Post til tiden
29. juni 2023Regeringen har lavet forlig om postvæsnet i Danmark. Det indebærer at Post Nord (tidl. Post Danmark og endnu tidligere bare postvæsnet) bliver løst fra kravet om at fordele post i hele landet. Selv om regeringen lover, at selv de fjerneste egne af vort lille land nok vil få mulighed for at få post (selv om man måske selv skal hente den i en boks i området et eller andet sted), er der ingen tvivl om, at denne lille nyhed er udtryk for, at liberaliseringen af postvæsnet har nået sit endemål. Fra nu af er post og postomdeling overladt til de såkadt frie markedskræfter, hvor enhver deltager – mod betaling forstås – kan levere post – breve og pakker – i landet uden at være forpligtet på at levere bestemte steder, fx på afsidesliggende øer eller lige så afsidesliggende landsbyer ved fjerne kyster og så videre.
For mig at se, er der ikke kun tale om en simpel forringelse af postbesørgelsen i dette land. Der er tale om et tilbageskridt for Danmark som civiliseret land. Engang var postudbringning noget det offentlige sørgede for – ofte flere gange om dagen og i princippet til alle landsdele – fordi det var en selvfølge, at sådan gjorde man i et civiliseret land. Og jovist var det før internettets og mobiltelefoniens digitale virkelighed, hvor breve på papir var den væsentligste kommunikationsform. Det ændrer, efter min mening, ikke på, at postvæsnet dengang havde en hel anden status end postudbringning har nu til dags, hvor post bare er en vare blandt andre varer. Postvæsnet var en statslig etat; noget der var hævet over de smålige hensyn, der præger handel og vandel. Postvæsnet var at sidestille med kongehuset og folkekirken. Noget, der var en selvfølge for mange. Noget, der var lige så sikkert som at solen står op om morgenen og går ned om aftenen.
Og jeg ved godt, at jeg er håbløs gammeldags og ude af takt med tidens kommercielle tilbøjeligheder, når jeg synes, vi skulle genindføre det gamle system og – i stedet for at poste milliarder på krudt og kanoner i Ukraine – genindføre et postvæsnet, der – lige som i øvrigt togdrift, internet og telefoni – blev betalt via skatten som driftsstøtte. Så vi kunne få de røde postkasser og de røde postbude tilbage igen. Og det har absolut intet at gøre med, at jeg en kortere periode har været ansat hos postvæsnet. Jeg synes bare, at det er symbol på, at vi er et civiliseret velfærdsamfund.
