CAPAC

‘Djævelen er død’ og ‘menneskeskænder’ stod der angiveligt på den seddel, politiet fandt i lørdags i nærheden af Fritz Teufels gravsted. Forleden blev Teufels urne gravet op af ukendte gravskændere, og hans aske blev strøet ud over grusgangene i nærheden af graven.

Episoden illustrerer tydeligvis den kulturelle og ikke mindst politiske betydning de mytologiske tressere og halvfjerdsere stadigvæk har. Det, der skete, i de to årtier – kulturelt, politisk, seksuelt osv. – kaster stadigvæk lange bølger af betydning ind i vores tid – på godt og ondt. Og Fritz Teufels person rummede nogle af de modsætninger, der lå i tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst i kulturel og politisk forstand, hvilket måske forklarer, hvorfor hans navn selv efter døden kan ophidse nogen.

Fritz Teufel havde gode forudsætninger for at blive en af tressernes ungdoms- og studenteroprørere. Han blev født i krigsåret 1943 i en børnerig familie og kom som tyverårig til at studere på det Fri Universitet i Berlin, et af de universiteter, der stod central i studenteroprørets storhedstid.

For Teufel blev året 1967 et skelsættende år. Han deltog i den aktion, der siden blev kendt som “buddingeattentatet”. Den amerikanske vice-præsident Hubert H. Humprey (Hubert Who, som Tom Lehrer sang…) blev “bombarderet” med “bomber” bestående af mel og buddingepulver. Teufel og hans medsammensvorne blev arresteret, kom i medierne og blev løsladt dagen efter.

I juni samme år blev det mere alvorligt. Fritz og hans venner deltog i de demonstrationer mod Shahen som kom til at spille en væsentlig rolle i den politiske opvågnen, som tyske studenter oplevede. Fritz blev arresteret og anklaget for at have kastet en brosten. Nogle måneder senere blev han dog frikendt. I mellemtiden havde han gjort sig bemærket som provokatør i den retssag, han blev en del af.

året ’67 var også det år, hvor han sammen med en række andre studenter etablerede det politisk baserede bofælleskab eller kollektiv, Kommune I. Først holdt kollektivet til i forfatteren Hans Magnus Enzenbergers lejlighed. Enzensberger var på studietur til Moskva, og hans eks-kone og broder var medlemmer af kommunen. Og da Enzensberger vendte tilbage flyttede kollektivet over i forfatteren Uwe Jonsons lejlighed. Eller rettere: de besatte den tomme lejlighed.
Kommune I bestod frem til 1969 og var et eksempel på, hvor fantasifuld den tidlige politiske bevægelse var. Det var kommunarderne, som medlemmerne kaldtes, der fik ideen til “buddingeattentatet”. De politiske “aktioner” og “provokationer” var inspireret af bl.a. situationisterne, var ganske fredelige i deres form og havde især til formål at skabe opmærksomhed i den ekspanderende medieoffentlighed, der da også slugte “Horror-Kommunens” absurde og groteske påfund. Man kan hævde, at Fritz dengang var en tysk pendant de amerikanske yippier Abbie Hoffmann og europæiske provoer (Ole Grünbaum), der også forsøgte at påvirke offentligheden og den politiske debat med spektakulære happenings og aktioner. En politisk tradition, der havde forløbere blandt visse anarkister, dadaisterne, surrealisterne m.fl. og som stadigvæk eksisterer. I halvfjerdserne havde vi fx Solvognen og tænk blot på det par, der trængte ind på sidste års københavnske klimakonference iført festtøj – og fik enorm mediebevågenhed!

Fritz Teufel gled sidenhen over i retning af den fantasiløse form for politik, som blev kendt som byguerillaen. Altså den politisk utålmodige, tankeløse og ekstremt voldelige aktionsform, som bl.a. Rote Arme Fraktion stod for. Dermed blev den rød- og langhårede, sygekassebebrillede Fritz et symbol på en af tressernes og halvfjerdsernes politiske modsigelser.

Spørgsmålet er dog, om Fritz Teufel – hvis efternavn betyder Djævel – nogensinde for alvor blev en del af den gravalvorlige, sorte, virkelighedsfjerne politiske terrorisme? Ganske vist fik Fritz en fængselsstraf på to år for fremstilling af sprængstoffer, men i pressen blev der rejst tvivl om anklagens holdbarhed. Og da han senere – i 1975 – blev anklaget for at stå i ledtog med 2. Juni Bevægelsen, som bortførte CDU-formanden Peter Lorenz, havde han et skudsikkert alibi – på gerningstidspunktet arbejdede han på en fabrik i Essen – og måtte løslades. Han blev dog straks anklaget igen. Denne gang lød påstanden, at han havde deltaget i en række bankrøverier, der havde det tilfælles, at røverne uddelte negerkys til personalet…

Hvad der er op og ned på anklagerne, kan være svært at vurdere udefra og på historisk afstand. Men et rimeligt gæt er, at Fritz Teufel nok har haft en vis sympati for byguerillaen. Ikke desto mindre slap han ikke sit politiske udgangspunkt i den mere farvestrålende og fantasifulde aktionisme. I firserne bekendte han sig til noget, han kaldte Spasgerilja, altså en aktionsform, der bygger på sjov og ballade. Og i en tv-udsendelse i 1982 oversprøjtede han den tyske finansminister Hans Matthöfer med trylleblæk.
Efter sin karriere i det tyske retsmaskineri ernærede Fritz Teufel sig som free lance-medarbejder ved den tyske avis taz og som cykelbud, og i 2001 modtog han Wolfgang-Neuss-Prisen for sin civilcourage. Fritz døde forleden, den 6. august, 67 år gammel. Den sarte ekstremist kalder Der Spiegel ham i en stor artikel. Selv om han måske blev afsporet og flirtede med terrorismen i halvfjerdserne, så forblev han dog en Spaßguerillero, der troede mere på fantasiens politiske kraft, på den frie, vilde kærlighed, på vigtigheden af at have det sjovt, glæden ved at ryge en joint og andre livsbekræftende aktiviteter.

Ben Keith, hvis borgerlige navn var Bennett Keith Schaeufele, blev især kendt som pedal steel guitaristen hos Neil Young, men sad også ind hos en lang række andre kunstnere: Terry Reid, Todd Rundgren, Lonnie Mack, The Band, David Crosby, Graham Nash, Paul Butterfield, J. J. Cale, Linda Ronstadt, Warren Zevon, Ian and Sylvia, Hungry Chuck, Emmylou Harris, Willie Nelson, Waylon Jennings, Anne Murray, Ringo Starr m.fl.

Neil og Keith to mødtes i 1971, da Young var ved at indspille hovedværket “Harvest” i Nashville. Young stod og manglede en pedal steel-spiller og sendte sin bassist Tim Drummond i byen. Han kom tilbage med Keith, der boede der. Keith satte sig ned og indspillede fem numre. Først bagefter hilste Neil og Keith på hinanden – og var nærmest uadskillelige siden hen. Broder Ben, som Neil Young ofte kaldte ham. Nu har Ben sluppet pedal steel-guitaren. 73 år gammel.

Via Mod Strømmen – og Torben sætter flere ord på her.

Lynn Anderson, Eddy Arnold, Chet Atkins, Junior Brown, Jimmy Buffett, Tracy Byrd, Johnny Cash, Patsy Cline, Elvis Costello, Bing Crosby, Don Gibson, Vern Gosdin, Ty Herndon, Merle Haggard, Emmylou Harris, Joe Henry, Harry James, Waylon Jennings, Tom Jones, Loretta Lynn, Dean Martin, Reba McEntire, Wayne Newton, Buck Owens, Elvis Presley, Ray Price, LeAnn Rimes, Linda Ronstadt, Nancy Sinatra, George Strait, Carla Thomas, Ernest Tubb og Lee Ann Womack er blot nogen af dem, der har sunget og indspillet sange af sangskriveren Hank Cochran, der døde i går i sit hjem Hendersonville, Tennessee 74 år gammel.

Cochran, der også havde en karriere som pladekunstner, blev mest kendt for “I fall to pieces”, som han skrev som ganske ung sammen med kollegaen Harlan Howard, og som Patsy Cline gjorde til et hit og til en af de sange, der definerede hende som countryfortolker. Cline gjorde også hans “She’s Got You” til et nr. 1 hit. Andre hits fra Cochrans hånd er: “Make the World Go Away,” “Don’t You Ever Get Tired Of Hurting Me,” “The Chair” og “Miami, My Amy.”

“I am overwhelmed with emotion- I literally can’t speak- we might never have done any of this without him. The Kinks were never really the Kinks without you.”
(Dave Davies, i Antiblog)

mb gør mig opmærksom på, at Pete Quaife, bassist i The Kinks i de centrale år 1961-1969, er død i en alder af 66 år. Quaife var barndomsven med Ray Davies og kom med i The Kinks, da de endnu hed The Ravens og spillede kopimusik i lokalområdet. Og han var med gruppens første kreative periode – fra gennembruddet med præ-punkrockklassikeren “You really got me” til hovedværket “The Kinks Are The Village Green Preservation Society”.

Men Quiafe var ikke tilfreds med sin plads i hierarkiet, hvor Ray Davies var overhunden, der bestemte, hvad der var på dagsordenen. Derfor forlod han gruppen i 1966. Efter et mislykket forsøg på at slå igennem med country-rock-ensemblet Mapleoak, der blandt andet spillet meget i Danmark, som Quaife havde et nært forhold til, sagde Quaife farvel til den professionelle musik i 1980 og slog sig ned som grafiker i Canada.

Den faktiske dødsårsag er endnu ikke kendt. Rolling Stone har en større nekrolog her.

Ray Davies siger farvel til sin gamle ven på Glastonbury

Countrysangeren Jimmy Dean var næsten, hvad man kalder et one hit wonder. Altså en kunstner, der hitter gevaldigt en enkelt gang for så at glide mere eller mindre i glemslen – eller i hvert fald ned i den ende af hitlisten, hvor opmærksomheden ikke er stor. Og selv om han faktisk også fik et nr. 1 hit på den amerikanske countryhitliste med The First Thing Ev’ry Morning (The First Thing Ev’ry Night) i 1964, så er det megahittet Big Bad John, han huskes for. Og med rette.

For Big Bad John besidder de banale, og dog så svære, popkvaliteter, der skal til for at sikre en sang en lang levetid i folks bevidsthed. Først og fremmest et til det irriterende grænsende omkvæd, der klæber til ens korttidshukommelse med det samme – og derefter bevæger sig ned i hukommelsens lag. I øvrigt en klassisk countrysang af den slags, hvor en maskulin, mørk mandestemme foredrager eller reciterer en historie akkompagneret af et kor og nogle instrumenter. En recept, der flere gange er afprøvet med succes i countrymusikken.
Jimmy Deans karriere strakte sig over mere end halvtreds år fra debuten i 1953. Han udgav et hav af plader, havde på et tidspunkt i midten af tresserne sit eget tv-show “The Jimmy Dean Show”, hvor han præsenterede countrynavne, forsøgte sig også med skuespilleriet (var bl.a. med i Bondfilmen Diamonds Are Forever som excentrisk millionær) og startede sin egen produktion af pølser. De sidste mange år levede han halvt tilbagetrukket og brugte de penge, han havde tjent som kunstner og salget af sin pølsefabrik.
I følge nekrologskriverne døde Jimmy Dean en ganske fredelig død foran tv’et med sin tv-dinner.
Med Big Bad John sikrede Jimmy Dean sig en varig plads på mit personlige lydspor.

Tilbage i tresserne og halvfjerdserne, hvor det endnu var muligt for Danmarks Radios program 3 at interessere sig for andet musik, end det, der kunne ligge på hitlister, var antennerne rettet i alle retninger. Blandt andet mod Sverige, hvor den musikalsk og politisk progressive musik blomstrede. Et af de navne, der gjorde indtryk på mig, var duoen Hansson & Karlsson – henholdvis Bo og Janne – der med deres særlige blanding af tromme- og orgelbaseredet jazz-rock var med til at definere den svenske progressive rocks lyd.

I dagens svenske medier kan man læse, at Bo Hansson er død i en alder af kun 67 år. Hanssons musikalske karriere begyndte, da han som ganske ung (i halvtredserne) flyttede med sin familie til Stockholm. I spisesalen i familiens marketenderi stod et piano til fri afbenyttelse, og det blev springbrættet til musikken for Bo.

I tresserne kom Bo med i Sveriges svar på John Mayalls Bluesbreakers, Slims Bluesgang, hvor lederen Slim Notini sørgede for at tiltrække unge talenter, som skulle oplæres i blues-rockens ABC. Bo spillede guitar. Derfra gik det videre til The Merrymen – et andet bluesrockband – der kun var på banen et årstid, men nåede både at få en pladekontrakt og optræde som opvarmning for The Rolling Stones.

En bestemt musikalsk oplevelse betød et vendepunkt for Karlsson. I 1966 hører han den amerikanske jazzorganist Jack McDuff ved et koncert i Stockholm. Og de herlige toner fra Hammondorglet får den unge svensker til at stille guitaren til side.

Det var takket være Bill Öhrström, en driftig producent og talentspejder hos pladeselskabet Polydor, at Bo “Bosse” Hansson blev sat i forbindelse med Janne Karlsson. De to musikere faldt straks i hak, og i årene 1967-69 lavede de tre album sammen. Debutpladen “Monument” betragtes i dag – blandt progvenner – som et af de allerbedste instrumentalalbums, som er lavet i skandinavisk sammenhæng. Et hektisk turnéliv sled de to musikeres samarbejde op, og efter indspilningen af albummet “Man at the Moon” var det slut.

Som solokunstner gjorde Bosse sig snart bemærket med en musikalsk fortolkning af J. R. R. Tolkiens romantrilogi om ringen. Med en firesporsbåndoptager, instrumenter (bl.a. en ny Moog syntheziser – vist nok den første i Sverige) og nogle musikalske venner (bl.a. Anders Lind og Rune Carlsson) blev musikken indspillet i et lille sommerhus på Âlgö. Via en omvej til Sveriges Radio, hvor optagelserne blev mikset, udkom pladen så på det lille, nystiftede pladeselskab Silence Records. året var 1970, og pladen blev en succes i Sverige. Den svenske radios svar på vores P3 tog musikken til sig, og noget af musikken blev sågar valgt som signaturmusik for et radioprogram. Også i DRs P3 vakte Sagan om Ringen begejstring kan jeg huske.

Den storsælgende Tolkienplade blev fulgt op af “Ur Trollkarlens hatt” i 1972, endnu et vellykket forsøg på at omsætte eventyrfiktion til musik. Pladen var en grandios, kompleks videreudvikling af temaer og ideer, som var opstået under arbejdet med Tolkienpladen.

Allerede i sin tid som medlem i The Merrymen gik det op for Bo Hansson, at han ikke var meget for turnélivet og alle udenomsværkerne, som følger med, når man bliver kendt og feteret. Han havde det bedst i øve- og indspilningslokalerne, hvor han kunne hengive sig til musikken og sine tangenter. Det betød blandt andet, at det var yderst sjældent, at han opførte sin musik live i tiden efter samarbejdet med Janne Karlsson. Selv om ham arbejdede sammen med grupperne Fläsket Brinner og Kebnekajse, så foretrak han en tilbagetrukket rolle som udøver.

I 1975 udsendte han det eksperimenterende album Mellanväsen, som af kritikere blev opfattet som en slags epilog til Sagan om Ringen. Den blev fulgt op af El-Ahrala i 1977. Igen var forlægget litterært. Denne gang havde Hansson kastet sig over Richard Adams sællert Watership Down (Kaninbjerget). Pladen, der udkom på YTF, var dog mere guitaristen Kenny Håkanssons plade, idet hans strengeleg fik en fremtrædende rolle. Måske var pladen et tegn på, at Hansson ved at gå i musikalsk eksil. I hvert fald skulle der gå næste ti år, inden Bo Hansson igen lod høre fra sig som solopladekunstner. I 1985 kom Mitt I Livet. Bo var tilbage på Silence-plademærket. På pladen, der består af viser, får han hjælp af en række sangere. I modsætning til de foregående plader, fik denne en reserveret modtagelse i pressen. Måske var tiden løbet fra Hanssons tangentspil, eller måske var kritikerskaren blevet forynget. I hvert fald trak Bo Hannson sig tilbage efterfølgende. Og nu har han så trukket sig helt tilbage, og vi må nøjes med hans plader. Heldigvis er det meste genudgivet på cd. Hvil i fred.

Den første gang, jeg bemærkede sangerinden og sangskriveren Lesley Duncans navn, var den første gang, jeg lagde ører til Elton Johns album Tumbleweed Connection fra 1970, hvor hun synger duet med Elton i sit eget nummer “Love Song“. Det eneste nummer, Elton John ikke selv havde skrevet, men som gled fint ind i albummets stemning.

Og måske siger det ikke så lidt om Lesley Duncans kvaliteter som sangskriver og sangerinde, at Elton John sådan indlemmede hende på pladen. Der lå en stor anerkendelse i den gestus. Og det blev netop det nummer, der gjorde hende kendt i en større kreds; siden er sangen blevet kopiret af utallige kunstnere. Forståeligt nok, for det er en rigtig smuk sang.

Leslie Duncan – eller Cox, som hun også kaldte sig – døde for et par uger side, kun 66 år gammel. Hun tilhørte den kategori af kunstnere, der nød stor anerkendelse hos kritikere og andre musikere for sin sangskrivning og sin sangstemme – men som aldrig rigtig gjorde sig som pladesælgende kunstner. En halv snes albums og to snese singleplader fik hun udsendt op gennem tresserne og halvfjerdserne uden nogensinde at komme til det store kommercielle gennembrud. Og det til trods for, at bl.a. BBCs discjockeys flittigt spillede hendes sange.

Til gengæld var der efterspørgsel på sangene fra andre kunstnere, bl.a. Scott Walker fra Walker Brothers. Og også som sangerinde var der bud efter hende. Ringo Starr, Dusty Springfield, Donovan, Long John Baldry, Pink Floyd og Alan Parssons var blandt dem, der fik glæde af hendes sangkunst.

Nu er hun ikke mere, men hendes smukke, ofte melankolske sange findes stadigvæk. Og det er stadigvæk muligt at høre hendes særprægede klare, varme stemme. Hvil i fred.

Love Song – Elton John & Lesley Duncan

Earth Mother

Janis Joplin henslængt på en divan i lårkort kjole og med en flaske Southern Comfort i hånden. Jimi Hendrix, der sprøjter væske på en brændende guitar. Bob Dylan, der løber efter et bilhjul på en gade i New York. Rockens og poppens mytologier og ikoner har fra starten af fået næring fra en række gode fotografer. En af dem var Jim Marshall, der natten mellem tirsdag og onsdag sov ind i døden på et hotel i New York. Med sit uundværlige Leica kamera var en af dem, der var med til at fange mindeværdige koncertøjeblikke med populærmusikkens store stjerner, men han havde også et godt øje for de stunder bag scenen, hvor stjernerne trådte ud af deres roller. Marshall var en af de fotografer, der vandt “ofrenes” tillid i kraft af sin kunnen og sin frembusende, engagerede personlighed. Kunstnere kan altid genkende en anden kunstner. Han var således den eneste fotograf, der fik adgang til The Beatles bag scenen i 1966, da gruppen gav sin afskedskoncert i San Francisco.

Måske var det også til Marshalls fordel, at han havde et ydmygt forhold til sin kunst. Han opfattede sit arbejde og sine primært sort-hvide optagelser som dokumentation, fotojournalistik. Ikke som Kunst med stort K. Og derfor blev nogle af hans foto måske netop kunst…

Hans karriere begyndte i starten af tresserne, hvor han fotograferede jazzens ikoner – Coltrane, Miles Davis, Thelonius Monk m.fl. – men det var tressernes og halvfjerdsernes rockstjerner, der gav ham berømmelsen. Men udgangspunkt i San Francisco blev han en efterspurgt fotograf for de store magasiner med Rolling Stone i spidsen og leverede også masser af billeder til albumcovers. En del af Marshalls fotografier kan man studere i bogen Not Fade Away: Rock and Roll Photography of Jim Marshall fra 1997. Billedet viser, men nu tager Jim Marshall ikke flere.

Ekstrabladet og Mod strømmen bringer den nedslående nyhed om Alex Chiltons alt for tidlige død. Efter et indebefindende onsdag blev Chilton indlagt på hospitalet bevidstløs, men vågnede ikke op igen.

Trods sine kun 59 år var Alex Chilton en af den unge legender i rockmusikken. Kun 16 år gammel skrev han sig ind i musikhistorien, da han lagde krop og stemme til Box Tops uopslidelige hit “The Letter” (og andre af gruppens gode sange). Men kritikeryndling og kultfigur blev han for alvor, da han sammen med Chris Bell (sangskriver og guitarist), Andy Hummel (bas ) og Jody Stephens (trommer) grundlagde Big Star, der aldrig blev nogen kommerciel succes, men med deres få album skabte sig et renommé som stilskabende inspiratorer for mange efterfølgende kunstnere. Efter tiden med Big Star havde Alex Chilton en mere omskiftelig karriere som soloartist samtidig med at Big Stars legendariske status voksede, så en gendannelse lå lige for og blev en realitet i midten af halvfemserne. Et højdepunkt var det, da gruppen i 2009 fik udgivet den flotte retrospektive boks Keep An Eye On The Sky, hvor man får stort set alt, hvad gruppen har lavet. På denne side kan man læse noget om, hvad andre musikere mente om Alex Chilton. Hvil i fred.

Opdatering: Chiltons død er – forståeligt nok – omtalt på alle dagens musiksider. Også i vores egen andedam har fx Henrik og Torben skrevet en rune i anledning af bortgangen.

The Box Tops – The Letter
Uploaded by scootaway. – Music videos, artist interviews, concerts and more.

Efter længere tids svær sygdom er guitaristen Mickey Jones død i en alder af kun 63 år.

Jones var med til at skabe den blandt progrock-fans højt estimerede walisiske rockgruppe Man tilbage i 1968. Gruppen opstod på ruinerne af tresserpopgruppen The Bystanders, der nød stor succes i det sydlige Wales og England, og under indflydelse af amerikansk vestkystlyd – The Grateful Dead og Quicksilver Messenger Service – stablede Jones sammen med basisten Ray Williams, trommeslageren Jeff Jones, tangentspilleren Clive John og sangeren Vic Oakley gruppen Man på benene og tog musikalsk retning mod den progressive rock med ringende guitarer og  fængende melodier.

Gruppen fik hurtigt pladekontrakt hos Pye Records og udsendte først debutalbummet Revelation i 1969. Den skabte opmærksomhed, fordi den blev bandlyst på BBC på grund af orgasmelignende lyde på nummeret “Erotica”. Bedre markedsføring kunne man næsten ikke få dengang… Den blev samme år fulgt op af toeren med den fine titel 2 Ozs of Plastic with a Hole in the Middle. En varedeklaration, der ikke lover mere end den kan holde.

Selv om pladerne fik pæne anmeldelser i hjemlandet, så var det koncerterne, der gav smør på brødet og skabte gruppens anseelse som en oplevelse for øjet og øret. Især i Tyskland gjorde de sig godt. Tyskerne har altid haft en forkærlighed for den progressive rock. De gode anmeldelser fortsatte også, da gruppen skiftede fra Pye til United Artist uden at det ændrede ved salgsfrekvensen. Og koncertaktiviteten fortsatte med uformindsket styrke og intensitet – og havde den konsekvens, som hektisk turnévirksomhed ofte har: gruppen blev slidt op, og medlemmer gik, medens andre kom til.

Man fortsatte med at indspille plader og turnere frem til 1976, hvor inspirationen forsvandt og de gik hver til sit. Gruppen blev dog gendannet i 1980’erne og er fortsat med at spille frem til i dag. Micky Jones var med hele vejen med et guitarspil, der ofte er blevet sammenlignet med vennen John Cipollinas’. Cipollina var en af grundlæggerne af Quicksilver Messenger Service. I 2005 fik Mickey Jones konstateret en hjernesvulst og trak sig ud af musiklivet. Han gav dog stafetten videre til sin søn George, der indtrådt i det gendannede Man.

Hvil i fred.

For snart længe siden omtalte jeg et af mine loppefund – albummet It’s A Wonderful Life med Sparklehorse. En vemodig og melankolsk skive, der gav titlen et anstrøg af ironi. Nu har manden bag Sparklehorse, Mark Linkous taget sit eget liv i en alder af kun 47 år. Han skød sig selv i hjertet i nærheden af en vens bolig. Med sin egen pistol. Skæbnens ironi kan man kalde det. For Linkous’ sange var på deres egen melankolske sæt og vis livsbekræftende med deres melodiske indie-folk-rock. Selv om teksterne ofte modsagde melodiernes lethed. Linkous bar selv denne modsætning i sig mellem lys og mørke. Og forleden tog mørket overhånd. Hvil i fred.

Læs også Patti Smiths hyldestside til Linkous – her.

Det amerikanske powerpopband The Knack, der havde sin storhedstid i årene 1978-82, blev – som jeg husker det – igen og igen sammenlignet med The Beatles. En sammenligning, der både kan være smigrende, men også et åg, fordi den let kommer til at skygge for modtagerens eget talent. Og The Knack, der blev anført af forsangeren Doug Fieger, havde talent og nemme for iørefaldende popsange, som blev iklædt powerpoppens tempo og rockens kant.

Selv om bandet blev brandet som en slags nye Beatles, lykkedes det dem – i kraft af egen talentmasse – med deres første album Get The Knack fra 1979 at besætte Billboards førsteplads i flere uger, og singlehittet My Sharona er et af de mest iørefaldende og medrivende numre, som den genre har leveret. Egentlig en meget enkel sang bygget op omkring et særdeles fængende riff og med et tekst med seksuel innuendo. Ja, “My Sharona” er et af de klareste hits fra den periode.

Selv om de to opfølgende albums “…But The Little Girls Understand” (1980) og “Round Trip” (1981) var solide powerpopalbums (men uden debutens klare hit), så kunne de slet ikke leve op til anmeldernes forventninger. Og intern ballade gjorde, at bandet blev opløst i 1982.

Bandet er dog blev gendannet i flere omgang. Første gang i 1984 og senest i 1997. The Knack eksisterer i øvrigt stadigvæk. I 2006 døde The Knacks første trommeslager Bruce Gary af kræft 55 år gammel. Og nu meddeles det, at Doug Fieger har lidt en tilsvarende skæbne, 57 år gammel. Doug skrev My Sharona sammen med leadguitaristen Berton Laverre og sang selv for. Hvil i fred.

En tilfældig søgning på Youtube gjorde mig opmærksom på en nyligt dødsfald. Countrysangeren Carl Smith forlod denne verden den 16. januar. I de danske medier er jeg ikke stødt på nogen nekrolog, og forklaringen er måske, at selv om Carl M. Smith var et stort navn i staterne, så var han kun kendt af kredsen af countryfans herhjemme. Sådan er det jo med den genre.

Men Carl Smith var ikke hvem som helst. “Mister Country”, som han blev kaldt, var at finde på de amerikanske countryhitlister fra starten af halvtredserne til begyndelsen af halvfjerdserne. Og det siger vist lidt om hans popularitet. Han var ven med Hank Williams, gift med selveste June Carter (senere June Carter Cash) og blev fader til Carlene Carter, en af nutidens store countrynavne. Ikke mindre end 30 top 10 hits på Billboards liste fik han med titler som “If Teardrops Were Pennies”, “Let Old Mother Nature Have Her Way”, “Are You Teasing Me”, “Loose Talk” og “Deep Water”. Hans varemærke var den bløde, varme stemme og de gode sange.

I starten af karrieren var stilen præget af honky tonk og rockabilly, men efterhånden blev de rockede kanter blødt op, og han var med til at forme den mainstreamgenre, der siden blev kendt som Nashville country. I halvfjerdserne var hans karriere slut. Hitsene udeblev, og han valgte i trække sig helt ud af branchen i årtiets udgang. Han vendte dog tilbage for en kort bemærkning for at lave et album i 1983. I 2003 blev han indlemmet i Country Music Hall of Fame, og nu er han altså gået til de evige honky tonks. Hvil i fred.

Loose Talk

I min barndom var cowboyfilmene – Westerns – en af de helt store genrer. Og mangen en søndag eftermiddag har jeg tilbragt sammen med gunslingers og rødhuder i Phønix Bios teatralske mørke. Det var her – og på tv – jeg stiftede mit første bekendtskab med film af Howard Haws, John Ford m.fl., som dyrkede den genre, som i dag må siges at være fortid.
Jeg slugte også tv-serien Bonanza råt. Serien startede i 1959 og løb hele 14 sæsoner frem til 1973 og er en af de mest populære western-serier i tv-historien. På dansk hed serien Brødrene Cartwright, medens tyskerne holdt fast i den originale titel. Og jeg så dem begge steder, og den tyske synkroniserede tale var ikke noget problem, for den var jeg vokset op med. Hände Hoch!
Serien fulgte Cartwright-familien og deres liv på og omkring ranchen Ponderosa. Faderen Ben Cartwright (Lorne Greene) og hans tre sønner Adam (Pernell Robert), den trinde, hjertelige “Hoss” (Dan Blocker) og junior, “Little Joe”, spillet af Michael Landon, som siden kunne ses som faderen i serien “Et lille hus på prærien”.
Det særlige ved serien var, at alle i familien havde hovedroller og på skift var i centrum for episodernes handling. Det sørgede for god variation gennem det lange forløb. Nu er Pernell Roberts – som den sidste af de fire – død i en alder af 81 år. Pernell blev headhuntet til Bonanza-serien fra en anden stor western-serie – Gunsmoke – hvor han havde fået en mindre rolle. Han havde en baggrund som klassisk uddannet skuespiller (med bl.a. Shakespeare-roller) og var også en god sanger, der fik udgivet et album med folkesange. I følge de oplysninger man kan finde på nettet, så var Pernell Roberts aldrig helt tilfreds med sin rolle som tv-serie-skuespiller. Og han forlod serien i 1965 på grund af “uoverensstemmelser” med seriens producer og manusforfatter. Han citeres for at have sagt, at serien var “junk-tv”. En old school-skuespillers håbløse kamp mod underholdningsindustrien…

The Chi-lites er en af de mange lækre blød-soul-vokalgrupper, som amerikanerne har forsynet verden med i efterkrigstiden.

Egentlig hed de the Hi-Lites, men for at understrege, at de kom fra Chicago blev der adderet et C til navnet. Som flere andre sanggrupper havde Chi-Lites rødder i doo wop-sang. Robert “Squirrel” Lester, der døde den 22. januar, Eugene Record og Clarence Johnson sang i The Chanteurs, og Creadel “Red” Jones og Marshall Thomson gjorde det samme i The Desideros. Sammen blev de til the Chi-Lites i 1964. Eller rettere: Marshall & the Chi-Lites.

Dengang skulle man ikke forvente, at successen kom natten over, og det tog da også det meste af et årti, før “Egernet” og de andre lykkedes med et singlehit. Det hjalp også gevaldigt, at de blev tilknyttet Brunswick Records, hvor pladeproduceren Carl Davis arbejdede. Og under hans kyndige hænder fik gruppen produceret deres første hit “Give It Away”, der kravlede helt op på en tiendeplads på den amerikanske R&B-liste. året var 1969, og der skulle gå to år til, før de igen stak hovedet frem på listen med “Are You My Woman? (Tell Me So)”. Men så var isen også brudt og i første halvdel af halvfjerdserne fik gruppen sin storhedstid med hele ti singlehits. “(For God’s Sake) Give More Power To The People”, “Have You Seen Her” og “Oh Girl” er nogle af de mest kendte.

Populariteten bredte sig også til Europa, der var blevet modtagelig for blød soul, og Chi-Lites fik hits i England med “Have You Seen Her” (1972 & 1975), “Homely Girl” (1974), “Too Good To Be Forgotten” (1974), “It’s Time For Love” (1975), og “You Don’t Have To Go” (1976).

I årene på plademærket Brunswick var Eugene Record producer og frontmand, men blev sekunderet af Robert “Squirrel” Lester på det vokale område. I slutningen af halvfjerdserne forlod Record gruppen, fordi den løb ind i problemer som følge af plademærkets økonomiske problemer, som gik ud over Chi-Lites promotion. Og den resterende gruppen, som blev suppleret med David Scott og Danny Johnson skrev kontrakt med Mercury Records uden dog at kunne tage tråden op fra de foregående års succes – og efter en kort periode gik gruppen i total opløsning.

I 1980 fandt de gamle medlemmer – Record, Thompson, Jones og Lester – dog  sammen igen og fik en vis succes med Carl Davis som producer, men storhedstiden var ovre. Med forskellige udskiftninger har gruppen eksisteret lige siden. Robert “Squirrel” Lester forblev medlem af gruppen frem til sin død forleden. Med sin bløde andentenor var Lester med til at forme gruppens lækre flerstemmige sound. Gennem fem årtier. Hvil i fred.

PS. Tilnavnet “Squirrel” fik han som dreng, fordi han kravlede rundt i træerne som et andet egern..