14. maj 2023 arkiv

Idolatri

14. maj 2023

Jeg sidder og ser på et sort-hvidt foto fra 1964. To ungmøer sidder ved siden af hinanden, og foran dem står en stor, rund rejsegrammofon og snurrer med en singleplade. Og – det er det vigtige – på væggene er der masser af billeder af The Beatles. En kæmpestor plakat med de fire Liverpool-drenge iført deres karakteristiske grå jakkesæt med kraveløse jakker og den lige så markante Beatles-frisure er omgærdet af dusinvis af store og mindre udklipsfotos af gruppen. Vi befinder os midt i Beatlemania. Vi befinder os midt i den såkaldte fandom, der blev Beatles og mange andre popnavne til del. Dengang.

Selv blev jeg aldrig for alvor fan på den måde. Dels fik jeg først mit helt eget værelse i 1965, hvor mine forældre flyttede i paracelhus lige i udkanten af Esbjerg, og dels samlede jeg nok på billeder af gruppen – for det var faktisk lidt svært at få fat i billeder af dem – men evnede kun at sætte et par små stykker op over min seng i vores fælles soveværelse i den lille toværelses i Esbjergs vestbydel. Og allerede dengang vidste jeg godt, at jeg ikke var til regulær fandyrkelse. For mig var det musikken, det galt. Og sådan er det stadigvæk. Selv om jeg er med i adskilige Beatles-fan-Facebookgrupper og følger med på andre internetsider om Liverpools stolthed, så har jeg svært ved at dele medlemmernes interesse for selv de mest oplysninger og historier om gruppens fire medlemmer. Jeg er simpelthen ligeglad med, om John Lennon var sine hustruer utro, om Ringo Starr gennem en årrække var meget fordrukken og en værre festabe, om George Harrison var en god gartner i sin egen have eller om Paul McCartney blev vegetar af kærlighed til sin kone Linda eller ej.

Nej, når jeg ser billeder af unge mennesker, ikke mindst af hunkøn, falde helt i svime over Harry Stiles og bruge det meste af en uge med at ligge i kø i Horsens op til koncerterne, så kan jeg godt mærke, at jeg altid er faldet lidt uden for kategori, når det gælder den klassiske fankultur. Nej, det er og bliver musikken, det gælder. Og sådan er det også i nu til dags, når jeg fx læser bøger om Beatles og den periode, de har præget musikalks set. Jeg er altid mest interesseret i at læse noget om musikken, dens tilblivelse, historie og betydning i vores kultur. Og uanset hvor pirrende anekdoter og sære oplysninger kan være for nysgerrigheden, som ingen vel kan sige sig helt fri for (det driver fx de fleste kulørte ugeblade og et hav af tv-shows, som dyrker såkaldte kendte mennesker), så er det fordybelsen i musikken, det gælder for mig.

Aftenens filmoplevelse: Peterloo – Mike Leigh

14. maj 2023

I 2018 var det 200 år siden Peterloo-massakren fandt sted. Og filmen Peterloo er Mike Leighs fortælling om den massakre, som den herskende klasse i England siden hen har forsøgt at glemme.
Den 16. august 1819 forsamles omkrin 60.000 mennesker fra Manchester og omegn på St. Peter’s Fiels for at kræve en ændring af parlamentet og en udvidelse af stemmeretten. Manchester havde på det tidspunkt ikke noget medlem af parlamentet og hele Lancashire-grevskabet, som Manchester hører under havde kun to repræsentanter.
Forsamlingen på St. Peter’s Fields var fredelig. Ingen af de fremmødte bar våben, og det var alene kommet for at høre en taler, den radikale Henry Hunt, som vil tale om det demokratiske mandat, som altså var en mangelvare i området. Men inden Hunt når at tale, har myndighederne fået nys om begivenheden og får arresteret Hunt på selve dagen og – for at statuere et eksempel – indsættes en lokal borgermilits og en militær enhed, som med hævede sabler og rifler massakrerer hundrevis af kvinder, børn og mænd.
Leighs fortælling slutter med en imponerende enkel fremstilling af selve massakren, hvor han uden at forfalde til udpenslet voldsscener holder sig strikte til de faktisk hændelser, sådan som de var iscenesat af datidens myndigheder.
Men inden man når til den dramatiske – og måske også forudsigelige – slutning tager fortællingen en lang omvej (filmen varer små tre timer). I filmens indledning ser man en ung soldat, der står fortabt på slagmarken ved Waterloo, og man følger hans vej tilbage til familien, en fattig væverfamilie, der lever i fattigdom og elendighed. Vi befinder os i en periode, hvor kapitalismen er ved for alvor at etablere sig med en stor væveriindustri. Industriejerne tjener styrtende på produktionen, medens den arbejdende befolkning bliver udbyttet på groveste vis. Og Leigh følger denne familie og andre borgere, og han fortæller om den voksende utilfredshed, der er med det politikse styre, hvor den arbejdende befolkning ikke har nogen repræsentation og dermed ikke nogen indflydelse i parlamentet og den førte politik. Via en række politisk vakte personer fremstiller Leigh ganske nuanceret, hvordan debatten om demokrati vokser blandt folk. Ikke på nogen måde ensidigt eller propagandistisk. Der er uenighed blandt de involverede, ja selv blandt kvinderne, der har deres eget selskab for stemmeret er der modsætning mellem de 8ud)dannede og de almindelige arbejderkvinder, der simpelthed ikke forstår, hvad deres bedre uddannede søstre taler om…
Selv om der ikke er nogen tvivl om, hvilken side Mike Leigh står på, så er fremstilingen meget nuanceret med stor opmærksomhed på dissonanser og konflikter i hele forløbet frem til det blodige slag. Og lige som i hans foregående film Turner satser Leigh på en meget malerisk, nærmest naturalistisk, fremstilling af de mange scener, hvor de medvirkende taler om forholdene og det kommende stormøde. Leigh er langt fra en intellektuel tilgang til emnet, men foretrækker en kunstnerisk demonstrativ fremstilling, der er båret af sublim farvelægning, klipning og – ikke mindst – skuespil af nogle af engelsk scenekunsts bedste kræfter.
Man kan godt diskutere om filmen er en anelse for lang, men Leigh formår med sin fortællekunst at fastholde sit publikum i et solidt greb, helt frem til den sørgerlige slutning, hvor soldaten fra Waterloo bliver begravet.
Selv om Mike Leigh langtfra er en politisk instruktør som fx kollegaen Ken Loach, så er man ikke et øjeblik i tvivl om, at Leigh med denne film i 200-året ønsker at trække et pinligt kapitel frem i lyset. Et kapitel, der har stor aktualitet i det britiske samfund, hvor magtforholdene ikke har ændret sig ret meget, siden dengang, hvor det handlede om at få stemmeret for alle. Med Leighs film får alle mulighed for at reflektere over den glemte historie og dens betydning for nutidens England.

Filmen kan ses på DRS hjemmeside.