske oprør.
Men Sjömans film – og den opfølgende Jag är nyfigan – blå – var også grænsesøgende på anden end seksuel vis. Filmene var også – ud fra et venstreorienteret synspunkt – et kritisk opgør med det svenske velfærdssamfund i tresserne. I en af de politiske scener går Lena rundt i Stockholm med en mikrofon og spørger folk, om de synes, Sverige er et klassesamfund. Filmene er også formeksperimenter i den forstand de – i tråd med tressernes filmeksperimenter – blandede fiktion, rapportage og dokumentarisme til et særegent filmsprog.
Siden er filmene blevet symboler på tressernes sexualliberale nybrud og på den gryende venstreorientering, der for alvor slog igennem i årene derefter. Filmene er nu indlemmet i min dvd-samling. Ren nostalgi.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg har gået og grublet for at komme i tanke om en bestemt sang, der var et hit i min barndom. Et pænt, stort hit. Længe kunne jeg kunne jeg nynne noget af omkvædet og fremkalde linjen: “Hey Mama, Mama don’t be blue…Hey Mama, Mama don’t you cry…”. Men jeg kunne ikke komme i tanke om, hvem sangeren var, selv om det foresvævede mig, at han hed noget i retning af Frank, Franck, Frankie… Og så pludselig falder jeg over den på nettet i dag: Frankie Vaughan “Hey Mama”. Det var lige som at gense en gammel ven, man ikke har snakket med i årevis… Der er ikke meget så frydefuldt, som pludselig at komme i tanke om noget, man havde glemt. Og ganske underligt, at jeg har været så tæt på, uden at kunne komme på netop den sang.
året var 1963. Pladeselskabet Phillips. Og den fik en 23. plads på den engelske hitliste. Det må have været Jørgen (de) Mylius, der spillede den, og gjorde den til en af mine tidlige favoritter. I hvert fald har melodi og omkvædet ligget lagret i min hjerne gennem alle årene og er med jævne mellemrum dukket op for det indre øre. Sangen var i øvrigt skrevet af Tom Springfield – Dusty Springfields broder – og på B-siden gemte sig “Brand New Motor”, der vist aldrig blev noget hit. Frankie Vaughan var en engelsk crooner, der blandt andet levede højt på at lave coverversioner af amerikanske sange. Han døde i 1999, 71 år gammel, og efterlod sig en stor produktion. Desværre kan jeg ikke finde sangen som video på nettet, men der er for nylig udgivet en Ultimate Collection (3-discs) med Frankie, og der er den med…
I denne blog prøver vi på at huske dem, der står bag stjernerne. Musikerne, sangskriverne, producerne osv. For uden dem, ville tingene lyde anderledes. Forleden omtalte jeg saxofonisten King Curtis, der blandt andet blæste for Aretha Franklin. Og i dag tikker meddelelsen om Ray Charles’ saxofonist, David Newmans død ind i bloggen. Fra 1950’erne og frem til starten af halvfjerdserne var David Newman med til at sætte sit umistelige præg på Ray Charles’ indspilninger med sin velmodulerede, bløde R&B-saxofon. Hans soli tilførte Charles’ sange en ekstra dimension. Hør fx “I Got A Woman” eller “Talkin’ Bout You”. Ved siden af sit arbejde med Charles – og i samarbejde med samme – begyndte han også sin egen karriere som bandleader. Det førte i første omgang til den her afbildede grammofonplade. Flere fulgte efter, og Newman arbejdede sammen med andre store kunstnere som fx Dr. John, B.B. King, Aretha Franklin og Donna Hathaway. Nu er saxofonen tavs. Hvil i fred.
