Indlæg tagget med serie

Pernell Roberts, Bonanza-stjerne, er død 81 år

26. januar 2010

I min barndom var cowboyfilmene – Westerns – en af de helt store genrer. Og mangen en søndag eftermiddag har jeg tilbragt sammen med gunslingers og rødhuder i Phønix Bios teatralske mørke. Det var her – og pÃ¥ tv – jeg stiftede mit første bekendtskab med film af Howard Haws, John Ford m.fl., som dyrkede den genre, som i dag mÃ¥ siges at være fortid.
Jeg slugte også tv-serien Bonanza råt. Serien startede i 1959 og løb hele 14 sæsoner frem til 1973 og er en af de mest populære western-serier i tv-historien. På dansk hed serien Brødrene Cartwright, medens tyskerne holdt fast i den originale titel. Og jeg så dem begge steder, og den tyske synkroniserede tale var ikke noget problem, for den var jeg vokset op med. Hände Hoch!
Serien fulgte Cartwright-familien og deres liv pÃ¥ og omkring ranchen Ponderosa. Faderen Ben Cartwright (Lorne Greene) og hans tre sønner Adam (Pernell Robert), den trinde, hjertelige “Hoss” (Dan Blocker) og junior, “Little Joe”, spillet af Michael Landon, som siden kunne ses som faderen i serien “Et lille hus pÃ¥ prærien”.
Det særlige ved serien var, at alle i familien havde hovedroller og pÃ¥ skift var i centrum for episodernes handling. Det sørgede for god variation gennem det lange forløb. Nu er Pernell Roberts – som den sidste af de fire – død i en alder af 81 Ã¥r. Pernell blev headhuntet til Bonanza-serien fra en anden stor western-serie – Gunsmoke – hvor han havde fÃ¥et en mindre rolle. Han havde en baggrund som klassisk uddannet skuespiller (med bl.a. Shakespeare-roller) og var ogsÃ¥ en god sanger, der fik udgivet et album med folkesange. I følge de oplysninger man kan finde pÃ¥ nettet, sÃ¥ var Pernell Roberts aldrig helt tilfreds med sin rolle som tv-serie-skuespiller. Og han forlod serien i 1965 pÃ¥ grund af “uoverensstemmelser” med seriens producer og manusforfatter. Han citeres for at have sagt, at serien var “junk-tv”. En old school-skuespillers hÃ¥bløse kamp mod underholdningsindustrien…

Miami Vice

14. december 2009

Torbens udførlige omtale af Don Johnsons 60-Ã¥rs fødselsdag sendte mig en tur tilbage til firserne. Dengang, hvor den amerikanske detektivserie Miami Vice løb over skærmen med Johnson og Philip Michael Thomas i hovedrollerne som to lapse med skydere, hurtige biler og lige sÃ¥ hurtige damer i det solrige Miami. Jeg sÃ¥ nu og da serien, men blev aldrig rigtig indfanget af yuppidetektivernes univers. Til gengæld gik Jan Hammers musikalske tema lige ind. Den tjekkiskfødte Hammer (med en glorværdig fortid i John McLaughlins Mahavisnu Orchestra) leverede et af firsernes mest fængende temaer og var med til at sende seriens lydspor til tops pÃ¥ den amerikanske hitliste med flere platinplader som resultat. To Grammyer – en for Bedste Popinstrumental Udførelse og en for Bedste Instrumentalkomposition – blev det ogsÃ¥ til. Det skal dog tilføjes, at omtalte soundtrack var spækket med kendte navne som Glenn Frey (Eagles), Chaka Khan, Phil Collins (m. monsterhittet “In the Air Tonight”) og Tina Turner. Selv om temaet er meget firseragtig med sin dyrkelse af electronicalyd og high-tech-produktion, sÃ¥ synes jeg stadigvæk den dag i dag, at stykket fænger.

Slut på Landsbyhospitalet?

12. november 2009

Jeg havde ellers planlagt at se en episode af tv-serien Landsbyhospitalet her i eftermiddag. Men der var ikke noget på programmet.

Da sidste afsnit i gÃ¥r sluttede ret dramatisk med en cliffhanger – den elskede Dr. Ormerod lÃ¥ pÃ¥ operationsbordet, heftigt blødende, efter at være blevet stukket ned af en hospitalsbesøgende galning – og man kunne  forvente en afslutning. Men nej.

Lidt research pÃ¥ nettet førte via DRs hjemmeside, der blot meddelte, at serien indtil videre var stillet i bero, til den engelske presse, hvor de barske realiteter kom for en dag. Begge serier er axed. Produktionsselskabet ITV har efter et stort økonomisk tab besluttet at stoppe produktionen af sÃ¥vel The Royal (Landsbyhospitalet) som forløberen Heartbeat, fordi man har været nødt til at fyre 600 ansatte pÃ¥ landsplan. Især Yourkshire Television er hÃ¥rdt ramt, da 25% af arbejdsstyrken afskediges. Begejstrede fans af serierne har allerede iværksat en underskriftsindsamling. Her og Her. Vi krydser vore nostalgiske fingre…


The Hollies – Medley
by alptichka

Tilbage til Landsbyhospitalet

24. oktober 2009

Mit arbejde tillader mig – (u)heldigvis – ikke at se ret meget tv. Men i den forløbne uge har jeg dog tilbragt min eftermiddagskaffe i selskab med min favorit-nostalgi-serie Landsbyhospitalet (ITVs The Royal) om de dramatiske og banale hændelser pÃ¥ og omkring det lille hospital. Engelsk folkelig underholdning pÃ¥ højt niveau, som fÃ¥r Lærkevej og andre danske serier til at fremstÃ¥ som tv-transmitteret dilettantteater fra den yderste klitrække i Vestjylland. En hel del af de senere afsnit har jeg aldrig set, sÃ¥ det er ren fornøjelse at se, hvordan livets gang forløber i serien, hvor man ikke er bleg for at slÃ¥ hovedpersoner ihjel for at puste liv til komedien. Den eneste anke jeg har mod serien, der jo svælger i musik fra tresserne, er, at der aldrig er en playlisteoversigt for afsnittene – og det giver anledning til en del nostalgisk arkæologi, nÃ¥r der pludselig dukker rariteter op, fx en mandsstemme, der synger et Joni Mitchell-nummer..
NÃ¥, men serien indledes stort set altid til tonerne af Cream og “Strange Brew”. En sang, som Eric Clapton i øvrigt ikke var ret meget for at spille, fordi han mente,  den var Mccartney-popifiseret blues. Men han gjorde det, fordi han fik lov til at spille sin guitar, som han ville…


Cream – Strange Brew

Giel | MySpace Videoer

Et umage par – og Bob Dylan

16. oktober 2009

De kvindelige medlemmer af casa capac har som fast ritual efter dagens dont at indtage en portion amerikansk tv-serie til eftermiddagsteen. For tiden gælder det bl.a. serien “Et umage par” (orig. Dharma & Greg) – en fjottet serie om en flippet ung dame og en tjekket ung mand og deres respektive forældre, der er lige sÃ¥ modsatte og lige sÃ¥ utroværdige. Men sÃ¥dan er det jo med den slags serier. Man skal først ind i det urimelige og utroværdige univers, før man kan se ideen med det. Og sÃ¥ kan der være lidt motion for smilebÃ¥ndet i ny og næ. I hvert fald kan jeg ikke helt undgÃ¥ at blive tilskuer til løjerne. Og i gÃ¥r mÃ¥tte jeg da lige fæstne blikket pÃ¥ skærmen, da noget musik fangede min opmærksomhed. Og sørme om ikke selveste Bob Dylan havde forvildet sig ind i serien. Han er og bliver overraskelsernes mand, ham julemand Bob Dylan…