Apropos Pete Townshends fødselsdag, så er det 50 år siden i disse dage, at albummet Live at Leeds udkom. Optaget i februar det år og tænkt som en anderledes opfølgning af albummet Tommy. Man kan vel sige, at The Who – på næsten Rolling Stonesk manér – vendte bøtten og fandt tilbage til den forrygende rock, de begyndte med i starten af tresserne. Pladen står stadigvæk som et af de bedste livealbums gennem rockens historie, og det er da noget af en bedrift.
[Coronarelateret sang, lånt fra Cross’ Facebookside]
Som nævnt læser jeg pt. – blandt meget andet – Billy Cross’ lille erindringsbog Så langt så godt. Det er en letlæst bog, hvor Cross fortæller om sit liv som studerende og musiker fra de unge år og frem. Og undervejs hører man selvfølgelig om de mange musikalske sammenhænge, han indgår i. Fra The Esquires og videre.
Blandt de navne, man høre om, er Cat Mother and the night newsboys, der omtales om dels et Jimi Hendrix-fund (han mistede dog hurtigt interessen…) og dels som et af de første ‘roots’-orkestre, som Cross støder på.
Andre bands, Cross er involveret i, er Meat, der vist ikke får udgivet noget, og Black Sabbath, der må skifte navn og er lige ved at få en pladekontrakt, der dog forpurres af et bandmedlem, der er blevet lidt for glad for heroin. Men bedst kendt er nok bandet Sha Na Na, der nok er bedst kendt for deres optræden på Woodstock-festivalen. Cross giver et fint billede af dette retro-rock-band, der er dygtige musikere, men som plages af indbyrdes konflikter.
Forleden så jeg – som omtalt – en dokumentar om Woodstock-festivalen. Og der var et lille glimt med The Who. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Kors, hvor har Townshend dog en gennemslagskraft i The Who. Og sådan har jeg altid haft det med Pete Townshend. Han guitar i the Who var og er markant.
I dag fylder den unge mand så 75, og vi må med rette nævne alle hans andre meritter. Sangskriver, producer, forfatter og så videre – læs eventuelt min omtale af hans memoirer – her.
Uden ligefrem at være fan, så har jeg beundret Suzi Quattro, lige siden hun dukkede op i halvfjerdserne. Og hun er stadigvæk aktiv. Så sent som i 2019 udkom hendes seneste album, det syttende, No control. Og hun optræder også rundt omkring, bl.a. på retro-festivaler som Esbjergs tresserfestival.
Så det er helt passende, at Suzi Quattro nu er blevet genstand for en dokumentarfilm om hendes liv. Suzi Q hedder den, og den kan allerde købes på dvd.
På nettet kan man rundt omkring se og læse om, hvordan vor tids elektroniske og computeriserede musikproduktionsmuligheder efterhånden har taget livet af såvel pop som rock og anden populærmusik. Og der er da ingen tvivl om, at de digitale muligheder kan blive en blindgyde eller ligefrem motorvej, hvor musikken ikke hjælpes frem og understøttes med tværtmod aflives. Eksemplerne er legio.
Men der er også eksempler, der viser, at udstyret og dets muligheder i de rette hænder kan stå i musikkens tjeneste. Et nyt eksempel på denne truisme er Favors plade Crush. Bag kunstnernavnet Favor gemmer sig Jeppe Gade Hviervelkær. Og som Favor har han lavet en plade, der som produkt er et barn af sin tid. Såvel produktion som instrumentering er udpræget (fuldstændig?) digital.
Men det, der gør Crush, til en vellykket popplade, er, at den bærer sin elektroniske og digitale klædedragt på en måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at den først og fremmest er en moderne popplade. En plade, man kunne forestille sig, at the Bee Gees eller nogle amerikanske soulkunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede, havde lavet, hvis de havde været unge i dag og havde haft nutiden digitale muligheder.
Crush er en plade, der lever – og lever godt og højt – på sine lette, næsten skrøbelige melodier, som Favor fremfører med en lys, levende stemme. Melodier, der signalerer sommer og dagdrømme og helt tydeligt fremstår som en probat modgift til tidens hang til melankoli, navlepilleri og sortsyn – og som en diskret opfordring til at nyde livet, synge med, danse og komme i feststemning. Det er en let, men ikke letbenet, svævende, drømmende oplevelse at lytte til Favor. En plade, der må kunne gøre sig i den sommer, vi venter på lige nu i coronaens skygge. Crush er en af den slags plader, der gør en lettere om hjertet, som et glas med lækre bobler på en dansk sommeraften. Hermed anbefalet.
Favor. Crush. Producer: Morten Søgaard. Celebration Records. Udkom 27. marts 2020.
Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.
Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:
your world is ending
hell is a new beginning
democracy is a cute little lie
here comres the tide
here comes the tide
to wash us away
there was one eye open
everybody’s dyring
everybody’s dying
to feel something
everybody’s dying
everybody’s dying
to feel something
keeping up apperance
keeping down the sickness
was it at clash of a melting together
again today, when people met
here comes the tide…
everybody’s dying
everybody’s dyring to feel something…
mama’s little man don’t feel to good
mama’s little man don’t feel to good
someone asked for some change
the someone took the money and ran away
everybody’s dying
everybody’s dying
Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.
Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.
Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.
Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.
The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.
New Yorks båndentusiaster nåede at opsnappe Wilco, da bandet i januar gav koncert i Mexico, inden en vis virus satte en stopper for den slags løssluppenheder.
Umiddelbart ville man måske sige, at det var et umage par – John Prine og den unge, rebelske countrymø Miranda Lambert. Men lige få umodståelig fræk og rebelsk, hun er, lige så fint får hun tilegnet sig Prines sang “That’s the Way the World goes ’round”, gjort den til sin og sat sit eget musikalske og feminine aftryk på den. Det klæder Prine at blive rocket op og få en let vrissende kvindestemme til at udtrykke sangteksten.
PS. Sangen er en af to coverversioner, som Miranda Lambert har på sit tredje album Revolution.
[Astrid Kirchherr sammen med Stuart Sutcliff, Pinterest foto]
Endnu et dødsfald. Den tyske fotograf Astrid Kirchherr er død i en alder af 81 år.
Hun blev født i 1938 og overlevede 2. Verdenskrig i eksil i de baltiske lande. Da hun vendte tilbage blev hun fotograf og startede sin karriere på natklubber i Hamborg. Det var her hun løb ind i nogle Liverpooldrenge, der siden blev verdensberømte som The Beatles, og hun indledte et forhold til en af drengene, Stuart Sutcliff.
De nåede at bliver forlovede, inden Stu alt for ung (21) døde af en hjerneblødning. Og Astrid tog nogle af de første fotos af The Beatles. Fotos der er gået over i historien om gruppen som nogle af dem, der identificerede gruppen som sådan. Hun forblev ven med drengene og fotograferede dem bl.a. i forbindelse med filmen Help. Siden blev hun gift med den trommeslager, der afløste Ringo Starr i Rory Storm and the Hurricanes, Gibson Kemp. Og hun er blevet portrætteret i den udmærkede film om gruppen Backbeat, hvor hun spiller en vigtig rolle.
Astrid døde d. 13. maj. Der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.
The Pretty Things er rundet af samme kunststudiemiljø som The Rolling Stones’ Mick Jagger og Keith Richard. Ja, faktisk spillede mange af dem sammen, inden det rigtig blev til noget med Stones og Pretty Things. Men Pretty Things kom lige i kølvandet på Stones, og fik hurtigt det renommé, at de var en tand mere beskidte ( i mere end en forstand) en The Rolling Stones. Ellers var udgangspunktet det samme: En stor kærlighed til the blues. Pretty Things tog navn efter en sang af Willie Dixon.
Selv om Pretty Things har været aktive fra 1965 og til 2018, så var deres storhedstid i de unge år med den vilde, rå Rhythm and Blues. Men som andre med samme udgangspunkt blev de påvirket af den psykedeliske musik og det, der kom efter. Med S. F. Sorrow lavede de (vist nok) den første rock opera, som man noget misvisende kaldte den slags conceptplader. Også new wave-musikken lod de sig farve af. Og hele vejen igennem var det Phil Mays stemme (og mundharmonika), der udgjorde en vital del af bandets sound. Nu er Phil May død. Ikke af noget coronarelateret, men af komplikationer i forbindelse med en hofteoperation (han havde pådraget sig en hofteskade ved en cykelulykke…).
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
