Indlæg tagget med journalistik

Bertel Haarders udfald

20. december 2010

Forleden faldt indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder ud af rammen med et voldsomt (synes nogen) verbalt udfald mod en nærgÃ¥ende journalist fra DR. Et af de mere tankevækkende indlæg om dette interview, som ‘kørte af sporet’, kommer fra Haarders partikollega, Venstres uortodokse enfant terrible, udviklingsminister Søren Pind, der i sin blog pÃ¥ Berlingske Tidende tager afsæt i et citat af Joseph Pulitzer (fra 1904), hvori Pulitzer modstiller en presse, som er skolet og indstillet pÃ¥ at tjene folket ved at tjene ‘det rigtige’ og derigennem sikre, at magthaverne bliver holdt i skak – og sÃ¥ en kynisk, pengebegærlig, demagogiske presse, der trækker folket og det politiske ned i sølet. AltsÃ¥ – lidt firkantet opstillet – en modsætning mellem den klassiske journalistik som ‘demokratiets vogter’, ‘den fjerde statsmagt’ osv. og sÃ¥ en populistisk presse, der først og fremmest skal sælge sit stof og derfor kommer til at kompromitere idealet om at ville ‘det rigtige’ – sandheden, som Pind kalder det.

Pind bruger eksemplet med Bertel Haarder til at illustrere, at pressen har mistet sit oprindelige ansvar som ‘demokratiets vagthund’, idet interviewet angiveligt skulle vise, at journalisten er mere interesseret i at nedgøre ‘en træt, tyranniseret sundhedsminister – der har tjent demokratiet i 40 Ã¥r’ end i ‘sandheden’. Og Pind trækker en lige linje mellem journalistens virke i interviewet og Wikileaks afsløringer af, hvad der foregÃ¥r bag magthavernes facade.

Men spørgsmÃ¥let er, om ikke det forholder sig lige omvendt? Det, der sker i det pÃ¥gældende interview, er, at den fiktion, som den mediebÃ¥rne politiske “virkelighed”, udgør, revner eller brister i nogle fÃ¥ minutter, sÃ¥ledes at seerne fÃ¥r et kort indblik i den medialt-politiske virkeligheds iscenesathed. Illusionen imploderer et kort øjeblik – og interviewet kommer til at handle om spillereglerne for et offentliggjort interview (og ikke om sagen: fedmeoperationer, økonomi, politik osv.).

Det er lidt den samme effekt, Wikileaks har, nÃ¥r sitet lækker dokumenter, der for en stund afslører den mediebÃ¥rne politiske virkeligheds karakter af fikition – eller om man vil: løgn. En pointe er, at afsløringen er tveægget, fordi den ikke bare udstiller en politiker, der falder ud af rollen og rammen (og ikke som nogen har misforstÃ¥et: udstiller hans menneskelighed!), men ogsÃ¥ et medie, hvis selvforstÃ¥else imploderer.

Det pudsige er, at ved dette utilsigtede, uforudsete brud pÃ¥ illusionen, kommer journalisten til at tjene den demokratiske interesse i at fÃ¥ indblik, at fÃ¥ ‘sandheden’ for en dag osv.

Opdatering: Meget sigende forsøger DR Nyhederne at bringe orden i sagerne igen under overskriften BAGGRUND: Det handler Bertel-sagen om. Det er helt efter bogen. Når illusionen brister, skal den snarest muligt repareres.

De røde lejesvende og Samuel Rachlin

28. september 2010

I et debatindlæg i Politiken i dag indsparker journalisten Samuel Rachlin – tidligere ansat i DR og nu kommunikationsdirektør for Saxo Bank og tilknyttet CEPOS – endnu en dimension i debatten om serien “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”. Rachlin mener, at reaktionen pÃ¥ udsendelserne – fra de medvirkende, Klaus Rifbjerg m.fl. – er “hysterisk” og udtryk for, at kritikerne ikke vil “forholde sig til substansen” – og at det samlet set er udtryk for, at vi her i Danmark ikke har “tradition for hudløs ærlig pressekritik”, sÃ¥dan som tilfældet er i USA, i følge Rachlin.

Her kan Rachlin selvfølgelig have en pointe. Med den indflydelse journalister og medier har for den offentlige debat og opinion, sÃ¥ er det kun naturligt, at pressens medarbejdere og repræsentanter skal kunne udsættes for kritik og stÃ¥ til regnskab for, hvad de har skrevet, sagt og gjort. Ingen tvivl om det. Og Rachlin kan ogsÃ¥ have ret i, at det ikke sker i tilstrækkeligt omfang i vores lille andedam. I konsekvens af denne holdning, sÃ¥ er det selvfølgelig ogsÃ¥ helt forstÃ¥eligt, at de journalister, som efter ’68 havde venstreorienterede holdninger udsættes for kritik i det omfang, de har kolporteret urigtige oplysninger, har fremført tvivlsomme synspunkter osv. “Stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti” skriver Rachlin. Og ja, lad os bare fÃ¥ tingene op i nutidens skærende lys og bagklogskabens ditto.

Men – som jeg tidligere har været inde pÃ¥ flere gange, sÃ¥ er den form, man anvender, nÃ¥r man skal diskutere og vurdere historiske hændelser – for det er jo, hvad vi har med at gøre! – ikke ligegyldig. At lokke interviewofre ind til debat pÃ¥ falske eller i hvert fald slørede præmisser, konfrontere dem med løsrevne citater fra skrifter og medier, som ikke direkte har noget med DR at gøre, og gøre det i en iscenesættelse, der med sin overskrift og udvalg af opponenter mest af alt har karakter af stalintidens teatralske skuesprocesser,  har absolut intet at gøre med den pressekritik, som Rachlin efterlyser. Det hÃ¥ber jeg i hvert fald ikke! Og det undrer mig meget, at en garvet journalist som Rachlin selv ikke kan se, at formen er et problem. BÃ¥de som journalistik betragtet, men ogsÃ¥ som bidrag til en seriøs historisk forstÃ¥else og bearbejdning af den sÃ¥kaldte venstreorientering af DR i halvfjerdserne. [link]

Apropos Samuel Rachlin, de journalistiske idealer og medievirkeligheden så læs her.

Noget om at læse indenad – i anledning af Kim Larsen og et interview

8. maj 2010

Som læser af denne blog vil vide, så kan capac godt lide gavflaben Kim Larsen, der har holdt fast i den kulturradikale revselsesret over for det borgerliggjorte, materielt forædte samfund, vi lever i. At han så – som følge af den økonomiske succes, han har haft – kan tillade sig det uden de store personlige omkostninger, skal han ikke høre et ondt ord for. Men da jeg så i dag læste en overskrift i Berl. Tidende med ordlyden “Larsen: Danmark er lige som nazisterne”, tænkte jeg: Nu sprang filmen for den kære Larsen.

Men – heldigvis – viser det sig at være tale om en forvredet journalistisk vinkling, der bygger på en fejlagtig analogislutning. Hvad Larsen udtaler er: “Det er fuldkommen horribelt, at vi har besættelsesstyrker i Afghanistan. Det er jo, som da tyskerne besatte dette land. Det giver mig kuldegysninger af rædsel og skam over mit eget land,”. Bemærk, at Larsen overhovedet ikke taler om nazismen, men parallelliserer vores engagement i Afghanistan med tyskernes besættelse af Danmark. Journalisten kan ganske enkelt ikke læse indenad, men falder for fristelsen til at vifte med det nazi-kort, der i forvejen har blafret i vores selvoptagne politiske offentlighed de sidste mange dage. Artiklen burde have givet dumpekarakter på Journalisthøjskolen.

Rolling Stone Ã¥bner dørene – pÃ¥ nettet

16. april 2010

Der er løbet megen musik gennem ørerne, siden Jann Wenner og Ralph J. Gleason skabte kulturtidsskriftet “Rolling Stone”. Det var i 1967, og stedet var – hvad ellers – San Francisco. Navnet tog de fra Muddy Waters-sangen og fik dermed et navn med indbygget reference til bÃ¥de blues, rock og elektrisk folk. Med mere.

Magasinet blev allerede dengang identificeret med de kontrakulturelle strømninger i tiden, men var et alment kulturtidsskrift i svøb. Et blad, der ikke kun skrev om tidens populærkultur, men også med talent kastede sig over fx politik, og dermed skrev magasinet sig ind en fornem journalistisk magasintradition.

Efter nogle Ã¥r i halvfemserne, hvor man forsøgte sig med en “modernisering” af bladet for at tækkes det unge segment blandt konsumenterne, er man igen pÃ¥ det seneste vendt tilbage til de gamle kulturkritiske dyder. Og selv om hippiestøvet og pionerÃ¥nden for længst er blæst af det hæderkronede blad, sÃ¥ har det stadigvæk – ogsÃ¥ i disse krisetider – et anseligt antal abonnenter.

Et medie som Rolling Stone er ikke bedre end summen af dets skribenter, og Rolling Stone har været velsignet med mange velskrivende medarbejdere gennem årene. Lige fra galningen Hunter S. Thompson over legenden Lester Bangs til Patti Smith. Og heri finder man nok noget af forklaringen på bladets slidstyrke.

En fare for et blad som Rolling Stone har fra starten været, at det kunne ende som et menighedstidsskrift for gerontorockere, der var unge i 1967. Og det er da også kritikere, der mener, når defx har brugt magasinets mange lister over bedste albums osv. som målestok. Men det er en lidt urimelig kritik, al den stund kanoniske lister altid har det handicap, at det er svært at vurdere holdbarheden af de nyeste kulturelle tilbud, medens klassikerne jo netop beviser deres klassikerstatus ved stadigvæk at blive konsumeret.

I morgen træder bladet sÃ¥ ind i en ny fase. Det bliver nemlig muligt – mod passende betaling – at dykke ned i hele bagkataloget pÃ¥ internettet. Man kan undre sig over, at det først sker nu. Men bedre sent osv.

PS. Det får mig til at tænke på, at det jo ville være en brillant idé, hvis danske musiktidsskrifter gjorde det samme. Jeg så gerne, at Børge, Beat, MM, Levende Billeder osv. blev lagt ud på nettet.

Musikanmeldelsens fremtid?

8. marts 2010

Man skal passe pÃ¥ med at afskrive et medie. Eller en genre for den sags skyld. Grammofonpladen er ikke død, som nogen engang mente at kunne forudsige. Og CD’en dør nok heller ikke, selv om dens nekrolog allerede er skrevet. Den vil gÃ¥ igen som nicheprodukt. Lydbogen og Kindle vil heller ikke tage livet af de trykte bøger. Og jeg tror heller ikke, at de digitale medier vil gøre en ende pÃ¥ aviserne med papir og tryksværte. Men tingene vil ændre sig. Ingen tvivl om det. Det samme gælder de journalistiske genrer. Hvordan vil det gÃ¥ med den tradtionelle musikanmeldelse, spørger Musikparlamentet? Er den blevet overflødig som følge af de mange nye sociale medier – weblogs, facebook, twitter osv. – hvor musikinteresserede deler viden og inspiration? Den 11. Marts kl. 17.00 kan man deltage i debatten i Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Ã…rhus C. Det koster 20kr. at komme ind. Og i panelet sider repræsentanter for blogland, forskningen og musikken. Det er ogsÃ¥ muligt at fÃ¥ en musikalsk oplevelse, idet SilverGleamingSoundMachine giver koncert før debatten. Mere her.

PS. Jeg tror ikke, at de nye medier vil tage livet af den seriøse musikanmeldelse, der bygger pÃ¥ Ã¥relang lytten til musik og er drevet af kærlig interesse for musikken. Den vil leve videre – i de traditionelle medier og de nye. Derimod vil de uengagerede, venstrehÃ¥ndsanmeldelser ( som der ved den søde grød er mange af), hvor anmelderen dÃ¥rligt nok har gidet at lytte til produktet og bare tørrer sine uforbeholdne meninger af pÃ¥ læsere, med sikkerhed blive udfaset…

Den sporløst forsvundne troværdighed

18. februar 2010

For snart mange Ã¥r siden var jeg med et hold gymnasieelever pÃ¥ besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. NÃ¥r man sÃ¥ programmet pÃ¥ tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra et bugnende gavebord.

Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.

De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige sÃ¥ godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.

NÃ¥r det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, sÃ¥ hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. NÃ¥r vi ser tv-aviserne, sÃ¥ er deres funktion afhængig af, at vi stoler pÃ¥, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, pÃ¥ Haiti osv.

Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.

“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører mÃ¥ske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.

Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.

NÃ¥r deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes pÃ¥ ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), sÃ¥ hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse stÃ¥r og falder med sin realistiske troværdighed. NÃ¥r Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der stÃ¥r bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der mÃ¥ske ikke har set familiemedlemmer i mÃ¥ske 20 Ã¥r“, sÃ¥ er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mÃ¥l af (konstrueret) troværdig autencitet.

Internet Manifesto

10. september 2009

Gertrud har sendt mig et link til en interessant nyhed. 15 tyske journalister og bloggere har udtænkt et internetmanifest, der skal danne grundlag for journalistisk (i bredeste forstand) virksomhed i den digitale tidsalder. Interessen har været sÃ¥ stor, at serveren med manifestet straks gik ned… Det er da ogsÃ¥ en vigtig diskussion, som alt for mange traditionelle medier har vægret sig ved for alvor at tage hul pÃ¥. Her er manifestet in extenso. Der er selvfølgelig ting at diskutere (fx afsnittet om copyright, der som bekendt er en af de søjler, der er under stort pres i disse Ã¥r…). Men som helhed interessant læsning:

Internet Manifesto

How journalism works today. Seventeen declarations

1. The internet is different.

It produces different public spheres, different terms of trade and different cultural skills. The media must adapt their work methods to today’s technological reality instead of ignoring or challenging it. It is their duty to develop the best possible form of journalism based on the available technology. This includes new journalistic products and methods.

2. The internet is a pocket-sized media empire.

The web rearranges existing media structures by transcending their former boundaries and oligopolies. The publication and dissemination of media contents are no longer tied to heavy investments. Journalism’s self-conception is, fortunately, being bereft of its gatekeeping function. All that remains is the journalistic quality through which journalism distinguishes itself from mere publication.

3. The internet is our society is the internet.

Web-based platforms like social networks, Wikipedia or YouTube have become a part of everyday life for the majority of people in the western world. They are as accessible as the telephone or television. If media companies want to continue to exist, they must understand the world of today’s users and embrace their forms of communication. This includes basic forms of social communication: listening and responding, also known as dialogue.

4. The freedom of the internet is inviolable.

The internet’s open architecture constitutes the basic IT law of a society which communicates digitally and, consequently, of journalism. It may not be modified for the sake of protecting the special commercial or political interests often hidden behind the pretense of public interest. Regardless of how it is done, blocking access to the internet endangers the free flow of information and corrupts our fundamental right to a self-determined level of information.

5. The internet is the victory of information.

Due to inadequate technology, media companies, research centres, public institutions and other organisations compiled and classified the world’s information up to now. Today every citizen can set up her own personal news filter while search engines tap into a wealth of information of a magnitude never before known. Individuals can now inform themselves better than ever.

6. The internet changes improves journalism.

Through the internet, journalism can fulfil its socio-educational role in a new way. This includes presenting information as an ever-changing, continual process; the forfeiture of print media’s inalterability is a benefit. Those who want to survive in this new world of information need a new idealism, new journalistic ideas and a sense of pleasure in exploiting this new potential.

7. The net requires networking.

Links are connections. We know each other through links. Those who do not use them exclude themselves from social discourse. This also holds for the websites of traditional media companies.

8. Links reward, citations adorn.

Search engines and aggregators facilitate quality journalism: they boost the findability of outstanding content over a long-term basis and are thus an integral part of the new, networked public sphere. References through links and citations — especially including those made without any consent of or even remuneration of the originator—make the very culture of networked social discourse possible in the first place. They are by all means worthy of protection.

9. The internet is the new venue for political discourse.

Democracy thrives on participation and freedom of information. Transferring the political discussion from traditional media to the internet and expanding on this discussion by involving the active participation of the public is one of journalism’s new tasks.

10. Today’s freedom of the press means freedom of opinion.

Article 5 of the German Constitution does not comprise protective rights for professions or traditional business models. The internet overrides the technological boundaries between the amateur and professional. This is why the privilege of freedom of the press must hold for anyone who can contribute to the fulfilment of journalistic duties. Qualitatively speaking, no differentiation should be made between paid and unpaid journalism, but rather, between good and poor journalism.

11. More is more – there is no such thing as too much information.

Once upon a time, institutions such as the church prioritised power over personal awareness and warned of an unsifted flood of information when the letterpress was invented. On the other hand, pamphleteers, encyclopaedists and journalists proved that more information leads to more freedom, both for the individual as well as society as a whole. To this day, nothing has changed in this respect.

12. Tradition is not a business model.

Money can be made on the internet with journalistic content. There are many examples of this today already. Yet because the internet is fiercely competitive, business models have to be adapted to the structure of the net. No one should try to abstain from this essential adaptation through policy-making geared to preserving the status quo. Journalism needs open competition for the best refinancing solutions on the net, along with the courage to invest in the multifaceted implementation of these solutions.

13. Copyright becomes a civic duty on the internet.

Copyright is a central cornerstone of information organization on the Internet. Originators’ rights to decide on the type and scope of dissemination of their contents are also valid on the net. At the same time, copyright may not be abused as a lever to safeguard obsolete supply mechanisms and shut out new distribution models or license schemes. Ownership entails obligations.

14. The internet has many currencies.

Journalistic online services financed through adverts offer content in exchange for a pull effect. A reader’s, viewer’s or listener’s time is valuable. In the industry of journalism, this correlation has always been one of the fundamental tenets of financing. Other forms of refinancing which are journalistically justifiable need to be forged and tested.

15. What’s on the net stays on the net.

The internet is lifting journalism to a new qualitative level. Online, text, sound and images no longer have to be transient. They remain retrievable, thus building an archive of contemporary history. Journalism must take the development of information, its interpretation and errors into account, i.e., it must admit its mistakes and correct them in a transparent manner.

16. Quality remains the most important quality.

The internet debunks homogeneous bulk goods. Only those who are outstanding, credible and exceptional will gain a steady following in the long run. Users’ demands have increased. Journalism must fulfil them and abide by its own frequently formulated principles.

17. All for all.

The web constitutes an infrastructure for social exchange superior to that of 20th century mass media: when in doubt, the “generation Wikipedia” is capable of appraising the credibility of a source, tracking news back to its original source, researching it, checking it and assessing it — alone or as part of a group effort. Journalists who snub this and are unwilling to respect these skills are not taken seriously by internet users. Rightly so. The internet makes it possible to communicate directly with those once known as recipients — readers, listeners and viewers — and to take advantage of their knowledge. It is not the ‘know-it-all’ journalists who are in demand, but those who communicate and investigate.

linklink 2

BT og presseetik

7. september 2009

Tabloid-avisen BT har ringet til præsten for Brorson-kirken og fÃ¥et ham til at fortælle, at han har videregivet adresser pÃ¥ “flygtningevenner”, der vil skjule illegale flygtninge. SpørgsmÃ¥let er, om almindelige regler er overtrÃ¥dt ved den henvendelse, for journalisten foregav at være en sÃ¥dan “flygtningeven”, der villle hjælpe skjulte irakere. BTs chefredaktør Peter Brückmann mener, at der er tale om en hel legitim journalistisk metode, som BT har brugt for at fÃ¥ bekræftet et tip. Journalisthøjskolens mediejurist, Oluf Jørgensen, mener, at BT er gÃ¥et for vidt og har draget uholdbare konklusioner af telefonsamtalen (der er blevet gengivet ordret i BT). BT hænger som bekendt præsten ud for at være organiserende “bagmand” i et netværk. Hvem har ret?

Brugen af falsk identitet, skjult kamera osv. bør kun tages i brug, når det ikke er muligt at få oplysninger af samfundsmæssig betydning frem på anden måde, dvs. ved hjælp af almindelige journalistiske metoder som interview, research osv. I det aktuelle tilfælde er det jo ikke nogen overraskelse for nogen som helst, at præsten nærede sympati for de irakiske flygtninge. Derfor kan man ikke påstå, at det er af samfundsmæssig betydning, at få manden til at indrømme sin støtte til flygtningene pr. telefon. Dernæst må man spørge, om det er sandsynligt, at han i et almindeligt journalistisk interview ville benægte sin etiske forpligtelse over for flygtningene? Jeg tror det ikke. BT har en dårlig sag.

Er musikjournalistikken død?

14. juli 2009

Kender du det? Du læser en anmeldelse af en koncert eller en plade i avisen – fx Politiken eller Gaffa – og du har hørt, læst og mÃ¥ske skrevet om samme begivenhed pÃ¥ nettet – og avisanmeldelsen tilføjer ingenting. MÃ¥ske er den oven i købet dÃ¥rligere, end det, du har fundet pÃ¥ nettet? Jovist, musikjournalistikken gÃ¥r ikke ram forbi i internettets tid. Skal vi begræde, at vi-gør-det-for-pengenes-skyld-journalistik forsvinder? Nej. Men , det er selvfølgelig trist, hvis engagerede og vidende journalister inden for feltet mÃ¥ takke af, fordi der ikke længere er penge til at betale for deres skriverier. Her kan du høre Rolling Stone-freelanceren Christopher R. Weingarten fortælle om problemet:

Journalistikkens krise og demokratiets udvikling

31. maj 2009

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i Ã¥revis med enkeltstÃ¥ende lysende undtagelser. Og indtoget pÃ¥ internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier ogsÃ¥ af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – mÃ¥ske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset pÃ¥ økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fÃ¥et de samme medier til at satse pÃ¥ mere underholdning – pÃ¥ bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger ogsÃ¥ at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og sÃ¥ videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom pÃ¥ denne effekt er den sÃ¥kaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i sÃ¥vel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sÃ¥dan ideologisk minoritetsorganisation sÃ¥ ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmÃ¥l. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt pÃ¥ netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger pÃ¥ selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne sÃ¥ – pÃ¥ grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger rÃ¥t… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formÃ¥r at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg bestÃ¥r nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen bestÃ¥r i, at sÃ¥ længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, sÃ¥ fremstÃ¥r regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig pÃ¥ fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan fÃ¥r vi medierne tilbage pÃ¥ rette spor? Det er et demokratisk problem, nÃ¥r medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formÃ¥r at hÃ¥ndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen pÃ¥ en kvalificeret vis og er sÃ¥rbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her