CAPAC

Det var vist den nuværende finansminister og Venstreideolog, Claus Hjorth Frederiksen, der kom for skade at sige, at hvis vælgerne vidste, hvad regeringspartiet ideologisk set pønsede på, så ville den ikke blive genvalgt…

Og der skal da heller ikke herske tvivl om, at der bag megen floromvunden tale om “velfærdssamfund”, “borgeren i centrum” osv. ligger en masterplan om at realisere de hede, liberalistiske drømme overalt, hvor det er muligt. Venstre er drevet af en indædt tro på, at fri konkurrence, økonomiske incitamenter (privathospitaler!), markedskræfternes frie spil, udlicitering til private osv. vil være godt for alle. Indiskutabelt godt.

En af de ideologiske kamppladser, hvor den kamouflerede ideologi stikker sit grimme fjæs frem, så enhver idiot kan se det, er kampen om medierne, nærmere bestemt: Danmarks Radios rolle. Danmarks Radio har med sin ubestridelige, folkelige succes været en torn i øjet på liberalisterne. Et synligt eksempel på, at en statsdrevet public service-station både kan leverer kvalitet i bredden og have stor folkelig succes – både på radiosiden og tv-siden.

Det er lykkedes for de borgerlige at få etableret fallitboet TV2, der godt nok har været en succes, men en betinget sådan, fordi man både har villet blæse og have mel i munden. TV2 er jo aldrig blevet et mønstereksempel på en kommerciel mediesucces, fordi den har fået skattekroner intravenøst.  Og stadigvæk får det, selv om institutionen har været ved at tage livet af sig selv på grund af medial storhedsvanvid.

De borgerlige har også igangsat en række kommercielle radiostationer, som har vist sig at være kommercielle flops på stribe. Igen og igen er det blevet demonstreret af konceptet “reklamer, hitlistemusik og tomhjernet snak” ikke er ‘kommercielt bæredygtigt‘. I den forbindelse har det været mere end generende for de borgerlige ideologer at se, at DRs popkanal P3 er løbet med alle lytterne – 2,3 milioner pr. uge, helt præcist.

Derfor er det heller ikke særligt overraskende, at en af Venstres ideologiske løvinder, Ellen Trane Nørby har fået den idé at nedlægge P3. Eller rettere: flytte den over på DAB. Trane Nørby ved nemlig godt, at mange af P3-lytterne holder fast i deres gode, gamle FM-radio og ikke har planer om at investere i en DAB-radio. I stedet skal så en kommerciel radiostation overtage P3s plads på FM-båndet. Smart ikke? Og så skidt med, at det store lytterflertal har talt! Man er vel ideolog!

I forbindelse med den nybagte idé kommer Ellen Trane Nørby med en indrømmelse, der er ganske afslørende. For i første omgang var det jo meningen at nedlægge P2. Nu skal det så være P3 i stedet for. I den forbindelse siger Nørby: “Det er mere naturligt. P2s indhold er ikke og skal ikke være kommercielt bæredygtigt“. En indrømmelse af, at man var villig til at ofre P2 på den økonomiske ‘bæredygtigheds’ alter, selv om man anså kanalen for at være ubæredygtig..

Lykkes det for Venstre og regeringspartierne at skære P3 bort, så skader man DRs public service-funktion, der jo ikke blot handler om ikke-kommercielle udsendelser men også om at have en folkelig bredde. Og den populære P3-kanal vil sandsynligvis følge de kommercielle radioers lemmingegang ud over kanten. Venstres strategi er klar nok. Kan man ikke udkonkurrere DR gennem fri, kommerciel medievirksomhed, så kan man da altid stække DR ved at berøve institutionen dens mest populære aktiver. Hvad bliver det næste? At udlicitere Forbrydelsen III?

Torbens udførlige omtale af Don Johnsons 60-års fødselsdag sendte mig en tur tilbage til firserne. Dengang, hvor den amerikanske detektivserie Miami Vice løb over skærmen med Johnson og Philip Michael Thomas i hovedrollerne som to lapse med skydere, hurtige biler og lige så hurtige damer i det solrige Miami. Jeg så nu og da serien, men blev aldrig rigtig indfanget af yuppidetektivernes univers. Til gengæld gik Jan Hammers musikalske tema lige ind. Den tjekkiskfødte Hammer (med en glorværdig fortid i John McLaughlins Mahavisnu Orchestra) leverede et af firsernes mest fængende temaer og var med til at sende seriens lydspor til tops på den amerikanske hitliste med flere platinplader som resultat. To Grammyer – en for Bedste Popinstrumental Udførelse og en for Bedste Instrumentalkomposition – blev det også til. Det skal dog tilføjes, at omtalte soundtrack var spækket med kendte navne som Glenn Frey (Eagles), Chaka Khan, Phil Collins (m. monsterhittet “In the Air Tonight”) og Tina Turner. Selv om temaet er meget firseragtig med sin dyrkelse af electronicalyd og high-tech-produktion, så synes jeg stadigvæk den dag i dag, at stykket fænger.

Forbrydelse – eller svinestreger – i en højere sags tjeneste. Det var, hvad det var. Et stykke tid – vel et par afsnit – havde man haft fornemmelsen af, at Lund jagtede en marionet og trådene førte op i de højre magtlags sfære. Og selv om mistanken også havde peget på kollega Strange med tatoveringen på overarmen, så var whodunnit-pilen blevet ved med at dirre og svinge. Først med de sidste brikker, der åbenbarede den hemmelige mission til krigen, faldt Lunds mistanke tungt og ubønhørligt på manden, der efterstræbte hendes hjerte. Og i bedste tradition fra den samfundskritiske krimi efter Wahlöö og Sjöwall trak forbrydelsen grimme spor ind i magtens centrum – hvad enten det var den politiske, den militære eller den politimæssige. Kurt Ravns statsminister fik lov til at formulere moralen, hvis man kan kalde det sådan: I visse situationer, fx krig, må man tilsidesætte demokratiets spilleregler for at kunne forsvare – demokratiet. Den rigtige forbryder fik Lund ikke ram på…

DRs krimisatsning Forbrydelsen 2 lakker mod enden. Og mit indtryk er, at den overgår første satsning.

Min hovedanke mod den var, at den var for hårtrukken. Jeg synes ikke, at en så enkel mordsag kunne holde til at blive bredt ud over så mange afsnit. Dermed ikke sagt, at den var mislykket. Slet ikke. Jeg fulgte troskyldigt med gennem alle afsnit.

Men toeren slipper for det kritikpunkt. En af forklaringerne er, tror jeg, at der er flere lag i den nye fortælling. Politik, forsvar, besættelsestid, islamisk fundamentalisme, personlige forhold m.m. væves sammen i et intrikat mønster, hvor det er mere end svært med sikkerhed at sige, hvor gådens løsning ligger indvævet.

Selv her før sidste afsnit er det ikke sikkert, hvem der har brugt Søgaards kælderskabsnøgle. Er det mon Bilal? Eller skulle det mon vise sig, at nogen højere på strå er den ansvarlige? Ved at tilføje nye oplysninger løbende har manuskriptforfatterne formået – på godt og ondt – at sende tilskuerne i en ny retning med spørgsmålet: Whodunnit?

Det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at den “gale” Raben holder fast i sin forklaring, no matter what. Og måske er der en pointe dér? Hvorom alting er, så er Forbrydelsen 2 – som et stykke søndagsunderholdning – en vellykket leg med krimiens spændingselementer. Man sidder som naglet til stolen med hånden krampagtigt om kaffekruset. Der spilles godt over hele linjen. Der fortælles med tempo og drive, sådan som tv-medier nu om stunder forlanger, det skal være.

Jeg har nogle indvendinger, men vil lade dem ligge, for som helhed betragtet er det en vellykket serie, som tv-konkurrenterne får mere end svært ved at overgå.

Jeg havde ellers planlagt at se en episode af tv-serien Landsbyhospitalet her i eftermiddag. Men der var ikke noget på programmet.

Da sidste afsnit i går sluttede ret dramatisk med en cliffhanger – den elskede Dr. Ormerod lå på operationsbordet, heftigt blødende, efter at være blevet stukket ned af en hospitalsbesøgende galning – og man kunne  forvente en afslutning. Men nej.

Lidt research på nettet førte via DRs hjemmeside, der blot meddelte, at serien indtil videre var stillet i bero, til den engelske presse, hvor de barske realiteter kom for en dag. Begge serier er axed. Produktionsselskabet ITV har efter et stort økonomisk tab besluttet at stoppe produktionen af såvel The Royal (Landsbyhospitalet) som forløberen Heartbeat, fordi man har været nødt til at fyre 600 ansatte på landsplan. Især Yourkshire Television er hårdt ramt, da 25% af arbejdsstyrken afskediges. Begejstrede fans af serierne har allerede iværksat en underskriftsindsamling. Her og Her. Vi krydser vore nostalgiske fingre…

Mit arbejde tillader mig – (u)heldigvis – ikke at se ret meget tv. Men i den forløbne uge har jeg dog tilbragt min eftermiddagskaffe i selskab med min favorit-nostalgi-serie Landsbyhospitalet (ITVs The Royal) om de dramatiske og banale hændelser på og omkring det lille hospital. Engelsk folkelig underholdning på højt niveau, som får Lærkevej og andre danske serier til at fremstå som tv-transmitteret dilettantteater fra den yderste klitrække i Vestjylland. En hel del af de senere afsnit har jeg aldrig set, så det er ren fornøjelse at se, hvordan livets gang forløber i serien, hvor man ikke er bleg for at slå hovedpersoner ihjel for at puste liv til komedien. Den eneste anke jeg har mod serien, der jo svælger i musik fra tresserne, er, at der aldrig er en playlisteoversigt for afsnittene – og det giver anledning til en del nostalgisk arkæologi, når der pludselig dukker rariteter op, fx en mandsstemme, der synger et Joni Mitchell-nummer..
Nå, men serien indledes stort set altid til tonerne af Cream og “Strange Brew”. En sang, som Eric Clapton i øvrigt ikke var ret meget for at spille, fordi han mente,  den var Mccartney-popifiseret blues. Men han gjorde det, fordi han fik lov til at spille sin guitar, som han ville…

Cream – Strange Brew

Giel | MySpace Videoer

De kvindelige medlemmer af casa capac har som fast ritual efter dagens dont at indtage en portion amerikansk tv-serie til eftermiddagsteen. For tiden gælder det bl.a. serien “Et umage par” (orig. Dharma & Greg) – en fjottet serie om en flippet ung dame og en tjekket ung mand og deres respektive forældre, der er lige så modsatte og lige så utroværdige. Men sådan er det jo med den slags serier. Man skal først ind i det urimelige og utroværdige univers, før man kan se ideen med det. Og så kan der være lidt motion for smilebåndet i ny og næ. I hvert fald kan jeg ikke helt undgå at blive tilskuer til løjerne. Og i går måtte jeg da lige fæstne blikket på skærmen, da noget musik fangede min opmærksomhed. Og sørme om ikke selveste Bob Dylan havde forvildet sig ind i serien. Han er og bliver overraskelsernes mand, ham julemand Bob Dylan…

Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine få forbehold over for Forbrydelsen 1 gik på, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat på en hård prøve. Nok også for hård. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab på en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til både Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sådan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er på arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød på til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger på gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hånddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstående chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man således skal sluge adskillige kameler med hud, hår og pukkel, så er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – også bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…

For længe siden – januar måned – omtalte jeg Patrick McGoohans død. Han var en af min barndoms tv-helte. Nu kan man se hele afsnit af Patricks science-fiction-serie The Prisoner (ty. Nummer 6) her. Sådan!

Det kan godt være, at Jimmy Page er en spade, når det drejer som om kreditering af den spillede musik og respekten for de (mindre kendte) forgængere, der leverede melodier etc. Men – som mb også gør opmærksom på – så kan han godt svinge spaden og sende riffs ud i æteren. Her i den berømmede optagelse fra DR, hvor Led Zeppelin giver Communication Breakdown. En af mine store beat-oplevelser foran forældrenes sort-hvide tv,,,

Det er snart længe siden, jeg første omgang omtalte den engelske kriminalserie om Inspector Lewis – opfølgeren til den berømmede serie om Morse (her – her – her). Og lige for øjeblikket sender DR1 serien og nåede i går til andet afsnit af første sæson.

En kulørt historie om fortidens genkomst. Nogle gamle universitetsvenner fra Oxford har i ungdommens år dyrket dionysiske excesser, som i jagten på den ultimative rus har ladet dem begå et mord. Og mange år senere vender fortiden tilbage i form af et par hævnende engle, der med snilde lader en slags retfærdighed ske fyldest. Jeg skal ikke afsløre mere af hensyn til dem, der har afsnittet til gode.

Blandt Morsianere har den nye seere fået blandet modtagelse. Man kan mærke, at den gamle gnavpot er savnet. Selv har jeg aldrig været så fascineret af selve Morse-figuren men mere af den gamle series andre kvaliteter i form af miljøbeskrivelse, skuespilkunst og finurlige plots. Og så var Lewis min favorit allerede dengang, hvor han var den udannede, men snu, korrektur til den vrisne æstet Morse.

I den nye serie har han – ironisk nok – fået en hjælper i skikkelse af den Cambridge-skolede teolog Daniel Griffon (Lawrence “Charlie” Fox), der med god iagttagelsesevne og analytisk sans får plottets forviklinger til at opløse sig. Indtil videre synes jeg serie har nogenlunde de samme kvaliteter som dengang serie med Morse. Solide whodunnit-plots, farverige miljøtegninger, pletfri karakterfremstillinger af mere eller mindre excentriske englændere og så samspillet mellem det umage par, der efterhånden er blevet en fast ingrediens i mange engelske kriminalserier. Serien sendes om søndagen, så du kan være med fra og med næste gang. Skynd dig inden Forbrydelsen 2 sætter Lewis på standby.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at Beat-Club var et særdeles populært program hos de tyske unge. Derfor er det vel heller ikke underligt, at alle udsendelserne er blevet udsendt på dvd. Tre bokse er der udkommet med hver otte dvd’er under titlen The Story of Beat-Club, delt op i perioderne 1965-68, 1968-70 og 1970-72. Per styk koster de ca. 55 EURO. Og indholdet er imponerende (se indholdsbeskrivelse fra første boks forneden på dette indlæg).

I 2007 kom der også en bog af Torsten Schmidt med detaljerede oplysninger om alle udsendelser, stjerne og sangene. Oven i købet en indbundet bog på 111 sider. Nævnes skal også, at der er kommet en dobbeltcd i forbindelse med 40-års-jubilæet for showet.

Læs mere »

Endnu en fin optagelse fra hedenold. Denne gang med The Pretty Things, der optrådte i capacs favorit-nostalgi-beat-musik-udsendelse Beat-Club den 9. maj 1970 med nummeret “Cries from the Midnight Circus”. Den udsendelse har jeg set derhjemme i forældrenes stue på det gamle sort-hvide tv. I samme udsendelse kunne man i øvrigt opleve Hard Meat (The Ballad Of Marmalade Emma & Teddy Grimes), Free (Fire and Water, All right now), Cat Stevens (Lady d’Abanville, Hard Headed Woman) og Humble Pie (For Your Love). Ialt en time i selskab med nogle af tidens bedste kunstnere. Jovist.

En tilfældighed sendte mig ned at erindringens boulevard. Nogen sagde noget om “Sunset Strip”, og straks tænkte jeg “77 Sunset Strip” og var tilbage i tresserne, hvor bemeldte serie løb over skærmen på tysk tv. Så vidt jeg husker var det lige omkring familiens spisetid, så den blev et tilbagevendende indslag i underholdningen, medens kartoflerne blev møre.

Serien handlede om to privatdetektivers oplevelser og byggede på nogle short stories af Roy Higgins, der også stod bag selve tv-serien, som vandt en Golden Globe i 1960 som bedste tv-serie i USA. Titlen på serien henviste til det strøg, hvorfra de to detektiver opererede. Som jeg husker serien, så lagde den mere vægten på humoren og de vakse replikker (i tysk synkronisering!) end på det dramatiske. Og så havde serien en enkel, easy listening-jazzet og meget fængende kendingsmelodi, der såmæn er udkommet på cd siden hen, selv om serie ikke er at finde på dvd. Tema-melodien kom i øvrigt på de amerikanske hitlisters top 10 i 1959.

Som det også har være tilfældet med senere tv-serier, så betød successen for “77 Sunset Strip”, at mange mere eller mindre kendte gæsteskuespillere optrådte, fx Shirley Mclaine, Tuesday Weld, Connie Stevens, William Shatner, Mary Taylor More, Ellen Burstyn og Gene Rowlands. Alle sammen stjerner på vej op. Senere dukkede også etablerede navne som Peter Lorre op.

Serien løb i USA fra 1958 til 1964, hvor populariteten dalede så meget, at man valgte at lukke og slukke. Ialt blev der lavet 205 afsnit, hvoraf de 61 blev synkroniseret til tysk og vist på tysk ARD. Serien var et stykke pionerarbejde, der dannede model for senere lette humoristiske detektiv- og kriminalserier, fx Miami Vice.

I en birolle i de første afsnit spillede Edward Byrnes en spøjs parkeringsvagt med en hikstende stemme. Han bar øgenavnet Kookie (egl. Gerald Lloyd Kookson III) og var garanten for de lystige indslag. Som følge af sin voksende popularitet hos seerne avancerede Kokie på et tidspunkt til at blive medlem af detektivkontoret, og Byrnes fik vist en højere løn end de to oprindelige hovedrolleindehavere. Byrnes opnåede nærmest teenage-kultstatus, hvilket bl.a. resulterede i et lille hit med sangen Kookie, Kookie, lend me your Comb, som han indspillede sammen med Connie Stevens.

For os ugebladslæsere kan det ikke komme helt overraskende, at den folkekære skuespillerinde Helle Virkner nu meldes død i en alder af 83. En kræftlidelse har fulgt hende den sidste tid. Alligevel gav det et lille rif i hjertet, da meddelsen dukkede op på skærmen. Selv om Helle Virkner i dag nok især huskes for sine glansroller i Huset på Christianshavn og Matador, så er det altid den unge, smukke, pæne pige fra halvtredsernes og de tidlige tresseres lystspil, der dukker op på min indre skærm. Hvil i fred.

Poeten og Lillemor (1959)