CAPAC

De sidste par døgn har den danske presse været meget optaget af en bestemt ting, og det har ikke været konflikten i Ukraine, klimaforandringerne, hungersnøden i Afrika eller lignende store emner i verden. Nej, man har været optaget af sagen om FHs leder Lizette Risgaard og hendes ‘upassende optræden’ over for en række mandlige ansatte i diverse sociale sammenhænge. Og allerede da sagen dukkede op i forgårs, lå det i luften, at Lizette Risgaard ville blive udsat for en veritabel mediestorm og nok ville bukke under for den. Og det skete da også i dag, hvor hun har meldt ud, at hun trækker sig som den magtfulde post som forkvinde for FH.
Altså endnu en sag om krænkelser. Javist, men den adskiller sig på en væsentligt punkt fra mange af de foregående #mee-too-sager i Danmark. Nemlig ved at ‘krænkeren’ i dette tilfælde er en kvinde og ikke en mand. Og de ‘krænkede’ angiveligt er yngre (end Lizette) mænd, ansat i FH. Og det er jo en vigtig forskel, al den stund at hele #mee-too-bevægelsen har drejet sig om krænkelser af kvinder. Nu viser det sig så, at i hvert fald en magtfuld kvinde har gjort sig skyldig i det samme som en række magtfulde mænd, som alle har måttet betale en høj pris for krænkelserne. Og – uden at kende alle de slibrige detaljer af Risgaards krænkende adfærd (men kun dem, hun selv har omtalt på de sociale medier) – måske er det også på en måde af mindre betydning, at der er tale om en krænkende kvinde, nemlig i den forstand, at krænkelserne – som til forveksling ligner dem, mænd har gjort sig skyldige i – er blevet udført af en kvinde med magt – at krænkelserne med andre ord nok har seksuel karakter, men som sådan er vævet tæt sammen med udøvelsen af magt. Det er chefen – af hunkøn – der klapper en ansat mand ‘i numsen’, som det hedder. Og lige netop set i det perspektiv er det underordnet, at krænkeren er en kvinde, for hun er så at sige udøver af en magt, der traditionelt har været udøvet af mænd. Hun er dermed som krænker indvævet i en samfundsmæssigt magtsammenhæng, hvor gamle normer og regler stadigvæk – trods års #mee-tto-oprør – fungerer som hidtil. Og måske kan man gå så langt som til at mene, at sagen om Risgaard både bekræfter #me-too-bevægelsens fortsatte gyldighed og styrke og tilfører bevægelsen en yderligere dimension ved at forskyde fokuspunktet fra en simpel og banal modstilling mellem mænd og kvinder til netop spørgsmålet om det samfund (og dets opbygning), som den såkaldte ‘krænkelseskultur’ er en del af. Noget som har været et element i #mee-too-bevægelsen, men som ofte er blevet underbetonet og fortrængt i et for snævert fokus på kønnet og kønsforskellen.
Et vigtigt og interessant forhold ved denne danske sag er, hvordan “vi” kommer videre. En ting er, at Risgaard trækker sig som magtfuld forkvinde og dermed mister sit job. Det er og var forudsigeligt, og hver dag er der danskere, der mister deres job for meget mindre. Ærgerligt for Lizette, men sådan går det, når #mee-too-møllen kører. Dernæst er der spørgsmålet om, hvem der skal tage over. Og det skal nok give anledning til bøvl og ballade i FH. For skal det være en kvinde eller en mand!? Og har Risgaards afgang og hele sagen mon politiske undertoner (kommer anklagerne mon fra forsmåede mandlige kolleger eller misundelige kvindelige kolleger?)!? Det er selvfølgelig de rene spekulationer, men de er bestemt ikke utænkelige.
Men hvordan kommer FH så videre?! Vil man – som i tidligere sager – netsætte et juridisk udvalg, der skal formulere et kodex for god tone og opførsel i sociale sammenhænge? Et kodex, der sikrer lighed og gensidig respekt mellem kønnene? Og hvis det er perspektivet, hvordan undgår vi så, at et sådant kodex skaber en kultur, hvor ingen tør kømme for tæt på hinanden, fordi den mindste antydning af fx flirt eller kurtisering (som er en del af vores kulturelle omgangsformer) vil blive opfattet som potentielt krænkende adfærd? Ender vi måske der, hvor det ikke kun er selve ansættelsesforholdet, der er reguleret af en formel kontrakt, men også de sociale omgangsformer. Indførelsen af samtykkelov i voldtægtssager kunne godt pege i den retning…
Som filosoffen Slavoj Zizek har været ind på, så er problemet,at det seksuelle, magt og ja, vold, er langt mere sammenflettet end vi er tilbøjelig til at tro. Og hvad er der egentlig tilbage, hvis vi renser det seksuelle for enhver antydning af vold og magt – måske den rene af-seksualisering.

Sagen om Lizette Risgaard er ikke bare endnu en sag i række af sager, men en sag, der understreger “mee-too-bevægelsens grundlæggende relevans i kampen for ligestilling mellem kønnene. Men samtidig afslører den også, hvilke problemer bevægelsen og dens sympatisører står over for. For eksempel at opgøret med seksuelt betonede krænkelser ikke skal reserveres eliten (som Lizette Risgaard tilhører), men udbredes til hele samfundet og alle samfund. Og at – som Zizek er inde på flere steder – den fortsatte kamp nødvendiggør et opgør med opfattelsen af subjektet som et slet og ret uansvarligt offer – en opfattelse, der med Zizeks ord er udtryk for “et ekstremt narcissistisk perspektiv”. Så når sagen om Lizette glider ud af pressens fokus i næste uge, så er det, at det virkelige arbejde for ligestilling og gensidig respekt begynder (igen).

Litteratur: Læs fx Žižek: #MeToo kan blive et epokegørende skridt mod lighed … hvis ikke vi
snubler i offerrollen, Information 22. november 2017

Jeg er sikker på, at Willie Nelson i dagens anledning tænder sig en marihuanacigaret. For den gamle country outlaw går stadigvæk ind for legalisering af hash og marihuana; lige som han er tilhænger af bæredygtigt brændstof til de automobiler, amerikanerne er så afhængige af.

Han kom til verden under the Great Depression– – de økonomisk strenge tider i Amerika i årene 1929-1939 – og begyndte tidligt at arbejde inden for musikbranchen . Først som dj på diverse lokale radiostationer, medens han samtidig begyndte at skrive sange. Dernæst blev han sidst i 1950’erne sangleverandør til blandt andre Patsy Cline (med fx “Crazy”), samtidig med at han turnerede rundt med et foretagende, der kaldte sig Bohemian Polka.

Men det var først i halvfjerdserne han for alvor slog igennem som repræsentant for den sub-genre, man kalder outlaw country. Countrymusik, der i ord og attitude står i modsætning til det etablerede country-musik-miljø og samfundet som sådan. Og denne attitude passede som fod i hose til de rebelske sentressere og halvfjerdserne; og Nelson fik succes med flere af sine albums i det årti.

Siden er han fortsat med at lave det ene album efter det andet og altid med overraskende musikalske orienteringer og ideer. Og han har siden sin ungdom haft en nærmest urokkelig status i amerikansk populærkultur som en mand, der aldrig er gået på kompromis og som altid har stået på den jævne amerikaners side. I dag fylder han så hele 90 år, og lur mig om ikke der er flere år i den gamle outlaw.

Tillad mig at rekapitulere noget, jeg skrev helt tilbage i 2009, og dermed genoptrykke en meget enkel idé med stor analytisk kraft:

For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken!?

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny mening“. Jeg fremhæver.Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, fluktuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.

Jeg er stadigvæk optaget af den intethed, som den politiske midte udgør, og som udgør en konstant fare for ethvert parti og enhver politik, der søger derhen for blot at opleve at partiet eller politikken imploderer. Og siden dengang i 2009 har jo fået en regering, der for at det ikke skal være løgn går ‘hen over midten’. Og dt forklarer jo nok, at regeringen har umådeligt svært ved at formulere sine politiske punkter og hele tiden må udskyde til næste forhandling mellem de involverede, og at de tiltag, regeringen har meldt ud med negerer, hvad de foregående regeringer har stået for og så videre.

Men det er nu en meget mindre sag eller nyhed, der fik mig til at tænke på den lille semiotiske idé om midten som ‘sort hul’ eller intethed, der suger kraft og saft ud af politik. Nemlig nyheden om, at den fhv. politiske ordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, nu springer ud som politisk kommentator for TV2 News, kanalen, der efter amerikansk model (CNN) sender nyheder og kommentarer døgnet rundt (stort set). Og Skipper stiller ikke op til næste folketingsvalg og forlader dermed landspolitik. Men hvad har det nu med midten og dens intethed at gøre? Jo, hvis man husker lidt tilbage, så var samme Pernille Skipper ude med et budskab om, at Enhedslisten skulle moderniseres, fordi partiet var gået tilbage ved folketingsvalget. I et indlæg i dagbladet Politiken skrev hun blandt andet: “Partiets organisation er groft sagt stadig indrettet til et venstrefløjsparti i 70’erne, hvor interne diskussioner og uendelige ’demokratiske’ processer er vigtigere end at komme ud over rampen,”.  Og i dette opgør med Enehdslistens gamle partistruktur og fokus på interne diskussioner og demokratiske (bemærk Skippers forbeholdende citationstegn…) processer, så jeg – og ser – et næsten umærkelig skred mod – ja – “midten”. Jeg skrev i forbindelse med Skippers moderniseringsudmelding i november 2022:

“…jeg er alvorligt bange for, at den modernisering, som Skipper gør sig til talskvinde for, er en snigende socialdemokratisering, som hele tiden udgør en trussel mod venstrefløjen. En bevægelse i retning af den “midte”, som fru Frederiksen plæderer for, og som var lige ved at tage livet af Socialistisk Folkeparti, da de gik i regering med Frederiksens forgænger, Thorning Schmidt. Det kan godt være, at mange møder, procedurer og lignende partiinterne discipliner, kan få nogle yngre vælgere til at se væk fra partiet. Men disse aktiviteter er også udtryk for et parti, der indadtil dyrker det demokratiske element. Og det er jo lige netop i den kontekst – partidemokratiet – at den politikudvikling, som Skipper efterlyser, skal ske. Det er helt klassisk venstrefløjstænkning, at det er partiets basis, der gennem diskussioner og møder osv. genererer den politik, som partiet skal stå for – udadtil. Så jeg er alvorligt bange for, at Skipper, der jo har stået for det udadvendte, offentlighedsøgende som politisk ordfører (uden at glemme alt det forhandlingsarbejde, hun også har leveret på tinge og andetsteds), giver næring til en socialdemokratisering af partiet. Det vil sige en udvikling, hvor partiet i højere grad skal fungere som de øvrige partier til højre for Enhedslisten med kompromissøgende politik, dyrkelse af partiets stjerner i offentligheden og i sidste ende blive endnu et regeringsleflende parti à la Radikale Venstre.”

Det er vigtigt at understrege, at dette indlæg ikke handler om Pernille Skipper som person. For tendensen til at bevæge sig mod midten, med alt hvad det indebærer af politiske betydningstab, er hele tiden til stede, og jeg har her i bloggen givet flere eksempler på unge, engagerede, kvindelige politikere, der er skredet ned ad slisken mod midtens intethed. Og det er heller ikke noget, der er forbeholdt kvinderne, skal også understreges. Midten som politikken ‘sorte hul’, hvor politik implodere og mister enhver mening og betydning, er et ikke-sted, der hele tiden dannes i folkestyrets organisation i et højre og et venstre. Og i denne struktur genereres midten hele tiden som et fantasme, et sted, man enten begærer at indtage eller frygter at havne i.

Pernille Skippers udtræden af folketinget for at blive politiske kommentator (ikke journalist, vel at mærke) ser jeg som en logisk konsekvens af folkestyrets iboende tendens til at bevæge partier og politiske programmer i retning af den imploderende midte. For andre er der andre konsekvenser, lige fra partiskifte (fx fra venstrefløjen til Socialdemokratiet), udtræden af folketinget eller overgang til et borgerligt job uden for tinge.

DR kører en serie med såkaldte ‘filmperler’ på DR2. Film, der er blevet godt modtaget af filmkritikere og på diverse festivaler eller på anden vis har vagt interesse blandt filminteresserede. Og der er vitterligt ‘perler’ imellem. I går omtalte jeg Ordinary Love. Og i dag gælder det den tyske film Nebel im August (Tåge i august), der rullede over skærmen for nogle dage side (og vist stadigvæk kan ses på DRs hjemmeside).

Det er en film, der på bedste vis illustrerer, at Tyskland er et filmland, man skal regne med, når det gælder langtidsholdbare filmværker. Tåge i august foregår i nazi-tyskland i 1944. Drengen Ernst Lossa, der tilhører det jeniske mindretal (et marginaliseret folkeslag, der holdt til i og omkring Rhinlandet) bliver anbragt på et hospital for åndsvage og handicappede børn og unge, fordi han af systemet opfattes som værende en ballademager, tyveknægt og løgnagtig dreng. Hans far er en omrejsende handelsmand, der har lovet Ernst, at han ville komme og hente ham og flygte til Amerika med ham.

Ernst registreres af hospitalets leder Dr. Veithausen som værende “sigøjner”. Hurtigt går det dog op for den kvikke dreng Ernst, at hospitalet er en del af nazisternes eutanesi-program og har til formål at udrydde alle individer, der ikke passer ind i nazisternes ideologiske forestilling om en ren race af tyskere. Og hurtigt går det op for Ernst, at der kun er en udvej – at stikke af.

Først oplever han, hvordan en tidligere sygeplejerske fra nazisternes udryddelsesinstitution Hadamar begynder at slå hans ‘medpatienter’ ihjel med stærk sovemiddel opløst i hindbærsaft. Det går blandt andet ud over en lille dreng Toni, der lider af epilepsi. Da denne aflivningsmetode ikke er effektiv nok, begynder hospitalets leder at sulte patienterne ihjel.

Ernst bliver ven med flere af de andre børn, ikke mindst pigen Nandl, der er epilepsiramt, uden forældre og derfor også uden udsigt til at blive udfriet fra udryddelseshospitalet. Og sammen med Nandl planlægger Ernst at flygte. Og flugten iværksættes også, men afbrydes brat, da hospitalet bliver genstand for engelske bomber, der sårer Nandl og dræber to andre sympatisører, en kritisk nonne og en lille pige, som Ernst havde fået et nært forhold til, fordi han var en af de få, der kunne få hende til at spise noget.

Ernst reagerer med at angribe hospitalets leder verbalt og kalde ham morder. Det medfører, at Ernst udpeges som et af de næste genstande for udryddelsespolitikken. Hvad der derefter sker, bør man selv se. Slutningen skal ikke afsløres.

Filmen bygger på faktiske historiske hændelser. Og den er en fornemt eksempel på, hvordan tyske film (og tv-serier) i disse år på bedste måde gør op med Tysklands traumatiske historie under nazismen. Det er endnu et eksempel på en film, der med fint skuespil, rolig kameraføring, klipning og fortællestil, bringer seerne tilbage til nazismens rædsler, sådan som de udspillede sig bag krigens frontlinjer. Nuanceret, velovervejet og -fortalt filmkunst om et svært emne. Kan kun anbefales på det varmeste. Og filmen ligger vist endnu på DRs hjemmeside.

Ordinary Love hedder aftenens filmoplevelse. Nu til dags oversætter man åbenbart ikke filmtitlerl længere – selv om det ville være nemt og enkelt: Almindelig kærlighed – for vi taler jo alle ‘dengelsk, ikke sandt?!
Nå, men bortset fra denne anke, så var det en fin filmoplevelse. Filmen erf ra 2019 og instrueret af Lisa Barros D’Sa og Glen Leyburn på grundlag af et skuespil af Owen McCafferty.
I hovedrollerne som ægteparret Joan og Tom Thompson ses Liam Neeson og Lesley Manville. Og de spiller et gammelt ægtepar, der lever et liv fuld af rutiner, sådan som det jo ofte er. Fx løber de en tur sammen på en bestemt rute, hvor de runder en bestemt træ på vejen hjem. Deres samliv er ubesværet og farvet af lige dele ømhed, humor og småskænderier. Kun en ting kaster en skygge over parret. De har mistet deres eneste barn, datteren Debbie, som blev ‘revet bort’ engang. Faderen, der ikke er religiøs, besøger hendes grav og taler med hende, selv om han synes det er meningsløst. Og moderen kommer i forbindelse med Debbies skolelærer.
Og så slår skæbne pludselig et par volter. Joan opdager en knude i det ene bryst og det viser sig at være alvorlig brystkræft, der ender med, at hun får fjernet begge bryster. Og fra det tidspunkt, hvor Joan opdager knuden og til filmens sidste scene, ser man, hvordan Joans og Toms samliv forandres – uden dog at forandre dem i bund og grund. Og det i den rolige, intime beskrivelse af parrets forandrede livsbetingelser, at filmen viser sine kvaliteter og sin overbevisende styrke.
Stille og roligt ser og hører man de små skælv, der løber igennem parret og sagte forandrer deres samliv. Det er kammerspil af fineste skuffe fra to af Storbritanniens fremmeste kunstnere. Og det er rigtig rart igen at se Liam Neeson i en anden rolle end den som hårdtslående hævner, som han ofte har spillet de seneste årtier. Han kan også det med de små, fine midler. Og han får fornemt modspil af Leslye Manville, der fremstiller den kræftramte uden at forfalde til overdrevent føleri eller overspil. Hun forstår at underspille rollen, så man sagtens kan forstå, hvor slemt det må være at at være i hendes situation.
Alt i alt en fin film, der er en passende modvægt til mange af tidens støjende og spektakulære filmhits. Og tak til DR for at vise den på den hemmelige kanal DR2 og oven i købet på den bedste sendetid kl. 20 en hverdagsaften. Nok til at få mig til at tage en lille pause i tv-afholdenheden.

Filmen kan ses en måneds tid frem på DRs hjemmeside.

Ja, når man læser om de glade tresseres musik i Storbritannien, så støder man igen og igen på Paul McCartney, der var meget aktiv på kunst- og kulturscenen i de år, hvor han var flyttet til London og de andre tre endnu ikke havde slået rod i byen. Således går heller ikke  Elton John ram forbi, når Macca kommer omkring:

Man mødte konstant nye mennesker og fik nye kontakter – musikere, producere, arrangører og pladeselskabsfolk. En dag var jeg ved at indspille med The Barron Knights, da Paul McCartney pludselig kom ind i studiet. Hansatte sig i kontrolrummet og lyttede med lidt. Så gik han hen til klaveret og bekendtgjorde, at det var de her, han var ved at lave i et nærliggende studie, og spillede derefter ‘Hey Jude’ i otte minutter. Det satte unægtelig The Barron Knights -der var ved at lave en døgnflueplade om Des O’Connors deltagelse ved OL – i relief.

Elton, der dengang bare hed Reg Dwight, havde fået arbejde som sessionmusiker og spillede – med glæde – med en lang række navne, bl.a. benævnte Barron Knights, der var relativt store dengang og var opvarmning for The Beatles og Rolling Stones og var det band, der inspirerede Bill Wyman fra Rolling Stones til at begynde at spille el-bas. Men også The Hollies, Tom Jones, Scaffold (med Maccas broder Mike) og flere andre fik glæde af Dwights tangenter.

Sessionarbejdet var nødvendigt, fordi Elton og Bernie Taupin ikke kunne komme af med de sange, de skrev. Ingen ville have dem. Cliff Richard takkede nej; det samme gjorde Cilla Black. Selv bandet Octopus vendte tomlen ned: #Hvem fanden var Octopus?“. Jo, Octopus var et psykedelisk band fra Hatfield, der var opvarmning for fx Cream og Yes, udgav en række singleplader og et enkelt album (Restless Night), inde det gik i g(l)emmebogen.

Hjertet kunne ikke mere, da Harry Belafonte udåndede i tirsdag i den høje alder af 96 år. Når jeg tænker tilbage, så forekommer det mig, at han altid har været der – et eller andet sted. Og det er forståeligt nok, for han fik sit gennembrud som sanger helt tilbage i min barndoms årti – halvtredserne – hvor han med sin særlige caribisk farvede udgave af folkemusik kom på hitlisterne. Selv om det var en tid med raceadskillelse og – ja – racisme. Men han formåede at overskride skellet mellem de såkaldte racer med sin musik og sin iøjefaldende optræden.

At han så siden viste sig at være en fornem repræsentant for borgerrettighedsbevægelsen, der voksede frem i tresserne, gjorde ham bare desto mere interessant.

Jeg er sikker på, at han var det første eksempel på world music, som kom ind i min musikverden gennem Danmarks Radios kanal; dengang tilbage i de tidlige tressere. En forløber for reggae- og ska-poppen, der netop dukkede op i det årti.

Loudon Wainwright mindes Dame Edna, eller rettere: manden bag figuren Dame Edna, Barry Humphries, der døde forleden. Og han gør det med denne fine sang, som de indspillede sammen – “I remember sex”, hvor de begge bidrager med sang og recitation….

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle læse Elton John-biografien nu. Jeg er i forvejen i gang med adskillige bøger. Men som så ofte før skete der det, at jeg blev grebet af teksten. Af Elton Johns ligefremme, mundrette beretning om sit liv, fra fødslen og frem til nutiden. Og undervejs er der sjove oplysninger og anekdoter og andet. Fx denne særlige anbefaling:

Faktisk kan jeg, hvis man nogensinde begynder at føle, at livet er begyndt at blive lidt rutinepræget og banalt, oprigtigt anbefale at tage på turneé i selskab en en stærkt excentrisk homoseksuel bluessanger på over en meter og halvfems med alkoholproblemer. Det vil vise sig at gøre tingene væsentligt mere underholdende.

Og sådan kan man også se på det, i hvert fald når man er Elton John og omtalte personage er ingen ringere end Long John Baldry, der blev berømt for sit hit “Let the heartaches begin” ( som John et sted kalder “en klistret husmderballade af værste skuffe” ), men faktisk først og fremmest var en mere end ferm bluessanger og guitarist på 12-strenget guitar.

Tressernes modedronning Mary Quant døde den 13. april. Og hun skal selvfølgelig ikke forbigås her.

Hun var teenager under krigen og i det første efterkrigsår, der var præget at rationering og stor fattigdom. Og det præparerede hende for al den opdrift – frigørelse, forbrugerisme og oprør – som kom med tresserne. Med sin mode og kosmetik, der især rettede sig mod meget unge kvinder, kom hun til at stå som en af de store bannerførere for tressernes frigørelse. Med lårkorte (nogle sagde “hulkorte”), farvestrålende kjoler, skarpt skårne frisurer, pågående make-up og Lolita-æstetik indfangede hun tressernes frigørelsesånd – det seksuelle, det kulturelle, det økonomiske osv. Og det er svært at tænke tressernes tidsånd uden at se Mary Quant for sig. Og derfor støder man også ofte på hendes navn i bøger om fx datidens musik. Nu er Mary ikke mere, men sporene af hendes tøj og kosmetik er der stadigvæk

Det er udledningen af CO2 (og andre drivhusgasser), der genererer klimaforandringerne. Det ved enhver. Og derfor er det også politikken på det område, der fortæller noget om et partis reelle holdning til klimakrisen. For eksempel Socialdemokratiet. Hvis man kan huske lidt tilbage i tiden, dengang Socialdemokratiet var regeringsparti, så vil man for eksempel huske, at det var det parti, der skånsomt holdt hånden over landets største CO2-producent, Aalborg Portland, da spørgsmålet om afgift på udledningen kom på tale.

Og i dag kan vi så læse, at det er kommet frem, at samme Socialdemokrati under forhandlinger i EU om en såkaldt ‘stor, grøn reform’ aktivt har arbejdet for at begrænse klimabeskatningen på shipping, noget det store firma Mærsk har været fortaler for. Lige nu er shippingbranchen den eneste branche, der er fritaget for klimaskat, selv om branchen er en stor synder på det område.

Inden længe skal den nuværende SVM-regering forhandle om landbrugets CO2-udlednings-beskatning, og meget tyder på, at landbrugets venner i Venstre vil spænde ben for en sådan skat – og at Socialdemokratiet vil rette ind i forhold til det.

Kritikere har allerede påpeget, at Socialdemokratiet i denne sag siger et og gør noget helt andet. Lakmuspapiret er helt sort.

Elton John fortæller i biografien Mig, om hvordan Elvis Presley kom ind i hans liv. Eltons mor var glad for musik. Og når hun fik fri fra arbejde fredag eftermiddag gik hun ind til den lokale el-installatør Siever, der også solgte plader, og købte en ny 78’er. Meget af det var big-band-musik, som var moderne i fyrrerne. Billy May, Ted Heath og andre navne, jeg godt kan huske fra Danmarks Radio dengang i starten af tresserne.

Men en dag kom hun hjem med Elvis Presleys “Heartbreak Hotel”, og det forandrede alt. Elton kendte kun Elvis fra fotos i blade. Men han forstod dog, at Elvis var noget særligt. Og det var en fysisk oplevelse at lytte til Elvis, der mest af alt mindede Elton om et væsen fra det ydre rum. Grønt og med antenner i panden, som han noterer. Elton forstår ikke teksten, men musikken går lige ind i ham. Mødet med Elvis er begyndelsen på det opbrud, der skete fra starten af halvtredserne og et godt stykke ind i tresserne – og som Elton fik ind på kroppen.

Og så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være at tænke på, hvornår jeg første gang hørte Elvis. Præcist hvornår husker jeg ikke, men det har været omkring det tidspunkt, hvor Jørgen Mylius begyndte – altså for tres år siden – men sandsynligvis før. Jeg ved, at der blev spillet lidt pop før Mylius kom til, selv om myten vil noget andet. Men i hvert fald var jeg Elvis-fan, da jeg i 1962 fik min grønne rejsegrammofon og mine første singleplader – med Elvis. Jeg har dem endnu. De er  god stand og det vækker minder at sidde med de singler og EP-plader i hånden. Fornemmelse, farverne, Elvis med pomadehåret og de små vinyler med alle oplysningerne på. Lige den oplevelse er mange senere generationer gået glip af.

Elvis – de tidlige år

Tilbage til Elton John, har været mottoet for mig de seneste uger. Jeg har bedt mig selv om at revurdere mandens opus, især fra de senere år (midten af 1970’erne og frem). Og derfor var det et heldigt slumpetræf at jeg i dag i et lokalt supermarked fandt Elton Johns biografi med den korte titel Mig til et latterligt lille beløb. En dansk oversættelse (ved Jakob Levinsen) af Me, Politikens forlag, 406 s., 1. udgave, 1.oplag.

Og ringere blev det ikke, da jeg på Youtube fandt 50-års-jubilæumsudgaven (2 cd-udgaven) af albummet Honky Chateau (fra 1972). For så kunne min revurdering jo passende begynde der. Og som forventet må jeg da vedgå, at det er langt bedre end jeg huskede eller forventede. 27 numre, hvoraf cirka halvdelen er demo-udgaver. Og med masser af rigtig gode sange, der har stået lidt i skyggen af mandens store hits. Det er lige før jeg overvejede at købe jubilæumsboksen (2 cd’er + 2 LP’er). Men nej, sådan blev det ikke.

Det mest overraskende ved genhøret med albummet er, at Elton John lyder meget ung. Hans stemme er ung og sprød og klæder sangene rigtig godt. Bestemt et album, der fortjener en plads i min lille samling.

Det bliver tydeligere og tydeligere, at den nuværende regering “hen over midten” i virkeligheden er en højredrejet regering. Formelt set er socialdemokraten Mette Frederiksen statsminister og burde som sådan være den, der stod for regeringens politik, men mere og mere tyder på, at det er midter-ideens ophavsmand, den fhv. Venstre-politiker, nu leder af Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, der som en skjult dukkefører trækker i trådene i baggrunden – og trækker politikken i mod højre, i retning af en såkaldt liberal, borgerlig politik. Under dække af, at man ikke rigtig vil bekende politisk kulør, fremfører de højreorienterede ministre politiske ideer, der tydeligt peger i retning af højre side af det politiske spektrum.

Et aktuelt eksempel er moderaternes klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, der de seneste har dage har luftet ideer, der er tydeligt blå. For det første kom ideen om at åbne for et nyt gasfelt i Nordsøen, hvor der skal hentes op mod 3 millioner kubikmeter gas op om året. Noget ministeren ikke så som et problem i forhold til ambitionerne om at nedbringe CO2-udledningen på dansk grund. Hvorimod eksperter på klimaområdet hiver sig i håret og kritserer ideen. Og dernæst kom ideen om at øge mængden af biobrændsel i landets lastbiler. Også denne ide er blevet skudt ned af eksperter på klimaområdet, lige som Socialdemokratiet tidligere har været modstander af ideen. Det er også svært ikke at se ideen som en imødekommelse af vognmændenes højlydte protester mod en kommende afgift på fossilt brændstof i lastbiler.

Som jeg tidligere har advokeret for, så kan man se den politiske midte i dansk politik som politikkens svar på astronomiens “sorte huller”, der som bekendt suger energi til sig fra omgivelserne. Og for nu at blive i det billede, så ser det sort ud for Socialdemokratiet…

Endnu en varm anbefaling herfra. Denne gang gælder det guitaristen og sangeren Max Wolff, der er ude med et nyt album med titlen Placemaker. Ikke Peacemaker, ikke Pacemaker, men Placemaker. Måske fordi det gælder om at skabe plads – for musikken.

For Max Wolff er indbegrebet af en kunstner, der går til rødderne. Med sin forkærlighed for gamle guitarer og udstyr med “sjæl” søger Wolff til rødderne i en musik, der indeholder elementer af traditionel blues, folk, jazz og mere. Gerne med nogle år på bagen. Det er dog musik, han selv har skrevet og komponeret. Og sammen med et hold lydhøre med-musikere – Peter Friis (gulvbas), Niels Ulbrandt (tangenter og mellotrone), Lars Pedersen (trommer), Bo Johansen (slagtøj) og Mikkel Uttrup (også slagtøj) – leverer Max Wolff 11 numre, hvoraf hele syv er instrumentale, som er gennemsyret og -farvet af en ærlig, autentisk musik, der både dufter af tradition og den friskhed, som nyskreven musik ofte har.

Det er en bundsympatisk album, der er kommet ud af anstrengelserne. Et album, der i første omgang rammer det segment, der ønsker ærlig følt og tænkt musik, som ikke kalkulerer i salgstal, hitlister og hele det kommercielle ræs, men derimod i musikkens umiddelbare udfoldelse og dens evne til at skabe relationer til dem, der netop sætter pris på sådan en umiddelbarhed og ærlighed. Det er en plade med stor holdbarhed, som vil tiltale mange med smag for netop den særlige musikalske æstetik, den dyrker. Hermed varmt anbefalet.

Max Wollf. Placemaker. Produktion: Mikkel *Uttrup & Max Wolff. Eget plademærke/Gateway Music. Er udkommet.