Jeg mener, at vi sang den engang i skolens sangtimer og -stunder. Men er ikke helt sikker. På den anden side: Hvor skulle jeg ellers kunne huske den fra? Radioen måske. I hvert fald faldt linjen “drink to me only with thine eyes”, der også er sangens titel, mig pludselig ind. Og heldigvis fandt jeg den i flere fine udgaver, bl.a. denne med Johnny Cash, der oven i købet selv placerer den som en af sine allertidligste sange…
“You can have all the awards in the world, but I got Best Musical, and that means everything to me…All my life, all the record company told me was ‘You’re Cyndi Lauper, you can’t write songs like that!’ They wanted me to write Girls Just Want to Have Fun over and over again. I didn’t want to…. “So when Harvey asked me to do Kinky Boots, of course I jumped at it. This was freedom. It was an opportunity not to be me and just to write songs!â€
Cyndi Lauper
Han er 74. Han er nyskilt. Han har vendt en gammel ven ryggen. Men ranker ryggen og spiller sin musik, lige så vedkommende som for 40-50 år siden. Graham Nash.
My first recollection of seeing him was a dress rehearsal for one of his early tours. I was next to another musician, a couple other guys that were up-and-comers and that thought they were hot shit, and we were watching Prince. The guy turned to me and said, “I’m fucking embarrassed to be alive.” And that’s how I felt. He was so good. It was like, “What are we doing? This guy is, like, on a different planet than we are.” It was showmanship, it was rock & roll, it was fun, it was great. I think it helped everyone around. It made us all think that Minneapolis wasn’t the dour town that we tried to pretend it was. He was like a ray of light in a very cautious place. He was a star. He made no bones about it. He was glitz to a place that wasn’t used to it. I remember a little scuffle broke out in front of the stage one night and Prince said, “Stop fighting, you’ll mess up your clothes.” (Paul Westerberg husker Prince i Rolling Stone)
Ja, på denne tid for 50 år siden udkom The Trogss “Wild Thing”, der kort tid efter nåede førstepladsen på Billboards toneangivende hitliste Hot 100. Sangen var først blevet indspillet af The Wild Ones året før, men det var Troggs version, der hittede. Og selv efter, at Jimi Hendrix fortolkede sangen på Monterey Pop Festivalen i 1967, var det først og fremmest Troggs’ version, der var selvskreven til rockens store blå bog. En garagerockklassiker og forløber for punken.
Titlen på Jeanette Frederiksens EP Uden at holde fast i noget er drilsk, Ja, man fristes til at citere Rifbjerg og hævde, at den peger på noget, der ikke er for fastholdere. I hvert fald peger den både i retning af et dobbeltbundet begær efter både at blive sat fri og at bliver fast-holdt. I den indledende sang “Bobler” præsenteres vi for en fantasi, hvor “vi” er (sæbe)bobler, der gribes og føres af sted af vinden:
Se hvordan vi flyver
Uden at holde fast i noget
Pustet op i luften
Hvorfra vi ser de andre ståVi ved godt at vi brister om et øjeblik
Men lige nu er vi på vej
Lyset giver os det vi aldrig fik
Og ordene drysser ned hver for sig
En let fantasi om at give slip, at miste fodfæstet eller grebet. Og i sangen “Det forkerte rum” er alt forkert og jeg er splittet mellem et ønske om at blive holdt fast og at blive skubbet til. Et følelse af at være forkert, at være det forkerte sted og med de forkerte mennesker og et ønske om at slippe ud af forkertheden. Og i sang nr. 3 er vi ved den anden pol. “Alene” hedder sangen og den handler om et parforhold som den relation, hvor individet går fra at være individuelt alene til at at være alene i tosomheden. Den sidste sang “Denne mand” er et portræt af en mand, der iagttager en kvinde på afstand. Og måske falder den lidt uden for EP’ens tematik, selv om den rummer en lignende stemning af.
Jeanette Frederiksen står for al musikken på pladen og har fået lidt hjælp af Selma Higgins til en af sangene (“Bobler”). Og selveste Nikolaj Nørlund står for produktionen, der er resulteret i en moderne, sofistikeret lyd. Jeanette synger sine sange med sin kønne, lyse, pigede stemme og det samlede udtryk minder om et frugtbart møde mellem klassisk dansk pop og moderne indierocklyd. En hybrid, der både er inciterende og forførende. Det er en fin lille plade Jeanette og Co. har lavet og den giver appetit på et rigtigt, stort album. Hermed anbefalet.
Jeanette Frederiksen. Uden at holde fast i noget. Produceret af Nikolaj Nørlund. Gateway. Er udkommet.
Black Feathers er Lews – dvs. sangerinden og guitaristen Sara Lewis’ debutalbum. Og det er et album, der passer vældig godt til det nøgne sort-hvide coverfoto, hvorfra Sara kigger ud på lytteren. For musikken på pladen er også nøgen, i den forstand, at produktionen har skåret ind til en lyd, der er meget tæt på en autentisk, analog lyd, som dem man møder ude på virkelighedens scener. Og det betyder samtidig, at Lews sange kommer til at minde om en lang række kvindelige kunstnere, der har dyrket et folkinspireret udtryk med stemme og guitar i centrum. Fra PJ Harvey og tilbage i tiden til dem, der i tresserne og halvfjerdserne valgte lignende udtryk.
Musikken er meget melodiøs og lettere mørk, og mørket stammer sikkert fra det tekstunivers, som man finder på pladen, hvor sangskriveren Sara Lewis i et billedrigt sprog kredser om kærlighedens og hverdagslivets skyggede sider. Lewis bakkes fint op af Anders Wallin (bas og tangenter), Jakob Høyer (trommer) og Nils Grøndahl (violin og pedal noise). Men det samlede udtryk er præget af, at Saras smukke, mørkt farvede stemme står centralt i lydbilledet, medens de andre musikere skaber en bund af tid tider dissonant og støjende dybde.
Samlet set er Black Feathers et fint bud på et moderne, melankolsk og lidt mørkt folk-indie-rock-album. Hermed anbefalet.
Lew. Black Feathers. Produceret af Sara Lewis og Anders Wallin. DME. Udkom d. 21. april 2016
Her er noget for øje, øre og det mellem ørerne. Billy Bragg henledte min opmærksomhed på denne fine video, der både viser noget om, hvad videoformatet kan og hvad musik og poesi kan, når de går i spænd. Men ørerne skal stå på stilke, for der er mange ord. Du finder dem nedenfor…
Når man huskes 400 år efter sin død, så har man været en vigtig skikkelse i historien. Og det gælder uomtvisteligt forfatteren og digteren William Shakespeare, der regnes for at være en af de allerstørste digtere i verdens litteraturhistorie. Min egen indgang til Shakespeare var skuespillet Machbeth, som jeg læste i gymnasiet. Og det var en stor oplevelse. Måske skulle man afsætte tid til at læse flere af hans skuespil? Ellers – måske mere overkommeligt – hans sonnetter?
Â
Jovist. Manden med leen har travlt i 2016 i musikkens verden. Næppe er Prince abdiceret, før man kan læse, at “roadhouse blues-rock”-ikonet Lonnie Mack også har forladt de levendes land. Han krediteres for at være en af de første, der for alvor gjorde bluesguitar til rockguitar – og for at have været inspiration for alle de store navne i moderne rock: Eric Clapton, Keith Richard, Jimmy Page og ikke mindst hans protegé Stevie Ray Vaughan. Han byggede bro mellem halvtredser-rockabilly og tresser bluesrock. De seneste år nøjedes han med at spille hjemme i huset – efter sigende, så taget var ved at ryge af…
Â
Wire udsprang af punken i Storbritannien, men arbejdede sig hurtigt ud af punkens begræsninger, overskrev andre grænser og fremstod mere og mere som et originalt rockband, der aldrig helt glemte sit udgangspunkt. Og sådan set fremstår det stadigvæk sådan. Om en god uges tid er de klar med deres seneste album Nocturnal Koreans. Og der er kommet en forsmag på pladen i form af skæringen “Internal Exile”. Det er en af den slags numre, der går rent ind og overbeviser mig om, at jeg må indlemme albummet i min samling. Sangen har det hele. En melodisk fængende sang, et enkelt arrangement, der skærer ind til benet og en vedkommende tekst. Godt gået Wire.
Næppe har ham lænet sig tilbage i stolen efter aftensmaden, før en kedelig nyhed med viral hastighed løber over skærmene. Prince Rogers Nelson – kendt som Prince – er fundet død i sit hjem, kun 57 år gammel. Og snart vil nekrologerne flyde over alle medier. Her vil jeg nøjes med at spille et par numre med ham. Han var – efter min mening – en af de mest talentfulde sorte musikere i nyere tid. En kunstner, der altid – som David Bowie – gik sine egne veje og aldrig på kompromis med sit kunstneriske kald.
Rygterne vil vide, at folkene bag den amerikanske Coachella-festival arbejder på at lave en mega-festival, der skal præsentere de allerstørste navne. Blandt ønskerne er: Bob Dylan, Paul McCartney, Neil Young, The Who og Roger Waters fra Pink Floyd. Og det skulle allerede være sikkert, at de to sidstnævnte navne allerede er på plakaten. Og hvad skal man så mene om sådan et projekt. Selvfølgelig – hvis det ellers bliver helt realiseret – bliver det en i ordets egentligste forstand enestående begivenhed. På den anden side: Er det ikke for meget af det gode? Roger Daltrey fra The Who mener, at det er en fremragende ide, der præsenterer det bedste af det tilbageblevne fra hans tid og æra. Men – hvilken musikalsk nødvendighed er der i det, når vi medtænker, at de nævnte navne i forvejen er koncert- og turaktive i en høj alder? Personligt vil jeg foretrække at se dem hver for sig til hver deres koncert.
Â
