Søndag morgen
19. april 2020Næh, så gik det meget bedre, at Billy Bragg og Courtney Barnett og husorkesteret på RockWiz tog Velvet Undergrounds klassiker “Sunday Morning” under kærlig behandling…
april 2020 arkiv
One World Together – med Macca
19. april 2020Som sagt ville det nok ikke være nødvendigt at spolere nattesøvnen for at se stjernerne funkle fra deres respektive hjem i One World Together – At Home-projektet. Allerede nu kan man finde de fleste af indslagene på bl.a. Youtube. Her er Macca med “Lady Madonna”. Fint nok, men originalen er bare så meget bedre..
Coronakuller: We are the World om igen… One World Together – at home
18. april 2020
I aften – eller rettere sagt: i nat (for America First, også når det gælder velgørenhed og deslige) – afvikles den store koncertbegivenhed One World Together – at Home, hvor en række kendte kunstnere, fx The Rolling Stones og Paul McCartney, optræder til ære for alle de læger, sygeplejersker, sundhedsassistenter m.fl., der har arbejdet for at bekæmpe pandemien. Og hvad kan man så have mod dette? Måske at det, som allerede skrevet, er en amerikansk begivenhed, hvorfor den sendes, medens amerikanerne er vågne, medens andre, fx europæerne, enten må holde sig vågen i nat eller stå op, hvis de vil have del i spektaklet. Måske også, at heroiseringen og forgudelsen af dem, der har gjort deres arbejde (taget overarbejde, påtaget sig en kalkuleret smitterisiko osv.), er gået lidt over gevind. Selvfølgelig skal der lyde en tak og gives ros til alle dem, men lad være med at kalde dem helte og gøre dem til halvguder. Først og fremmest er det mennesker, der passer deres arbejde, og det er som sådan, de skal prises, fx i form af bedre arbejdsvilkår, bedre lønninger, når krisen er ovre.
Jeg skal ikke holde mig vågen i nat – jer er ret sikker på, at begivenheden bliver gemt for eftertiden.
Coronatidssange 3: Kate Jacobs – Because I have forgiven everyone
18. april 2020
I 1998 kom Kate Jacobs’ tredje album Hydrangea, der blev det foreløbigt sidste, inden hun tog en frivillig pause fra musikken for at hellige sig sin familie i otte år.
Kate Jacobs har siden udgivet et par plader, som jeg ikke kender. Derfor får hun lov til at give stafetten videre til en anden kvindelig kunstner…
Leif Sylvester Petersen – 80
18. april 2020
Tømrer, kunstmaler, grafiker, skuespiller, musiker, gøgler osv. Leif Sylvester Petersen kan sætte mange titler på sit CV.I dag fylder han 80 år.Og uden ham ville den sene tressere og halvfjerdsere have været betydeligt kedeligere. Sammen med sin broder i ånden Erik Clausen sørgede han for – med gøgl og musik – at den venstrefløj, der dengang dominerede kulturlivet, ikke helt hensank i alvor og samfundskritisk bedrøvelse. Der var altid plads til smil og grin, når Leif Sylvester foldede sig ud sammen med Clausen på gader, veje og skrå brædder.
De senese mange år har Leif Sylvester, som han foretrækker at hedde, koncentreret sig om billedkunst og lidt drama. Men i 2017 udkom albummet Ama’r, som jeg har anbefalet her på siden. Og det vil være en passende lejlighed i dag til at sætte den på grammofonen igen.
50: McCartney
17. april 2020
Ja, for halvtreds år siden kom Paul McCartneys første post-Beatles soloalbum McCartney. En enkel plade, der pegede både tilbage – i kraft af McCartneys melodisnedkeri – og fremad mod nye horisonter. Det er en af mine yndlingsplader med Sir Paul, fordi det i den grad klæder ham at barbere produktionen ned til det mest elementære. Og selvfølgelig genudgives den i forbindelse med jubilæet.
Coronatidssange 2: Kate Jacobs – See the Moon
17. april 2020
I 1995 udsendte Kate Jacobs sit andet album (What about regret), der også kom på Bar/None.
Coronamæthed, coronakvalme og den “normale” politiske virkelighed
17. april 2020Medens en stor del af danskerne dyrkede og tilbad dronningen i går, fjernede præsident Trump amerikanernes støtte til verdenssundhedsorganisationen WHO. En handling, der med al ønskelig tydelighed viser, hvor alvorlig en situation vi befinder os i her med i coronakrisen. Vi har en amerikansk præsident, der ikke vil være verdens leder, sætter ‘America first’ i enhver henseende og trumler sin fordomsfulde politik igennem, koste hvad det vil. Og præsidentens seneste handling understreger med stor tydelighed sammenhængen mellem coronapandemien og den økonomiske dagsorden. For bag præsidentens handling ligger hans økonomiske kamp med KIna. Han anklager WHO for at være på kinesernes side (mangelfuld kritik af kinesernes håndtering af smitteudbruddet), og at amerikanerne ikke får nok for de penge, de har postet i WHO. Og bag det ligger en manifest forsvar for de nyliberalistiske (kapitalistiske) amerikanske økonomi, hvor hensynet til profit vejer tungere end ethvert hensyn til sundhed (cf. den løbende debat om amerikanernes sundhedsforsikringer og det amr. sundhedssystem i det hele taget).
Den berømte, amerikanske lingvist og politiske aktivist Noam Chomsky siger om Amerikas situation med mange smittede, døende osv.:
Plagens omfang er overraskende, ja, faktisk chokerende, men ikke dens fremkomst. Det er ikke overraskende, at USA tager rekorden i værste krisehåndtering.
Siden SARS-epidemien brød ud i 2003, har forskere temmelig insisterende advaret om en pandemi. SARS var også en coronavirus. Der blev udviklet vacciner mod den, men arbejdet blev ikke ført videre end til det prækliniske niveau. Myndighederne skulle have rustet sig til nye udbrud og afsat ekstra kapacitet allerede dengang. Man kunne også have taget initiativer til udvikling af behandlinger mod sygdommens meget sandsynlige genkomst i form af en beslægtet virus.
Den videnskabelige erkendelse af problemet er ikke nok. ..[Læs videre her]
Chomskys analyse er rigtig, skarp og konsekvent. Chomsky er hverken erklæret socialist, kommunist eller Marxist, men ser klart sammenhængen mellem nyliberalismens profitbegær, den amerikanske præsidents klimabenægtelse og totale mangel for forståelse af de sundhedsproblemer, nyliberalismen fører med sig. Men Trump i spidsen for de liberalistiske økonomier bevæger vi os ret ned i afgrunden. Men Chomsky advarer også mod at fokusere på Trump, der “blev præsident i et sygt samfund plaget af 40 års nyliberalisme med endnu dybere rødder.” Vi skal også vende blikket mod os selv og EU. For vi er også en del af den “normalitet”, vi ikke skal tilbage til. Fx bør vi i forlængelse af de “hjælpepakker”, der er lavet for at støtte erhvervslivet, kræve modydelser i form af forbud mod aktietilbagekøb, forbud mod “gyldne håndtryk”, himmelhøje cheflønninger osv., forbud mod urimelig gebyrpolitik i bankerne, meningsfuld, demokratisk inddragelse af ansatte i ledelsen osv. osv. I det hele taget krav, der kan være med til at sikre en ny post-corona-og-post-nyliberalistisk “normalitet”. [Foreløbigt punktum…].
Mere coronatidssange: Kate Jacobs
16. april 2020
Og hvem eller hvad skal så afløse den uendelige spilleliste og Tom Waits?! Jo det skal Kate Jacobs. Hun hører bestemt ikke til de mest kendte sanger-sangskrivere, men så meget desto mere er der grund til at pege på hende.
Hun er født i 1959 og drømte om at blive danserinde. Og det blev hun også, men kunne heller ikke løbe fra sin musikalske opdragelse i hjemmet, hvor faderen sang Tin Pan Alley-sange og moderen russiske folkesange. Så da Kate i firserne kom til New York begyndte hun at skrive sange ved siden af dansen – og det resulterede i debutalbummet The Calm comes after, der kom på det lille plademærke Bar/None i 1992.
Royalistisk forstoppelse via DR
16. april 2020Jeg skulle tage mig i endnu engang at lange ud efter vores public service-kanal (!?) DR, men da jeg så så dagens tv-program fordampede mine forbehold. For i dag bruger man et sted mellem 9 og10 timer af sendetiden på at fejre monarken. Det understreger blot, hvad Knud Vilby blev citeret for i går, at DR har indført nordkoreanske forhold, når det gælder kongehuset. Dronningens fødselsdag (til lykke med den og til lykke til alle andre, der har fødselsdag i dag!) har helt slået bundproppen ud af DR-journalistikkens i forvejen synkende skude og ladet dronningens klimalapsus forleden være anledning til at skrinlægge ethvert tilløb til kritisk forholden sig på hylden (eller måske endda i graven) og stopfodre seerne med royal lobhudling. Som ikke-royalist og licensbetaler mener jeg, at DR med denne programpolitik leverer et godt argument for sin egen nedlæggelse.
Ready Steady Go – et tidsdefinerede tv-program
15. april 2020
Jeg har ofte omtalt det tyske pop- og beatprogram Beat Club, der var et afgørende kilde til datidens musik for mig og mange jævnaldrende. Beat Club var et af de tv-programmer, der i allerhøjeste grad var med til at promovere tressernes nye musik og også den kultur, den var en del af.
På lignende måde havde englænderne Ready Steady Go. Når man fx læser Ray Davies’ selvbiografi, så får man et begreb om, hvor stor en rolle dette tv-program havde for datidens musik. Som Ray Davies fortæller i dokumentaren om programmet, så kunne en optræden på dette program betyde, at ens musik toppede hitlisten næste uge. Med sin innovative, dristige form, der bl.a. lod fans komme helt tæt på deres idoler, afspejlede programmet også tressernes frigørende og grænseoverskridende tendenser og var med til at promovere hele tidsånden. Se dokumentaren medens den endnu er tilgængelig på tuben. Her.
Den uendelige spilleliste 15: Kate & Anna McGarrigle – Swimming Song
15. april 2020Og så til den sidste sang fra capacs uendelige spilleliste i denne omgang. En sang om en disciplin, vi heller ikke kan fornøje os med i disse karantænedage, nemlig at svømme i den lokale svømmehal (men måske går det at springe i bølgerne ved kysten?!). Loudon Wainwrights “SWimming song”…
Paul McCartney og coronaen
15. april 2020https://www.facebook.com/fabfour.archives.9/videos/696756807806956/?t=77
Sir Paul McCartney, ex-Beatle, vegetar og dyrevelfærdsfortaler, har gjort sig bemærket ved at påtale de kinesiske “vådmarkeder”, som kilde til den aktuelle coronapandemi. På sin egen joviale facon udtaler han til den amerikanske radiovært Howard Stern: ” “I really hope that this will mean the Chinese government says, ‘OK guys, we have really got to get super hygienic around here.’ Let’s face it, it is a little bit medieval eating bats.”. Og ikke mindst i betragtning af, at kineserne selv – i følge pressens oplysninger – mener, at coronaen er kommet til landet udefra, så er McCartneys udtalelse klart politisk. Noget McCartney ellers er kendt for at holde sig langt fra – med enkelte undtagelser. Han bakker også op bag en underskriftindsamling, der vil forbyde “vådmarkederne”, fordi han mener, at det der sker på disse middelalderlige markeder er “obskønt” og farligt – på linje med atombomber. Det er noget, der rammer os alle, og derfor bør kineserne gennemføre radikale ændringer af forholdene på disse markeder.
Og dermed peger den eller apolitiske McCartney på et ømt punkt i coronadebatten, nemlig spørgsmålet om hvilke politiske handlinger, den aktuelle krise bør føre med sig. Men McCartneys tanker er kun en del af svaret, for ikke alene skal vi gøre noget ved smittekilden (forudsat at vi er enige om at disse “vådmarkeder” spiller en central rolle…), men vi skal også gøre noget ved smittevejene, dvs. vores globale rejseri og dermed vores samhandel med verdens lande. For det er jo via flyruter (især), smitten blev bragt fra Kina til resten af verden. Og dermed bliver det jo – det siger næsten sig selv – nødt til at forholde os kritisk til den måde, vores økonomier fungerer på, herunder hele vareproduktionen. Coronaen nødvendiggør ikke kun et fokus på smittekilden, men på hele vores levevis.
Dertil skal lægges, for så vidt de nationale coronastrategier over en kam har taget sigte mod at undgå at komme i en situation, hvor de nationale sundhedssystemer bryder sammen, bliver det også nødvendigt at evaluere sundshedssystemerne med henblik på en opgradering, så disse systemer bliver i stand til bedre at imødegå kommende viruspandemier (for de kommer…). Som Slavoj Zizek har sagt, så ville det være ønskeligt, at en sådan opgradering ville foregå på global plan, hvilket vil indebære et meget mere udviklet samarbejde end det, vi kender fra fx FN.
Det er godt, at et ellers upolitisk menneske som Paul McCartney bruger sin position som verdenskendt musiker til at pege på et meget vigtigt problem, selv om det vil kunne give ham problemer i forhold til det autoritære styre i Kina og måske også i forhold til hjemlige kritikere. For de politiske magthavere rundt omkring har tydeligvis endnu ikke taget tilløb til at begynde de virkelige diskussioner om post-corona. En enkelt undtagelse er præsident Trump, der med sin fjernelse af amerikansk støtte til verdenssundhedsorganisationen WHO blot illustrerer, hvor fjernt fra den globale virkelighed, han i virkeligheden befinder sig – til ulempe for alle andre.
50: Linda Ronstadt – Silk Purse
15. april 2020
Linda Ronstads andet soloalbum runder de 50. Blev som hendes eneste indspillet i countryens hovedstad Nashville, og gav hende hendes første mindre singlehit med balladen “Long Long Time” (skrevet af Gary White). I forlængelse af indspilningerne dannede hun et backingband med bl.a. Glenn Frey, Bernie Leadon, Randy Meisner og Don Henley, der fungerede så godt sammen, at de blev til en fast konstellation under navnet The Eagles.
Pressen i Kim Jong Un-mode
15. april 2020Jeg er for gammel til at være aktiv republikaner, men jeg bliver lidt beklemt, når alle journalistiske principper tilsidesættes her op til dronningens 80 års dag. Dagen i dag er den dag, hvor Politiken i en leder skriver, at dronningens kvajekvote må være opbrugt efter hendes klimaudtalelser. Der er utroligt mange andre, der er triste over, at vi nu ligesom amerikanerne har en klimabenægter som statsoverhoved.
Og netop denne dag fortæller en masse kendte hoveder fra DR os så i spot efter spot og program efter program, hvordan DR og vi skal fejre og fejre og fejre den 80-årige dronning. De kendte tv-hoveder er 120 % ukritisk begejstrede over dronningen og al hendes færd, og det gælder også nyhedsværter som Kaare Quist.
Netop den dag, hvor det i klimaets navn var nødvendigt med lidt kritisk vedholdende journalistik og hvor der er sagligt udgangspunkt for det, går DR i stedet i Kim Jong Un-mode. Og DR gør det på en sådan måde, at man næppe kan forestille sig, at medarbejderne samtidig skulle kunne have eller få en nødvendig kritisk distance til iscenesættelsen og jublen. Spytslikkeri er sådan et kedeligt ord, men DR har gjort sig selv til en del af den overdrevent ukritiske iscenesættelse.
Det er da OK med flag og fællessang for den selvisolerede dronning, fordi hun også gennem årene har sagt ordentlige ting.. Men det her er ikke klædeligt, hverken for DR eller for de storsmilende DR-hoveder eller for monarkiet for den sags skyld. Jeg har ikke set, om det er lige så slemt på TV2. Jeg håber det ikke.Journalisten Knud Vilby på sin Facebookside
