1-2-3-4: Keef i skole
19. oktober 2016Man bliver aldrig for gammel til at lære noget af andre. Heller ikke Keith Richard, der her får et lærestykke af mesteren selv, hr. rock’n roll Chuck Berry.
oktober 2016 arkiv
åh nej – Trille er død, 71 år
18. oktober 2016
Helt tilfældigt kom jeg til at snakke om Trille med en kollega i dag. Og så kommer jeg hjem til den kedelige nyhed om, at hun nu er død, 71 år gammel, af en kræftsygdom. Trille blev berømt-berygtet, da hun som ganske ung optrådte med visen “Øjet“, der handlede om kønsliv og kristendom – og satte ord på noget af det oprør, som tresserne havde sat igang. Siden blev hun en slags uofficiel troubadour for kvindebevægelsen med sit album Hej Søster (1975), selv om Trille aldrig opfattede sig selv om erklæret rødstrømpe.
44 år gammel sagde hun stop og trak sig ud af rampelyset efter en række fine album. Mange år senere vendte hun tilbage til offentligheden som foredragsholder og forfatter af sin anbefalelsesværdige selvbiografi Altid har jeg længsel.
Og nu er hendes livsbue så slut. Og selv om der er kommet mange nye, unge, talentfulde kvinder til, så vil der være en plads, der forbliver tom. Trilles.
Læs også Torben Billes omtale af Trilles retrospektive bokssæt Hele balladen.
Â
Chuck Berry – 90 år – og alive and kicking
18. oktober 2016
I går aftes kunne man på DR se en udsendelse, hvor musikeren Johnny Madsen vendte tilbage til sin gamle skoleklasse i Thyborøn. Og i en scene sidder Madsen sammen med programværten i en gammel Ford Popular (anno 1953) på vej mod barndomsbyen og lytter til – Chuck Berry. Og i dag er det så Berrys 90 års fødselsdag. Sådan kan tilfældighederne spille sammen.
Og medens vi er ved den alderstegne rock’n roller, så kan man læse, at manden næste år udsender et nyt album – med titlen Chuck – med nyindspillede, nye sange. Det er det første nye album fra legenden i 38 år. Og så kalder man Rolling Stones for rockens dinosauerer!? Pattebørn i sammenligning med rockens grand old man.
Big Stars tredje
18. oktober 2016
Intet er åbenbart for stort eller småt til ikke at blive udgivet post humt. Således udsendes nu, hvad der kaldet Complete Third med kultbandet Big Star. Og det til trods for, at der aldrig udkom en rigtig, officiel treer fra bandet efter deres 1 Record og Radio City. Alex Chiltonog Jody Stephens m. fl. havde været i studiet og indspillet en masse numre, men det kom ikke rigtig videre. Og selv om Ardent Records udsente Tthird i 1975 og flere efterfølgende udgivelser fulgte, så var der ikke tale om en rigtig, formel udgivelse, sanktioneret af bandets medlemmer.
Men nu sætter Omnivore Records så trumf på og udsende Big Star – Complete Third med alt, hvad den trække over tre CD’er/vinyler og overflødiggør dermed debatten om det famøse tredje album, der aldrig blev til noget. Eftertiden kan åbenbart ikke forlige sig med den slags løse ender og vil have the full monty, når gruppen nu ikke længere er en realitet.
Dion Dimuccis top 15 doo wop
17. oktober 20161-Could this be Magic,”The Dubs”
2-Maybe,”The Chantels”
3-In the Still of the Night,”The Five Satins”
4-There’s a Moon Out Tonight,”The Capris“
5-Be My Baby,”The Ronettes”
6-I Wonder Why,”Dion & the Belmonts”
7-Oh What a Night,”The Dells”
8-Please Say You Want Me,”The Schooboys”
9-Church Bells May Ring,â€The Willows”
10-Only You,“The Platters”
11-Can’t We Be Sweethearts,”The Cleftones”
12-This little girl of mine,”Cleftones”
13-Come go with me,”Del-Vikings”
14-Earth Angel,”The Penguins”
15-Shu Bop, Dion
Dylans tavshed
16. oktober 2016Dagbladet The Independent bruger en hel artikel på det forhold, at Bob Dylan har reageret på sin Nobel-pris-tildeling med larmende tavshed. Den ‘sande Dylan-måde’ kalder avisen det. Og noget er der om snakken. Det fik mig til at tænke over Tod Haynes film I’m not there, der blev vist på DRK i går aftes. I filmen, der er ‘inspireret af Bob Dylans sange og hans mange liv’, som der står i forteksterne, ser man en ung udgave af Dylan (fremstillet af diverse skuespillere), der står frem og siger noget i retning af: “En sang kan stå på to ben”. Sagt på en anden måde: Sangen – sangene – har deres eget liv. Og de skal forstås og opleves som sådan. Ikke som sange, bag hvilke der gemmer sig en uudgrundelig person (Robert Zimmerman/Bob Dylan), men netop som selvstændige værker, der skal læse og forstå som sådan. Og det slog mig, at Haynes film er et smukt bud på en holdbar forståelse af fænomenet Bob Dylan, der nu har fået Nobelprisen. Vi forstår først og kun storheden i hans kunst, hvis vi “glemmer” manden bag sangene og holder os til de sange, han har givet os og fortsat giver os. Haynes film har mere at sige os end mangen en tyk bog, der svælger i mandens private liv. – Og Dylans aktuelle tavshed understreger lige netop dette synspunkt.
Desert Trip – vor tids svar på Woodstock ’69?
16. oktober 2016Den store, meget omtalte ikonbegivenhed, Desert Trip, der har formået at samle noget af det bedste af det gamle – fra Bob Dylan over Paul McCartney og Rolling Stones til The Who – lakker mod enden. Og tilbage står så musikkritikkens vurdering af de to weekender i ørkenen. Levede det op til de store forventninger eller hvad? Los Angeles Times’ anmelder August Brown anskuer begivenheden – og måske med rette – som et møde mellem generationer: dem, der er på alder med stjernerne på scenen og så de unge, dem, der er kommet til siden hen, børn, børnebørn, oldebørn osv. Og anmeldelsen bliver et spørgsmål om, hvordan man som festdeltager sikkert kommer igennem den oplevelse. Han skriver:
Of all the things Desert Trip has to teach the kids — the wisdom of the deep Dylan catalog, the joy of Mick Jagger’s catwalk, the pleasures of rolling out a blanket on a windless night of the Polo Grounds and hearing the best music from rock’s best era — there’s one thing the EDM kids in the Sahara Tent can teach in kind: how to party safely at something like this.
The opening night of Desert Trip’s second weekend was even better than I’d imagined — the recent Nobel Laureate Bob Dylan generously indulging fans with “Like A Rolling Stone” and other pop hits; Ron Wood ripping out ageless, invigorating guitar solos, testaments to the merits of a perfect riff. The built environment was unlike anything I’d seen in two decades of festival attendance — sprawling but accessible, vibey but logistically perfect. I’ll go ahead and dare to say that it out-classes Coachella as a total experience for regal rock ‘n’ roll like this.
Everyone from the security guards at the front gate to the most eager Dylanologist was kind, patient and beyond happy to be there. There was no bad seat in the house, and you could still get close enough to see Mick Jagger’s tendons flex.
Så tommelfingeren op! Desert Trip var bedre en Coachella. Men der var malurt i bægeret. Fx problemer med drikke – vand og andet. Så udmattelse, tørst, hedeslag og forøget indtag af alkohol og marihuana satte sig nogle uheldige spor. Al begyndelse er svær, ikke mindst for festivalarrangører. – Og for at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Desert Trip er nok ikke noget Woodstock, men mindre kan også gøre det. Nu må vi se frem mod lyd- og billeddokumentationen af begivenhederne i ørkenen.
Capac anbefaler: Select Captain – Strings & Feathers
15. oktober 2016
Det er cirka to år siden, jeg havde fornøjelsen af at omtale Select Captains debutalbum The Feathes and the Lights. Og siden har jeg omtalt EP’en Pure Neon. Jeg hæftede mig dengang ved Select Captains – dvs. Kristian Gaarskjærs – forkærlighed for melankolske sange og et musikalsk udtryk, der dyrkede americanaen og flyttede sig i retning af et enklere, akustisk udtryk med inspiration i folk og country.
På sit nye album Strings & Feathers tager Select Captain endnu et skridt fremad. De eftertænksomme og let melankolske tekster om et modsætningsfuldt liv er der stadigvæk og det er jo, som jeg ofte par pointeret, i pagt med noget i tidsånden. Til gengæld flyttes det musikalske udtryk i retning af noget større, selv om det stadigvæk er med rod i det amerikanske. Og en del af forklaringen er, at Select Captain på denne pladen nærmest er blevet et band. I hvert fald har hovedpersonen trukket medlemmer af sit liveband med ind – ikke alene i studiet med i den kreative proces. Og det mærker man med det samme, og løfter den før så enkle roots- og americanatone op til noget, der vel kan beskrives som en slags sammesat indierock.
Ellers indfrier albummet de forventninger, de to foregående plader har efterladt i retning af nogle – ti i alt – iørefaldende og bevægende sange, hvor musikkens lethed udgør en modvægt til teksternes alvorlighed. Og med sit udvidede musikalske lydbillede burde den nye plade kunne udvide Select Captains publikum. Hermed anbefalet.
Select Captain. Strings & Feathers. MMR. Udkom den 14. oktober.
Apropos Nobel-Bob
15. oktober 2016Oh in the Tower of Song
I said to Hank Williams: how lonely does it get?
Hank Williams hasn’t answered yet
But I hear him coughing all night long
A hundred floors above me
In the Tower of Song
Macca på afveje
15. oktober 2016I forbindelser med sin optræden ved de meget omtalte Desert Trip-koncerter, fik Paul McCartney med band lejlighed til at lave en afstikker til et lille spillested i Yucca Valley, hvor de lavede et såkaldt ‘intimt’ show for nogle få heldige.
Kære Jerry
14. oktober 2016
En af mine gamle, afdøde helte, Jerry Garcia – guitarist m.m. i Grateful Dead m.m. – blev hyldet ved en koncert i Colombia Maryland i maj måned 2015. Og nu godt et år senere udkommer koncerten på diverse medier, og man kan høre, hvordan gamle og nye venner fortolker Garcia: Phil Lesh & Communion, Bob Weir, Bill Kreutzmann’s Billy & the Kids, Mickey Hart, Eric Church, Jimmy Cliff, The Disco Biscuits, Peter Frampton, David Grisman, Jorma Kaukonen, Los Lobos, Buddy Miller, Moe., O.A.R., Grace Potter, Allen Toussaint, Trampled By Turtles, Widespread Panic og Yonder Mountain String Band.
Det minder mig så om dengang, jeg gik glip af en koncert med Jerry Garcia Band, fordi manden aflyste den.
Randy Newman besynger præsident Putin
14. oktober 2016PUTIN
Putin puttin’ his pants on
One leg at a time
You mean he’s just like a regular fella, huh?
He ain’t nothing like a regular fellaPutin puttin’ his hat on
Hat size number nine
“You sayin’ Putin’s gettin’ big headed?â€
Putin’s head’s just fineHe can drive his giant tractor
Across the Trans-Siberian plain
He can power a nuclear reactor
With the left side of his brain
And when he takes his shirt off
He drives the ladies crazy
When he takes his shirt off
Makes me wanna be a lady
It’s the Putin Girls!(Putin Girls)
Putin if you put it when you
Put it where you put it
Putin if you put it
Will you put it next to me?
Putin if you put it when you
Put it where you put it
Putin if you put it
Will you put it next to me?Now Putin hates the Putin girls
‘Cause he hates vulgarity
And he loves his mother country
And he loves his familyHe and his ex-wife Lyudmila
Are riding along the shore
Of the beautiful new Russian Black Sea
Let’s listen in
A great man is speakingWe fought a war for this?
I’m almost ashamed
The Mediterranean
Now there’s a resort worth fighting for
If only the Greeks or the Turks
Would start to sniff around
I’d bring the hammer down
So quick their woolly heads would spin
Woolly head, woolly head, woolly headOr, wait a minute
Even better
What if the Kurds got in the way?
Hey! Kurds and way, curds and whey!Sometimes a people is greater than their leader
Germany, Kentucky, France
Sometimes a leader towers over his country
One shot at glory, they don’t get a second chance
I dragged these peasants kicking and screaming
Into the 21st century
I thought they’d make it
I must have been dreaming
These chicken farmers and file clerks gonna be the death of meI can’t do it
PG – Sure, you can
I can’t do it
PG- Yeah, you can
What makes you say that girls?
PG – Tell you why. ‘Cause you’re the Putin man
Who whipped Napoleon?
PG- We did!
Who won World War II?
PG- The Americans!
That’s a good one ladies
It’s our turn to sit in the comfy chair
PG – And you’re the man gonna get us there!I don’t know, Lenin couldn’t do it
I don’t know, Stalin couldn’t do it
They couldn’t do it
Why you think I can?
PG – You’re gonna lead our people
To the Promised Land
You’re right, ‘cause, Goddamn,
I’m the Putin Man
Positive vibrationer en fredag morgen
14. oktober 2016I går havde jeg en udpræget off-day, hvor energien var på et lavpunkt, hvor stress-niveauet og frustrationerne var blevet en tand for meget – og så videre. Så der er god grund til at starte dagen med en sang, der sætter de positive vibrationer i højsædet. Det er jo – trods alt – snart weekend, ikke?! HA’ EN GOD DAG DERUDE!
Bob Dylan – Nobels litteraturpris 2016
13. oktober 2016
Det skal nok blive debatteret, sådan som alle litteraturpriser fra Nobelkomitteen er blevet. At Bob Dylan som outsider er blevet tildelt litteraturprisen.
Men et eller andet sted bør det ikke kunne undre eller forarge nogen. Dylan har om nogen været den, der har fornyet den folkelige musiks tekster. Fra sine første plader var han med til at rette fokus ind på tekstsiden med tekster, der var poetiske. Og dengang i tresserne var det ikke almindeligt, at man overhovedet bemærkede teksterne i pop- og beatmusikken. Men med Dylan blev det påtrængende og ligefrem nødvendigt at tage teksterne alvorligt. Og det satte en bølge i gang, der stadigvæk ruller ind over populærmusikken. Og Dylan hævede niveauet til den skrevne poesis niveau – det er derfor, han i dag er blevet tildelt Nobelprisen, og for at ” for at have skabt nye poetiske udtryksformer inden for den store, amerikanske sangtradition”, som det lød fra Det svenske Akademi.
Bob Dylan – The Ballad of a Thin Man from Vasco Cavalcante on Vimeo.
Capac anbefaler: Misen & Backhausen
13. oktober 2016
Måske er det lige det, vi har brug for her på en råkold og lidt våd, dansk efterårsdag?! En dansk plade, hvor varme latinamerikanske toner – samba, bossa nova o. lignende – får lov til at varme vores kolde hjerter og fødder! Og i så fald er det lige det sangerinden Misen Groth og musiker Thor Backhausen giver os med deres helt nye album, der blot bærer duoens efternavne på et superenkelt cover, der ikke afslører noget som helst om de varmende toner, der gemmer sig i lydsporet…
Selv om det latinamerikanske er slående på pladen og så at sige sætter stemningen på den, så er den langt mere varieret end det. Ud over de skæringer, hvor især Backhausens accordeon sender tankerne til de store accordeonister i Sydamerika, er der bløde ballader (fx “Stained glass window”), hvor referencerammen især er den moderne, voksne pop, som vi kender den fra den vestlige verden fra sidste halvdel af forrige århundrede. Men der er også passager på pladen, hvor en blå og bluset stemning får lov til at tager over – uden at tage overhånd.
Sammen med et hold musikere – hvoraf mange er gammelkendte navne -der spiller med den autoritet og inderlighed, som deres mange års erfaring giver dem – Michael Friis (bas), Klaus Menzer (trommer), Henrik Salinas (guitar), Jacob Andersen (slagtøj), Paul Banks (guitar), Kristian Jørgensen (violin), Niels Vangkilde (guitar) og en håndfuld backingsangere – har Backhausen og Misen fået skruet et album sammen, der byder på voksen pop af den slags, der viderefører og opgraderer den musikform, som Stan Getz, Antonio Carlos Jobim, Astrud Gilberto m.fl. gav en renæssance i tresserne og som siden har haft sin egen niche inden for de såkaldte easy listening. Misen synger bedårende og ikke så lidt forførende, som denne stilart nærmest foreskriver. Så hvis du er til moderne voksen easy listening af høj kvalitet, så er der ikke noget at betænke sig over, hvis du støder på pladen. Hermed anbefalet.
Misen & Backhausen. ST. Produceret af: Michael Friis. Eget forlag. Udkommer i morgen.
