CAPAC

Det kimer i klokker. Etiske klokker. DR-Dead-line-journalisten Adam Holm har fået DRs interne etiske klokker til at bimle og bamle, fordi han har overtrådt disse regler ved at publicere en kronik i dagbladet Politiken, hvor han – uden på forhånd af have fået lov at sin chef, Olav Skaaning Andersen (heri består den egentlige klokkerene brøler) – tillader sig at diskutere ensidigheden i mediernes dækning af Gaza-konflikten.

Et eksempel. Efter at have diskuteret og problematiseret Israels motiver for at gå ind i Gaza med voldsom styrke, skriver Holm: “Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres. De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mål i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder! I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slå det hen som legitim nødværge.”

Det interessante ved Holms kronik – i sammenligning med mange af de andre indlæg, der har været i debatten – er, at den tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved de indgroede skemaer og fordomme, som vi tænker denne konflikt i. Fx venstrefløjens gamle trosætning om, at ‘et undertrykt folk altid har ret’. Eller visse borgerlige kommentatorers refleksive griben tilbage til jødernes tragiske historie. Ganske vist nævner Holm den ikke venstrefløjens trosætning ved navn, men det er denne tankegang, han sigter til i ovenstående citat.

Det kan godt være, at palæstinenserne er et lille undertrykt folk, og det kan godt være, at Hamas er blevet valgt ved et demokratisk valg – men berettiger det Hamas’ folk til at skyde raketter ind i den israelske civilbefolkning? Det kan godt være, at Israel har en stats ret til at forsvare sine borger – men berettiger det dem til at fare frem med stå stor voldsomhed og tilsidesætte internationale konventioner m.m.? Det er den slags ubehagelig spørgsmål, Holm rejser.

Holms kronik udmærker sig ved ikke så meget at tage parti for en af parterne som at stille spørgsmål til de udenforståendes – altså vores – tænkning og holdning til konflikten ud fra en formening om, at vi burde være de første til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når det gælder om at holde målet for øje: fred og sameksistens mellem to folk. Holm peger også på endemålet: en tostatsløsning. Uden at give noget forenklet bud på, hvordan det nås.

Men, for mig, er der ingen tvivl om, at det ville hjælpe gevaldigt på processen, hvis vi, de udenforstående, i stedet for blot at give vores sympati og anti-pati til kende, holdt fast i, at begge parter har en forpligtelse på at arbejde hen mod en fredelig løsning. Vi redder ikke et eneste menneskeliv, vi forhindrer ikke lidelsen, vi fjerner ikke de stadige angst ved blot at lufte vores sympati for den ene af parterne.

For min part, så vil jeg fremover holde min sympati for mig selv og forsøge at holde fast i dette perspektiv.

Lad bare klokkerne bimle og bamle i hovedet på Holms chef, den tidl. doping-ghostbuster m-m. Olav Skaaning Andersen. For det er en vigtig og relevant kronik, Holm har begået. Formelt set er det i orden med en tjenstlig skideballe, men hvis jeg var chefen ville jeg nok være lidt tilfreds alligevel…

På vej gennem de tomme gader i sneslud hørte jeg Mogens Jensen fra Socialdemokratiet og Helge Sander, minister for Venstre, diskutere universiteternes “forpligtelse” til at undervise på engelsk. Jensen mente, at det skulle nedfældes i universitetsloven. Sander mente, at universiteterne godt selv kunne finde ud af det. Og Jensen gentog flere gange, at ‘forskning foregik på engelsk’.  Så er det jeg spørger: Foregår al relevant forskning på engelsk? Hvad med tysk, fransk, spansk, russisk, japansk, kinesisk osv. Kommer al det i anden række? Er det ringere forskning end engelsksproget? Det lød grangiveligt, som om hr. Jensen overhovedet ikke kunne se andet end engelsk.
Da jeg blev immatrikuleret ved det humanistiske fakultet i århus i 1973 skulle man have læsefærdigheder i tre hovedsprog: engelsk , tysk og fransk/spansk/russisk. For at sikre en vis bredde i orienteringen.  I dag kan de studerende efter sigende nøjes med engelsk.
Det er beskæmmende…

På Isle of Man har man fået en god idé. Man vil legalisere downloading af musik. Finansieringen skal ske ved, at samtlige bredbåndbrugere på Isle of Man skal betale 1 – ja,  EN – euro om året i afgift. Isle of Mans minister for e-handel argumenterer også for, at idéen udbredes til hele EU: “Hvis du tager 1 Euro om året, så er det en kæmpe indkomst”. Samme minister mener, at der skal være valgfrihed for brugerne, om de vil være med eller ej. Ideen bygger også på en forestilling om, at tilbuddet skal være af en sådan karakter, at det får folk til at droppe den illegale download. Tanken har allerede – måske forventeligt – mødt modstand fra musikindustrien, der frygter, at den nye idé ikke vil kunne sikre industrien en indtægt, der svarer til dens påståede aktuelle værdi. Men e-handelsministeren mener, at den enkeltstående euro kan suppleres med andre betalelige tjenester (hvilke er uklart), der vil kunne kompensere for den frygtede indtægtsnedgang.
Det nye ved Isle of Mans idé er, at det er en statslig instans, der står for projektet, der jo ligner vores eget licenssystem. Fordelene er også indlysende. Bredbåndsbrugerne vil kunne hente den musik, de lyster, uden at skulle gribe til illegale metoder. Industrien og kunstnerne vil være sikret en indtægt af det downloadede. Spændende idé. Vi følger udviklingen.

Vores såkaldte undervisningsminister Bertel Haader er i følge Berl. Tidende bekymret over udviklingen i læreruddannelse. Efter indførelsen af en ny læreruddannelse i 2007 – en uddannelse, der angiveligt skulle styrke folkeskolelærernes uddannelse og dermed folkeskolens uddannelse af danske børn – er antallet af studerende med naturfag og teknik som linjefag faldet med 70%. Konsekvensen er, at skoleeleverne om få år vil blive undervist af lærere med utilstrækkelige kvalifikationer inden for naturvidenskabelige og tekniske fag. Noget lignende gælder for fag som tysk og billedkunst, der heller ikke er tilløbsstykker blandt de studerende.

For at det ikke skal være løgn, så betyder den svigtende interesse også, at seminarierne sandsynligvis må skille sig af med undervisere inden for de pågældende fagområder for at få økonomien til at hænge sammen. For det er den indirekte, logiske konsekvens af det såkaldte taxametersystem, der ikke muliggør fastholdelse af faglærere inden for områder, hvor der ikke er “kunder” nok. Markedets logik, kan man også kalde det.

Men ansvaret for udviklingen er hverken institutionerne eller de studerendes. Det er alene politikernes. Og det vil især sige undervisningsministerens. Når man dels holder fast i det tåbelige taxametersystem af ideologisk-økonomiske grunde, til trods for, at det ene eksempel efter det andet dokumenterer den destruktive effekt i forhold til uddannelsernes kvalitet, og dels indretter uddannelserne, så de bliver mere og mere specialiserede, så ligger man, som man selv har redt.

Forbedringer af uddannelsessystemet – som regeringen jo har lovet os – får vi ikke, før man holder op med at tænke uddannelse som simple varer på linje med pølser og sodavand og forstår, at uddannelse er en investering – i fremtiden.

Så er den på gaden (næsten i hvert fald, den udkommer den 2. februar); den længe ventede plade fra Cardigans Nina Perssons sideprojekt A Camp. Så vidt jeg kan høre lever den fuldt op til forgængeren. Intelligent pop med Ninas betagende stemme i forgrunden. Hør fx Stronger Than Jesus her. Og mere her. Efter min mening er Nina en af de allerbedste sangerinder från hinsidan – og det siger ikke så lidt.

Stille Dage i Clichy (Quiet Days in Clichy, Jens Jørgen Thorsen, 1970) clip 1

Chubby Checker – hvis borgerlige navn er Ernest Evans – er, som allerede antydet, en musikalsk kamæleon, der tog farve af de trends, der var oppe i tiden. Hans uhæmmede brug af dansedillen i tresserne gav
anledning til en række dansesange, hvoraf de fleste for længst er gået i glemmebogen (hvem husker fx Dothe Pony? Eller The Fly?). Som hhs fra Modstrøm gør opmærksom på, så kastede Chubby sig også over den psykedeliske bølge og indspillede det svært opdrivelige album Chequered!, der senere blev genudsendt som New Revelation på plademærket Ariola i 1971. Men den udkom også på andre mere eller minde
obskure plademærker (London Records og MFP Records ). Enkelte numre fra pladen kan man dog falde over på et utal af opsamlings- og største-hits-plader, som er udsendt gennem årene. Pladen skulle for
nylig være udgivet på CD hos det obskure franske plademærke Underground Masters. Heldigvis har de flittige brugere af YouTube lagt nogle smagsprøver fra albummet ind. Her er åbningsnummeret “Goodbye Victoria“. Og her “Stoned in the Bathroom” og “He Died“. De sparsomme oplysninger om pladen fortæller, at det var den Jimi Hendrix-tilknyttet producer Ed Chalpin, der stod for produktionen – og at Chubby siden ikke har villet vedkende sig produktet… Fans er dog af en anden formening. Pladen udnævnes til at være Checkers oversete mesterværk. I hvert fald viser pladens numre en anden og spændende side af den ellers pop-hitliste-orienterede Chubby Checker. Syret sang, fed hammond-orgel og psykedelisk guitarlyd.  Bare man kunne finde adressen på den obskure franske forlag… Tak til hhs for at have skærpet appetitten.

En af de ældste singleplader, jeg har, er Chubby Checkers “Limbo Rock/ Popeye”. Den kom på plademærket Karusell i 1962. Jeg har aldrig haft et cover, for jeg fik den af en kammerdreng, der var ansat på et af de skibe, min far sejlede med dengang i tresserne. Jeg kan huske, at kammerdrengen og jeg fik meget tid til at gå med at snakke om musik – især The Rolling Stones – på hans lille kammer på båden.
Chubby Checker huskes nok især for sit hit med Hank Ballards “The Twist”, der blev kendingsmelodien til dansen af samme navn og obligatorisk baggrundsmusik for mine danseskoleøvelser dengang i Kaj Hansens Danseskole i Esbjerg. Samme plade blev i øvrigt fulgt op af endnu en dansesang, The Huckebuck, der gjorde sig pænt på hitlisten, selv om dansen vist er gået i glemmebogen siden hen. I det hele taget gjorde Chubby Checker sig i danse-sange i starten af sin karriere. The Twist blev i 1961 fulgt op af den ganske populære “Let’s Twist Again” , den knap så populære “Dance the Mess Around” og i 1962 af “Slow Twistin'”, “Dancin’ Party” og altså “Limbo Rock“. For at det ikke skal være løgn blev sidstnævnte året efter fulgt op af “Lets Limbo Some More”.
“Limbo Rock” er interessant derved, at den er et af de mange eksempler på karibisk indflydelse på popmusikken.

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. På DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning på dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsånd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnå det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke få virkeligheden til at rykke nærmere på læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille måned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sårede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det må være at opholde sin på et landområde, der er på størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel på diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstå og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, så handler Politikens nye linje ikke så meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-så-vil-og-skal-vi-også-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere på en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i går var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død på stuegulvet. Den døde mand havde ligget sådan i fem uger i sommervarmen. Og på afstand så man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der også gemmer på en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Engang var U2 unge, friske fyre, der fik mine ører  til at stritte lidt ekstra. Siden hang ørerne mere og mere. Gruppen blev mægtig STOR, og hr. BONO spiste østers og kirsebær med the ESTABLISHMENT. Tja. Men her er i hvert fald deres nyeste udspil – en singleforløber for det nye album. Hvis du ellers har lyst…

I går spillede han akustisk for præsident Obama, og til juli spiller han for jyder og andet godtfolk i Herning! Billedsalg gennem Billetlugen fra den 26.januar.

Magister Gaasegaaek gør mig opmærksom på, at Trine Michelsen er død. Trine, der var datter af den kendte tv-filmmand Ole Michelsen (“Bogart”), blev kendt som en efterspurgt nøgenmodel, men havde også en mindre, men markant, karriere som skuespillerinde. Det var jobbet som pin-up, der gav hende et par roller i nogle italienske B-film med gysende og erotisk indhold. Hun fik også en mindre rolle i den seriøse amerikanske film Pigen i Gyngen, en filmatisering af Richard Adams roman af samme navn. Sent i karrieren var hun også med i Lars von Triers Idioterne og nogle af Søren Faulis film. Trine døde af kræft, kun 42 år gammel. Hvil i fred.

Trine mindes også på Facebook

Her er Curtis sammen med The Kingpins i en – forrygende – udgave af “Memphis Soul Stew”. Billedkvaliteten er ikke den bedste, men kors i hytten hvor det swinger…

Bag udgivelsen “The Secret Tapes” med Beefeaters gemmer sig nogle private båndoptagelser, som gruppens trommeslager Max Nutzhorn har lavet i året 1968. På det tidspunkt var bandet på turné med den kendte engelske musiker Alexis Corner. Det førte dem rundt i Skandinavien, hvor de optrådte på jazz-klubber og andre steder. Lyden kan godt minde en og de gode gamle båndoptagerdage med det karakteristiske svage sus. Men det er ligemeget, for optagelser viser Beefeaters på deres højdepunkt, hvor spiller og improvisere, så det er en lyst. Som på Troels Vanvittige Parkering er det Beefeaters med Peter Thorup i den vokale forgrund og uden Søren Seirup. Til gengæld medvirker Alexis Corner på et nummer. En fin og nødvendig udgivelse.

Som Young Flowers var The Beefeaters et band, der ikke først og fremmest sigtede på hitlisterne med gik sine egne veje. Begge bands fandt inspirationen i blues og R&B, og begge bands lod sig også påvirke af især de engelske bands håndtering af arven fra Amerika. Beefeaters to officielle albums er allerede klassikere. Og det samme bør de senere udgivelser af deres live-optagelser fra DR blive. Tømrer-Claus har sammen med DR og tidligere medlemmer af bandet udsendt cd’en Troels Vanvittige Parkering med optagelser fra 1967 og 1968, det år, hvor Beefeaters nåede deres optimale musikalske udtryk. Igen er det Erik Moseholm, der har stået for DRs produktion. Og man må være ham taknemmelig, for det er fine blues-rock-optagelser, selv om der ikke er tale om moderne studieoptagelser.
DR Live Sessions 1967 & 1968 -Troels Vanvittige Parkering
1 Crossroads (R.Johnson)
2 No Title (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)
3 Night Train (Forrest/Washington/Simkins)
4 Parchman Farm (Mose Allison)
5 Now I Know (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)
6 Ain’t Got Love To Give Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)
7 Serenade To A Cucko (Roland Kirk)
8 Troels Vanvittige Parkering (Thorup/Madsen/Volkersen/Kjerumgaard)
9 Summer Scene (Thorup/Madsen/Volkersen/Kjerumgaard/Jimmy Cambell)
10 Let Me Down Easy (Wrecia Holloway/James McDougal)