CAPAC

“Det gamle sted  På det gamle sted/ kan man blive ung igen/ Man er altid velkommen forbi/ til lidt uforpligtende leg//På det gamle sted/ kan man folde sig ud, være fri/ for græsslåmaskiner og voksenlarm (/for støvsugerslanger og voksenrod(// Man kan rutsje på regnbuer/ ride på himmelheste/ drikke bølgebrus med brombærsmag/(/hindbærsmag)/ spise iskrystaller, soppe i stjernehavet/ lege i morgensolen/ dagen lang//På det gamle sted/ vil jeg forblive/ barn”.

Engang ville man have talt om knækprosa som betegnelse for poetiske tekster, der var moderne og ikke gik op i ordnede enderim eller rim i det hele taget, men nærmede sig prosaens ligefremhed og hverdagslighed. Og sådan er det med sangerinden Cahtrine Legardhs sangtekster på hendes og den islandske alt-saksofonist Sigurður Flosasons album Stilhed & Storm. Tekster, der trods deres  udvendige prosaiske karakter er meget poetiske – beskrivende, sansende, erfarende og punktvist filosofiske. Og tematisk omsiggribende – lige fra tekster om kvindeliv med børn og hund til tekster om naturen omkring os.

Og Florasons musik smyger sig ind i og omkring Legardhs tekster med stor indlevelse og indføling og nænsomhed med en improvisatorisk grundet musik, der er meget melodisk og med en umistelig nordisk tone. Det er jazz, der kan minde om latinamerikansk bossa nova i sin lethed, men uden dennes dansante passion og popkarakter. Jazzmusik, der som en sommerbølge bærer Legardhs sang frem og op, samtidig med, at den sagtens ville kunne stå alene i sin forfinede fler-instrumentalitet, som arrangement og produktion på fineste, udsøgte vi lader stå fremme i lydbilledet; hvad enten det er Florasons bløde, følsomme saksofon, Jesper Thorns bløde, dybe kontrabas,Anna Gréta Sigurðardóttirs sirligt broderende klaver eller Espen Laub von Lillienskjolds konstant aktive og kommenterende trommer.

Stilhed & Storm er et album, der uden tvivl vil markedsføre sig selv i kraft af sin nordiske karakter, der er et fint vare- og vandmærke på denne både meget vedkommende og overbevisende plade, som burde kunne nå langt ud over et traditionelt jazz-publikum til alle, der har sans for gode melodier, tekster og fornem musiceren. Hermed varmt anbefalet.

Cathrine Legardh &Sigurður Flosasons : Stilhed & Storm. Storyville Records. Udkommer i dag.

Så faldt endnu en af min ungdoms helte bort. Professor og medieforsker Frands Mortensen døde pludseligt, fortæller min veninde Gertrud. Og det er nok et nekrogram værdigt. For Frands Mortensen var en central og vigtig figur på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, hvor jeg startede i 1973. Det hedder det ikke længere, nu hvor universitetet er blevet indrettet efter og for det private erhvervsliv. Men det gjorde det dengang, og et af de nye fag-områder var, som det hed dengang:  massekommunikation. Vi unge skulle i det generaliserede tekstbegrebs navn også beskæftige os med de store medier, aviser, tv, radio osv. Siden udviklede dette fagområde sig hurtigt til et selvstændigt fagområde (og studiefag), Informations- og medievidenskab, hvor Frands Mortensen fik en overordnet rolle at spille og blev professor i 1996.

Men som frontfigur på Nordisk (som vores institut blev kaldt i daglig tale) var Frans Mortensen med til at omsætte tidens samfundskritiske og oprørske tænkning til faglig kritik. Det skete for eksempel med hans bog Kommunikationskritiske analyse af 22-Radioavisen. Pågældende radioavis på Danmarks Radio var dengang en vigtig sådan, fordi den samlede dagens vigtigste nyheder op. Og med sin grundige analyse påviste Frands Mortensen blandt andet, at vi i den vestlige hemisfære bliver udsat for et bestemt én-øjet syn på verden, idet alle de nyhedsbureauer, der frembringer nyhederne til aviserne, er vestlige (ejet, i orientering osv.), hvorimod nyhedskilder fra den øvrige verden så at sige ingen rolle spillede. Mortensens analyse dokumenterede – og derfor har den stadigvæk i allerhøjeste grad relevans for studenter inden for området – at pressen i den vestlige verden er og var i bund og grund ideologisk, uanset hvordan journalisterne så end håndterede nyhedsstrømmen. Og sådan er det langt hen ad vejen stadigvæk, når vi taler om pressen.

Og et par år senere udgav Mortensen et andet vægtigt værk Ytringsfrihed og offentlighed, hvor han analyserede en skandaløs fyring på Danmarks Radio af journalisten Erik Thygesen. Også et uomgængeligt værk, hvis man vil forholde sig til Danmarks Radio og pressens fungeren i vort samfund.

Frands Mortensen fortsatte med sin forskning i medierne og fik derfor plads i diverse vægtige råd og udvalg, for eksempel Mediekommissionen. Og han gjorde et stort arbejde for mediernes eksistensbetingelser og for vores forståelse af deres rolle i samfundet. Nu er Frands ikke mere, og hans mange elever må bære faklen videre. For det er mere nødvendigt end nogensinde før.

Ja, for kort tid siden forsvandt strømmen i lejligheden, opgangen, huset, ja et større området af lokalområdet. Og det tog en god times tid for el-selskabet at retablere forbindelsen, så jeg nu kan taste lidt ned om det. Og det er pudsigt, som associationer og oplysninger kan falde sammen. Jeg kom straks til at tænke på dengang i 1977, hvor en stor del af New York blev ramt af strømafbrydelse med masser af negative konsekvenser, fx at der blev begået masser af røverier og indbrud, medens afbrydelse stod på. Og dernæst kom jeg til at tænke på, hvad der kan ske. når klimaforandringerne for alvor slår igennem med oversvømmelser, tørke, orkaner osv. I gå så jeg en nedslående udsendelse om forskere på Antarktis. De forskede i isens forandring under den menneskelige klimapåvirkning (CO2 osv.), og deres konklusion var alarmerende og nedslående. For det første vidste de, at isen smelter langt hurtigere end hidtil antaget. Dernæst vil den værste konsekvens være, at verdenshaven vil stige op til omkring 3 meter; og det vil medføre at store landområder rundt om på kloden vil blive ubeboelige (oplagt: Parkistan, en mængde øriger i Stillehave og lignende steder, lavtliggende områder i Europa, Sydamerika, Amerika osv.); og det vil igen medføre flygtningestrømme (både migrationer og interne flygtninge, der vil væk fra de nærmereliggende områder) og omkostningstunge ødelæggelser. Og det vil sikkert – for nu at vende tilbage til udgangspunktet – også medføre, at væsentlige dele af landenes infrastruktur, fx el-anlæg, vil blive ødelagt og gjort ubrugelige.

Og sådan kan en gammel mand sidde og lade tankerne flyve, fordi han oplever en kort strømafbrydelse og må nøjes med at læse om kunstige sødemidlers betydning for den menneskelige sundhed.

Mit studenterjubilæum nærmer sig. I næste uge er det et halvt århundrede siden, jeg blev student. Og det har givet anledning til mangen en erindring og nostalgiske tilbageture. For eksempel til dengang, vi i engelsk læste Shakespeares Macbeth. Det var i 1971; samme år som Roman Polanskis filmatisering kom i biograferne. Og jeg var så heldig at finde skuespillet på originalsproget i en af de esbjergensiske boghandlers tilbudskasser. Og på den tomme side før titelbladet har jeg skrevet John Donnes digt For whom the bell tolls med sirlig kuglepenneskrift. Jeg husker ikke, hvorfor vores nu afdøde engelsklærer fremhævede Donnes digt, men det gjorde indtryk dengang (som nu), og vores engelsklærer var glad for klassikerne. Vi fik også en lille notesbog, hvor vi kunne skrive fyndige Shakespeare-citater og lignende ned. Måske ligger den et eller andet sted i mine gemmer. Og måske skulle jeg gense Polanskis film, som jeg første gang så i Esbjergs Strandbio, der heller ikke mere eksisterer.

Desværre modtager jeg ikke helt så mange plader til omtale i bloggen, som de foregående år. Sidste år nåede jeg at anbefale 25 nye, gode plader. Det kommer nok til at knibe i år med det tempo, der har været indtil videre. Til gengæld har de anbefalede plader alle haft en høj kvalitet.

Og så kan man jo passende kigge lidt tilbage. Og jeg kan med glæde konstatere, at to af de plader, jeg har anbefalet på capac er nomineret til en Danish Music Awards Blues-statuette. De gælder Thorbjørn Risager & The Black Tornado: “Navigation Blues” (og Thorbjørn og Co. har tidligere modtaget prisen i 2013 og 2014. Og så er også Trouble Cats: “Hard Facts & Poetry” nomineret, og det er også fuldt fortjent. Så hvis i mangler noget at lytte til her i varmen, så er det god grund til at opsøge netop de to plader. De to bands er også nomineret til Blues Live Prisen; endnu en grund til at give dem et lyt.

En modoffensiv fra Ukraine mod Rusland er i gang. Eller måske ikke. Måske, måske ikke. Og TV2 nyhederne har sendt et rapporter ud på et felthospital for at berette om de tragiske hændelser, der sker ved fronten. Og vi får at vide, at modoffensiven gør fremskridt – eller måske ikke alligevel. For det kniber gevaldigt med dokumentationen, for Rusland fører deres egen progaganda-krig, medens Ukraine har lukket ned for den vestlige presses adgang til informationer. Så hvad ved vi egentlig om, hvad der sker med al den isenkram, de vestlige lande har sendt til Ukraine? Og journalisten understreger, at folk i almindelighed er genstand for masser af misinformation. Måske er vi det, men hvem ved? Journalisten, der ikke kan bekræfte sine egne informationer? Eller hvem så?

Som den franske filosof Jean Baudrillard var inde på i forbindelse med krigen i Irak, så foregår den krig, vi har adgang til på tv og på de sociale medier. Hvor krigen, altså den rigtige krig, hvor mennesker dør og såres dagligt, ikke foregår. Vi er genstand for gøglebilleder, som vi ikke rigtig kan tro på og i hvert fald ikke med sikkerhed bruge til ret meget. Og det ændrer mange billeder, film og ord ikke på.

Med internettets fremmarch og udbredelse er den klassiske presses rolle blevet forandret radikalt. Og brugerne – os, der bor og lever i de såkaldte vestlige demokratier – er i en situation, hvor vi konstant må leve med tvivlen og mistroen over for de budskaber og oplysninger, vi bliver præsenteret for – selv om de gentages i det uendelige i al deres usikkerhed. Måske vil vi opleve en dag, hvor pressen som vi kendte den slet ikke eksisterer mere og al information er overladt til såkaldt sociale medier og lignende, som vi i udgangspunktet ikke kan stole på overhovedet. Så må man bare sige: Velkommen til den fagre, nye (mis)informationsvirkelighed.

Apropos: En anden historie om Ukraine og konflikten – hør lektor ved Forsvarsakademiet fortælle om konfliktens for-historie – her. Han kommer ikke omkring alle aspekter (fx USAs spegede rolle), men får problematiseret mange ting i Vestens opfattelse af konflikten.

Da jeg var ude og “nifle” (Shu-bi-duask) med min hund her til morgen, så skete det mirakuløse, at der faldt en meget let regn. Og så er der ikke langt til Paul Verlaine og hans berømte digt om regn, hjerter o.a.:

Min gamle kollegie- og studiekammerat, sangskriver, sanger og musiker i TV-2, Steffen Brandt fylder 70 år i dag. Og ingen tvivl skal herske om det: Han er en af min generations store sangskrivere udi rocken. Med tekster, der på hans egen firnurlige og særegne måde indfanger den tid, vi lever i, og omsætter det til sange, der ofte har haft poppens evne til at hæfte sig fast i baghovedet. Og sange som med tiden har fået deres helt egen tone og særkende, takket være det gode orkester Tv-2, der tidligt fandt deres egen stil og siden har forfinet og udviklet den.

Meget vand er der løbet igennem Århus Å, siden dengang på kollegiet og universitet – og tiden med Taurus. Og i dag kan Brandt så se tilbage på en flot karriere i dansk rock, selv om han nok helst vil se fremad mode nye musikalske opdagelser osv.

Helt tilfældig kom jeg til at klikke over på STV1, Sveriges tv-kanal 1, hvor de viste en dokumentar med titlen Den svenska dansbandhistorien. Fænomenet danseband er lige så grundlæggende svensk i svensk musikliv som dansktop-musik og suppe-steg-og-is-musik er det i Danmark. Et stort marked, der ikke altid har haft offentlighedens og musikindustriens opmærksomhed, men som har været og er elsket af mange såkaldt almindelige mennesker. Og musik, der ofte er frembragt og videreformidlet af højt kvalificerede musikere, der har fundet en levevej med den musikform. O

Programmet fortæller kort – også lidt for kort – historien fra slutningen af halvfjerdserne og frem. Hvordan det er gået op og ned og op igen for disse dansbands, der har sørget for, at svenskerne havde noget at danse og feste til og som ofte lagde beslag på histlisterne med de mest populære sange. Det er en udsendelse, som man bør unde sig selv at se, hvis man er interesseret i musikkultur – også den, der ligger lidt uden for ens egne smagsgrænser.

Udsendelsen kan ses her.

Ja, det lyder næsten lidt for eksotisk eller vildt overdrevet, men faktum er, at der i år udgives et nummer med the Beatles som har været bearbejdet med kunstig intelligens. En gammel demo-optagelse med John Lennon er blevet bearbejdet med kunstig intelligens, så Lennons sang har kunnet bruges til et “nyt” nummer med Beatles. Og det udsendes i år. Hør historien på BBC i anledning af Paul McCartneys nye udstilling med gamle fotografier fra tresserne – lige her.

PS. Det meste af interviewet drejer sig om udstilingen; først til allersidst kommer de ind på nyheden om det “nye” nummer.

Inden længe er der Folkemøde på Bornholm. En begivenhed, der hylder den danske demokrati-model. Men en person er persona non grata ved mødet, nemlig Rasmus Paludan, der er stifter af et parti ved navn Stram Kurs, og som har gjort sig bemærket ved især at brænde eksemplarer af det hellige islamiske skrift Koranen af ved offentlige møder, hvor han også har talt med ringeagt om mennesker med muslimsk, islamisk baggrund. Og derfor har hans møder være genstand for mod-demonstrationer og ballade, der ikke er i overensstemmelse med den herskende opfattelse af, hvad der er offentlig ro og orden. Og på Bornholm er man af den mening, at man ikke har politiressourcer til at sørge for, at Rasmus Paludan kan udøve sin personlige ytringsfrihed uden at der opstår uro og ballade. Og derfor har man officielt forment Paludan deltagelse i mødet.

Men det er i strid med loven. Så enkelt er det. Hvilke såvel Paludan, den selvstændige tænketank Justitia og andre har påpeget.

Men hvad stiller man så op? Hvis man både hylder den personlige, næsten ubegrænsende (der er nemlig grænser for ytringsfriheden, fx blasfemi og majestætsfornærmelse) ytringsfrihed og ønsker Paludan og konsorter derhen hvor peberet gror? Jo, jeg tænker, at man skal gribe tilbage i historien og lære af, hvad man stiller op som modspil til Paludans mulige, uheldige brug af sin ytringsfrihed? Og man kunne jo fx vælge at troppe op med en pose fuld af rådne tomater og ditto æg og dynge ham til med det. Måske medfører det en enkelt arrestation, men det bør man kunne tage med, når det drejer sig om  at forsvare andre mod diskriminerende og nedsættende tale. Hvem husker ikke, da medlemmer af Enhedslisten overhældte Anders Fogh Rasmussen med rød maling? Nej, det er ikke uden omkostninger, at give udtryk for sin holdning på en ikke-voldelig facon som fx ved at kaste tomater og æg på en person. Og det må vi tage med.

Ja, navnet siger næsten det hele om bandet. At det ikke vil stå tilbage for de mest outrerede punk-bands, der er og har været. Og album-coveret, som jeg ikke viser her, fordi nogen sikkert vil blive stødt over dets pornografiske karakter, understøtter blot, at dettte band fra East Bay, California, spiller “fucking punk”, som der står på deres Bandcamp-side. Det er ikke for sarte sjæle, og man skal være inkarneret punk-elsker for rigtig at holde af Nihilist Cunt. Den vil jeg lige tygge lidt på….

Den fhv. amerikanske præsident står igen på anklagebænken. Denne gang drejer det sig om de famøse dokumenter, han havde på sin privatbolig i Miami – efter sin fratræden fra embedet. Og han står over for 37 anklagepunkter. Og selv om han med vanlig selvsikkerhed afviser enhver anklage og at han bare vil ‘gøre Amerika stort igen’, så er det alvorlige anklager, fordi de vedrører noget, som det amerianske regime ikke tager let på, nemlig statshemmeligheder. Og dem spøger man ikke med – derovre. Så det er ikke utænkeligt, at Trump denne gang må lide den tort at blive dømt og dermed miste muligheden for et genvalg.

Noget andet er, at han jo bare er kransekagefiguren for en folkelig modstand mod det amerikanske styre, der jo er alt andet end demokratisk (snarere er der tale om et oligarki, hvor præsidenter bliver valgt, fordi de tjener de rigeste i landet) og hvor uligheden vokser hver eneste dag. Og i Trumps vælgerbasis gør det ikke så meget, om han forgriber sig på kvinder, lyver og fusker med skatten. Det drejer sig om en grundlæggende mistillid til hele det politiske system. Og det problem løser en Joe Biden ikke, for han er et produkt af netop det bestående system.

Og så er det, at man skal huske på, at der altid har været et andet Amerika. Et Amerika, der ikke delte de bestående styres opfattelse af, hvad Amerikan er og bør være. Sådan har det været i årtier, selv om det alt for ofte glemmes i den officielle debat om det store lander derovre…

Dagens spilleliste: Future soundtrack for America (projekt in progress).

Nej, desværre kom de ikke ind på min radar dengang i sluthalvfjerdserne. Og bedre blev det ikke af, at gruppen blev gendannet og ommøbleret efter deres første forrygende album, der hørt på tidens afstand er et af de markante (post)punk-albums fra England, Dirk Wears White Sox. Og endnu værre blev det af, at forgrundsfiguren Adam Ant  kom i kløerne på den famøse manager Malcolm McLaren og gik efter penge og succes – og fik det, men mistede sin musikalske kvaliteter til fordel for iscenesættelse og mainstream-new-wave. Sådan kan det gå, men debutalbummet fra 1979 holder.

Jeg har fulgt Peter Belli lige siden han brød igennem med Les Rivals. En af mine ældste single-plader er Peter Belli & Les Rival og deres udgave af Arthur Alexanders “(You better) Move on”, der også er en af mine favoritter i Bellis store repertoire. Og jeg var så heldig at opleve Belli, da han var på afskedsturné landet rundt og lagde vejen forbi Den Gamle By i Århus, stadigvæk i fuld vigør og værd at lytte til (en video kan fra oplevelsen kan man se på min Youtube-kanal).

Men nu er Peter død. 79 år gammel og efter lang tids sygdom. Og dansk populærmusik har mistet en af sine markante, store stemmer. En stemme, der både bød på pigtrådsmusik (datidens ord for enkel gør-det-selv-rock), pop og dansk-top-pop. Belli gik ikke af vejen for noget musik, så længe det blev gjort med hjerte og professionalisme. Jeg er sikker på, at der bliver skrevet mange nekrologer i dagens anledning. Og det fortjener Peter Belli, så ingen glemmer ham og hans betydning sådan lige med det samme.