Indlæg tagget med americana

The Court & Spark “Ventura White”

28. september 2007

SÃ¥ var der igen lidt at høste pÃ¥ det lokale biblioteks bog- og cd-udsalg. Og denne gang fandt jeg en plade, jeg længe har haft pÃ¥ min ønskeliste: The Court & Sparks debutplade “Venture Whites” fra 1999 (Tumult/Glitterhouse).
The Court & Spark, der mÃ¥ske har taget navn efter Joni Mitchells album af samme navn, er – eller var? – et San Francisco-baseret indieband, hvis musik mÃ¥ske kan beskrives som et møde mellem den amerikanske alternative-country musik og den Sonic Youth-støjende rockscene. Debutpladen fik begejstrede anmeldelser og gjorde gruppen til et kult-objekt. The Court & Spark bestÃ¥r (pÃ¥ debutpladen) af Scott Hirsch, James Kim, Joseph Rogers og sangeren M. C. Taylor. De har siden udgivet disse plader, der alle er udkommet pÃ¥ forlaget Absolutely Kosher:

Bless You (2001)
Witch Season (2004)
Dead Diamond River EP (2004)
Hearts (2006)

YouTube har en enkelt optagelse med bandet. Ikke den bedste, men man får dog et indtryk af gruppens musik. I øvrigt kan man på bandets hjemmeside læse, at det er gået mere eller mindre i opløsning. Indtil videre i hvert fald.

Woody Guthrie

27. september 2007

Det siger ikke sÃ¥ lidt om den store amerikanske sangskriver og folkemusiker Woody Guthries folkelige appel og spændvidde, at bÃ¥de Bruce Springsteen spiller hans musik og præsident George W. Bush har brugt hans kendingsmelodi “This Land is your land” i sin præsidentkampagne. Det siger mÃ¥ske meget om Guthries humanistisk-politiske brod, at nogle har ønsket at slette de sidst to vers i sangen, hvor Guthrie blandt andet anfægter den private ejendomsret…

This land is your land, this land is my land
From California to the New York Island
From the Redwood Forest to the Gulf Stream waters
This land is made for you and me.

As I go walking this ribbon of highway
I see above me the endless skyway
And all around me the wind keeps saying:
This land is made for you and me.

I roam and I ramble and I follow my footsteps
Till I come to the sands of her mineral desert
The mist is lifting and the voice is saying:
This land is made for you and me.

Where the wind is blowing I go a strolling
The wheat field waving and the dust a rolling
The fog is lifting and the wind is saying:
This land is made for you and me.

Nobody living can ever stop me
As I go walking my freedom highway
Nobody living can make me turn back
This land is made for you and me.

In the squares of the city, In the shadow of a steeple;
By the relief office, I’d seen my people.
As they stood there hungry, I stood there asking,
Is this land made for you and me?

As I went walking, I saw a sign there;
And on the sign there, it said, ‘No Trespassing.’
But on the other side; it didn’t say nothing!
That side was made for you and me

Som bekendt har Bruce Springsteen reaktualiseret Woody Guhtries sange for ganske nylig, og derfor kan der være god grund til at trække en ældre hyldestplade frem i lyset: A Tribute to Woody Guthrie (1989). På pladens 27 numre fortolker en lang række store kunstnere Guthries sange. Fx medvirker Bob Dylan sammen med The Crackers (= The Band), Woodys søn Arlo, Tom Paxton, Pete Seeger og mange flere. Pladen giver et godt tværsnit af Guthries sange fra de socialt engagerede sange over balladerne til børnesangene. Her er playlisten.

1. This Train Is Bound for Glory – Arlo Guthrie
2. Narration – Will Geer
3. Oklahoma Hills – Arlo Guthrie
4. Narration – Robert Ryan
5. Rambling Round Your City – Odetta
6. I Ain’t Got No Home – Bob Dylan
7. Do-Re-Mi – Arlo Guthrie
8. Curly Headed Baby – Pete Seeger
9. Dear Mrs. Roosevelt – Bob Dylan
10. Narration – Robert Ryan
11. Pastures of Plenty – Tom Paxton
12. Grand Coulee Dam – Bob Dylan
13. Roll on Columbia/Narration – Judy Collins, Robert Ryan
14. Biggest Thing Man Has Ever Done [Great Historical Bum] – Tom Paxton
15. Jackhammer John – Richie Havens, Pete Seeger
16. Hobo’s Lullaby – Joan Baez
17. Narration – Peter Fonda
18. Woman at Home – Country Joe McDonald
19. Narration – Will Geer
20. Deportee [Plane Wreck at Los Gatos] – Judy Collins
21. Mail Myself to You – Earl Robinson
22. Howdido – Ramblin’ Jack Elliott
23. Jesus Christ – Arlo Guthrie
24. 1913 Massacre – Ramblin’ Jack Elliott
25. Union Main – Judy Collins, Pete Seeger
26. Narration – Judy Collins, Will Geer, Robert Ryan
27. This Land Is Your Land/Narration – Will Geer, Arlo Guthrie, Odetta

No Nukes – Jesse Colin Young

17. september 2007

I gÃ¥r omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne pÃ¥ dette album er ogsÃ¥ Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første store hit, som gruppen The Youngblods fik i 1967. Jesse Colin Young, der startede som musiker i Greenwich Village i de frugtbare Ã¥r i tresserne begyndte som solo-artist med to albums, inden han dannede Youngblods. Gruppen, der spillede selv-skrevne folk-rock sange, fik stor kritiker-succes, blandt andet hos vores egen Jørgen de Mylius, der aldrig undlod at spille nyt materiale fra bandet og fra Jesse Colin Young. Men publikum svigtede bandet. Det nÃ¥ede dog at indspille en række, fine albums frem til omkring 1972, hvor de gik hver til sit, og Colin Young fortsatte den solo-karriere, han fortsat dyrker.

Her er “Get Together” fra No Nukes-koncerterne, hvor Jesse Colin Young blandt andet har Jackson Browne med pÃ¥ kor….

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstrÃ¥ler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste Ã¥rs tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 Ã¥r gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner pÃ¥ omrÃ¥det som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Uncle Meat – Dagens Zappa

30. august 2007

Frank Zappa og Mothers of Invention ‘gÃ¥r til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i 1987, hvor den blev udsendt som video. Musikken er et melodisk konglomerat af jazz, klassisk, doo-wop, blues, rock’n roll og lydstumper fra nær og fjern. At lytte til den er som at køre hen over FM-bÃ¥ndet pÃ¥ en gammel analog radio, blot med den forskel, at lydglimtene er bevidst iscenesat af Zappa. Som sÃ¥ ofte bruges elementerne med en Zappask ironisk distance. Det er en fascinerende rejse ind i et pÃ¥ samme tid respektfuldt og -løst musikalsk og tekstligt univers, hvor elementer fra hele det kulturelle aspekt køres gennem zappas foodprocessor. En slags populærkulturel dekonstruktion pÃ¥ amfetamin.
Jeg kan huske, at netop Onkel Kød-dobbeltalbummet gjorde et stærkt indtryk på mig, da jeg første gang lagde ører til det. Og af en eller anden grund var jeg ret vild med coveret, der mindede om moderne kunst, collager, objets trouvés etc.

Musik på hjernen: Me and You and a Dog named Boo

15. august 2007

For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke pÃ¥ denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi mÃ¥ske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange Ã¥r: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. OgsÃ¥ erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og sÃ¥ en særlig sommerdagsstemning. Ã…ret var 1971. Læs mere »

Guts, guts, got no guts – en erindring

14. august 2007


Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. PÃ¥ Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best freind. Og pÃ¥ nettet læser jeg en notits, hvor den Ã¥rhusianske digter Peter Laugesens beklager sig over at Gellerupscenen i Brabrand ved Ã…rhus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert pÃ¥ samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var sÃ¥ heldig at være tilstede. Læs mere »

Frank Zappa og Mothers of Invention

7. august 2007

Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa pÃ¥ bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Sammen med en hÃ¥ndfuld andre bands, fx MC5 og Velvet Underground, udgjorde han og Mothers of Invention en musikalsk og holdningsmæssig modbevægelse til de venlige toner, der strømmede ud af The Summer of Love. En slags modgift, om man vil. Den teknisk begavede musiker og arrangør gik som en slags partisan ind i rockmusikken for at tildele pop- og rockmusikken nogle gevaldige kæberystere. Og det samme gjaldt i øvrigt for det politiske establishment og den Ã¥benbart altid dobbeltbundede amerikanske moral og ikke mindst: seksualmoral. Den slags politisk rock var ualmindelig i Amerika dengang. NÃ¥r det stadigvæk kan være givende at lytte til Zappas første plader, sÃ¥ hænger det sammen med, at kritikken af det amerikanske samfund er sÃ¥ aktuel som aldrig før, men ogsÃ¥ – og især – fordi musikken stadigvæk holder. Det er, som Bo ogsÃ¥ er inde pÃ¥, ikke musik, der stryger lytteren med hÃ¥rene. Det er ikke kantløs popmusik. Man er ikke i tvivl om, at Zappa – som skolekammeraten og samarbejdspartneren Captain Beefheart – hele tiden prøver de musikalske konventionera og skabeloners grænser af. Man fristes til at sige – med en politisk term – at der er tale om “undergravende” musikalsk virksomhed. MÃ¥ske ligefrem en form for dekonstruktiv arbejde. Nogle af de plader, jeg har haft størst fornøjelse af at lytte til, er debutpladen (dobbeltalbummet) Freak Out! (1966), Absolutely Free (1967), halvtredserpop-parodien Cruising with Ruben and the Jets (1968), We’re only in it for the Money, der tager fusen pÃ¥ hippierne (1968), Bongo Fury (1974), der er den sidste Zappa-plade med Mothers of Invention og Uncle Meat (1969). PÃ¥ min pladereol stÃ¥r der ogsÃ¥ Joe’s Garage fra 1979, men den har aldrig sagt mig sÃ¥ meget. I det hele taget tabte jeg nok interessen for Zappa efter halvfjerdsernes slutning.
Zappa har efterladt sig en imponerede diskografi, som interesserede kan kaste sig over. Her er en oversigt over nogle af pladerne.

Tilbageblik: Zappa på lokum.

Frank Zappa & Mothers of Invention “Mother People” (fra We’re only…), 1968:

Rocking girls… Fanny

6. august 2007

Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og mÃ¥ske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, nÃ¥r de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme pÃ¥ hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.

Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Læs mere »

Musiknostalgi: Showaddywaddy

5. august 2007

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Læs mere »