CAPAC

Det var den nu afdøde franske sociolog og betydningsforsker Jean Baudrillard, der med vanlig sans for provokationens noble kunstart hævdede at Golf-krigen aldrig havde fundet sted – altså bortset fra i mediernes såkaldte hyperrealitet.

Baudrillards tanke vakte røre i brede kredse, akademiske og journalistiske heriblandt, men egentlig var hans fortjeneste blot at radikalisere en almindelig kendsgerning: At al journalistik i bund og grund er iscenesættelser – fiktioner med andre ord. Men, vel at mærke, fiktioner, der lever højt på, at vi – læserne, lytterne og seerne – tror på, at fiktionerne et eller anden sted rummer lidt af den såkaldte virkelighed. At tv-journalistikken afspejler virkeligheden, som man siger. Og denne illusion må ikke brydes.
Den danske stjerne-tv-vært Jeppe Nybroe fra DR har som bekendt gjort sig skyldig i at bryde denne illusion ved at levere den rene fiktion til aftensmaden. Derfor er anklagen mod ham, at han har “skadet DRs troværdighed”, som det hedder. Man kunne gå et skridt videre og sige: tv-journalistikken i det hele taget. Og nu viser det sig så, at det muligvis ikke er første gang. Landets aviser ( fx her og her) skriver, at manden har manipuleret med nogle eksplosioner, hvis lyde han har genbrugt i andre sammenhænge. Sikkert for at skabe lidt dramatik omkring indslagene. En mediekommentator foreslår så, at alle Nybros indslag ses efter i sømmene, og måske vil det så vise sig, at Nybroe slet ikke har været i Irak, men måske har optaget sine film på Amager Strand eller en anden nærliggende lokalitet…
Det er nok ikke sandsynligt, at Jeppe Nybroe kan fortsætte sin vellønnede karriere i TV-Avisen, måske må han tage til takke med et journalistisk underholdningsprogram, hvor indholdet alligevel ikke betyder så meget, eller blive dansepartner i Danse-Grand-Prix. En flot fyr er han jo.
Jeppe Nybroe er – eller skal man skrive: var? – en rigtig journalist. Han iscenesatte sine journalistiske historier med en digters fantasi – og begik den fejl at blive afsløret. Det er langt fra første gang den journalistiske løgn således er blevet stillet til skue, og hver gang har det medført stort ståhej. Men efter nogen tid er den skrøbelige “troværdighed” blevet retableret.
Det interessante ved sagen er vel, at Nybroes såkaldte manipulationer vel ikke anfægtede rigtigheden af de informationer, han videregav. For eksempel at de danske besættelsestropper forlod Irak. At han befandt sig et andet sted og på et andet tidspunkt, end han foregøglede os, ændrer ikke ved dette faktum.
Måske er det Nybroes fortjeneste – ufrivilligt – at have peget på, at digtekunsten er den naive realistiske journalistik fuldstændig overlegen. Og at digtekunsten måske er bedre egnet til at fortælle os noget om virkeligheden og sandheden…

Jeppe Nybroe har også fået sin egen wiki.

Opdatering: Bo gjorde opmærksom på det, og vi vil – helt uden at hovere eller noget – bare sige, at det tænkte vi jo nok – ovenfor…

Opdatering: Jeppe Nybroe er blevet gjort til grin på YouTube via en række videoer. Fiktionerne ruller… Læs også Uffes kommentar her.

Gårsdagens film var “24 Hour Party People” om den for nylig afdøde musikbagmand Tony Wilson og musikmiljøet i Manchester, især pladeselskabet Factory Records og natklubben The Hacienda. Instruktøren Michael Winterbottom og manusforfatteren Frank Boyce har valgt at lade Tony Wilson selv (spillet af komikeren Steve Coogan) fortælle og kommentere historien fra punkbevægelsens start og frem til de tidlige halvfemsere, hvor både pladeforlag og natklub går i opløsning i penge- og stofproblemer m.v.
Steve Coogan fremstiller med megen engelsk tør humor den den g(eni)ale journalististudannede tv-mand Wilsons vej til berømmelse. Det er et portræt af en lidt naiv idealist, der ikke har megen forstand eller interesse i den økonomiske side af musiklivet, men er drevet af kærlighed til Manchester, byens indbyggere og så den ny musik, som han har et godt øre for. Coogans præstation er filmens force. Og så billedet af det “vilde” miljø omkring de to store projekter, iblandet fx portrætter af Joy Divisions suicidale Ian Curtis og syrehovederne i Happy Mondays.
Som hovedpersonen er inde på et sted, så vægter filmen legenden mere end den skinbarlige sandhed (hvis de to ting da overhovedet kan adskilles…). Filmen prætenderer altså ikke at være andet end en biografisk fiktion, en fortolkning af et levet liv og et bestemt miljø. Som sådan er det en fin og underholdende film. Og et cadeau til de ildsjæle på og bag scenen, der ikke tjener mange ører på deres entusiasme og idealisme, men som skaber fornyelsen på musikscenerne.
Filmens svageste side er nok selve de musikalske indslag, som jeg ikke synes yder de medvirkende kunstnere fuld retfærdighed. Fx fik jeg ikke en oplevelse af den energi og dynamik, som Sex Pistols stod for – og som i følge hovedpersonen gjorde dem til den største musikalske fornyelse siden Elvis – via de lidt anonyme indslag. 

Filmens trailer: Læs mere »

Vi gør, hvad vi kan for at nedbringe vores eget CO2-udslip. For eksempel har vi i casa capac afgivet et “klimaløfte” – en symbolsk handling, der mest handler om samvittighed, men alligevel – og så er vi begyndt at søge på nettet i mørke. Det er det gode tidsskrift Samvirke, der har gjort mig opmærksom på www.blackle.com, der er en Google-klon, hvor man kan spare på strømmen, medens man søger efter informationer. Indtil videre har sitet sparet 179257923 Watt-timer…

Det er osse Rasmus’ skyld. Al den snak om Kenny Loggins og Jim Messina, soft rock og Yacht-rock fik mig til at tænke på et softrock- og Yacht-rock-album, som jeg var meget begejstret for, da det udkom i 1978, og fortsat er begejstret for: The Doobie Brothers “Minute by Minute”. Pladen var gruppens ottende udgivelse, og den blev – som de foregående – et stort hit. Albummet lå på den amerikanske albumhitlistes førsteplads og sangen “What a fool believes”, der var skrevet af Kenny Loggins og Michael Mcdonald indtog ligeledes førstepladsen på pophitlisten. Det er da også en uforskammet iørefaldende sang uden den mindste modhage. Svært uimodståelig:

Læs mere »

Takket være Rasmus i Kammeret blev jeg gjort opmærksom på en navneombytning. Ganske vist havde det naget lidt i baghovedet, da jeg skrev et indlæg om Kenny LOGGINS og The First Edition. Men det blev ikke til mere end lidt nageri. Og så kom Rasmus altså og korrigerede. Det var selvfølgelig ikke Loggins, men ROGERS. Og det er en lidt anden snak. Men, Ruby-sangen fortjener nu alligevel omtalen.
Kenny Loggins, til gengæld, er nok mest kendt for sit samarbejde med det tidligere medlem i legendariske Buffalo Springfield og det fortrinlige country-rock-band Poco, Jim Messina. Da de fandt sammen i 1970 var Loggins et mindre kendt navn, der især havde gjort sig bemærket som sangskriver for et andet country-ensemble The Nitty Gritty Dirt Band. De faldt så godt i hak sammen, at det første album, der egentlig var tænkt som Loggins soloplade, endte med at blive en duo-plade: Kenny Loggins with Jim Messina Sittin’ in. Duo-projektet holdt frem til 1977, hvor deres veje skiltes for at gendannes i 2005. De nåede at lave yderligere syv albums, der alle solgte godt. Stilen var og er en meget velproduceret, velpoleret, vellydende, FM-Radio-tilskåret, men også meget iørefaldende og medrivende soft rock, som har fået den, måske lidt uvenlige, betegnelse “Yacht-rock“. Betegnelsen stammer fra et show, der i fiktionsform fortalte om nogle softrockeres liv og levned. Andre eksempler på Yacht-rockere er: Steely Dan, Toto og The Doobie Brothers. Oplev Loggins and Messina fra 1973 med et af deres store hits: Your Mama don’t Dance. Ren kakao til trommehinderne, som det hed dengang.

Arbejdsministeren, undskyld: beskæftigelsesministeren, Claus Hjorth Frederiksen har fået en “god” idé. Han ved, at der – i følge økonomer og aviser – er mangel på arbejdskraft, og efterspørgslen vil stige i de kommende år. Derfor går det ikke, at vi diskriminerer voksne mennesker, der er født før 1957. Det går ikke an at tale om det grå guld, ældrebyrde, seniorpolitik, pensionsmoden osv.. Derfor har ministeren nedsat et udvalg, en “tænketank”, der skal lave en liste over såkaldte fy-ord, som man ikke må bruge om disse medborgere over 50. For hvis bare vi forbyder ordet, så ændrer verden sig. Fordomme forsvinder, og alle uanset hudfarve, køn, alder, religiøse tilbøjeligheder, aparte udklædning osv. bliver behandlet lige på arbejdsmarkedet. Voila!

New Musical Express har sammen med Xfm spurgt læserne, hvilke indie-sange, der er de største. Listen ser således ud:

1 Oasis – “Live Forever”
2 Nirvana – “Smells Like Teen Spirit”
3 Pulp – “Common People”
4 The Smiths – “There Is A Light That Never Goes Out”
5 The Libertines – “Don”t Look Back Into The Sun”
6 The Libertines – “Time For Heroes”
7 The Smiths – “How Soon Is Now?”
8 The Stone Roses – “I Am The Resurrection”
9 The Strokes – “Last Nite”
10 Arctic Monkeys – “I Bet You Look Good On The Dancefloor”
11 The Smiths – “This Charming Man”
12 The Stone Roses – “She Bangs The Drums”
13 The Libertines – “Can”t Stand Me Now”
14 Oasis – “Don”t Look Back In Anger”
15 Blur – “Song 2”
16 Franz Ferdinand – “Take Me Out”
17 The Stone Roses – “I Wanna Be Adored”
18 The Verve – “Bitter Sweet Symphony”
19 Joy Divison – “Love Will Tear Us Apart”
20 Joy Division – “Transmission”
21 The Smiths – “Panic”
22 The Breeders – “Cannonball”
23 The Gossip – “Standing In The Way Of Control”
24 Babyshambles – “Fuck Forever”
25 Oasis – “Supersonic”
26 Radiohead – “Creep”
27 Oasis -” Wonderwall”
28 Pavement – “Cut Your Hair”
29 Arcade Fire – “Rebellion (Lies)”
30 Manic Street Preachers – “A Design For Life
31 Oasis – “Cigarettes & Alcohol”
32 The Stone Roses – “Fool”s Gold”
33 The Killers – “Mr Brightside”
34 Radiohead – “Just”
35 Pixies – “Monkey Gone To Heaven”
36 Kaiser Chiefs – “I Predict A Riot”
37 Kasabian – “LSF”
38 Pixies – “Gigantic”
39 Oasis – “Champagne Supernova”
40 Klaxons – “Golden Skans”
41 Blur – “Parklife”
42 The Cribs – “Hey Scenesters”
43 Suede – “Animal Nitrate”
44 The Stone Roses – “Love Spreads”
45 The La”s – “There She Goes”
46 Dinosaur Jr – “Freak Scene”
47 The Libertines – “Up The Bracket”
48 Sonic Youth – “Bull In The Heather”
49 The Rapture – “House Of Jealous Lovers”
50 My Bloody Valentine – “You Made Me Realise”

– Måske er det ikke tilfældigt, at det er et engelsk musikblad, der står for listen?! I hvert fald kunne man godt finde flere amerikanske indieband og -kunstnere, der fortjente en plads på listen.

Som det vil være bloggens garvede læsere bekendt, så har capac og Frøkenen en fælles forkærlighed for skuespilleren, musikeren og gonzo-piraten Johnny Depp. En af vores fælles yndlingsfilm er Johnny Depps portræt af gonzo-journalisten Hunter S. Thompson i Terry Gilliams Fear And Loathing In Las Vegas (1998). Forleden overvejede jeg at købe filmen på DVD, men, da der var for mange kunder i butikken, blev det ikke til noget i denne ombæring. Det mig imidlertid til at tænke på en anden film om Thompson, som jeg aldrig har fået set, men ejer soundtracket til på grammofonplade: Art Linsons Where The Buffalo Roam (1980).  Jeg købte soundtracket i en lille københavnsk pladeforretning (Dr. Jazz, tror jeg den hed), som sendte plader rundt i landet til feinschmeckere. Grunden til, at jeg købte det soundtrack var, at ingen ringere end Neil Young bidrog med flere numre: Buffalo Stomp (sammen med The Wild Bill Band Of Strings), Ode To Wild Bill #1, #2, #3 og #4 – og Buffalo Stomp Refrain (med ovennævnte orkester). Derud over fik man Jimi Hendrix’ Dylan-fortolkning All Along The Wachtower og Purple Haze, The Temptations med Papa Was A Rolling Stone, Dylans selv med Highway 61, Four Tops med I Can’t Help Myself (Sugar Pie Hunny Bunch), Creedence Clearwater Revival med Keep On Chooglin – og, ikke mindst, Bill Murrays syrede udgave af Beatles’ Lucy in the Sky With Diamonds. Pladen blev udgivet på MCA Records i 1980.

Her er et par klip fra filmen. Først en trailer, hvor man hører lidt af Neil Youngs udgave af Home Home on the Ranche og Luce in the Sky with Diamonds i henholdsvis Murrays og Beatles’ udgaver:

Læs mere »

Inspireret af Uffes melankolske skriverier om uni-sex-lokummer i DR-byen (Erotikken er død) synes jeg, at vi mandlige og kvindelige, anakronisktiske, nostalgiske bloggere skal stifte en virtuel forening: Foreningen til kønsforskellens uddybning. Mottoet skal være: Jo større forskel på kønnene, jo bedre. Vi begynder at grave, så snart foreningen har mere end et medlem. Formålet er selvfølgelig at genetablere mystikken, fascinationen af, tiltrækningen af, dragningen mod det, der er på den anden side af gabet. Når hullet er tilstrækkeligt stort vil vi formodentlig ikke forstå meget af, hvad der foregår på den anden side, men til gengæld vil vi være i stand til for alvor at begære det – og elske det. Og forførelsens vil igen blive en kunstart. Evt. sandhedssøgere udstyrer vi med følgende dogme: Sandhedssøgere henvises til modsatte side. Så kan de jo gå lidt frem og tilbage…

Foreningen vil selvfølgelig være en del af Anakronistisk Bevægelse.

Og, nej, bare rolig, det betyder ikke, at kvinder skal have mindre løn end mænd for det samme arbejde eller ringere ansættelsesvilkår eller ringere adgang til jobs, uddannelse osv. Problemet på arbejdsmarkedet er jo netop, at alle skal være ens, nemlig: som mænd er og har været. Vi skal tværtom fremhæve, at vi er forskellige (fx føder kvinder børn), og netop derfor skal vi behandle hinanden anstændigt og give hinanden samme løn og rettigheder – på trods af forskellene.

Ideer er velkomne.

Opdatering: Bo, Uffe, Suzy Q og Acq har meldt sig – foreningen kører. En stiftende generalforsamling (formalia, formalia…) kan vi altid stable på benene out in Cyberspace.

Opdatering nr. 2: Foreningen til uddybning af kønsforskellen forkortes selvsagt: FUK.

Kenny Rogers – ikke at forveksle med Kenny Loggins – har længe ikke være min kop te, for at sige det lige ud. Men der var engang, hvor han var en ung knøs, der spillede med i et band med navnet First Edition. Det var mainstream-country af den slags, amerikansk FM-radio var fyldt til bristepunktet med. Hyggeligt. En enkelt sang skilte sig dog ud fra mængden, hvilket danske Sort Sol også mente, da de lavede en unik version af den: Ruby, don’t take your love to town: Læs mere »

Den 6. august 2006 skrev jeg følgende i min smartlog:

“jeg var heldig at få set den australske film Danny Deckchair af Jeff Balsmeyer (hans første film som instruktør). Filmen handler, kort fortalt, om en mand, Danny – spillet af Rhys Ifans, som nogen måske vil huske som Hugh Grants mayonnaisespisende bofælle i Notting Hill – der kører godt og grundigt træt i sit liv som cementarbejder med en kæreste, der drømmer om en bedre mand, et bedre liv osv. Da han en dag overrasker konen sammen med en kendt tv-mand, arrangerer han en havefest, der ender med, at han flyver bort på en havestol, hvor der er påmonteret nogle store balloner. Han lander langt nordpå i haven hos en dejlig kvindelig parkeringsvagt, spillet af den underskønne Miranda Otto (kendt fra Ringenes Herre 2). Og her starter hans nye liv. Som en anden anmelder vil jeg ikke afsløre resten af handlingen, selv om den er ganske banal. Det er heller ikke i handlingen filmens styrke ligger. Det er i den hverdagspoetiske fremstilling af en række personer, hvis liv ikke er faldet i hak. Filmen fremstiller de lidt fortabte, drømmende personer med stor sympati og lun humor. Især er de to hovedpersoner virkeligt godt typecastet. Rhys er den forvirrede vildmand, der ikke har noget andet valg end at forfølge sine dagdrømme, der gør hverdagslivet uudholdeligt for ham. Miranda er den lidt resignerende singlepige, der prøver at undertrykke sine håb, drømme og længsler, indtil Danny kommer dumpende ned fra himlen og sætter fut i hendes kedelige liv. Det er den gamle historie om modsætninger, der mødes i sød musik. Og man tror på, at det er sådan. En rigtig feel-good-film, som enhver, der er træt af Hollywood-ramasjang bør unde sig selv at se. Imdb.com giver den 7 ud af 10 mulige stjerner, og det er helt fortjent. Mere af samme skuffe, tak!”

I aften genudsender DR2 filmen kl. 20.45. Så det er med at kende sin besøgelsestid, hvis man ikke allerede har haft fornøjelsen…

I juli omtalte jeg udgivelsen af Stephen Stills genfundne Just Roll Tape. Nu er det muligt at lytte til skæringerne på Stephens hjemmeside. Hvis man kunne lide Stephen Stills i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, så er det det som at komme hjem at lytte til disse skæringer…

…these songs now feel like great friends when they were really young (S. Stills)

Et af Lou Reeds mest kontroversielle værker er dobbeltalbummet “Metal Machine Music”, der blev udsendt i 1975. Rygterne gik. Lou udsendte det blot for at komme fri af en pladekontrakt. Det var ikke et seriøst musikalsk udspil. Det var jo bare støj og larm. Men Lou holdt fast i, at projektet var tænkt som musik, inspireret af John Cage og klassike musik.
Nu udsender Lou så en DVD/CD med en Live-opførelse af værket fra Berlins Opera Hus, hvor det er blevet opført samme med ensemblet Zeitkratzer. Mere her og her.

For snart mange år siden kørte jeg ofte sammen med min lille søn med linje 1 forbi Østbanetorvet i århus. Her står statuen af Peter Sabro, “den fattiges værner og de riges ris“. Min søn var, som børn jo er, en lille Spørge-Jørgen, og der var mange ting at kigge på på vejen gennem byen – og lige så mange ting at snakke om. Fx. Hvem Peter Sabroe var.
I dag får socialrådgiver Tine Bryld Peter Sabro-prisen på 10.000 kr for igennem 35 år at have hjulpet og støttet unge mennesker i programmet “Tværs”. Da jeg var ung og forvirret lyttede jeg meget til “Tværs” på P4. Det var rart at vide, at man ikke var alene om at være ramt af ungdom. Og det var engageret, nærværende radio. Hatten af for Trine. Vi bøjer os – til lykke med prisen. Du fortjener den.

I musikpressen løber en diskussion om klynke-rock i anledning af et nyt album med danske Saybia. Jeg har ikke hørt det påståede klynkeri, men det fik mig til at tænke på Dr. Hook and the Medicine Show og deres første store hit om Sylvia og hende mor, der ikke vil lade den forelskede unge mand snakke med tøsen…
Det er i øvrigt den fabelagtige humorist, digter, tegner m.v. Shel Silverstein, der har forfattet teksten til den hjerteskærende sang. Hvis man ikke vil investere i en Dr. Hook-plade, så kan man høre den på den fine opsamling The Best of Shel Silverstein: His Words His Songs His Friends, hvor Shel og vennerne spiller deres bedste numre, blandt andet den om Sylvia: Læs mere »