Indlæg tagget med nekrolog

Johnny Otis, musikalsk legende og altmuligmand – er død, 90 Ã¥r

20. januar 2012

PÃ¥ nedenstÃ¥ende video ser man Cliff Richard & The Shadows i en optagelse fra 1960 med nummeret “Willie and the Hand-Jive”. Cliff er fanget pÃ¥ et tidspunkt, hvor han endnu forsvare at være Storbritanniens svar pÃ¥ rock’n rolleren Elvis ‘the Pelvis’ Presley. Og lige netop i dette tydeligvis Bo Diddley-inspirerede nummer kan pænheden over Cliff og hans skygger ikke – ja, skygge – for rock’n roll-rødderne.

Nummeret, som Eric Clapton siden lavede en fin version af, er skrevet af den legendariske sanger, musiker – og meget mere – Johnny Otis, der døde for et par dage siden i en fremskreden alder af 90 Ã¥r.

Den mørklødede Johnny Otis var ikke, selv om mange troede det, af afro-amerikansk oprindelse. Som hans borgerlige navn – Ioannis Alexandres Veliotes – mere end antyder, sÃ¥ stammede hans familie fra Grækenland. Men allerede tidligt i sit liv besluttede Otis sig for at være en del af det farvede USA. Han citeres bl.a. for at have sagt, at han kun havde to “hvide” venner, sin far og sin moder, og at hvis samfundet opdelte folk i sorte og hvide, sÃ¥ foretrak han at være sort! En klar udmelding i raceadskillelsens tid.

Dette kulturelt-politiske valg forhindrede ham dog ikke i at fÃ¥ en imponerede karriere. Og forklaringen er nok, at han besad mange talenter og udnyttede dem til sin fordel. I fyrrerne slog han sig igennem som swing-big band-musiker (trommeslager m.m.). Med sit eget orkester fik han et af den tids mest markante hits med sin udgave af “Harlem Nocturne“. Han Ã¥bnede ogsÃ¥ sit eget spillested i Los Angeles – The Barrelhouse Club – hvor han introducerede nye navne, som han selv havde fundet som talentspejder. Fx fik Little Esther sin debut og sit gennembrud i den klub. Andre talenter var rhythm and blues-saxofonisten Big Jay McNeely og sangerinden Etta James, der fik et hit med den Otis-producerede “Roll with med Henry“. Ud over selv at fÃ¥ en række mindre R&B-hits i perioden, fungerede Johnny Otis ogsÃ¥ som succesfuld producer for andre. OgsÃ¥ kunstnere som Jackie Wilson, Hank Ballard og Little Willie John var Otis’ fund. Nævnes skal det ogsÃ¥, at han stod bag Big Mama Thorntons oprindelige indspilning af Leiber & Stollers “Hound Dog“, som en vis Elvis Presley mÃ¥ have lyttet intenst til – og kort tid efter gjorde til sit hit.

Johnny Otis var nok, hvad man i dag ville kalde en iværksætter. Han spillede, komponerede, producerede, arrangerede, fungerede som talentspejder, var promoter, havde sit eget spillested, arbejdede i en årrække som populær dj osv.

Helt i trÃ¥d med sit tidlige valg i racekonflikten, kastede han sig senere – i tresserne – over politik (stillede op lokalt for Demokraterne) og journalistik. Ved siden af fik han ogsÃ¥ tid til at være præst for en lille kristen menighed. Og for at det ikke skal være løgn blev han landmand i halvfemserne – ved siden af alt det andet.

Johnny Otis vil ogs̴ blive husket for, at han i de senere ̴r havde sit eget live-radioshow РThe Johnny Otis Show Рp̴ radio KPFA.

Johnny Otis, der også var far til musikeren Shuggie Otis (omtalt andetsteds her i bloggen) døde d. 14. januar.

[ukrediteret foto]

Jim “Motorhead” Sherwood – saxofonist m.m. hos Frank Zappa – er død, 69 Ã¥r

28. december 2011

Euclid James “Jim” “Moterhead” Sherwood er død 69 Ã¥r gammel.

Han var en af de oprindelige Mothers of Invention. En rigtig Grandmother, high school-kammerat med Frank Zappa. De to begyndte med at bytte grammofonplader. Siden var Jim med i Zappas band The Omens og i The Mothers of Invention, som blev dannet omkring 1964.

The Mothers var ikke et helt sammentømret band i starten, og Jim havde flere roller. Ud over at spille saxofon og andreinstrumenter – bl.a. pÃ¥ debutalbummet Freak Out! – var han roadie, lysmand og praktisk gris. Men efterhÃ¥nden tog bandet form og Sherwood var med pÃ¥ indspilningerne af de klassiske album Absolutely Free, We’re Only in It for the Money, Cruising with Ruben & the Jets, Uncle Meat, Burnt Weeny Sandwich, Weasels Ripped My Flesh og pÃ¥ Zappas solo album Lumpy Gravy.

Sherwood fortsatte med at arbejde med ungdomsvennen Zappa efter opløsningen af Mothers, men spillede ogsÃ¥ i sideprojekterne Ruben and the Jets, Billy James and his Ant-Bee og The Grandmothers. SÃ¥ sent som i 1993 – det Ã¥r, Zappa døde – var ham med pÃ¥ Zappa-albummet Civilization Phaze III .

Jim Sherwood, der fik sit øgenavn “Motorhead”, fordi han altid rodede med biler , motorcykler og trucks, døde den 25. december.

Countrysangerinden Billie Jo Spears er død, 74 år

16. december 2011

Billie Jo Spears’ hit fra 1975 “Blanket on the Ground” – om at finde tilbage til den ungdommelige, lidenskabelige forelskelses tid i et forhold, hvor kærligheden er blevet opslugt af hverdagen – blev et stort hit. OgsÃ¥ pÃ¥ pophitlisterne, hvilket var usædvanligt dengang. Mindre udsædvanligt blev det ikke af, at sangen i al sin uskyldighed kom pÃ¥ tværs af mange af de familieværdier, som ogsÃ¥ hersker i countrymusikken. Opfordring til lidenskabelig løssluppenhed (sex i det fri!) er ikke altid faldet i god jord blandt konservative countryfans.

“Blanket on the Ground” blev Spears’ største succes og adgangsbillet til countryparnasset. Hun havde ellers været undervejs i mange Ã¥r, siden hun som kun 13-Ã¥rig startede i hjemstaten Texas med sangen “Too Old for Toys, Too Young for Boys”.

Rigtig gang i karrieren fik hun først, da hun i 1964 tog til countrymusikkens Mekka, Nashville og fik kontrakt med United Artists og senere Capitol Records. Og de første countryhits kom med sange som “He’s Got More Love in His Little Finger” og “Mr Walker, It’s All Over”.

Efter nogle alvorlige problemer med stemmebÃ¥ndet og obskure indspilninger for nogle obskure smÃ¥ plademærker fik hun karrieren pÃ¥ fode igen i 1974, hvor hun igen kom i stald hos UA. Og den første sang hun fik tilbudt var Roger Bowlings “Blanket on the Ground”. Successen førte til, at Spears i Ã¥rene efter indspillede flere sange med lignende tematisk indhold. Det er helt efter pladeselskabernes marketingshÃ¥ndbog.

Sjovt nok fik Billie Jo Spears en stor fanskare i Storbritannien. Hun var med i det første store country-ryk-ind derovre (sammen med Buck Owens o.a.) og fik smag for landet. Hun blev også gift med en englænder, og briterne kunne åbenbart gengælde hendes begejstring. I hvert fald hittede flere af hendes album på de lokale hitlister derovre, og hun gav utallige koncerter rundt om i riget.

På trods af hjerteproblemer og andre skavanker er Billie Jo Spears fortsat med at indspille plader og optræde helt frem til sin død.

“Blanket on the Ground” er klassisk country. En af den slags sange, man husker. PÃ¥ grund af melodien og pÃ¥ grund af Billie Jo Spears lidt hæse stemme.

Sangeren Dobie Gray er død, 71 år

7. december 2011

Jeg husker tydeligt, den første gang, jeg hørte – og hørte om – den amerikanske sanger og sangskriver Dobie Gray. Det var i en radioudsendelse pÃ¥ Danmarks Radios Program 3 – omkring 1975, hvor den afdøde danske bluesmusiker Peter Thorup var i studiet og fremhævede Gray som en af sine inspirationskilder.

Det fik mig straks til at gÃ¥ pÃ¥ jagt efter plader med manden, og jeg faldt først over albummet “New Ray of Sunshine” (Capricorn, 1975) med en storsmilende Gray pÃ¥ forsiden. Selv om Gray selv har lagt afstand til det Nashville-producerede album som et fejlskud i karrieren, var – og er – det godt nok til overbevise mig om mandens kvaliteter som sanger. Og den gav smag pÃ¥ mere…

Dobie Gray døde i går, 71 år gammel. Meddelelsen kom lakonisk på hans egen hjemmeside. Dødsårsagen er vist endnu ikke fastslået.

Gray stammede fra Houston, Texas, hvor han fik musikinteressen ind med familiens religion Baptismen, der lod sin spiritualitet udtrykke i gospelsang. Og i løbet af tresserne forsøgte Dobie – eller Lawrence Darrow Brown, som han blev døbt – at finde levevej, der gav plads til musikken ogsÃ¥. Han indspillede plader for lokale selskaber under pseudonymer som Leonard Ainsworth, Larry Curtis og Larry Dennis.

Men Sonny Bono – kendt fra duoen Sonny & Cher – fik ørerne op for Dobies sang og sørgede for at han fik en aftale i hus med Stripe Records. Og det var her han fik sit kunstnernavn. Den kommercielle succes lod dog vente pÃ¥ sig et par Ã¥r. I 1963 kom han ind pÃ¥ Billboards Hot 100 med sin syvende single “Look at me”, der kom pÃ¥ det lille Cor-Dak mærke. Og den blev fulgt op af flere og større hits. I 1965 blev har nr. 13 med “The ‘In’ Crowd” og opfølgeren “See You At The Go-Go” viste sig ogsÃ¥ pÃ¥ Hot 100-listen og banede vejen for albummet Dobie Gray Sings For ‘In’ Crowders That Go Go Go.

Den store kommercielle succes fik Dobie Gray dog aldrig, selv om han hittede pÃ¥ en 5. plads pÃ¥ poplisten med “Drift Away” i 1972. Dyre produktioner med gode sessionmusikere pÃ¥ store pladeselskaber som Decca og MCA var ikke nok til at gøre Dobie Gray til en udpræget mainstreamkunstner. Bedre blev det ikke af, at Dobie bredte sig musikalsk set fra regulær pop (han medvirkede bl.a. i en opsætning af musicalen Hair), country (hvad laver en neger dog her?) over soul osv. Musikalsk bredde misopfattes ofte som stilforvirring.

I midten af halvfjerdserne flyttede han permanent til Nashville, hvor han fokuserede mere pÃ¥ sangskrivningen, selv om han fortsatte med at indspille plader, der solgte pænt, men heller ikke mere. Til gengæld var der mange – bl.a. Ray Charles, George Jones, Johnny Mathis, Charley Pride og Don William – der kunne bruge hans sange.

Dobie Gray er fortsat med at turnere og lave plader helt frem til 2005, hvor Hip-O-Select udsendte opsamlingen Dobie Gray: A Decade of Dobie. Dobie Grays bløde, swingende stemme er en af de stemmer, der er blevet hyldet i den voksende interesse for såkaldt Northern Soul.

PÃ¥ Dobie Grays hjemmeside kan man se en udførlig – og af manden selv kommenteret – diskografi.

Dobie Gray – Drift Away (Original video=

Hubert Sumlin – bluesman – er død, 80 Ã¥r

5. december 2011

Endnu et dødsfald. Bluesguitaristen Hubert Sumlin er død, 80 år gammel.

Sumlin blev mest kendt for sit samarbejde med Howlin’ Wolf, i hvis orkester han spillede fra 1955 og frem til Wolfs død i 1976. I tiden efter fortsatte Humlin i gruppen The Wolf Pack, der var en slags hyldest til den afdøde bandleder. Sumlin indspille ogsÃ¥ plader i eget navn.

Mick Jagger mindes Hubert med denne indskrift på sin Facebook-side:

“Hubert was an incisive yet delicate blues player. He had a really distinctive and original tone and was a wonderful foil for Howlin’ Wolf’s growling vocal style. On a song like “Goin’ Down Slow” he could produce heart-rending emotion, and on a piece like “Wang Dang Doodle” an almost playful femininity. He was an inspiration to us all.”

Her kan du se og høre Hubert Sumlin fortælle om sin Mississippi-blues-stil.

Howlin’ Wolf med Hubert Semlin spiller Tail Dragger.

Torben hylder ogs̴ Hubert Рher.

 

Foldboldspilleren Carl Aage Præst er død, 89 år

20. november 2011

I min familie har vi ikke kunnet prale af mange kendte personer. Men en enkelt har der da været. Og det var fodboldspilleren Carl Aage Præst, som døde i går i en alder af 89. Carl Aage var min fars fætter.

Men han er mest kendt for at have været en af dem, der var med på bronzevinderholdet ved Olympiaden i London i 1948. Siden blev han professionel i den italienske klub Juventus, hvor han var med til at vinde to mesterskaber m.m. Han sluttede sin professionelle karriere i 1957 for Lazio.

I Danmark er han blevet indlemmet i dansk fodbolds Hall of Fame for sine bedrifter på landsholdet (24 landskampe og 17 mål) og sin professionelle karriere.

Jeg har ikke tal på alle de gange, folk har spurgt til min familiemæssige relation til Carl Aage Præst. Er du i familie med ham fodboldspilleren? Jo. Han var en af berømthederne fra tiden før Sepp Piontek gjorde fodboldtilhængere til roligans, og før det danske landshold gjorde det umulige og vandt Europamesterskabet i fodbold. Hvil i fred, Carl Aage.

“Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini” – sangskriveren Lee Pockriss er død, 87 Ã¥r

20. november 2011

Dirch Passer lavede en cover af Brian Hylands hit “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini” om pigen, der var for genert til at føre sig frem i den lillebitte bikini med gule polkaprikker men lidt efter lidt overvinder sig selv og ender i vandet! “En mægtig smart, men meget sart bikini” hed den danske version. Sangen, der med lidt god vilje kan hævdes at tematisere kvindernes kropslige frigørelse – en chokerende blottet navle! – i tresserne (og den maskuline interesse i afklædningen…), blev et stort hit for Hyland i 1960, hvor den toppede Billboards hitliste og nÃ¥ede ind pÃ¥ mange andre landes top 10.

Den danske udgave var – ikke mindst i kraft af Lilly Brobergs kælne, udfrittende kommentarer – mere pÃ¥ sporet af den ‘seksuelle frigørelse’ end Hylands mere amerikansk-anstændige teenagepopsang.

Sangen var forfattet af sangskriverne Paul Vance og Lee Pockriss. Sidstnævnte meldes nu død i en fremskreden alder af 87 år.

Pockriss havde andre hits pÃ¥ samvittigheden, fx Perry Comos hit “Catch af Falling Star“, der blev nr. 2 pÃ¥ Billboardlisten i 1957, og Shelly Fabares’ eneste hit “Johnny Angel“, der lÃ¥ pÃ¥ listen i femte uger med en førsteplads som bedste placering.

Ud over at skrive romantiske popsange for teenagere sammen med andre (“Johnny Angel” blev fx skrevet sammen med Lyn Duddy), lavede Pockriss musik til teateret, men ogsÃ¥ til tv. Blandt andet leverede han musik til børneudsendelsen Sesame Street og til The Muppet Show.

Lee Julian Pockriss stammede fra Brooklyn og studerede som ung musik ved New York University.

Barry Feinstein – rockfotograf m.m. – er død, 80 Ã¥r

4. november 2011

Billedet viser er titlen pÃ¥ et digt af Klaus Rifbjerg. Det stÃ¥r at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.

Et af de omrÃ¥der, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. SÃ¥ledes er det svært at tænke pÃ¥ Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at fÃ¥ billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var pÃ¥ vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sÃ¥dan.

Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.

Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser pÃ¥ All Things Must Pass. Han fik ogsÃ¥ æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men mÃ¥tte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.

Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed  efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.

Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.

I begyndelsen af 1960’erne mødte han sÃ¥ Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men mÃ¥tte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at fÃ¥ adgang til stjernerne de efterfølgende Ã¥rtier.

Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York

Tilbagespoling: For Dylanologer – Real Moments

Bert Jansch er død – 67 Ã¥r

5. oktober 2011

Den skotske folkemusiker Bert Jansch døde her til morgen efter i længere tid at have været syg af kræft. Jansch blev 67 år.

Dermed mister engelsk folkemusik en af sine helt centrale skikkelser.

Herbert Jansch kom frem i tresserne, da folkemusikbølgen skyllede ind over den vestlige hemisfære. Via jobs i hjembyen Edingburghs lokale folkklub The Howff kom han til at spille rundt omkring i engelske folkeklubber, og det gav ham erfaring, renommé og et netværk blandt folkemusikere, navnlig Martin Carthy, Ian Campbell og Anne Briggs.

I Ã¥rene 1963-65  levede Jansch fra hÃ¥nden til munden og spillede rundt omkring i Europa i klubber og pÃ¥ gaden. Det egentlige gennembrud kom i midten af tresserne, hvor han slog sig ned i London og fik udsendt sit debutalbum i 1965. Pladen, der var optaget pÃ¥ en almindelige bÃ¥ndoptager, blev solgt til Transatlantic Records for 100 £. Pladeselskabet udsendte den eponyme plade uden at ofre tid og penge pÃ¥ en redigering – og solgte 150.000 eksemplarer.

Jansch fik ogsÃ¥ en hÃ¥ndrækning af den unge fremadstormende folkemusiker Donovan, som indspillede Janschs sange “Do You Hear Me Now” pÃ¥ EP’en Universal Soldier, der hittede samme Ã¥r.

Endnu et par soloplader blev indspillet og en enkelt plade med kollegaen John Renbourn – Bert and John (1966) – inden Jansch fandt sammen med sangerinden Jacqui McShee, bassisten Danny Thompson og trommeslageren Terry Cox i Pentangle, som i Ã¥rene 1968-1973 var en af den førende engelske folkgrupper.

Pentangle er blevet gendannet i flere omgang, og ved siden af har Jansch forfulgt en solokarriere – der er resulteret i en lang række fremragende plader. Senest har han optrÃ¥dt sammen med Neil Young og Eric Clapton.

Jansch var aktiv til det sidste. På hans egen hjemmeside kan man læse, at en koncert den 20. september i Edinburgh er aflyst, fordi hovedpersonen er syg. Desværre nåede Jansch ikke at slutte der, hvor det hele begyndte. Hvil i fred.

Denne lille minderune kan også læses i Geiger.

Jessy Dixon – gospelsanger – er død, 73

27. september 2011

Da jeg læste, at Jessy Dixon døde i mandags i sit hjem 73 Ã¥r gammel, var den første association Paul Simons sang “Loves Me Like A Rock”, som aldrig ville være blevet den samme, hvis ikke netop, fordi Jessy Dixon og hans Singers havde givet arrangementet dets medrivende, swingende gospelbund.

Men det siger måske også lidt om mit ambivalente forhold til gospel. Jeg har ikke en eneste gospelplade, men masser af de plader, jeg har, er på den ene eller anden måde i gæld til gospelmusikken. For uden inspirationen fra gospelmusikken, ville amerikansk populærmusik aldrig været blevet det, den blev.

Jessy Dixons liv var pÃ¥ mange mÃ¥der arketypisk for mange sorte musikeres musikalske løbebane. Kirken – i Dixons tilfælde kirken med det pompøse navn The Refuge Church of Our Lord Jesus Christ – blev med hans egne ord  den “skole”, der dels gav ham den grundfæstede kristne tro, men ogsÃ¥ lærte ham alt om blues og gospel. Kun 17 Ã¥r gammel besluttede Dixon sig for at gøre skolelærdommen til karrierevejen.

En af Jessy Dixons store fortjenester har været, at han formÃ¥ede at krydse skillelinjen mellem gospel som religiøs brugsmusik og mainstreampopulærmusikken – og dermed ogsÃ¥ den gamle skillelinje mellem sort og hvid musik, som endnu var tegnet meget skarpt op i tresserne. Blandt andet skrev han en lang række sange – i omegnen af 400 stykker – som blev indspillet af kunstnere som Randy Crawford, Cher, Diana Ross, Natalie Cole og Amy Grant.

Et karrieremæssigt højdepunkt kom, da han sammen med sin gruppe mødte Paul Simon på New Port Jazz-festivalen i 1972. Efter sigende blev Simon så betaget af gruppens sang og engagement, at han etablerede et samarbejde,  der kom til at vare otte år og ud over en lang række koncerter resulterede i album som Live Rhymin og Still Crazy After All These Years.