17. april 2023 arkiv

Capac anbefaler: Von Dü – Engangsliv

17. april 2023

I 2016 havde jeg glæden af at anbefale Von Düs album Bankende Hjerter. Og jeg hæftede mig ved, at det var en plade med en bred appel, der både omfatter det festende, dansende popsegment og dem, der sidder i lænestolen med hørebøfferne i lyttemodus. Og nu er der gået syv år og Von Dü er tilbage med deres andet album Engangsliv, der oven i købet er et dobbeltalbum (i hvert fald i vinyludgaven), som selvfølgelig også kan fås i digitale formater.

Og de forgangne syv år har sat sig som et spor af modenhed og erfaring. Engangsliv er, med andre ord (mine), et midtlivsalbum. Et album, der oser af levet liv og den tyngde, det giver at have været igennem ungdommens vilde, rådløse, søgende år og nu er nået frem til et voksentliv, hvor kæresteri er afløst af det faste forholds og familielivets livsbetingelser, og hvor en form for afklaring er nået og resulterer i en række sange, der netop besynger dette levede liv og den erkendelse, det har kastet af sig. Og som ekkoer i titlen Engangsliv, som – i mine ører og øjne – fortæller om den indsigt, der siger, at vi “Lever kun en gang”, som titlen på en af sangene hedder.

Der er kun et skud i bøssen. Kun et liv at leve: “Vi lever kun én gang / Vi synger kun én sang / vi yinger kun én yang os to”. Og så gælder det jo om at få det bedste og meste ud af det ‘satans” liv (for nu at citere Steffen Brandt igen). Og det må jeg sige, at Von Dü gør på dette flotte og fine dobbeltalbum, hvor det ni mand store band fortsætter, hvor de slap for syv år siden. Med stærkt vanedannende popsange med ligefremme, mundrette syng-med-danske sange med oplagt hitpotentiale. Og i et musikalsk arrangement, der igen byder på bandets varemærke, en let reggae- og ska-ficeret poprock med fremdrift og appel til danseskoene og lyttelapperne.

Vinylalbummet, som jeg må anbefale lyttere at investere i, omfatter hele nitten skæringer, hvoraf en del er instrumentaludgaver af sange. Og her får man så også fuld valuta for pengene, hvis man vil have Von Dü ind under huden (igen). Og som for syv år siden, så er Von Dü stadigvæk et fascinerende band, der med deres musik vil nå ud til de fleste. Engangsliv er ikke en engangsoplevelse, men et album med varig appel til pop- og rockelskeren. Et album, der lyser af livsappetit og -erfaring og gør det i et musikalsk univers, der bør trænge igennem til det blaserte mainstream-segment og få koncertarrangørerne til at stå i kø for at engagere Von Dü til de danske scener. Hermed anbefalet på det varmeste.

Videoer

Von Dü. Engangsliv. Produktion: Von Dü og Emil Stricker. Von Dü Entertainment – Gateway Music. Udkom 1. april