CAPAC

Love hurts, love scars,
Love wounds, and marks,
Any heart, not tough,
Or strong, enough
To take a lot of pain,
Take a lot of pain
Love is like a cloud
Holds a lot of rain
Love hurts, ooh ooh love hurts

Im young, I know,
But even so
I know a thing, or two
I learned, from you
I really learned a lot,
Really learned a lot
Love is like a flame
It burns you when its hot
Love hurts, ooh ooh love hurts

Some fools think of happiness
Blissfulness, togetherness
Some fools fool themselves I guess
Theyre not foolin me

I know it isnt true,
I know it isnt true
Love is just a lie,
Made to make you blue
Love hurts, ooh,ooh love hurts
Ooh,ooh love hurts

[guitar solo]

I know it isnt true,
I know it isnt true
Love is just a lie,
Made to make you blue
Love hurts, ooh ooh love hurts
Ooh ooh love hurts
Ooh ooh…

Jeg faldt over en gammel koncertbillet til en Emmylou Harris-koncert. En fantastisk koncert. Og jeg kom i tanke om hendes version af  Boudleaux Bryant og Felice Bryant ultimative hjerte-smerte-sang “Love Hurts”, der er indspillet af et hav af kunstnere. Første gang vist af Everly Brothers i 1960. Så vidt jeg husker, omtalte Emmylou sangen som kærlighedssangen over dem alle. I hvert fald har hun indspillet den et par gange eller tre. Og her er hun sammen med Elvis Costello and the Imposters…

Musikmagasinet Mojo bringer på deres hjemmeside en række fine sort-hvide fotos af The Who fra deres glansperiode i tresserne og halvfjerderserne. Billeder er taget af Tom White.  Sort-hvide tidsbilleder, fortids storhed fastfrosset i et splitsekund. Rendyrket nostalgi…

Apropos: The Who – Pictures of Lily – Beat-Club anno dazumal…

Den blinde, autodidakte guitarist Snooks Eaglin er død, 72 år gammel. Han lærte sig at spille guitar ved at lytte til radioen tilbage i barndomsårene og startede sin karriere som gademusiker i New Orleans. Siden kastede han sig over elektriske rythm and blues og spillede sammen med navne som Allan Toussaint og Professor Longhair. Hans varierede guitarspil har efter sigende inspireret blandt andet Eric “Slowhand” Clapton… Hvil i fred.

“et af mine maksimer er, at fortiden er et af de mest eksotiske steder, vi har. Vi flyver til Thailand, og vi rejser over hele verden, men det virkelige udland er faktisk fortiden” (fra Politiken)

Jeg kan huske, at jeg brugte titlen på Country Joe & The Fishs debutalbum, da jeg skulle skrive i min realskolekammerat Elses poesi-venne-bog under punktet favoritmusik. Jeg fandt det meget passende for min musiksmag. Og det gælder sådan set stadigvæk…
Country Joe og Fisken var et af de klart politiske bands i tresserne. Bandets navn var en ironisk henvisning til såvel Stalin som Mao Tse Dung… Og bandet profilerede sig som indædte modstandere af Vietnam-krigen helt frem til dens ophør i 1971. Men bagom det politiske var gruppe også en proto-psykedelisk musikgruppe. De centrale figurer i bandet var “Country Joe” McDonald og den fine guitarist Barry Melton. På de resterende pladser for bas, trommer og keyboards var der udskiftning mellem andre fortræffelige musikere.
Debutalbummet “Electric Music for The Mind And Body” udkom i starten af 1967 og var et af de allerførste markante psykedeliske album og blev et hit for dem, der var med på den ny musik. Den blev sågar spillet på lokale FM-radioer i San Francisco-området. Ud over Melton og McDonald spiller David Cohen (g. og orgel), Bruce Barthol (bas, harmonika) og Gary Hirsch (trommer) med på pladen.
Det er fantastisk at genhøre pladen. Den har alt, hvad man kan forbinde med den psykedeliske, syrede tressermusik. Et af numrene fra pladen, “Love” (selvfølgelig…), blev kanoniseret, da gruppen fremførte den på alle rockfestivalers moder, Woodstock-festivalen.

Tilbagespoling

Country Joe and the Fish – Love (Woodstock 69)

I Politiken i dag kan man læse en interessant artikel om et tilsyneladende nyt fænomen på internettet. Det drejer som om sitet Auktionsdating.dk. På sitet faldbyder unge og voksne mænd og kvinder sig på auktionsvis i håb om at nogle vil byde tilstrækkeligt højt på dem, så der kan komme en date i stand.

Dorit Otzen, leder af prostitutions-værestedet Reden, har råbt vagt i gevær og betegnet sitet som “en glidebane” til prostitution. Men, som bloglands egen luder, Sus, tørt bemærker, så er der ikke blot tale om en glidebane: “Helt ærlig, hvis man sælger sex for penge, så er det sku´da ikke en glidebane, hvad enten man sælger det for højestbydende på en auktion eller selv sætter en fast pris. Så er det prostitution. Regulær sexarbejde.”. Lad os kalde en spade for en spade, og en skov for en skovl.

Bag dette ordhuggeri omkring ordet “glidebane” ligger en interessant problematik. Det et efterhånden veldokumenteret faktum, at de såkaldte datingsider (og andre kontakttjenester som chatsider etc.) for længst har afsløret, at handel med sex foregår. Personer lader sig overtale til dating (m. sex) til gengæld for penge eller “gaver”. Den nye side forsøger at slå mønt på dette aspekt af kontakttrafikken på nettet. Sagt på en anden måde: bagmanden er ikke interesseret i hverken dating eller sex – men penge. Og her er så en niche, hvor det sandsynligvis er muligt at score kassen. Se blot, hvordan det er gået de andre datingsider. Pengemaskiner.

Det interessante ved et site som Auktionsdating.dk er måske, at det tydeliggør en banal kendsgerning. Hvor man tidligere – i “gamle dage” før internettet blev stort og mægtigt – kunne mødes på nattelivets “kødmarked” (som man nedsættende omtalte det), så er kontakten mellem kønnene i stort omfang flyttet over på internettet – og er blevet en lukrativ forretning. Hvor det tidligere var op til den enkelte selv at “handle” – sælge sig selv – på “kødmarkedet”, så er daterne i dag blevet “varer” på “markedet”. Der er nogle, der tjener stort på at markedsføre daterne. Og som på markedet i øvrigt er der i sidste instans kun en ting, der tæller: penge. Af samme grund har bagmanden bag den ny tjeneste ikke gjort sig de store moralske overvejelser omkring den prostitution, der foregår, når nogen faldbyder sig selv på sitet.

Jeg tænker, at når vi i disse år ser en klar ny-puritansk bølge, der blandt andet kommer til udtryk som et nærmest symbolsk korstog mod købesex, så hænger det nøje  sammen med, at markedet i disse neo-liberalistiske tider får uhæmmet lov til at brede sig til alle områder, der kan slås mønt på. Og en af de sidste bastioner er vores seksualliv. Ved at forbyde købesex, tror man, at man kan opretholde illusionen om, at markedet ikke allerede prostituerer os som mennesker – forbrugere, arbejdskraft osv.

Jeg har nævnt ham flere gange i bloggen, den amr. sangskriver Mort Shuman. Som kompagnon for Doc Pomus især. Sammen med Pomus og andre skrev han en række hits i tresserne. Samarbejdet med Pomus kunne minde lidt om Lennon og Mccartneys, idet det ofte var Shuman, der skrev melodierne,og Pomus teksterne. Men som tilfældet var med Lennon/Mccartney var der også nu og da tale om tættere sangskrivning, hvor begge havde en finger med i både melodi og tekst. Blandt deres største hits finder man “Viva Las Vegas”, som Elvis indspillede, “Save the Last Dance for Me”, der findes i et hav af versioner, “Turn Me Loose”, som fx Dion indspillede og “Teenager in Love” (Dion and the Belmonts-hit).

Da England begyndte at overtage den musikalske førertrøje i tresserne med The British Invasion flyttede de to herrer til Storbritannien og fortsatte med at skrive sange for engelske kunstnere. Det fortsatte frem til midten af tresserne, hvor Shuman valgte at slå sig ned i Paris. En på flere måder vigtig beslutning. Dels kom han til at skrive sange for Frankrigs svar på Elvis Presley, Johnny Halliday, og dels fik Mort for alvor gang i sin egen sangkarriere.

I artikler om Shuman, der døde alt for tidligt – 54 år gammel – i 1991, ser man ofte hans tressersangskrivning fremhævet som karrierens højdepunkt. Og det er da også rigtigt, at denne periode kastede mange storsælgende hits af sig. Men ikke desto mindre lavede Shuman mange fine ting, medens hans levede og arbejdede i Frankrig. Og mange af dem på fransk. Den sidste kendsgerning forklarer uden tvivl den omtalte vurdering blandt angelsaksiske kommentatorer. Derimod elskede franskmændene – og andre frankofile – Shumans franske sange, der ofte blev hits dernede. Ud over at udgive en række fine, anbefalesesværdige albums i det franske, så skabte han også en succesfuld musical om den belgiske sanger og sangskriver Jacques Brel – Jacques Brel is Alive and Well and Living in Paris.

Bortset fra Elvis “The Pelvis” Presley, så er teenage-idolet Fabian – egl. Fabiano Anthony Forte – en af de første popstjerner, jeg forbinder med fandyrkelse. Skrigende piger, der vil flå kludene af idolet. Hysteriske scener med besvimende piger osv. Fabian var selv kun en knægt – fjorten år gammel – da han blev opdaget af et par scouts fra pladeselskabet Chancellor Records. Der var penge i unge mænd med især et godt udseende og i anden ombæring en god stemme. For Fabian var det en mulighed for at tjene nogle hurtige penge og dermed støtte sin i forvejen økonomisk dårligt stillede familie. Og han var heldig. Slog igennem med et slag. En ikke uvæsentlig del af forklaringen – når man ser bort fra det med udseendet, der kunne få mange unge piger til at falde i svime – var at han blev forsynet med hitmateriale skrevet af selveste Doc Pomus og dennes kollega Mort Shuman. Det største hit fik han med “Tiger”, der nåede en tredjeplads på den amr. liste. Men også “Turn med loose” kom i top 10.
Fabians musikalske karriere fik en nærmest brat afslutning, da han blev involveret i tressernes Payola-skandale. Begrebet Payola betegner en praksis, der har været kendt siden 1920’erne, hvor pladeselskaber betalte radiostationer penge eller gaver for at spille et bestemt stykke musik. For at gøre en lang historie (og rettigheder og penge…) kort, så blev den fremadstormende rock’n roll anledning til en payola-undersøgelse, fordi anklagerne mente, at rock’n roll kun var blevet populært, fordi denne moralsk korrumperende musikstil blev finansielt støttet i radioerne. Offer for denne musikindustriens svar på halvtredsenes politiske Mccarthyisme blev den voldsomt populære DJ Alan Freed, der blev gjort til syndebuk og betalte med sin karriere for det.
Som bekendt lykkedes det ikke at sætte en stopper for den populære rock’n roll, men for Fabian var det slut. I stedet kastede han sig over filmen med stor succes. Han medvirkede i mere end 30 spillefilm, hvor han oftede fremstillede en ung mand med hang til sang… Fra midten af tresserne mistede han sin stjernestatus, der var tæt knyttet til hans teenager-karakter. Siden har kan kun haft sporadisk kontakt til underholdningsindustrien.

Fabian Forte – Turn Me Loose

Fabian sings Tiger (live on stage)

Bemærk Fabians kropssprog i den første video. Vi befinder os i de tidlige tresser, hvor ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse endnu var i sin vorden. Når man ser nutidens videoer på Boogie-listen, kan man godt se, at der er sket noget på det område…

“Jeg forsvarer disse onde, idiotiske, dårlige, smagløse Muhammed-tegninger. Skal de ansvarlige finde sig i mordtrusler? Nej, nej, nej. Der giver jeg mig under ingen omstændigheder. Salman Rushdie har jeg også støttet hele vejen, efter fatwaen mod ham for 20 år siden. Jeg var personligt involveret, da de tyske forlag stiftede et kooperativ, der kunne udgive »De sataniske vers«, fordi intet enkeltforlag ville lægge navn til. Ytringsfriheden må for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.”

Hans Magnus Enzensberger – læs resten her.

I går så jeg DR2s udsendelse om elektroniske gadgets So ein Ding. DR skal have ros for at lave sådan et program. Der er behov for det i en tid, hvor vi overstrømmes af alskens nye elektroniske påfund. Men formen, kære venner! Hvorfor i hede hule Hammerum skal værten Nikolaj Sonne føre sig frem som om, han var underholdningsvært på TV2? Hvorfor denne smartness? Er det sådan en ny entertainment-virus, der har grebet DR? Se blot på DRs nye filmprogram, hvor værten også fører sig frem, som om han var det centrale i programmet! Giv mig noget radio i stedet for. P1 eller sådan.

Soulsangeren Otis Redding døde som bekendt i en flyulykke i 1967. Af samme grund nåede han aldrig at høre den færdige udgave af sit eget hit “Dock of the Bay”. Produceren Steve Cropper (kendt fra Booker T & the MGs) fik til opgave af mikse nummeret færdig og fik blandt andet den idé at få bluesmanden Sam Taylor til at fløjte lidt på sangen. Enhver der kender nummeret ved, at Taylors fløjt tilfører Redding et særligt anstrøg af hverdagsagtig lethed. Nu er Sam Taylor død, 74 år gammel.

Ud over at arbejde sammen med Redding som guitarist og bandleder, arbejdede han også sammen med andre kendte musikere inden for blues og R&B, fx Sam & Dave, Isley Brothers og The Drifters. Han nåede også at udsende ti album i eget navn. Alle blues-plader.

Irene goodnight, Irene goodnight
Goodnight Irene, goodnight Irene
I’ll see you in my dreams

Last saturday night I got married

Me and my love settled down
Now me and my love are parted
I’m gonna take another stroll downtown

Irene goodnight, Irene goodnight
Goodnight Irene, goodnight Irene
I’ll see you in my dreams

Sometimes I live in the country
Sometimes I live in the town

Sometimes I have a great notion
To jump In the river and drown

Irene goodnight, Irene good night
Good night Irene, good night Irene
I’ll see you in my dreams

Ramblin’ stop your gamblin’
Stop stayin’ out late at night
Go home to your wife and your family
Sit down by the fireside bright

Irene goodnight, Irene good night
Good night Irene, good night Irene
I’ll see you in my dreams

Irene goodnight, Irene good night
Good night Irene, good night Irene
I’ll see you in my dreams

Skoletidens sangskat har det med at dukke op i mit hoved. Nogle gange ansporet af et eller andet. Andre gange helt tilfældigt. Eller i hvert fald: tilsyneladende helt tilfældigt. Således dukkede Huddie Ledbetters Goodnight Irene op. Omkvædet. Vi sang den i engelsktimerne. Det var især pigerne, der stod for valget af sang. Og allerede dengang kunne jeg mægtig godt lide Goodnight Irene. Egentlig er teksten skrap kost om smertelig elskov, tristesse og selvmordstanker. Men jeg tror, det gik hen over  hovedet på os unger. The Weawers – amerikansk folkgruppe – gjorde den til en landeplage tilbage i 1950 i en tæmmet, ufarlig version. Siden er den blevet planket af mange kunstnere. Her er Johnny Cash’ version, der gør Ledbetter stor ære…

For tiden lytter jeg mig gennem The Police. Samlede værker. Og jeg er igen imponeret over, hvor meget de tre herrer fik ud af trioformatet. Formen havde de allerede fundet på debutpladen Outlandos d’Amour, og den blev finpudset på efterfølgeren Reggatta de Blanc og perfektioneret på Zenyatta Mondatta, der efter min mening blev højdepunktet for bandet, hvorefter det blev mere (op)løst.
Reggatta de Blanc indledes af hittet “Message in a Bottle”, der er et af de få numre, som alle medlemmer var med til at skrive. Måske er det forklaringen på, hvorfor netop denne sang i 1981 blev udmærket med en Grammy for Best Rock Instrumental Performance. De tre instrumentalister har tydeligvis sørget for at lade netop deres instrument komme til sin ret i sangen – uden at samspillets helhed lider overlast.

Rock History: The Police “Message in a Bottle” 1st time live

I en af mine yndlings-Peter Sellers-film, “The Party” – “Kom og vask min elefant” på dansk – spiller Sellers over for den nydelige Claudine Georgette Longet. Hun spiller den håbefulde unge sanger- og skuespillerinde, der er kommet i kløerne på en toupetklædt don juan af en manager, der som betaling for promoveringen vil have hende in the Sack, som man siger derovre. Selvfølgelig får Peter Sellers reddet hende ud af situationen, og hun bliver Hrundi Bakshis hjerterdame. Lige efter bogen.
Et sted i filmen giver Claudine Longet en smagsprøve på sine evner som sangerinde. I en komisk scene, hvor Sellers aka Hrundi Bakshi er voldsomt tissetrængende, fremfører Longet Henry Manchini-kompositionen “Nothing to loose”. Ikke nogen stor stemme, men charmerende, blød og lidt melankolsk som hos nogle af bossa nova-sangerinderne fra samme periode i tresserne.

Det var selveste Hert Albert, der opdagede Claudines kvaliteter som sanger i 1966, hvor hun optrådte på tv med bossa-nova-sangen “Meditation” (Antonio Carlos Jobim), og hans tilbød hende straks en pladekontrakt med sin pladeselskab A&M. Det første udspil blev singlen “Meditation” og derefter fulgte andre singler og fem album frem til 1970. Herefter forlod hun A&M og fik kontrakt med ægtemanden Andy Williams’ Barnaby Records, hvor hun indspillede to album.

En båndtekniker, en pub-sangerinde og en jazz-guitarist slår de musikalske klude sammen og laver en kortfilm. Sådan cirka kan Bristol-bandet Portisheads forhistorie sammenfattes. Kortfilmen To Kill A Dead Man bliver Geoff Barrows, Beth Gibbons og Adrian Utleys billet til plademarkedet, da Go! Beat Records i 1991 skriver kontrakt med de tre kunstnere. På coveret til debutalbummet “Dummy” fra 1994 ser man et still fra kortfilmen med sangerinden Beth. Og man kan også spore interessen for filmmusik i pladens mørke musikalske univers. Fascinationskraften i Portisheads “Dummy” stråler fra det modsætningsfulde forhold mellem Beth Gibbons smukke, feminine stemme og den komplekse, maskuline elektronika, der spænder fra maskinelt støjende dansant tekno til noget inciterende, swingende og jazzet .

Portishead – Sour Times