CAPAC

I 1948 udkom sangbogen “De små synger”, der først blev redigeret af Margrethe Lønborg Jensen og siden af Gunnar Lønborg Jensen, og dens ialt 125 sange, der siden er blevet genoptrykt igen og igen, udgivet på cd og – indlemmet i den officielle kulturkanon i 2005, udgjorde sådan cirka min barndoms sangskat. Men siden dengang er der jo sket et og andet med den musik og de sange, vi udsætter vores børn for. Et udmærket eksempel på, hvad musik for børn kan være nu om stunder er den seneste udgivelse fra Tigertræning. Tigertræning Twang 2 – Kamp for sjov! hedder udgivelsen.

Bag pladen (og den tilhørende bog, som ikke skal omtales her, da jeg ikke har modtaget den) står idrætspædagog m.m. Lise Steffensen og musiker, producer, studieejer mm. Troels Alsted. Og om tigertræning fortæller Lise Steffensen, der har specialiseret sig i børn og bevægelse:

”Visionen er at Tigertræning skal være et bevægelsesværkested. Et sted hvor der er plads til at improvisere og lege med bevægelserne og sanserne. Det centrale er bevægelsesglæde, samvær og fælleskab. Der indgår børneyoga, akrobatik, kamplege, dans og musik. Vi afprøver både stille og vilde lege, samarbejder og improvisere… Der er ikke gradueringer, bælter og indbyrdes konkurrence. Men plads til forskellighed og mulighed for at inspirere hinanden. Alle der er med er lige vigtige og skal have plads til at indgå på egne præmisser.”

Altså et klart, moderne pædagogisk sigte med inklusion, ligeværdighed og andre smukke idealer involveret. Og til smukke formål indgår musikkens selvfølgelig som en slags central motor, der skal sætte gang i bevægelsesglæden hos børn og voksne.

Og det første, der slår mig, når jeg lytter til Twang 2, er da også, at musikken slet ikke lader sig indfange af mine fordomme om, hvad børnemusik kunne tænkes at være. Ser vi bort fra teksterne, der forståeligt nok tager sigte mod de lege og øvelser, som tigertræningen gælder, så er der tale om meget iørefaldende, stærkt swingende sange, der henter deres inspiration fra mange kilder – lige fra pop, rock over latinamerikanske rytmer osv. Der medvirker hele 24 sangere og musikere (ingen nævnt – ingen glemt) på pladen og de trakterer et hav af instrumenter, der er med til at krydre denne musikalske sammenkogte ret. Det er lykkes for bandet at skabe en plade, der i den grad inviterer til dans og anden form bevægelse. Det swinger og rykker herligt hele vejen gennem pladen – og musikken appellerer i lige så høj grad til børnene som til deres forældre, bedsteforældre og andre involverede voksne. Desværre kan jeg ikke spille hele pladen for jer – men den får min varmeste anbefaling.

Tigertræning – Twang 2 – Kæmp for sjov! MRB. Udkom den 15. oktober

Mary Gauthier: I’m not sure I write the hard ones. I write the real ones. We all struggle … So many people tend to say my songs are sad. I’ve had conversations [with people about] the idea that they’re not sad or happy. They’re real. We look at it, the categories are wrong. I don’t think art really fits into the happy and sad categories. That’s kind of Disney, you know. A good song can go through many emotions. When you stay real, you open yourself up to feeling a lot of things that may exist in tough situations. It’s kind of a can opener to pry you open, to let the emotion out, to feel the rainbow. There’s not just happy or sad. There are so many more [emotions]. That black and white thing is a problem. I: No depression

Trouble and Love hedder Gauthiers seneste album, der ganske rigtigt er blevet opfattet som “trsit” af flere anmeldere…

Trailer til dokumentarfilmen om R.E.M., der findes på det kommende videobokssæt R.E.M.TV

Poul Henningsen – PH – lavede en Danmarksfilm. Det samme gjorde Klaus Rifbjerg. Jørgen Leth har også lavet en Danmarksfilm. – Og nu har Folkeklubbe også lavet en, eller rettere sagt: et album med titlen Danmarksfilm. Hvor filmisk pladen er kan vi godt diskutere, men i mine ører kommer det filmiske ind igennem teksternes konkrete sansninger. F.eks. i titelsangen, hvor det blandt andet hedder:

Og der er øerne. Der er land og by.
Is på søerne. Sol på Bellevue
Ismand!
Vågn op og vis, hvad du kan.
Giv mig kanterne. Glem nu København.
Giv mig Bagenkop og et hjemstavnssagn
Hold stand!
Fra Dybbøl til Rimmerby Strand.
Det smukt. Det er større, end du troede.
Det er godt for det, der er oppe i dit hoved.

Og det er teksterne, der især bærer pladen, gruppens andet udspil (efter den succesfulde debut Nye Tider fra sidste år). Vi befinder os et sted i slipstrømmen efter vores store troubadour Kim Larsen med helt mundrette, ukunstlede tekster, der ligger meget nærmere dagligdags tale end den moderne poesis store bog. Et eksempel. “Husk mit navn”, der tager sit udspring i Oswald Helmuths gamle sang “Når dagen er forbi” om manden, der efter dagens dont slår en tur om havnen for at lade sig udlængsel vække til live.

Husk mit navn

Når jeg nu går omkring alene på havnen, går en tanke i ring.
Vil jeg finde ro, nå sikkert i havn? Har jeg husket at handle, vil man huske mit navn?
Universet er så stort herfra hvor vi står. Kloden drejer stille rundt om mig, når jeg går.
Og drenge spiller bold med hver sit stjernenavn. Jeg fyldes med længsel, jeg fyldes med savn.

Når jeg sikkert i havn?
Vil man huske mit navn?

Jeg tænker lidt på os to, men det er forbi. Lagt på hylden, lukket ned som havnens industri.
Ved tankernes kraft når jeg bjergets top. På bunden af havnen har en mand givet op.
På sin kones fødselsdag tog han sit liv og efterlod et brev: kone værsgo’ og flyv.

Når jeg sikkert i havn?
Vil man huske mit navn?
Husk mit navn. Husk mit navn.
Han kom sikkert i havn.
Hun vil huske hans navn.

Her tilbage igen
Tag min hånd, vi går så ganske klart.
Sorthvide par ad Oktober Boulevard.
Mon vi vender her tilbage igen?

Væk mig blidt, hvisk mig noget rart.
Rød-hvide flag på H.C.’s Boulevard.
Mon vi vender her tilbage igen?

De drikker kaffe på klaverfabrikken.
Bagved skolerne dér ligger kirken, yeah.
Vi er landet for længe siden.
Det var sommer, så løber tiden væk.
Mon vi vender her tilbage igen?

Som i Helmuths sang bliver havnen et springbræt for eksistentielle overvejelser. Her hos Folkeklubben får tankerne endnu større vinger og kommer til at handle om selve livets projekt. Her vanker der ikke søgte litterære billeder. Det er hverdagens sprog, der fortæller om personens tanker på havnen. Når ordene alligevel får et anstrøg af poesi, så er det i kraft af musikken, der er melodiøs rock – uden at bliver popmelodiøs – der akkurat som hos Kim Larsen løfter ordene op og eksponerer sætningernes indbyggede metrik og poesi. Kjartan Arngrim, der synger for (og spiller guitar, klokkespil og fløjter) kan faktisk godt i passager lyde rigtig meget  som en ung Kim Larsen, men Folkeklubben moderne udgave af rock sikrer, at det kun forbliver en forbigående association til en af dansk rocks store sangere og sangskrivere.

Men selvfølgelig skriver teksterne sig ind i en smuk dansksproget tradition, og der er rundt om i teksterne – som jeg helst ville citere in extenso her (men du kan selv studere dem på bandets hjemmeside her) til litterære, musikalske og andre forudsætninger – fra Rifbjerg over Dan Turèll og Tove Ditlevsen til Jørgen Ryg og Preben Kaas og Lennon og McCartney. Og det er vigtigt at stå ved sin arv og gæld i kulturen, for det er med til at garantere, at man kan fremstå som en personlig forvalter af den kulturelle tradition. Og det er netop, hvad Folkeklubben gør med deres sange. Med Danmarksfilm (og forgængeren) skriver Folkeklubben sig på smukkeste vis ind i traditionen for vedkommende dansksproget populærmusik med deres egen hverdagssproglige nøgternhed og enkle poesi. Med Danmarksfilm har vi fået endnu en fin understregning af, at den dansksprogede musik står stærkt i disse år. Hermed anbefalet.

Folkeklubben. Danmarksfilm. Art People. Udkom den 15. oktober.

“My Dog And Me”

She marked our trail
Up the back bone ridge
How many times can one dog pee
She keeps me high as an eagle
When i’m on the skids
I guess you gotta come down eventually

[Chorus 1:]
Buddy i coulda gone that extra mile
For an extra bark or an extra smile
‘Cause i never felt so free
It was just my dog and me

Then she gives me that look
Like she’d lay down her life
No doubt she would in a minute, man
She’d face the bullet
Oh she’d face the knife
Just to keep my butt from the fryin’ pan

[Chorus 2:]
Now she’s runnin’ up ahead to chase some deer
Comes back to tell that coast is clear
It’s a different world i see
When it’s just my dog and me

There’s a rabbit on the run
Man and beast ans sky and sun
Who’s talking to the birds in the trees
Why its just my dog and me

Now it looks like we’ve been makin’ tracks
From the crack of dawn
To the end of the day
So its nice and easy down the devil’s back
She wouldn’t know
Any other was

[Chorus 3:]
So its over that ridge for one last mile
‘Til we’re fast asleep by the fire side
Dreamin’ these dreams for free
Just my dog and me

De bliver ved med at komme i poppens historie disse engangs-døgnfluer, som amerikanerne kalder One Hit Wonders. En gruppe eller solist brager igennem på hitlisterne for første og eneste gang. Sitet Drowned in Sound oplister ti af disse, der er deres favoritter. Jeg kunne føje mange, især ældre til – og mange af disse gamle hits fortjener virkelig et eller flere genhør. Her er et par af mine favoritter fra sitets liste.

The La’s hittede godt nok kun denne ene gang, men efterlod sig rigtig mange gode sange…

Sixpence non the Richer plankede i øvrigt The La’s hitsang – og lavede mange andre fine popsange på deres indtil videre seks album…

Saxofonen, der er med til at løfte Gerry Raffertys største hit “Baker Street” op som pophymne, er forstummet. Raphael Ravenscroft, der spillede saxofonen – og i øvrigt var irriteret over, at den ikke stemte helt – er død af et hjertetilfælde, kun 60 år. Tak for tonerne Raphael.

Jeg har flere gange tidligere omtalt fænomenet “northern soul”, altså britternes dyrkelse af obskure soulsingler fra tresserne og halvfjerdserne. Og The Independent kan berette, at fænomenet er mere populært end nogensinde før. Northern Soul er ikke kun en musikinteresse, men har over årene udviklet sig til en ungdomsbevægelse og -subkultur på linje med halvtredsernes Teddy Bears, tressernes Mods og halvfjerdsernes Punks. En bevægelse, der defineres af musikken, men også af tøjet og ikke mindst fællesskabet om dansen.

Og nu er der så lavet en low budget film, der fortæller om fænomenet. Den er i de britiske biografer nu. Om den nogensinde kommer her til landet er tvivlsomt, men den kan også fås på dvd og blue-ray fra og med denne uge. Der er også kommet en 3-cd-boks med soundtrack fra filmen – med nogle af de allerbedste northern soul-skæringer….

Træerne vokser ikke ind i himlen, siger en gammel talemåde. Og medlemmerne af Led Zeppelin må sande disse ord i disse dage, hvor de har tabt en retssag om rettighederne til en af deres (?) mest kendte sange “Stairways to Heaven”. Det juridiske slagsmål, der slet ikke er færdig endnu, drejer sig om, hvorvidt Led Zeppelin har lånt lidt for ukritisk fra orkesteret Spirit og deres sang “Taurus”. Det er som bekendt ikke første gang Zeppelinerne har fået ørerne i maskinen, når det drejer sig om at gøre afbigt for de toner, man har lånt fra andre, bl.a. en hel del bluesmusikere. Og i mine ører er der ingen tvivl om, at Jimmie Page og Co. har lyttet til Spirit. Men det gør nu ikke deres musik ringere…

 

 

Bag titlen på minialbummet og navnet gemmer sig sanger og sangskriver Peter Kingsbery og guitarist, producer m.m. Morten Umpff. De to fandt sammen i et samarbejde omkring orkesteret Cock Robin, som Kingsbery er involveret i, og det førte til et sangskriversamarbejde, der nu altså er resulteret i en plade, et mini-album eller en forvokset ep.

Og måske er det ikke helt overraskende, at musikken på pladen rammer et krydsfelt mellem Kingsberys melodiøse, ørebesnærende vokalpop og Morten Umpff nærmest avantgardistiske lydmageri, som jeg tidligere har omtalt her i bloggen. Produktet er en slags indiepop, der både rækker ud efter popøret, der er for fals for en god melodi, et godt omkvæd eller lignende, og efter den lytter, der gerne vil have singe forventningers grænser udfordret lidt. Hermed anbefalet.

Much taller than on the internet. Mabel the Label. Udkommer d. 29. oktober (digitalt)

På det dybblå cover til Colfachs tredje albumudgivelse The Ocean kæmper bølger med musikinstrumenter som banjo, klaver og ukulele om betragterens opmærksomhed. Og det er ikke tilfældigt, for Colfach har denne gang alliereet sig med illustratoren Rikke Larsen, der ikke alene har stået for det smukke blå cover, men også er blevet inddraget i skabelsen af tekst og musik. Og dette særlige samarbejde har sikkert befordret synergien mellem albummets visuelle fremtræden og den musik, der strømmer fra vinylens riller og cd’en laserspor.

Sangene på pladen, som alle er skrevet af forgrundsfigur Jesper Colfach, er præget af lyden af akustiske instrumenter som guitar, banjo, ukulele, mandolin osv. Og det forklarer sikkert, at man allerede fra de første toner af den indledende titelsang “The Ocean” får tankerne hen på ikke kun moderne folk, men også country and western. Men ved nærmere gennemlytning af pladen, så er det en anden side af musikken, der dominerer: Der er tale om ni meget iørefaldende, modne popsange af den slags, der langsomt og behageligt sniger sig ind lytteren og vinder ved hvert genhør. Tidløse popsange om længslen mod det store blå hav og andre følelser og lidenskaber i et omskifteligt liv.

Jesper Colfach håndterer selv forsang, guitarer, ukulele og synthezisers og får kompetent hjælp af Morten Husted på bas, guitarer, banjo, backingvokal og meget andet, Søren Jakobsen på trommer, slagtøj, glockenspiel og sampling og – hønen i kurven – Sørine Bager, der tilfører sangene en velgørende feminin vokal. Og denne kerne suppleres af Maja Freese (cello på to af sangene), Emma Marie Poulsen (harpe på et nummer, “Will it fade away”), Jørgen Eluf (trompet på “We won’t stop”). Og tilsammen har det skabt en lydunivers, hvor de enkelte sange både har deres eget lydbillede, men samtidig smelter sammen i et homogent og afrundet popunivers med overtoner af folk, country og andet godt fra de musikalske rødder, der præger vor tids lydbilleder. Det er et regulært popalbum med streg under album. Selv om pladen ikke formelt fremstår som et conceptalbum, så er det som albumhelhed, den har sin store styrke. Selv om der er potentielle radiohits på pladen, så fungerer den bedst som en helhed. Hermed anbefalet alle med flair for god, gedigen pop.

Colfach. The Ocean. Produceret af: Morten Husted og Colfach. Colfach Music. Udkom den 1. september

De efterladte: Håbet kommer til byen from Peter H. Olesen on Vimeo.

Hr. Tvivl – alias forfatter, musiker og medblogger Peter H. Olesen – har lagt en ny video eller snarere et nyt lysbilledshow op med en af De Efterladtes lytteværdige sange. Og det skynder jeg selvfølgelig at dele med jer derude ved skærmene…

Sun Ra kaldte Herman Poole Blount sig som kunstner, dvs. jazz-komponist, bandleader, pianist, digter og filosof. Han blev født i det dybe syd af Amerika, Birmingham Alabama. Musikalsk begyndte han som beundrer af datidens store swingnavne, Fletcher Henderson og Duke Ellington. Men fra midten af 1950’erne begyndte han en musikalsk rejse med sit Arkestra. En rejse ind i et eklektisk musikunivers, hvor alskens jazzstilarter mødte hinanden og blev opløst i musikalske improvisationer. Og Sun Ra var en af de første i jazzmusikke, der helhjertet tog de elektroniske keyboards til sig. Og det var medvirkende til, at han og hans musik blev en indflydelsesrig inspirator for generationer af jazz-, funk- og teknomusikere. Til trods for, at mange af hans plader udkom på hans eget lille obskure plademærke og derfor forblev ukendte for det store flertal. Men med mere end 100 udgivelser satte Sun Ra sig et markant spor i musikken. Et spor, der kan aflæses den dag i dag – mere end et årti efter hans død og i hundredeåret for hans fødsel.

I forbindelse med 100-års-dagen i maj måned er der blevet udgivet en plade, In the Orbit of Ra, der giver et bud på et lille tværsnit af Sun Ras musikalske rejse. Kurator for udgivelsen er Sun Ras medarbejder, saksofonisten Marshall Allen, der også har videreført The Arkestra efter Sun Ras bortgang.

Tiårskanoniseringerne fortsætter, og nu rammer den også Supertramps tredje album fra 1974, Crime of the Century, der udsættes for lydforbedring og bokseficering efter alle nutidens regler og normer. Supertramp var et band med en helt unik sound. Ingen lød som dem. Og det er i sig selv et godt argument for genudgivelse med gruppen. Albummet indeholder også bandets første store hit, “Dreamer”….

Det kan godt være, at Rod Stewart er verdens bedste sanger, når han tager sig sammen, men han har også haft sine ups and downs sådan kunstnerisk set. Og i mine ører kørte rutsjebanen lidt ned ad bakke, da han i halvfjerdserne for alvor kombinerede sit soloprojekt med livet i overhalingsbanen. Og netop den periode – og frem til det nye årtusinde – gøres nu til genstand for et opulent bokssæt. Fra Atlantic Crossing – med den ret ulidelige “I’m sailing” til Human fra 2001. Og nej, bokssættet kommer ikke på min julegaveønskeliste. Men måske når og hvis det engang kommer på udsalg, så….