6. april 2023 arkiv

Joni Mitchell på scenen..

6. april 2023

I sidste måned modtog Joni Mitchell den eftertragtede Gerschwin-pris. Og kvitterede med at synge to sange, efter i årevis at have været mere eller mindre tavs efter en længere periode med sygdom. Og selv om Joni er en alderstegen dame, så synes jeg hun klarer opgaven med bravour. Dels sangen “Summertime” fra Porgy & Bess og – sørme – så hendes egen klassiker, den uopslidelige “The Circle Game” fra 1966:

Om døde børnesoldater og freden som en stadig mulighed

6. april 2023

I mit forsøg på at være tv-abstinent kan det godt være svært at tilfredsstille sin tv-lyst. Men i går lykkedes det dog. Den stadigvæk halvt-hemmelige DR2-kanal brugte den gode sendetid fra kl 20 til at vise den franske dokumentar Hitler’s Teen Killers, der havde fået den danske title Nazisternes børnesoldater. Ser vi bort fra den forskellige vægtning de to titler er udtryk for, så var det en god dokumentar. Baseret på oprindelige tyske filmoptagelser fra de sidste par år af 2. Verdenskrig.
I 1943 erklærer Hitler ‘den totale krig’. Men han og det nazistiske regime har ikke soldater nok til at gøre hensigten til virkelighed. På det tidspunkt har man allerede mistet tre millioner tyske soldater ved fronterne. Især mod øst. Og der er brug for nye tiltag. Derfor gennemfører Hitler og hans militære ledere en omfattende rekruttering blandt landets teenagere, og det skal hverve 20000 unge til dannelsen af en ny soldaterdivision, den senere berygtede 12. SS Panserdivision Hitlerjugend.
Og vi får historien om, hvordan disse modtagelige unge mænd, ja drenge, indoktrineres og afrettes til at være en fortrop, når de vestlige allierede går i land i Normandiet. Og ved hjælp af interviews af overlevende fra den panserdivision får vi et forfærdeligt billede af, hvordan de unge med fysisk magt og voldsom disciplin og retorik bliver uddannet til at være regulære slagtere i krigens tjeneste. Og historien om, hvordan de bliver blodige, brutale bødler, de slagter mange soldater og civile, inden de selv bliver kanonføde for englændernes og amerikanernes fremmarch.
Selv om dokumentaren ikke svælger i blodige optagelser eller billeder af døde unge soldater, så er det skræmmende at opleve, hvad de unge tyskere oplevede – gennem interviewene.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der nu om stunder nærmest romantiserer konflikten i Ukraine, hvor andre unge mænd og civile dør og bliver lemlæstet under tilstande, der ikke er meget anderledes end dengang. Og dokumentaren får blot en til så meget mere at ønske en fredelig udgang på den igangværende konflikt, så mange andre unge ikke skal lide samme kranke skæbne som dem dengang og dem derovre.
Og efter at have set dokumentaren, der er at finde på DRs hjemmeside frem til august, var det en lillebitte smule opløftende at læse, at den franske præsident Macron under sit besøg i Kina har opfordret præsident Xi til at få Rusland til forhandlingsbordet, og at Ukraines præsident Zelensky omsider har åbnet op for forhandlinger med Rusland om Krims fremtid. Også formand for EU-kommissionen Ursula von Leyen har opfordret Xi til at kontakte Zelensky med henblik på fredsforhandlinger. Måske lysner det i øst..