Indlæg tagget med nekrolog

“Big Jim” Sullivan er død, 71 Ã¥r gammel

4. oktober 2012

Hvis man hører til den nørdede kategori af musikelskere, der studerer grammofonpladernes med smÃ¥t skrevne oplysninger om medvirkende musikere og andet godtfolk, sÃ¥ vil man med sikkerhed være stødt pÃ¥ navnet Jim Sullivan eller “Big Jim” Sullivan, som kælenavnet lød. En i musikkredse navnkundig sessionmusiker, der som kælenavnet siger var en stor bamset figur med et respektindgydende talent som guitarist. En af de mest efterspurgte studieguitarister efter krigen.

Jim Sullivan, hvis borgerlige navn var James Tomkins, kom til verden på hospitalet i Uxbridge, Middlesex, den 14. februar 1941 og kun sytten år gammel blev han opdaget af en af datidens store navne Marty Wilde (far til Kim Wilde), der straks spottede Jims guitartalent og inviterede ham med i sit backingband The Wildcats. Og via Marty Wilde kom han i kontakt med musikmijøet. Noget af det første, han oplevede, var at spille for Eddie Cochran på dennes sidste skæbnesvangre turné i England. Det var også Marty Wilde, der købte en 1955 Gibson Gold Top guitar til Jim, så han havde et ordentligt instrument at spille på i studiet. Guitaren havde tilhørt Sister Rosette Tharpe. Dengang i starten af halvtredserne var det ikke tilladt at importere amerikanske guitarer.

Richie Blackmore fra Deep Purple lærte at spille guitar af Big Jim og som hans diskografi afslører (fx denne ufuldstændige liste) spillede han for en lang række navne og inden for vidt forskellige genrer. Med gennemsnitligt tre sessions om dagen og et pragmatisk syn pÃ¥ jobbet nÃ¥ede Sullivan langt omkring musikalsk set. Fra rock’n roll over beat (fx spillede han med pÃ¥ Small Faces “Itchycoo Park” i 1967) til Tom Jones (som han spillede med i Ã¥rene i Las Vegas) til James Last og hans danseorkester (“han betalte godt” ).

Jim Sullivans fortjeneste var bl.a. at være med til at skabe guitarlyden i tresserne. Blandt kollegerne var han kendt som det ‘elektriske monster’, fordi han hele tiden hev og trak i strengene og lavede nye lyde. Han var ogsÃ¥ den første, der brugte den sÃ¥kaldte fuzzbox til at lave forvrængning. Jim havde oplevet fuzzboxen blive brugt af legenden Chet Atkins (der havde brugt den pÃ¥ indspilninger med Everly Brothers) og han lÃ¥nte en af guitaristen Eric Ford, der ikke rigtig vidste, hvad han skulle bruge den lille anordning til. Den første indspilning, man hører Jim Sullivan og fuzzboxen pÃ¥, er P. J. Probys hit fra 1964 “Hold me“. Siden har rygtet ville, at det var en anden ung sessionmusiker ved navn Jimmy Page, der spillede pÃ¥ pladen, men det var det altsÃ¥ ikke…

Det var Jim Sullivans held, at han kom ind i en verden, hvor guitaren for alvor blev det førende instrument, og det sikrede ham – og en lang række andre sessionguitarister – masser af arbejde. SÃ¥ meget, at han igennem hele sin karriere kun nÃ¥ede at lave seks album i eget navn.

Jim Sullivan døde den 2. oktober 2012 efter længere tids sygdom. Han døjede med et dårligt hjerte og sukkersyge.

Tak til TV for linket til nekrologen i Guardian!

Herbert Lom – alias politikommisær Robert Dreyfus – er død, 95 Ã¥r

27. september 2012

Stillbilledet ovenfor er taget fra filmen The Pink Panther strikes again – nærmere bestemt fra en af de morsomste scener i filmen, hvor politiinspektør Clouseau (spillet af Peter Sellers) forpurrer, at den sindsforvirrede politichef Dreyfus bliver udskrevet fra sindsygehospitalet ved hele tre gange at sende Dreyfuss i vandet i en nærliggende sø. Scenen er til det perfekte grænsende iscenesat slap-stick-komedie, som er afvæbnende morsom i Peter Sellers og Herbert Loms fine samspil. Den tjekkisk-fødte Lom, der meldes død i dag, var med i en lang række spillefilm, men det er især for sin rolle i Blake Edwards Pink Panter-serie han vil blive husket. Hvil i fred.

Sangeren og sangskriveren Joe South er død, 72 år

6. september 2012

Sangeren og sangskriveren Joe South døde i onsdags 72 år gammel. Dødsårsagen er angiveligt et hjertetilfælde.

South fik størst kunstnerisk succes om sangskriver for andre. Det var sÃ¥ledes South, der sendte countrystjernen Lynn Anderson op pÃ¥ Billboards poplistetop pÃ¥ en 3. plads med den næsten irriterende, iørefaldende “Rose Garden” i 1971. Men ogsÃ¥ som sanger havde South betragtelig succes. “Games People Play” vil sÃ¥ledes blive stÃ¥ende som en af de bedste popsange, der er lavet. En sang, der med sin kritik af religiøs hykleri ogsÃ¥ eksemplificerer Souths særlige gave: At kunne forbinde umiddelbar iørefaldende pop med tekster med kritisk dybde.

I 1971 begik Souths broder Tommy selvmord, og i tiden efter trak Joe sig stort set ud af offentlighedens lys. Et lys, der kunne have gjort ham til en meget større stjerne, hvis han havde villet det. Hvil i fred.

Hall David – “lyricist” – er død, 91 Ã¥r

3. september 2012

Lyricists kalder man dem i de angelsaksiske lande. Sangtekstforfatterne. Jeg tror ikke, vi har et ord på dansk, som helt dækker. Nu meddeles det i medierne, at en af de helt store lyricists, Hall David, er død i den fremskredne alder af 91 år. Dermed mister populærmusikken en af dem, der sammen med Lennon & McCartney var med til at forme tressernes lydspor med uforglemmelige sange.

Vejen til sangtekstskrivningen var ellers ikke den direkte for unge Hall David. Hall var ikke nogen ørn pÃ¥ musikinstrumenter, men havde – som sin broder Mack – sans for ordene og deres særlige musik. Men storebroder Mack, der skrev sangtekster til Disney, amerikaniserede franske chancons og samarbejdede med Burt Bacharach (de skrev Shirelles’ “Baby it’s you” fra 1961), frarÃ¥dede ham at gÃ¥ den vej. I stedet blev Hall jounalist. Men da som soldat blev udstationeret pÃ¥ Hawaii begyndte han alligevel at skrive tekster, der kunne bruges til soldaternes adspredelse.

Efter at have arbejdet med reklametekster et periode efter krigen kom han i 1957 i forbindelse med Burt Bacharach. Og det viste sig med det samme, at de to var som skabt til hinanden. Og de fik succes med det samme med Marty Robbins-hittet “The Story of my Life” (1958) og Perry Comos “Magic Moments”.

NÃ¥r man lytter til Bacharach/David-sangene, sÃ¥ slÃ¥r det en, at at tekst og musik passer sÃ¥ utrolig godt sammen, at man skulle tro, de var skabt pÃ¥ samme tid. Og det er heller ikke helt forkert. Hall David har selv fortalt, at flere af teksterne – fx “Do you know the Way to San Jose” – opstod spontant, da han hørte melodien første gang.

David og Bacharach tog trÃ¥den op efter de store skikkelser i The Great American Songbook – Irvin Berlin, Gershwin, Hammerstein, Porter etc. – og var tro mod sangbogens konventioner og regler. Mange af Davids sange handler om det uopslidelige poptema, kærligheden, men er langt fra ‘silly lovesongs’. Et godt eksempel er sangen “A House is not a home”, som Dionne Warwick indspillede i 1964. Sangen er en kærlighedssang, men Hall Davids suveræne, sproglige leg med metaforerne omkring “hus” og “hjem” trækker sangteksten væk fra de banale over over mod poesien.

Hall David død d. 1. september

A chair is still a chair

Even when there’s no one sitting there

But a chair is not a house

And a house is not a home

When there’s no one there to hold you tight

And no one there you can kiss good night

A room is still a room

Even when there’s nothing there but gloom

But a room is not a house

And a house is not a home

When the two of us are far apart

And one of us has a broken heart

Now and then I call your name

And suddenly your face appears

But it’s just a crazy game

When it ends it ends in tears

Darling, have a heart

Don’t let one mistake keep us apart.

I’m not meant to live alone, turn this house into a home.

When I climb the stair and turn the key

Oh, please be there, still in love with me

[ikke krediteret foto lånt fra musiksitet Goldmine]

Scott McKenzie – en hippieblomst er visnet – 1939-2012

20. august 2012

It is with much sadness that we report the passing of Scott McKenzie in LA on 18th August, 2012. Scott had been very ill recently and passed away in his home after two weeks in hospital.“. SÃ¥dan stÃ¥r der at læse pÃ¥ sangeren Scott McKenzies hjemmeside. Underskrevet Gary and Raylene Hartman.

Scott McKenzie vil især blive husket for oden til hippiernes hovedstad San Francisco, “If you’re going to San Francisco (be sure to wear flowers in you hair)“. En sang, der blev skrevet af Papa John Phillips (Mamas and Papas)  og med sin tekst og melodi ramte klokkerent ind i tidsÃ¥nden anno 1967.

Med sin kommercielle mainstreamappel var sangen også en slags forvarsel om, at hippietiden og the summer of love allerede var opslugt af medierne og kommercialismen og kun ville strække sig ud over sæsonen som nostalgi og drømme i hovedet på gamle og nye flippere.

Efter kæmpehittet indspillede Scott to udmærkede album, der dog slet ikke kunne leve op til forventningerne om mere salg og flere hits. Og i begyndelsen af 1970’erne trak Scott sig tilbage fra pladebranchen.

De sidste par Ã¥r led McKenzie af Guillain–Barré syndrom – en sygdom, der angriber nervesystemet. Hvil i fred, Scott.

Like an old time movieYvesHoly Man + What’s the difference