Indlæg tagget med serie

Forbrydelsen 2

14. oktober 2009

Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine fÃ¥ forbehold over for Forbrydelsen 1 gik pÃ¥, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat pÃ¥ en hÃ¥rd prøve. Nok ogsÃ¥ for hÃ¥rd. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab pÃ¥ en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til bÃ¥de Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sÃ¥dan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er pÃ¥ arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød pÃ¥ til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger pÃ¥ gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hÃ¥nddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstÃ¥ende chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man sÃ¥ledes skal sluge adskillige kameler med hud, hÃ¥r og pukkel, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – ogsÃ¥ bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…

Patrick McGoohan – The Prisoner

1. oktober 2009

For længe siden – januar mÃ¥ned – omtalte jeg Patrick McGoohans død. Han var en af min barndoms tv-helte. Nu kan man se hele afsnit af Patricks science-fiction-serie The Prisoner (ty. Nummer 6) her. SÃ¥dan!

Inspector Lewis – revisited

14. september 2009

Det er snart længe siden, jeg første omgang omtalte den engelske kriminalserie om Inspector Lewis – opfølgeren til den berømmede serie om Morse (herherher). Og lige for øjeblikket sender DR1 serien og nÃ¥ede i gÃ¥r til andet afsnit af første sæson.

En kulørt historie om fortidens genkomst. Nogle gamle universitetsvenner fra Oxford har i ungdommens år dyrket dionysiske excesser, som i jagten på den ultimative rus har ladet dem begå et mord. Og mange år senere vender fortiden tilbage i form af et par hævnende engle, der med snilde lader en slags retfærdighed ske fyldest. Jeg skal ikke afsløre mere af hensyn til dem, der har afsnittet til gode.

Blandt Morsianere har den nye seere fået blandet modtagelse. Man kan mærke, at den gamle gnavpot er savnet. Selv har jeg aldrig været så fascineret af selve Morse-figuren men mere af den gamle series andre kvaliteter i form af miljøbeskrivelse, skuespilkunst og finurlige plots. Og så var Lewis min favorit allerede dengang, hvor han var den udannede, men snu, korrektur til den vrisne æstet Morse.

I den nye serie har han – ironisk nok – fÃ¥et en hjælper i skikkelse af den Cambridge-skolede teolog Daniel Griffon (Lawrence “Charlie” Fox), der med god iagttagelsesevne og analytisk sans fÃ¥r plottets forviklinger til at opløse sig. Indtil videre synes jeg serie har nogenlunde de samme kvaliteter som dengang serie med Morse. Solide whodunnit-plots, farverige miljøtegninger, pletfri karakterfremstillinger af mere eller mindre excentriske englændere og sÃ¥ samspillet mellem det umage par, der efterhÃ¥nden er blevet en fast ingrediens i mange engelske kriminalserier. Serien sendes om søndagen, sÃ¥ du kan være med fra og med næste gang. Skynd dig inden Forbrydelsen 2 sætter Lewis pÃ¥ standby.

Nostalgi: 77 Sunset Strip

30. juni 2009

En tilfældighed sendte mig ned at erindringens boulevard. Nogen sagde noget om “Sunset Strip”, og straks tænkte jeg “77 Sunset Strip” og var tilbage i tresserne, hvor bemeldte serie løb over skærmen pÃ¥ tysk tv. SÃ¥ vidt jeg husker var det lige omkring familiens spisetid, sÃ¥ den blev et tilbagevendende indslag i underholdningen, medens kartoflerne blev møre.

Serien handlede om to privatdetektivers oplevelser og byggede på nogle short stories af Roy Higgins, der også stod bag selve tv-serien, som vandt en Golden Globe i 1960 som bedste tv-serie i USA. Titlen på serien henviste til det strøg, hvorfra de to detektiver opererede. Som jeg husker serien, så lagde den mere vægten på humoren og de vakse replikker (i tysk synkronisering!) end på det dramatiske. Og så havde serien en enkel, easy listening-jazzet og meget fængende kendingsmelodi, der såmæn er udkommet på cd siden hen, selv om serie ikke er at finde på dvd. Tema-melodien kom i øvrigt på de amerikanske hitlisters top 10 i 1959.

Som det ogsÃ¥ har være tilfældet med senere tv-serier, sÃ¥ betød successen for “77 Sunset Strip”, at mange mere eller mindre kendte gæsteskuespillere optrÃ¥dte, fx Shirley Mclaine, Tuesday Weld, Connie Stevens, William Shatner, Mary Taylor More, Ellen Burstyn og Gene Rowlands. Alle sammen stjerner pÃ¥ vej op. Senere dukkede ogsÃ¥ etablerede navne som Peter Lorre op.

Serien løb i USA fra 1958 til 1964, hvor populariteten dalede så meget, at man valgte at lukke og slukke. Ialt blev der lavet 205 afsnit, hvoraf de 61 blev synkroniseret til tysk og vist på tysk ARD. Serien var et stykke pionerarbejde, der dannede model for senere lette humoristiske detektiv- og kriminalserier, fx Miami Vice.

I en birolle i de første afsnit spillede Edward Byrnes en spøjs parkeringsvagt med en hikstende stemme. Han bar øgenavnet Kookie (egl. Gerald Lloyd Kookson III) og var garanten for de lystige indslag. Som følge af sin voksende popularitet hos seerne avancerede Kokie på et tidspunkt til at blive medlem af detektivkontoret, og Byrnes fik vist en højere løn end de to oprindelige hovedrolleindehavere. Byrnes opnåede nærmest teenage-kultstatus, hvilket bl.a. resulterede i et lille hit med sangen Kookie, Kookie, lend me your Comb, som han indspillede sammen med Connie Stevens.

Sommer – en serie slutter

1. december 2008

DRs sommerserie Sommer er allerede ude pÃ¥ DVD, kunne jeg konstatere i den lokale brugs. Og det er ogsÃ¥ den eneste serie, jeg i meget lang tid, har haft lejlighed til at følge til dørs. I marts skrev jeg en længere kommentar til serien og sluttede af med: “Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget pÃ¥ hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke sÃ¥ forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid pÃ¥ tv-drama-omrÃ¥det. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning
.” Inden denne konklusion havde jeg dog luftet nogle forbehold over persontegningen i serien. Jeg syntes, at nogle af personerne – Anna, Lærke og lægesønnen Jacobs kone, Millle – var lidt for stereotype og uden dynamik. Men satte min lid til, at der ville blive løst op for personerne i de kommende afsnit. Og det holdt ogsÃ¥ stik. For dem alle tre gælder det, at de fik flere facetter og blev mere “levende”, efterhÃ¥nden som historie skred frem. Dermed er ikke sagt, at serien er 100% vellykket. Jeg synes stadigvæk, at den vil for meget pÃ¥ for kort tid. Men det siger mÃ¥ske mere om mine forventninger til det flygtige tv-serie-medie end om serien.

Hyggekrimi…

23. september 2008

Jeg fÃ¥r ikke set ret meget tv i denne tid. Tiden gÃ¥r med alt muligt andet, familiære forpligtelser, arbejde, blog, bøger, aviser, skriverier, musik… Døgnet burde have 100 timer. I weekenden savnede jeg lidt at kunne sidde tilbagelænet i sofaen og kigge hen over kaffekruset pÃ¥ en veldrejet engelsk krimiserie af den gamle whodunnit-slags med hovedvægten lagt pÃ¥ gedigne skuespilpræstationer, fascinerede miljøbeskrivelser og andre lækkerier. MÃ¥ske jeg skulle investere i Poirots samlede?!

Album

10. marts 2008

Hvad har de dog gjort? Det var en tanke, jeg sad tilbage med, efter at have set første afsnit af Hella Joofs serie “Album”. Halvfjerdserne. Ungdomsoprørets Ã¥rti. Set fra børnenes – eller: nogle af børnenes – synsvinkel. Et blik, der ser bagom alle idealer og drømme til overfladiskheden, egoismen i renkultur, det alternative som en vrængbillede af det bestÃ¥ende, hvor “nissen” for alvor er flyttet med i form af materialisme, utroskab, karriereræs osv. Malet med overvejende brune farver.
Spillet var upåklageligt over hele linjen, tidens tone var ramt med stor præcision, ikke mindst indretningen og tøjstilen var godt kalkeret af efter hukommelsen.
Alligevel synes jeg ikke, at afsnittet var helt vellykket. En tilbagevendende anke mod danske historiske serier: De vil fortælle for meget pÃ¥ for kort tid. Fiktionshistorieformidling som Maggi-terning. Og sÃ¥ forekommer fortællingen mig at være for unuanceret. Mennesker er ikke kun “dumme svin”. SÃ¥dan var det et langt stykke ad vejen i Joofs optik. I hvert fald for de voksnes vedkommende. Børnene var “ofre”. PÃ¥ den ene eller anden mÃ¥de. Sort-hvidt.
MÃ¥ske vil nuancerne komme i de næste afsnit. Det mÃ¥ man hÃ¥be. Foreløbigt vil jeg give serien karakteren G+ (det var vist den skala, man brugte dengang…).
PS. Jeg kender ikke romanforlægget til serien.
———-

Rasmus har skrevet et længere indlæg i anledning af ovenstående:

Har gÃ¥et og tænkt over dit indlæg om Album. Jeg var personligt glad for afsnittet og eftersom jeg optog det, har jeg lige siddet og set det igen. Havde selvfølgelig en fornemmelse af at det var en præsentation – og at der forhÃ¥bentlig kommer til at ske noget hvor personerne træder mere i karakter. Og sÃ¥dan som jeg forstÃ¥r, er det vist meget nogle af børnene vi skal følge. Jeg tænker bare over det du skriver med persontegningerne. Og jeg synes faktisk ikke du har ret. Det var meget store udtryk, og der var mange voldsomme handlinger, og det var meget tydeligt iscenesat, (nærmest som om det var børnene der betragtede de voksne – hvor man oplever de voksne lidt forstørret). Men jeg kan egentlig kun se der var et rigtig dumt svin: Nemlig Spottags entreprenør. Han var til gengæld sÃ¥ energifuld og handlekraftig og morsom, at han for mig var en fornøjelse at se pÃ¥ – og mÃ¥ske kommer han ogsÃ¥ til at vise nogle andre sider? Hans ven der boller teenagedatteren udfører mÃ¥ske en moralsk forkastelig handling, men jeg synes han fremstiller en ægte væmmelse over det han selv har gjort – og hun er mÃ¥ske nok et offer i det spil, men ikke hvis hun selv bliver spurgt, da det er hende selv, der sætter det i scene og ikke ham. SÃ¥ er der forældrene der køber sommerhus som har en chokerende lighed med mine egne forældre, og jeg lÃ¥ ogsÃ¥ altid foran fjernsynet og ville ikke flytte mig. Portrættet gÃ¥r nok ikke i dybden, men hvis vi siger det er drengens blik pÃ¥ forældrene, vi oplever, sÃ¥ er det helt præcist. Og endelig de venstreorienterede forældre. Her bliver deres omgang med parolerne nok udstillet, men jeg synes dog ogsÃ¥ at vi mærkede en stor kærlighed til sønnen, især fra morens side, og at de selv havde svært ved at leve op til tidens idealer, er mÃ¥ske nok en vinkel vi har set før, men da ikke en karikatur. Jeg opfatter det som nogle meget almindelige mennesker, der er blevet lidt fanget af den mere kommisær-agtige del af ungdomsoprøret og har svært ved at blive sig selv i det. Faren virker selvfølgelig nok noget kuldslÃ¥et og meget optaget af sin egen universitetskarriere. Men den reaktion han udviser pÃ¥ morens død, som sikkert har fÃ¥et mange til at sige; Nej et dumt svin – der mÃ¥ jeg sige, at jeg har oplevet flere reagere pÃ¥ nogenlunde samme lidt for praktiske mÃ¥de (at det var da godt det skete nu og ikke efter semesteret er startet; det er ikke en ædel reaktion, men heller ikke svinsk, og mÃ¥ske vil han først græde om natten nÃ¥r han skal sove). Hans reaktion pÃ¥ at hans kone har fÃ¥et brystkræft er mÃ¥ske nok umoden, men ikke ufølsom. Og at sønnen ligger og overhører den samtale, kan forældrene jo ikke gøre for – faren viser oven i købet bekymring for at sønnen bliver ked af morens opførsel med at blive ude. Men pga tidens normer vil han ikke tillade sig at kritisere hende direkte og udtrykke sin egen jalousi. Alt sammen meget menneskeligt synes jeg. MÃ¥ske er det tydeligheden, der gør, at det kan virke karikeret og tegneserieagtigt, men jeg synes som sagt, og især ved gensynet, at det er nogle meget præcise smÃ¥ portrætter. Men tak for dit indlæg, som nok er det jeg læst om den serie der har fÃ¥et mig til at reflektere over hvorfor jeg egentlig godt kunne lide det første afsnit. Nu mÃ¥ vi sÃ¥ se hvordan det hele udvikler sig.
—-

Kære Rasmus: Tak for dine fine refleksioner. Det er muligt, at du har ret. I hvert fald på baggrund af et gensyn med seriens første afsnit. Og det er måske humlen i det: At man ved et enkelt gennemsyn kan få indtryk af en forenklet sort-hvid persontegning. Måske er hippiefaderen ikke et dumt svin, men bare et umodent ungt menneske, men sådan virkede hans rolle ved gårdsalget, moderens død osv. på mig. Umiddelbart. Måske forstærkes forenklingen af, at det ses fra børnenes synsvinkel, som du ganske rigtig fremhæver. Børnenes optik er, som så ofte i virkeligheden, skarp og klar. Der, hvor jeg ville hen med min foreløbige analyse, var primært at pege på en af de nyere, danske tv-seriers oplagte svagheder. Nemlig, at man vil fortælle for meget på for kort tid. Vi har set det før. Krøniken er et andet eksempel. Maggi-terningen. Eller med en rammende betegnelse, du selv bruger: tegneserieagtig. TV er et flygtigt medie, der ofte indtages med samme hastighed som flødeskumskagen til kaffen. Og de er ikke tid til at dvæle ved de detaljer, der evt. er. Som fx dem, du fremhæver.
Men, lad os give serien the benefit of the doubt. Det kan, som jeg også skriver, jo godt være, at nuancerne kommer frem i løbet af de næste mange afsnit. I hvert fald tusind tak for dit flotte indlæg!

Sommer Рen status p̴ halvvejen

5. marts 2008

Selv om jeg ikke får set så meget tv for tiden på grund af arbejde, så har jeg dog fulgt med i den danske serie Sommer om lægefamilien af samme symbolladede navn. Og jeg synes, det er en vellykket serie, omend ikke 100% vellykket.
Fortællingen er som et løg. Langsomt, men sikkert, skrælles det ene lag af efter det andet. Fortielser, forglemmelser, sandheder ser dagens lys og forandrer de involveredes liv. Det gælder i forholdet mellem Christian Sommer (Jesper Langberg) selv og hans kone Sophia (Lisbeth Dahl), hvor økonomiske hemmelighedskræmmerier (famøse skibsanparter) og en gammel utroskab ripper op og forandrer de to mennesker og deres indbyrdes forhold. Og det gælder ægteparrets forhold til deres to sønner. Ikke mindst familiens sorte fÃ¥r Adam (Mikael Birkkjær), der bÃ¥de er “offer” for moderens manglende accept tidligt i livet og faderens lægeautoritært begrundede diskvalifikation pÃ¥ grund af en alvorlig fejltagelse tidligt i karrieren, hvor Adam er skyld i et menneskes død. Allerede pÃ¥ dette sted midt i fortællingen mærker man, at Adam nok bliver den, der vokser som person og redder familiens renommé m.m.
I bund og grund er det en lidt gammeldags fortælling om en patriark, der på grund af Alzheimer visner hen og i denne proces sætter en række forvandlinger i gang i familien. Alle bliver berørt af dyret, der ikke vil dø. Også gammeldags i den forstand, at den står i dyb gæld til de klassiske dannelses- og udviklingromaner i sin tankegang. Her er ikke noget postmoderne fortællehalløj.
Som i en god kriminalserie (fx forgængerserien Forbrydelsen) bliver man fastholdt i spænding. Hvad gemmer der sig af potentialer og skjulte ressourcer i disse personer. Elementær fortælleteknik.
Til svaghederne hører, at nogle af personerne mangler dynamik. Det gælder fx og især lægesønnens Jacobs kone (Marie Louise Wille), der fra starten af gÃ¥r rundt og ser splittet ud (fx splittet mellem karriereambitioner og kæresteditto) og ikke kan meget andet. Men indtil videre har hun stÃ¥et pÃ¥ standby. MÃ¥ske sker der noget i de kommende afnit, men foreløbig er det en utaknemmelige rolle for Marie Louise Wille. Noget lignende kan man sige om Camilla Bendix’ kogekonerolle Anna, der skal agere Adams udkÃ¥rne. En vist nok skuffet kvinde, der fra starten af gør sig umulig og opnÃ¥elig. Da hun i sidste afsnit pludselig siger ja til at Adam overtager faderens praksis og opfordrer ham til at flytte ind hos sig, sÃ¥ virker det temmelig usandsynligt, set i lyset af hendes tidligere opførsel. Det stereotype gør sig ogsÃ¥ gældende hos familiens unge pige Lærke (Cecilie Bøcker Rosling), der heller ikke fÃ¥r lov til at folde sig helt ud.
Disse begrænsninger ved nogle af de større biroller hænger muligvis sammen med serieformatet. Der er mange personer i galleriet og relativ kort tid til at folde dem ud. Derfor får nogle af de centrale figurer mere plads end andre. Sådan kunne det hænge sammen. Samme problematik vil man kunne finde i mange romaner.
Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning.

Barry Morse – Flytningens forfølger – er død

6. februar 2008

Skuespilleren Barry Morse døde den 2. Februar, 89 år gammel. Når han skal omtales her, så er det for sin rolle som Lt. Philip Gerard i tresser-serien The Fugitive, der havde David Janssen i hovedrollen. Gennem mere end hundrede afsnit jagtede Morse/Gerard flygtningen fra sted til sted. Hvil i fred.

The Fugitive – Flashback Tilbagespoling Tilbagespoling 2

Dagens sang: Tracks of my Tears – Linda Ronstadt

28. januar 2008

Amerikanske tv-serier (mis)bruger uhæmmet pop- og rockhistoriens klassikere. Nogle gange sker det med respekt for forlæggene, andre gange… I dag hørte jeg sÃ¥ledes Smokey Robinson & The Miracles klassiker fra 1965 “Tracks of my Tears” i en udvandet, skamløst sentimental version. Heldigvis kan man rÃ¥de bod pÃ¥ det. Her med Linda Ronstadts loyale fortolkning. Nyd den.