Og vi skal ikke glemme ukulelen…
23. september 2016Morricone udsat for britisk ukulele – og hør om det ikke fungerer…
september 2016 arkiv
Arab Strap er tilbage
22. september 2016Det skotske band Arab Strap opdagede jeg ved en tilfældighed. Dengang havde vi en såkaldt bogbus, der kom i området (er siden blevet sparet væk desværre…), og jeg havde min gang der. Lånte bøger og ikke mindst plader. Og der stod altid et par uudlånte Arab Strap-plader i de små kasser, der var i bussen. Og jeg tror også bandnavnet var en væsentlig faktor, da jeg besluttede mig for at låne dem med hjem. Den slags tilfældige musikopdagelser har jeg haft mange af gennem årene som biblioteksbruger.
I år er det så to årtier siden Aidan Moffat og Malcolm Middleton dannede bandet og ti år siden de udsendte deres debutsignle “The firsk big weekend”. Og det resulterer i gendannelse og udsendelse af en slags jubilæumsopsamling med den opfindsomme titel 20 songs for 20 years.
Hvis det skal være mørkere
22. september 2016“A million candles burning
for the love that never came.
You want it darker
we kill the flame.”
Den aldrende Leonard Cohen – nu 82 år – har udsendt titelsangen til sin kommende plade If you want it darker. Og man kan næsten mærke, hvordan mørket kommer nærmere. Både for den gamle kunstner og den verden, han endnu lever i.
Lotus og den fulde sandhed
21. september 2016
I forgårs viste DR1 første del af dokumentarfilmen “Lotus og den fulde sandhed”. I filmen følger man Lotus Turèll – Dan Turèlls datter – der gennem samtaler med andre mennesker systematisk forsøger at tegne et billede af sin barndom med en fordrukken far.
Ingen tvivl om, at mange har et problem med alkohol. Ja, der er også mange eksempler på, at forfattere og digtere har været og er alkoholiserede. Der er faktisk skrevet bøger om sammenhængen mellem digtning og alkohol (og andre stoffer). Men hvor interessant er det nu lige for tv-seerne at se Lotus blotlægge sin fars drikkeri?
I betragtning af, hvor sjældent DR (og TV2) for den sags skyld beskæftiger sig med den danske litteraturs store navne ud fra en litterær synsvinkel, så synes jeg dokumentaren her er ret ligegyldig. Jeg ville gerne se en dokumentarfilm om Dan Turèll, men at bruge 2 gange 45 minutter på at følge hans drikkeri, opfatter jeg ikke som godt tv. Det er snarere udtryk for en uheldig tendens i tv-mediet. Tendens kan man kalde føleri-tv. I en tid, hvor journalisterne tydeligvis mangler almindelig dannelse (almendannelse) – herunder historiefaglige og andre koordinater i deres verdensbillede – så glider de umærkeligt ind i den underlige form for journalistik, der hidtil mestendels har brilleret i ugebladene. En journalistik, der fokuserer på det enkelte (helst kendte) individ og dets følelsesmæssige oplevelse af livets tildragelser. Er du i tvivl om, at det forholder sig således, så prøv engang af se et af de nyheds- og aktualitetsprogrammer, vi præsenteres for om morgenen og aftenen på de to store kanaler. Her dyrkes følelrijournalistikken i udpræget grad.
Nej, hvis du vil vide noget om Dan Turèll, så læs hans bøger.
Don’t dream it’s over – 30 år med Crowded House
20. september 2016
Crowded House var for mig beviset på, at The Beatles’ indlflydelse på populærmusikken stadigvæk er dyb og markant. Crowded House – alle forskelle til trods – bærer Beatles-traditionen for gode sange videre på den anden side af jorden.
30 år er gået, siden Crowded House udsendte deres debutalbum. Og de tre årtier fejres på passende manér med en oppulent genudgivelse af alle gruppens plader i såvel udvidede CD- som vinyludgaver. Og bandet har oven i købet lavet deres , hvor interesserede kan forudbestille osv.
Bruce Springsteen og Bogen
20. september 2016Mandag, mandag
19. september 2016Every other day, every other day
Every other day of the week is fine, yeah
But whenever Monday comes, but whenever Monday comes
A you can find me cryin’ all of the time
Sangen lå nr. 1 på Billboards Hot 100 i maj måned 1966, og handler slet ikke om mandage, men – selvfølgelige – om kærlighed. Men stemningen i sangen passer helt fint til denne lidt kølige, ikke så løfterige mandag i september 2016. Sidste uge var på mange måder en lorteuge, så jeg håber, at denne nye uge vil vise bedre takter.
Jimi Hendrix – erindret
18. september 2016På denne dag i 1970 døde Jimi Hendrix, men hans guitarspil har sørget for, at ingen med interesse for blues og rock har glemt ham.
https://youtu.be/Utv4zk9wPCA
Capac anbefaler: Blondage
18. september 2016
Engang kaldte de sig Rangleklods og fik succes med albummet Straightjacket. . Men nu kalder Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen sig Blondage. For at understrege, at der nu – for alvor – er tale om en duo og ikke “blot” et projekt. Og den nye identitet er resulteret i den eponyme EP, der netop har set dagens lys.
I min omtale af Straightjacket kredsede jeg om duoens balancegang mellem elektronisk eksperiment og elektronisk pop. Og den nye EP tyder på, at popsiden har fået overtaget. Blondage vil forføre lytterne med sensuelle og dansante sange, der både appellerer til kroppen (kom ud på dansegulvet!) og til popsansen inde i hjernen. Og det lykkes forbavsende godt. Både når tempoet er sat lidt ned som i den indledende “Lucky Black Shirt”, hvor Esben synger for, men hvor også Pernille blander sig og væver sin stemme ind i det vuggende og æggende elektronicalydtæppe. I det hele taget er EP’en en plade, hvor de analoge stemmer hele tiden leverer et nødvendigt og befriende modspil til den tendentielt dominerende elektroniske lydlandskaber, der ligger som et massivt tæppe under numrene.
Med den nye EP har Blondage taget et tydeligt skridt i retning af mainstream i kraft af en håndfuld forførende popsange, og det forlyder også, at de allerede har fået godt greb i vor tids radio- og streaminglyttere.
Blondage. Blondage. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.
Capac anbefaler: Frank Hemmingsen – Hold on to love
18. september 2016
Hold on to love er en opbrudsplade. Det fremgår af PR-materialet, hvor kunstneren, Frank Hemmingsen, fortæller, at han op til albummets tilblivelse har været igennem en skilsmisse og indledt et nyt kærlighedsforhold. Og denne prolog og tematik passer næsten alt for godt til en countryplade. Og det er netop, hvad Hold on to love er. En voksenpopplade, der er indsukret i countrylyd og -stemning. Ja, faktisk mere end det. For spørgsmålet er vitterligt, om ikke countryen stikker meget dybere end som så. Om ikke den nærmest gennemsyrer såvel tekstunivers som musik. Jeg tror det…
For når man lægger øre til Frank Hemmingsens plade, så sætter associationskæderne sig i bevægelse mod mange repræsentanter for den moderne, amerikanske mainstreamcountry. Lige fra vores egen Tamra Rosanes til de mange, ypperlige eksempler fra countryens hjemland (hvoraf jeg har omtalt en del i bloggen her). Vi befinder os utvivlsomt i countryens lette – men ikke nødvendigvis letbenede – ende, hvor der ikke er noget forgjort i at sige og lave popmelodier. Altså en voksen countrypopplade, kort fortalt.
Og sammen med producer og musiker (trommer, bas, tangenter, programmering m.m.) Ebbe Frej, Søren Bigum og Gasem B. Pedersen (guitarer) og Bjarke Falgren (violin) har Hemmingsen formået at kreere en country-følelse, der ikke lader de amerikanske inspirationskilder noget tilbage at ønske. Og et stort ekstra plus er, at Hemmingsen får vokal assistance af den australske sangerinde Tania Doko (Bachelor Girl), der med sin smukke og stærke vokal giver netop den ekstra duodimension, der klæder countrymusikken så godt og altid har gjort det.
Så hvis du er til moden, voksen-country-pop af fineste aftapning, så hold dig ikke tilbage, når du støder på Frank Hemmingsen og hans nye plade. Hermed anbefalet.
Frank Hemmingsen. Hold on to love. Produktion: Ebbe Frej. DME. Er lige udkommet.
Â
Capac anbefaler: Vola – Inmazes
18. september 2016
Titlen på københavnerkvartetten Volas nye album Inmazes rimer på “inmates”, altså fængselsfanger eller andre indespærrede. Og det er da – så vidt jeg kan opsnappe de engelsksprogede tekster – også et nærmest klaustrofobisk univers af indelukkethed og isolation, forsanger og tekstforfatter Asger Mygind disker op med.
Og musikken på pladen passer fint til den kvasi-klaustofobiske tematik. Stilistisk befinder vi os i den virkelig hårde rocks domæne. De udtrykkelige referencer (nævnt på pladecoveret) er Pink Floyd (der nok mest af alt bidrager med inspiration i retning af det psykedeliske og symfoniske), Rammstein (der leverer den betontunge lyd med centertunge trommer og voldsomme guitarer) og endelig det svenske dødsmetalband Meshuggah (der med deres ekstreme, tekniske udgave af dødsmetal lægger en sidste lille dimension af vildskab og desperation over musikken). Men det er ikke sværft at høre, at Vola med deres meget voldsomme plade indskriver sig som moderne repræsentant i den efterhånden lange tradition for støjrock og giver deres eget bud på, hvordan den skal lyde, når industrial, electronica og – ja – popsang smelter sammen med virkelig heavy rock.
Selv om Vola med pladen rækker ud mod både lyttere med popører og lytteren med flair for techno, så er Inmazes på ingen måde en maintreamorienteret udgivelse. Den henvender sig især til dem, der godt kan lide mange decibel i ørerne og ikke skræmmes væk af næsten dystopiske og alienerende tekster. Og det skal forstås som en anbefaling.
Vola. Inmazes. Mascot Label Group. Er udkommet.
Capac anbefaler: Koks – Skyskraber
17. september 2016
Der er noget næsten arketypisk over forhistorien til Koks’ EP Skyskraber. De tre medlemmer – Carl-Erik Riestra (sang, guitar og klaver), Birk Abenth (bas) og Birk Nevel (trommer) – tog op i de svenske skove, langt fra den moderne, digitale virkeligheds alfarvej – for at lave musik, de selv kunne stå inde for. Og den slags afsides projekter har der heldigvis været mange af i populærmusikkens historie. Tænk blot på the Bands musik fra Big Pink eller Bruce Springsteens Nebraska.
Uden sammenligning. Og dog. For fælles for de eksempler, jeg kan komme i tanke om i skrivende stund, er at der er alle tilfælde er kommet lytteværdig og ret så holdbar musik ud af det. Og det hænger nok tæt sammen med det forhold, at kunstnerne uden for pladeselskabernes rækkevidde og uden for andre forstyrrende impulser kommer tæt på sangene og sig selv og opnår en – iscenesat, javel – autenticitet og ægthed, det kan være svært at opnå ‘inde i civilisationens støjende centrum’. Og det gælder såmæn også for Koks’ plade.
Og hvad er det så pladen har at byde på? Jo, det er dansksproget, uforfalsket rock, der oser langt væk af den særlige dynamik, som en trio kan opnå. bag Carl-Eriks højtgearede stemme banker Nevels trommer, Abents bas og forsangerens guitar de meget fængende pop-rock-sange gennem højtalerne. Det er enkel rock, der godt nok afspejler den modernes rocks forvandlinger, men også står med begge ben dybt nede i rockens centrale og ældgamle udtryk. Og som al god rock, så lugter de i alt syv sange langt væk af, at trioen har haft en god tur til Sveriges skove og har frem til den musik, deres hjerter banker for. Så må vi bare håbe, at andre derude også kan høre det – og at de kan bringe samme energi med sig videre i de sammenhænge de ellers indgår i. Hermed anbefalet.
Koks. Skyskraber. Eget forlag. Er udkommet.
Neil Young og olieledningen
17. september 2016“Keystone XL pipeline” er navnet på et en olierørledning, der går fra Alberta i Canada til olieraffinaderier i Illinois og Texas i USA. Og rørføringen har været mødt med protester fra miljøgrupper og også almindelige borgere og politikere, fordi ledningsføringen har uheldige effekter på følsomme naturområder, drikkevandet og det dyrkbare land.
Og kunstnere som Willie Nelson og – ja, hvem anden? – Neil Young har engageret sig i kampen mod ledningsføringens sidste etappe, kaldet “Keystone XL”. Og Neil Young har skrevet og indspillet en sang til fordel for kampen mod ledningen.
Koncerter dengang – og nu – i følge Ringo Starr og Paul McCartney
17. september 2016“Right,†answered Starr. “I get crazy with all these bands now: They’ve got a guitar for every song. That’s another lesson of this film. Like I should change my [drum] kit for every song? I’d go crazy!â€
Added McCartney, “That’s how it is now. You’ll laugh, but when we first started out, we had two guitars and the bass in one amp. Wow — give it up!†(Ringo Starr & Paul McCartney i L. A. Times)
45 år: The Band – Cahoots
16. september 2016
Albummet Cahoots var det første album med the Band, jeg købte. Nu er det 45 år siden det udkom. Men det føles lidt, som var det i går, jeg stod i Jaspers radioforretning i Esbjerg og besluttede mig for at købe netop det album frem for andre samtidige. Jeg kan huske, at Gilbert Stones coverbillede af bandet var med til at overbevise mig om, at det måtte være det album, jeg skulle have med hjem til B&O-grammofonen.
