CAPAC

Blandt statsministerens ideer til at skaffe mere arbejdskraft til det hungrende arbejdsmarked er et forslag om, at studerende skal have lov til at arbejde mere ved siden af studierne uden at blive trukket i SU. Som det er nu må en studerende tjene op til 74.064 kr. inden hammeren falder.
Forslaget modarbejder direkte regeringens egne uddannelsespolitiske ønsker om at få de unge igennem studierne på normeret tid. Dertil kommer at forlængede studietider også vil belaste uddannelsesinstitutionernes økonomi – med forringelser af uddannelserne som konsekvens. Det er kun forståeligt at Rektorforeningen og Danske Studerendes Fællesråd vender tommelfingeren nedad.

Det må vel snart stå klart for enhver, at regeringens satsning på uddannelsesområdet er forblevet ved tomme ord og nedskæringer. I dag går gymnasieelever fra 13 gymnasier på gaden – godt bakket op af deres lærere – i protest mod millionnedskæringer (90 millioner). Undervisningsministeren snakker udenom og dækker sig ind med, at der har været et folketingsflertal bag sparekniven, hvilket jo mere har karakter af en bortforklaring. Nedskæringer kan antage mange former. Blandt andet kan man læse følgende: “Og endelig skal et beløb på 20 mio. kr. til at tage flere unge ind på pædagogikum findes af gymnasierne selv fra den lønbesparelse, der er ved at erstatte ældre lærere med yngre”. Hvordan var det nu med regeringens seniorpolitik? Man skulle sørge for, at de ældre medarbejdere blev på arbejdsmarkedet i længere tid? Etc. Hvordan mon det vil gå de “ældre lærere”, der efter den nye gymnasiereform er så uheldige at sidde med en fagkombination, der ikke tiltrækker de unge? Og så lader regeringen oven i købet gymnasieledelserne om at føre kniven. Hm.

Flere forskere i pædagogik mener. Og så må det jo være sandt, ikke? Det er Jyllands-Posten, der refererer en artikel fra Kristelig Dagblad, hvor blandt andre professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, angriber folkeskolelæreres, forældres og politikeres modstand mod øgning af klassekvotienterne. Det er en myte, mener professoren, med henvisning til en OECD-rapport, der påviser, at det danske folkeskolesystem er blandt verdens dyreste, og at forklaringen blandt andet er de små klassestørrelser.
Det man med rette må stille spørgsmålstegn ved over for Kloge åger som Niels Egelund er, om rapporter fra OECD eller PISA-undersøgelser blot kan overføres til danske forhold. Er en folkeskole i det autoritære, indlæringsdominerede Frankrig sammenlignelig med den danske folkeskole, hvor børnene behandles som vores ligemænd – og opfører sig derefter? For eksempel. Vi kan ikke enøjet se bort fra, at der er store historiske og kulturelle forskelle på de forskellige skolesystemer i Europa, og at disse forskelle må tages i betragtning, når vi sammenligner. Og det er et stort problem, at det ikke sker.

I denne blog har vi holdt øje med diskussionen om folkeskolen og folkeskolelærerne, der af den siddende undervisningsminister og regeringen nærmest er blevet gjort til ondets rødder, når diskussionen faldt på folkeskolen og den uddannelse, børnene får.

Den massive, dårlige omtale af folkeskolen og dens lærere har blandt andet haft den effekt at søgningen til lærerseminarierne er faldet dramatisk. For at ændre på dette forhold – og dermed på længere sigt ændre på folkeskolens status – har regeringen indført en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen.

Meningerne om den nye uddannelse er delte, men det er da prisværdigt, at man vil højne uddannelsens indholdsmæssige kvalitet.

Problemet er blot, at ingenting vil ændre sig til det bedre, hvis man ikke sørger for, at de nødvendige ressourcer er tilstede. I dagens aviser kan man således læse, at 11 ud af landets ialt 19 lærerseminarier skranter på grund af dårlig økonomi. årsagen er, at man finansierer seminarierne (som en række andre uddannelser) gennem det såkaldte taxametersystem, der betyder, at uddannelsesinstitutionen bliver betalt pr. gennemført studium. Indtægtsgrundlaget svinger altså med antallet af studerende. Falder antallet og er der mange, der springer fra undervejs, så forringes økonomien, og uddannelsesinstitutionen må spare, hvilket som oftest betyder: fyre undervisere.

Det betyder igen en forringelse af uddannelsen, hvilket så medfører, at søgningen til uddannelsen påvirkes negativt. Hertil skal lægges, at de overenskomstsmæssige lønstigninger, som lærerne får, ikke kompenseres ved ekstra bevillinger fra staten.

Man behøver ikke at have studeret økonomi ved en højere læreanstalt for at forstå at disse vilkår indebærer en forringelse af uddannelsen – og at nok så mange gode hensigter og nye uddannelsesbekendtgørelser ikke vil kunne ændre på dette forhold.

Tilbagespoling: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, med flere…

Ungdomshuset – “Jagtvej 69” – bliver ved med at rumstere i medierne og i virkeligheden. De seneste dage har man kunne læse om unges hærgen og vandaliseren på Nørrebro. Og om nørrebroborgernes forståelige modaktion. Vi har skrevet det før: vold, hærværk, vandalisme er fuldstændigt uacceptable midler i kampen for et værested for unge. Og ingen – heller ikke foreningen af handlende på Nørrebro – bør bøje sig for den slags.
En anden – lidt pussig – historie er dukket op. Et foto af DRs generaldirektør Kenneth Plummer iført en pro-ungdomshus-t-shirt. Det spørgsmål, der straks melder sig i medierne er: Kan generaldirektøren gå rundt og reklamere for Ungdomshuset?
Det skal indledningsvis siges, at fotoet er taget en søndag, hvor Plummer havde fri og var taget med sin datter til Roskilde Festival. Alligevel – kan han tillade sig det? Umiddelbart: Ja. Plummer kan som privatperson mene, hvad han vil. Vi har ytringsfrihed i landet. Men sagen er en kende mere kompliceret.
Den ultra-borgerlige netavis 180 grader, som capac andetsteds har harcelleret over, har kastet sig over Plummer og spurgt ham, hvorfor han havde den på? Plummer svarer – i følge Jyllands-Postens referat: »Jeg var på Roskilde Festival sammen med min datter, og jeg mener ikke, at du eller andre skal lægge noget særligt i, at jeg har den T-shirt på…Det er i hvert fald ikke for at sende nogen politiske manifestationer«. For mig at se, så er det virkeligt problematiske ved Plummers udtalelse, at han – som forgrundsfigur for landets førende kulturinstitution – kan have en så naiv forståelse af t-shirten som politisk manifestation. Man behøver ikke at have en ret lang historisk erindring for at forvisse sig om, at t-shirten ikke kun har været et folkeligt beklædningsstykke, men også et kropligt banner, hvor folk kunne give deres meninger og holdninger til kende. Det er også frygteligt naivt af Plummer at tro, at han på en fridag, en søndag, vil kunne gå fredeligt rundt på Roskilde Festivalen (hvor adskillige journalister og mediefolk også vil være…) og flippe ud med datteren iført en sympatisør-t-shirt for Ungdomshuset. Det ville have tjent Plummer bedst, hvis han havde stået ved, at han havde sympati for sagen: Ungdomshuset på Jagtvej.

PS. Ikke overraskende kan 180 grader ikke undlade at insinuere, at Plummers t-shirt-manifestation skulle indebære en sympati for visse såkaldt autonome unges vandalisme og voldelige fremfærd. I rubrikken står der: “Efter at de autonome fra det såkaldte ungdomshus på Jagtvej 69 havde smadret både Nørrebro og Christianshavn, gik Danmarks Radios generaldirektør, Kenneth Plummer, til festival med støtte-t-shirt for “Ungdomshuset”. Formuleringen gentages umiddelbart efter næsten ordret. Dertil er kun at sige, at det med al ønskelig tydelighed afslører den endimensionelle tænkning, der bedrives på 180 grader. Man kan sagtens have sympati for sagen og tage afstand fra de unges kampmidler.

PPS. For sjov skyld har jeg søgt efter den omtalte – i øvrigt ganske neddæmpede – politiske t-shirt for Ungdomshuset. Uden held. Til gengæld har jeg fundet en række meget mere rabiate anti-Ungdomshus-t-shirts fra fx DFU, KU og andre repræsentanter for højrefløjen. Så sig ikke, at t-shirts med manifestationer er uden budskab…

Se også DRs hjemmeside, hvor der er en hel side for Ungdomshuset, og hvorfra fotoet stammer.

Plummer skal forklare sig over for bestyrelsen – forståeligt nok, når han nu ikke kan melde klart ud i første omgang…

Lærerseminarierne lider under, at de unge i stigende grad har fravalgt læreruddannelsen, når de skulle søge en levevej. Samtidig springer en tredjedel fra inden de er færdige. Enten for at læse på Danmarks Pædagogiske Universitet eller for at lave noget helt andet. Nu vil undervisningsminister Bertel Haarder gøre det endnu lettere for lærerstuderende at læse videre på universitetet. Og det skal gøres lettere for universitetsstuderende at læse til lærer. Forslaget lyder jo vældig smart. Det smager af synergi-effekt af samarbejdet mellem universiteter og de såkaldte professionshøjskoler. Men, spørgsmålet er, om ikke undervisningsministeren blot forstærker den negative udvikling, der har vist sig de seneste år inden for læreruddannelsen. Så længe seminarieuddannelserne udsættes for økonomisk udpining er der ikke grund til at tro, at unge vil opfatte den som særlig attraktiv – eller at universitetsuddannede skulle få lyst til at søge den vej…

Capac har skrevet udførligt om Ungdomshuset på Jagtvej i København (her – scroll selv ned). Det var juridisk set en legal handling, men næppe kulturpolitisk legitimerbart. Man kan jævne et hus med jorden, men ikke den ungdom, der føler sig knyttet til idéen – og såret over det etablerede samfunds fremfærd. I dagens udgave af Politiken kan man læse at opbakningen til det, man nu kalder Ungdomshusbevægelsen, er vokset stødt siden nedrivningen – og fortsat vokser. Politiet med talsmand Per Larsen i spidsen erkender, at bevægelsen er i vækst, og er “imponerede” over, at “gassen ikke er gået af ballonen”. Man skulle nok alligevel ikke have revet det hus ned!

Der er åbenbart ingen ende på problemerne i folkeskolen. I hvert fald, hvis man skal dømme ud fra mediernes omtale. Ikke blot falder antallet af ansøgere til læreruddannelsen, mange springer fra samme uddannelse, inden de er færdige, vi står over for en stor afgang af ældre lærere osv. Og så videre. Og i dagens avis kan man så læse, at den feminisering af den offentlige sektor, som antropologen Anne Knudsen for år tilbage fremhævede som et problem, også har sat sig igennem i folkeskolen. Hver anden folkeskolelærer er en kvinde, og specielt yngre mænd – dem under 30 – er underrepræsenteret.
På hvilken måde er den kvindelige dominans et problem? Fagligt? Nej. Men måske socialt og psykologisk. I hvert fald er det jo en kendsgerning, at folkeskolen ikke kun satser på faglighed (jf. den løbende diskussion), men også på, hvad man kunne kalde “menneskelig udvikling”. Folkeskolen fortsætter med andre ord den værdimæssige feminisering, som de pædagogiske institutioner for længst har erkendt som værende et problem. Ikke mindst for drengene.
De løsninger der peges på – fra bl.a. DPU – er, at folkeskolelærernes karrieremuligheder skal forbedres, deres status skal højnes, og så skal der en bedre løn til. Men kan udviklingen vendes? Er der ikke en selvforstærkende effekt i det forhold, at pigerne dominerer på de gymnasiale uddannelser, de mellemlange og videregående uddannelser?

I den fortsatte strøm af informationer om læreruddannelsen og problemet med at rekruttere nok lærere til den betrængte folkeskole, kommer det nu frem, at mange lærerstuderende – mere end 30% – bruger uddannelsen som springbræt til noget andet, fx en universitetsuddannelse. Hvad enten de færdiggør uddannelsen eller dropper den i utide, så ender de i hvert fald ikke bag katederet i folkeskolen. Tallene kommer fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der optager mange af de tidligere lærerstuderende.
Problemet er, mener Martin Bayer, at frafaldet skyldes indførelsen af de såkaldte professionsbachelor-uddannelser på de mellemlange videregående uddannelser (lærer-, pædagoguddannelse m.v.), der giver de unge direkte adgang til universiteterne. Med Beyers formulering “uddanner de sig ud af faget lige med det samme”. De bruger altså læreruddannelsen som en genvej i et uddannelsessystem, der sorterer fra på grund af karakterer. Men det afspejler også et andet forhold, som Jens Rasmussen fra DPU berører i en kommentar, nemlig at læreruddannelsen ikke er attraktiv nok, ikke er god nok.

I dagens avis kan man læse en opfølgning på de seneste ugers skriverier angående manglen på folkeskolelærere (faldende optag på seminarier, afgang af ældre skolelærere osv. osv.). I dag drejer det sig om, hvad man – med et norsk begreb – kalder “studenterkvalitet”. Det viser sig, at karaktergennemsnittet for dem, der trods alt søger ind på lærerseminarierne ligger på et lille 8-tal på den gamle trettenskala (og mellem 5.7 og 4.7 på den nye 7-trinsskala). Betyder det så, at vi får dårlige folkeskolelærere ud i den anden ende? Det synes blandt andet professor Jens Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitet at mene. Jeg er ikke så sikker. Min erfaring er, at karaktergennemsnittet på studentereksamensbeviset afspejler meget andet end faglige kvalifikationer. Fx umodenhed i de brydsomme år. Da jeg – i de adgangsfrie år i halvfjerdserne – læste på universitetet havde jeg flere kammerater med studentereksaminer, der ikke ville give dem adgang i dag, men som blev gode, velfunderede akademikere.
Termen “studenterkvalitet” afspejler i hvor høj grad uddannelsessystemet er at sammenligne med en pølsefabrik. Studenter er en slags hakkekød, der skal putte i maskinen for at komme ud i den anden ende som produkter. Og her er karakteren at ligne med hakkekødets varedeklaration. Hvor meget fedt er der i? Osv. Men studenter er mennesker, drenge og piger af kød og blod, med forskellige historier og forskellige talenter. Måske skulle man holde fast i det. Du får ikke en god læge ud af et menneske, fordi vedkommende har 13 i snit. Der kræves mere end faglig kundskab. Det samme gælder for folkeskolelærere osv. Men det kan være svært at holde fast i, når man tænker uddannelsessystemet som en privat virksomhed.

Læs også, hvad Ildkatten /Esther skriver om dette emne.

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.

At uddanne børn og unge er en investering i fremtiden. Det koster penge, mange penge, at holde et uddannelsessystem i gang.

Med en kombination af besparelser, absurde administrationskrav og uigennemtænkt og usammenhængende skolepolitik har den siddende regering bragt folkeskolerne i en situation, hvor de er tvunget til at forringe undervisningen yderligere. Der skal spares yderligere, og da der i forvejen er skåret ind til benet, og man ikke kan fodre lærerne med mursten, må man skære ned på timetallet. Ned under den grænse, som undervisningsministeriet har sat som minimum for god undervisning. Eleverne får færre timer, end politikerne har lovet dem.

Som sædvanligt udøver undervisningsminister Bertel Haarder ansvarsforflygtigelse, idet han “tørrer” ansvaret af på henholdsvis kommunerne (“de har fået pengene”, “de prioriterer forkert” osv.) og lærer ( “de overdriver” – og så glemmer vi lige Bertels løfter om ikke at hakke på folkeskolelærerne på grund af deres ramponerede image!).

Den offentlige kage er ikke stor nok, og når politikerne – fx Haarder – stiller nye krav til den “service”, det offentlige skal give, så må det offentlige – ikke mindst kommunerne – skære ned andre steder. Den borgerlige tanke om, at vi “kan får mere for de samme penge” har for længst vist sig at være ideologisk bragesnak.
Problemet er også, at folkeskolens ringe vilkår vil få skolelærere til at forlade skolen og søge andre græsgange. Hvis man ikke fagligt og pædagogisk kan komme til at gøre en forskel, mister man motivationen. Og det på et tidspunkt, hvor undervisningsministeren vil gøre det mere attraktivt at blive skolelærer, og hvor ansøgningstallet til lærerseminarierne er faldet drastisk m.m. Her er det ikke nok med en ny læreruddannelse og en slant penge til kommunerne.
Bertel Haarders arrogante vasken-hænder afslører regeringens sande sindelag, når det kommer til diskussionen om “velfærdet”. Som Helle Thornings Schmidt udtrykte det, så har de ikke hjertet med. Nu er det op til oppositionen med Socialdemokratiet i spidsen at formulere en reform for skoleområdet, der kan rette op på den synkende skude. Nu.

Forleden mødte jeg en god bekendt, der er folkeskolelærer. Vedkommende fortalte mig, at hun nu havde sagt sit job op. Hun havde sagt sin fast stilling med pension op til fordel for et mere usikkert liv som vikar, suppleret med andre småjobs. årsag: Hun gad ikke længere bruge al sin tid på dokumentation, evaluering, rapportering, elevplaner og så videre. Livet er for kort til den slags bureaukratisk galskab.
Jeg kom til at tænke på hende, nu hvor folkeskolelærernes image er på avisernes forsider. En aktuel undersøgelse mener at vise, at der er ringe tillid til den danske folkeskolelærer. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har hurtigt været ude og kaste skylden på den siddende regering. Han siger: “Når lærere generelt har et dårligt ry, skyldes det, at regeringspartierne gennem flere år systematisk har arbejdet på at nedbryde lærernes autoritet og anseelse for at mindske deres indflydelse”. Og der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at undervisningsminister Bertel Haarder og regeringen har ramponeret folkeskolelærernes image gevaldigt ved at gøre lærerne til syndebukke for en forfejlet skolepolitik.
Anders Bondo modsiges af en såkaldt konsulent, Carsten Mai, der har været spindoktor for indenrigsminister Thor Pedersen og Københavns tidligere overborgmester Kramer Mikkelsen. Konsulenten siger: “Lærerne har proletariseret sig selv. De er altid gået efter at få fritid og ferier i stedet for løn. Og det har nu givet deres profession lavstatus som Danmarks bedst betalte bijob”. Og det er da også en del af problematikken. Folkeskolelærerne er historisk set gået fra at være kaldspersoner (på linje med præsterne) med indbygget prestige til at være almindelige lønmodtagere. Dermed mistede lærerrollen sin aura. Men ansvaret for denne udvikling er jo ikke folkeskolelærernes alene. Mai fortsætter med at gøre skolelærerne til syndebukke for skolepolitikken. At skolelærerne har handlet som lønmodtagere og forhandlet sig frem til visse arbejds- og lønvilkår (som arbejdsgiverne – nota bene! – har accepteret! ) forklarer jo ikke de årelange nedskæringer på området eller den hoved- og haleløse uddannelsespolitik. Det største ansvar for lærernes aktuelle lavstatus må ligge hos politikerne i folketinget, der gennem en årrække har mishandlet skoleområdet.

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

For snart længe siden citerede jeg journalist Lisbeth Knudsen – hvis weblog åbenbart gik død, da hun fik en ledende post på Berlingeren – for følgende overvejelse:
“Når eftertanken på et tidspunkt melder sig, så kunne der være brug for lidt internationalt udsyn og lidt nytænkning omkring mulighederne for at lade den mindre velfriserede dele af ungdomskulturen udfolde sig i København. Den forsvinder jo ikke, fordi Jagtvej 69 er jævnet med jorden. Spørgsmålet er, om manglen på et selvstyrende ungdomshus og et fristed af den karakter ikke reelt vil kunne risikere at medføre en temmelig uhensigtsmæssig radikalisering af dele af ungdomsmiljøet, som ingen vil være tjent med.” – En sådan ‘temmelig uhensigtsmæssig radikalisering’ har været oppe at vende i medierne den forgangne uge. Politiet udelukker ikke muligheden. Danmarks Kommunistiske Ungdom har forsvaret voldelige aktioner fra de marginaliserede unge. Og Enhedslistens små Johanne Schmidt, der skal afløse Pernille, har på fornuftigste vis taget afstand for voldelige demonstrationsformer, samtidig med at hun støtter demonstrationer og ‘civil ulydighed’.
Hvis det kommer til voldelige aktioner, så kan man roligt sige, at de ansvarlige for nedrivningen af Ungdomshuset – og det vil sige: politikerne og Faderhusets skinhellige ledelse – ligger som de selv har redt. De har haft juraen på deres side. Ja. Ejendommens ukrænkelighed er bekræftet. Ja. Men politikerne, er løbet fra indgåede aftaler, hvilket ikke bliver glemt af de unge. Og denne ansvarsforflygtigelse bærer blot ved til det bål, som politikerleden blandt de unge i forvejen er. For det andet er forløbet af sagen om Ungdomshuset et lærestykke i, hvordan det kan gå, når folkevalgte politikere – hånd i hånd med en kristen fundamentalistisk meninghed, der kun kan se deres egen frelse og mission – reducerer demokrati til principrytteri, ansvarsfortrængning og arrogant magtudøvelse. På visse nyliberalistiske og højrevredne weblogs kan man studere, hvordan den simple magtudøvelse, den tankeløse konsekvente handling tilbedes som problemløsning på bekostning af demokratiets fineste principper: samtalen, dialogen, tolerancen, evnen til at lytte til minoriteterne og give dem indrømmelser og plads. Hvis man vi se, hvordan det kan gå, når man negligerer sådanne fundamentale demokratiske spilleregler, så se på de just afholdte G8-møde…