Endnu et dødsfald: Mose Allison
17. november 2016Den indflydelsesrige blues-, jazz-, countryinfluerede m.m. musiker Mose Allision meldes død i en alder af 89 år. Læs New York Times nekrolog, der sammenfatter det vigtigste af manden liv – her.
november 2016 arkiv
Nyt fra Jonathan Richman
16. november 2016Det er helt gået forbi mine ører, at Jonathan Richman er tilbage med en ny plade Ishkode! Ishkode!, der byder på nye underfundigheder fra den evige nørd.
Capac anbefaler: Stig Skovlind – Kaffe og Kærlighed
15. november 2016
I 2014 havde jeg fornøjelsen af at omtale Stig Skovlinds album Nærmeste solopgang. Og jeg hæftede mig dengang ved Skovlinds livsbekræftende, lyse og optimistiske tilgang til tekst og musik. Og nu er Skovlind så ude med en ny plade – en EP – med titlen Kaffe og Kærlighed. Og titlen på albummet afslører nærmest, at Skovlind og Kaffeorkesteret fortsætter deres rejse ud ad de lyse spor. Her får tidsåndens melankoli ingenlunde frit spil. Og godt for det. Det er dejligt med et modspil til den tendentielle hængemuleri i populærmusikken… Så er det sagt. Og Skovlind udtrykker det helt fint i titelsangen, hvor det bl.a. hedder:
Nu går jeg hjem
Den lige vej
Den lige vej hjem til dig
Ført af mit hjerte og og alt hvad jeg ved
:Så længe vi har kaffe og kærlighed:
Vi løb væk over broerne – vi var på vej
Vi blev væk under skyerne – vi var på vej
Til vi faldt over ordene – jeg elsker dig
Nu går jeg hjem
Den lige vej
Den lige vej hjem til dig
Ført af mit hjerte og og alt hvad jeg ved
:Så længe vi har kaffe og kærlighed:
Og opdriften og lyset afspejles på smukkeste vi i musikken. Skovlind har skrevet en håndfuld – ja, fem – meget iørefaldende sange. Og musikken er en kulørt, krydret, velduftende og indtagende omgang pop, der er tilsat alskens ingredienser fra afrikansk, caribisk og latinamerikanske musikstilarter. Undervejs kan pladen sætte associationerne i retning af Paul Simons leg med det afrikanske og verdensmusikalske. Men Skovlind og Kaffeorkesteret (og en række gæster) har skruet deres egne sublime, sammensatte arrangementer sammen, så de både får tag i de indre dansesko, underlivet og hjerterødderne. Sådan som god iørefaldende, dansant pop har for vane at gøre.
Den lille EP – eller er det et minialbum? – burde kunne tilfredsstille ethvert popøre og burde blive råspillet på landets radiostationer. Hermed anbefalet.
Stig Skovlind og Kaffeorkereret. Kaffe og kærlighed. Produceret af: Skovlind og Lars h. Nissen. Giant Sheep Music. Er udkommet.
Capac anbefaler: The Great Dictators – Women
14. november 2016
Women hedder den københavnske trio the Great Dictators seneste album. Og med den afrunder de trilogien Holy Creatures. Jeg kender ikke de to foregående plader – Liars og Killers – og vil derfor forholde mig til treeren som selvstændig udgivelse.
Og man kastes med det samme ud i et mørkt rum, hvor tunge, slæbende guitarakkorder akkompagnerer forsanger Dragut Lugalzagosis nærmest dovne stemme, der fremfører sangen “Hands”. Og de andre instrumenter – tangenter, trommer m.m. – følger trop i samme tunge, henslæbende mørke, der næsten truer med at lukke sig om sig selv og gå helt i stå.
Sådan går det dog ikke. Men vi befinder os i et post-Joy Divisionsk post-punk-univers, hvor det dystre, det depressive, melankolske og mørke dominerer – som livssyn og som musikalsk stilart. Godt nok er det musik, der hæfter termen rock på sig, men det er ikke den rock, der vil fejre den dionysiske livslyst og -appetit. Det er snarere en rockform, der i forlængelse af Joy Division og før dem Velvet Underground vil hente sin inspiration i virkelighedens negative og destruktive energier og sider.
Ja, der er noget nærmest apokalytisk over Great Dictators insisteren på at overgå Joy Divisions og Velvet Undergrounds standarder for mørk rock. De tre københavnske mørkemænd befinder sig på sæt og vis på den livsbekræftende rocks bagside. Og på den måde bliver The Great Dictators repræsentanter for nogle civilisationskritiske og kulturpessimistiske tendenser, der lurer rundt omkring i vores aktuelle kulturelle konjunktur. Og Women føjer sig ind i en lang række post-punk-rock-plader, der har det tilfælles, at de itone- og ordsætter den moderne civilisations mørke- og skyggeside.
The Great Dictators. Women. Produceret af bandet selv. Royal Toad Records. Er udkommet i denne måned.
Exit Leon Russell
13. november 2016
Min cyberveninde Gertrud gør mig opmærksom på, at også Leon Russell har forladt menneskenes land. Vi har knap nok fordøjet indtrykket af Leonard Cohens bortgang, før den kedelige nyhed om Russells tikker ind fra nyhedenstrømmen.
Russell var bestemt ikke så kendt og berømmet som Cohen, men fortjener dog sin plads på de døde rockstjerners firmament. Han gjorde sig bemærket i en større kreds, da han var en af de “gale hunde” i Joe Cockers Mads Dogs and Englishmen, men ellers har han slået sine tråde som diskret soloartist og session- og backingmusiker for andre. I 2008 skrev jeg følgende om ham – og ordene gælder stadigvæk:
“Måske er en forklaring på hans beskedne gennemmslagskraft som solist også, at han har bredt sig over mange genrer – fra gospel over soul til rock. Hans spændvidde – som musiker (guitarist, pianist og sanger) – ser man også på den liste af kendte navne, han har givet musikalsk opbakning. Her finder man navne som Rolling Stones, Herb Albert, the Byrds, Phil Spector og Glen Cambell. Typisk for en mand som Russell, så har han gennem alle årene haft en stor stjerne hos andre musikere. Bob Dylan har gjort brug af ham. Og George Harrison engagerede ham til at spille på Badfinger tredje album – og til at være med til at arrangere Harrisons støttekoncert Concert for Bangladesh”
Nu har Leon forladt denne verden i en alder af 74.
Adam om Leonard
13. november 2016My sister and I just buried my father in Montreal. With only immediate family and a few lifelong friends present, he was lowered into the ground in an unadorned pine box, next to his mother and father. Exactly as he’d asked. As I write this I’m thinking of my father’s unique blend of self-deprecation and dignity, his approachable elegance, his charisma without audacity, his old-world gentlemanliness and the hand-forged tower of his work. There’s so much I wish I could thank him for, just one last time. I’d thank him for the comfort he always provided, for the wisdom he dispensed, for the marathon conversations, for his dazzling wit and humor. I’d thank him for giving me, and teaching me to love Montreal and Greece. And I’d thank him for music; first for his music which seduced me as a boy, then for his encouragement of my own music, and finally for the privilege of being able to make music with him. Thank you for your kind messages, for the outpouring of sympathy and for your love of my father. [Adam Cohen]
Â
Nej, jeg skal ikke slippe Leonard Cohen med det samme. Han stemme lyder endnu et sted i mit hovedes kakafoni af stemmer. Taler med ro og mørke.
Â
Sangtekst:
Brorson på hjernen
12. november 2016Måske var det Leonard Cohens død i mandags, der trickede dette indfald. I hvert fald vågnede jeg op med stumper af Hans Adolph Brorsons salme “Op al den ting som Gud har gjort” på hjernen:
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?Â
5
Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
– og melodien, der snurrede og snurrer rundt. Brorson var en fabelagtig rimsmed og digter med afsæt i sin kristne tro. Og nogle af hans salmer var integrale dele af det sangpensum, som jeg kom igennem i skolen og gymnasiet (uden dog at synge ret meget selv). Og gode melodier og tekster har det med at sætte sig fast i hjernebarken.
Men nu er jeg ikke religiøs og ikke medlem af den store statskontrollerede folkekirke, så det bliver et andetmusikalsk indslag, der starter denne dag, hvor mit ældste barnebarn fejrer sin fødselsdag. Og hvad er mere passende end endnu en Cohen-sang – med religiøse undertoner. Hallelujah. Her i en af de allerbedste cover-versioner med k d lang:
Her begyndte det
11. november 2016:format(jpeg):mode_rgb():quality(90)/discogs-images/R-1548080-1249553243.jpeg.jpg)
Vi skal tilbage til starten af halvfjerdserne. I det støvede vindue til en af byens bedste pladepushere i Aarhus – Dandelion Records – hang Leonard Cohen (eller rettere albummet The songs of Leonard CohenI) og så lidt trist ud, medens han kiggede ud på mig – og alle andre, der passerede forbi dernede i minefeltet. Og et følelsesmæssigt kaos fik mig til at gå ind og købe den vinyl, selv om Cohen endnu ikke havde gjort et dybt og varigt indtryk på mig.
Men det ændrede sig med et slag, da sangene – heriblandt “Suzanne” og “So long Marianne” – hurtigt krøb ind under huden på mig og gled i et med det følelsesmæssige virvar, der herskede derinde. Og siden har jeg fulgt Cohen fra plade til plade.
Og som andre store kunstnere har Cohen hele vejen igennem været mærket af en særlig genkendelighed. Uanset, hvad han har lavet, så har jeg aldrig været i tvivl om, at det netop var ham med den særlige stemme, de karakteristiske tekster og den distinkte, personlige stil, der gennemsyrede det hele.
Vi ved det godt
11. november 2016Everybody knows that the dice are loaded
Everybody rolls with their fingers crossed
Everybody knows the war is over
Everybody knows the good guys lost
Everybody knows the fight was fixed
The poor stay poor, the rich get rich
That’s how it goes
Everybody knowsEverybody knows that the boat is leaking
Everybody knows that the captain lied
Everybody got this broken feeling
Like their father or their dog just died
Everybody talking to their pockets
Everybody wants a box of chocolates
And a long-stem rose
Everybody knowsEverybody knows that you love me baby
Everybody knows that you really do
Everybody knows that you’ve been faithful
Ah, give or take a night or two
Everybody knows you’ve been discreet
But there were so many people you just had to meet
Without your clothes
And everybody knowsEverybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knowsEverybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knowsAnd everybody knows that it’s now or never
Everybody knows that it’s me or you
And everybody knows that you live forever
Ah, when you’ve done a line or two
Everybody knows the deal is rotten
Old Black Joe’s still pickin’ cotton
For your ribbons and bows
And everybody knowsAnd everybody knows that the Plague is coming
Everybody knows that it’s moving fast
Everybody knows that the naked man and woman
Are just a shining artifact of the past
Everybody knows the scene is dead
But there’s gonna be a meter on your bed
That will disclose
What everybody knowsAnd everybody knows that you’re in trouble
Everybody knows what you’ve been through
From the bloody cross on top of Calvary
To the beach of Malibu
Everybody knows it’s coming apart
Take one last look at this Sacred Heart
Before it blows
And everybody knowsEverybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knowsEverybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knowsEverybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knowsEverybody knows
So long Leonard
11. november 2016
åh nej, nåede jeg lige at tænke. Hvem bliver den næste? Bob Dylan eller Paul McCartney? Døden er på overarbejde her ved udgangen af ’16. Leonard Cohen er her ikke mere – og det vil kunne mærkes. Stemmen, poesien, manden og myten er væk efter 82 år på denne plagede planet. I det mindste slipper han for at skulle forholde sig til en verden, der bevæger sig en helt gal retning. So long Leonard og tak for teksterne og musikken.
Blå onsdag
10. november 2016Weirdly, I feel like she and I have such a similar melodic sensibility. What guides the melody is pure energy and affect – it’s so unrestricted and free. Also, I love how she moves so quickly from utter idealism about, say, love to pure disillusioned assertions about its impossibility.(Tom Krell)
Â
Â
Farvel til – Frank Lauridsen
10. november 2016
Manden med leen har høstet meget blandt musikere og musikfolk i dette år. Og han fortsætter. Nu forsvandt sangeren, musikeren og sangskriveren Frank Lauridsen, kun 68 år gammel. Læsere, der er så gammel som jeg eller deromkring, vil huske Frank fra den fynske beatgruppe The Baronets, hvor han sammen med bl.a. Lasse Helner, var med til at sparke beatmusikken i gang i Danmark i tresserne. Siden var han med i et andet navnkundigt orkester, nemlig Midnight Sun, hvor han tog over efter Allan Mortensen i den vokale forgrund. Og så sent som i 2014 udsendte han solopladen How it feels to be Frank, som jeg omtalte i forbindelse med udgivelsen –her.
Den første gang, jeg for alvor hørte Frank Lauridsen, var da jeg fik fat i en såkaldt flexidisc med The Baronets. Den var vedlagt ungdomsmusikbladet Børge i tresserne. Nu er Frank blev tavs.
40 år på bagen: Joni Mitchell – Hejira
9. november 2016
Selv om Hejira ikke solgte så godt som nogle af Joni Mitchells tidligere plader, så fremstår det i dag som et af hendes kunstneriske højdepunkter. Den blev en af mine yndlingsplader fra første færd, siden dengang, jeg købte den pr. postordre i pladebutikken Rille Dille på Djursland.
Pengene taler
9. november 2016Det lykkedes mig at holde mig helt ude af valget over there i går. Og her til morgen ser det ud til at pilen peger på byggematadoren og pengemanden Trump. Og så er det næsten, som jeg forudså, det ville gå. Det er ikke politiske visioner, viden og dannelse, der er afgørende for, hvem der vinder. I sidste ende er det the yanky dollars. Og dem har hr. Trump nok af, så vidt jeg kan se. I følge DR Nyheders forside er 71.85 % af stemmerne optalt og acrylmanden fører med 244 over Hillary Clintons 209. I går sagde jeg til mine elever, at det var et valg mellem kolera og pest – og nu ser det ud til at vi får begge dele i en syndig infektion. Velbekomme.
En passende sang til dagen i dag: Tuesdays Child – Bowie
8. november 2016All of my life I’ve tried so hard
Doing my best with what I had
Nothing much happened all the sameSomething about me stood apart
A whisper of hope that seemed to fail
Maybe I’m born right out of my time
Breaking my life in two[CHORUS]
Throw me tomorrow
Now that I’ve really got a chance
Throw me tomorrow
Everything’s falling into place
Throw me tomorrow
Seeing my past to let it go
Throw me tomorrow
Only for you I don’t regret
That I was Thursday’s childMonday Tuesday Wednesday born I was
Monday Tuesday Wednesday born I was
Thursday’s childSometimes I cried my heart to sleep
Shuffling days and lonesome nights
Sometimes my courage fell to my feetLucky old sun is in my sky
Nothing prepared me for your smile
Lighting the darkness of my soul
Innocence in your arms
