21. maj 2023 arkiv

Capac anbefaler: Jakob Park Trio – Life in a Major Key

21. maj 2023

Vi skal helt tilbage til den 16. september 2012, hvor jeg anbefalede Jakob Parks album Weekend Lover under overskriften “lækker dansk jazzy pop”. Og nu sidder jeg så her med Jakob Park Trio og deres album Life in a Major Key. Vist nok Jakob Parks femte udgivelse.

Og det er et album, der tager sigte mod det store japanske marked – med engelske og japanske titelangivelser og et coverbillede af en japansk kunstner på coveret til cd’en. Men bortset fra disse udvendige ting, så er der stadigvæk tale om musik, der bevæger sig i skæringsfeltet mellem tilbagelænet jazz og melodisk, følsom, moden pop. Altså en slags easy listening-jazz-pop. Men når PR-materialet gerne vil se noget specifikt asiatisk i musikken, så har jeg svært veda at følge dem. Men jeg er omvendt ret sikker på, at netop en sådan omgang smagfuld easy listening vil kunne falde i japanernes smag. De er jo kendt for at være store musikelskere og for at absorbere alle genrer med entusiasme.
Kapelmester Park står centralt på pladen. Ikke alene har han komponeret alle numrene og skrevet alle tekster, men hans pianospil og -improvisationer har en dominerende plads i trioens udfoldelser og understreger den improvisatoriske jazzs væsentlige betydning for det samlede indtryk. Og dette indtryk bakkes på bedste vis op af Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer. Og så får sangerinden Clara Vuust og sazofonisten Nicolai Schultz plads til at udfolde sig undervejs.
Trioen skal have held og lykke med det japanske projekt. Men selv om det ikke skulle lykkes 100%, så vil der stadigvæk være plads til lækker easy-listening-jazz-pop herhjemme, hvor den slags ikke er hverdagskost, men rummer musikalsk næring, som vi alle som musikelskere kan have brug for. Hermed anbefalet.

Jakob Park Trio. Life in a Major Key. ARC Recordings. Er udkommet.