CAPAC

  “We’re coming to town/ we’re a mighty and of illusionists, you see/ take a deep reath and let the sunshine in/ We talk out of turn and we sing you songs of blatant poetry/It’s kind of our destiny”.

Sådan lyder det i titelsangen på Vinyl Floors nye op femte album-udgivelse Funhouse Mirror.. Og selv om sangen handler om et cirkus, så – påstår jeg – handler den også om bandet Vinyl Floor, der inviterer os, lytterne, ind i deres magiske spejlkabinet, hvor teksterne omhandler verden lige nu og hvor teksterne er blatant poetry, der måske her bedst kan oversættes som direkte, skamløs, ærlig poesi. Hverdagens uforfalskede poesi og hverdagens påtrængende virkelighed og i et direkte, ubesmykket hverdagssprog.

Sangene – ialt ti stykker – er skrevet af brødrene Daniel og Thomas Charlie Pedersen, og de to frontfigurer tager sig også på skift af den vokale forgrund og en lang række instrumenter (guitar, tangenter og bas). Og de får god hjælp af Rasmus Brus (bas og guitar), Rob Stoner (bas), Bebe Risenfors (bas, trompet, tuba, trombone, klarinet m. m.) og Christian Ellegaard (violin, viola og cello). Og sammen har de skabt et fint nuanceret og yderst varieret lydlandskab omkring sangene.

Et auditivt landskab, der emmer og dufter langt væk af klassisk pop-rock med solide forankringspunkter i tressernes og halvfjerdsernes rock (og associationerne er mange – lige fra, ja, Beatles til Squeeze og ikke mindst Teenage Fanclub). Og det vil fortrinsvis sige rocksange med velturnerede melodier, der bliver hængende i ørerne og frister til med-syngeri, rockfremdrift og swing. Der er både potente rocksange og mere balladeagtige sange, men alle sammen sidder de lige i skabet som velllykket sangskrivning, som d’herrer Pedersen roligt kan være stolte af og bygge videre på. Vinyl Floor har med deres nye udspil skabt et værk, der både vidner om stor erfaring og som peger frem mod nye og store bedrifter. Hermed varmt anbefalet.

Vinyl Floor. Funhouse Mirror. Produceret af: Emil Isaksson & Vinyl Floor. Karmanian Records. Er udkommet. 

I juni 1967 trådte The Beatles frem på tv-skærmen for mere end 400 millioner tv-seere med sangen “All you need is love” i verdens første globale tv-udsendelse Our World. Og her 55 år senere følger det albumdebuterende danske band The Oceans op med et tilsvarende budskab med titlen Love above all. Dengang som nu handler det ikke bare om kærligheden i tosomhedens mikrokosmos, men om den store kærlighed der binder – eller rettere: burde binde – os alle sammen på kloden. En væsentlig forskel fra dengang er, at det nu, hvor kloden er ramt af en alvorlig klimakrise (plus andre kriser), er vigtigere end nogensinde at reaktualisere Beatles’ gamle budskab.

Og the Oceans, der udgøres af sangskriverne Dan Joe og Linus Valdemar, gennemspiller tematikken over ti fængende pop-rock-sange, hvor forskellige facetter og stadier af kærligheden udfoldes, lige fra den spæde start (In the Beginning) til afskeden (“Time To Say Goodbye”). Og selv om man – hvis man skal være i det pendantiske humør – kan siges, at kærlighedstematikken er forslidt og kliché-belastet, så handler det jo om, hvordan det gøres – sådan rent musikalsk – og om, at musikken og kærlighedens følelsesdimensioner altid allerede har været intimt forbundne. For nu at accentuere en filosofisk og kognitionsvidenskabelig pointe.

Og den fine og tiltrækkende ved The Oceans debutalbum er netop de musikalske gevanter hele kærlighedshalløjet iklædes. Først og fremmest har de to sangsnedkere skåret ti meget lyttevenlige, indsmigrende og forførende popsange sammen. I nogle arrangementer, der henter en vis inspiration fra moderne indierock (lad os sige fra de seneste to-tre årtier). Arrangementer, der har den fællesnævner, at sangene er markant melodiske, samtidig med at de hviler på en solid bund af kropstiltalende rytmik med inciterende basgange og luftig og løftende trommespil. Dertil kommer elementer af synthesizer-flader og velgørende vokalarbejder, hvor de to forsangere Dan og Linus får stor hjælp af henholdvis Marie Fjeldsted og Anders Overgaard. Og fælles for de ti sange er, at de alle ville kunne gøre sig som singleudspil og – hvis der var nogen retfærdighed til (hvad der jo ikke altid er…) – burde kunne gøre sig på såvel hitlister og ikke mindst radiofoniske afspilningslister.

Samlet set har The Oceans lavet et meget overbevisende debutalbum, der burde kunne sikre bandet en solid placering blandt landets førende og bedste nye bands. Hermed varmt anbefalet.

The Oceans. Love Above All. Produceret af: Noah Rosanes og The Oceans. Celebration Records. Er udkommet. 

Så vågnede jeg op til dagen derpå. Det var en interessant oplevelse at være valgtilforordnet. Det gav indsigt i valgets små detaljler og jeg mødte en række gode mennesker, der med humor og godt humør påtog sig det store arbejde, det er at holde styr på de mange afgivne stemmer.

Og da jeg havde fået søvnen ud af øjnene og smagt på det første krus kaffe så jeg  landsresultatet, som det foreligger nu. Numerisk ligner det et flertal til venstre side i salen. Men det er før alle de politiske rævekagebagere går i gang. Om nogle dage er vi klogere på, hvad vi står over for. Jeg vil fortsat holde mit forbrug af pressen på tv og i radioen på et absolut minimum.

Endelig nåede vi frem til dagen. Og jeg vil bruge den som frivillig valgtilforordnet. Så slipper jeg for at høre om pressens selvsving og kan vente med at se resultatet til i morgen, hvor det nok foreligger helt præcist. Som altid har jeg ikke de store forventninger til resultatet. Og det har jeg slet ikke denne gang, hvor der er alt for mange kokke i køkkenet og menuen helst skal være en gryderet i midten. Vi får se. I hvert fald må I alle have en god valgdag – uanset, hvad i vil bruge den til.

Endnu et af stundenteroprørets fremmeste koryfæer er gået bort. Det drejer sig om Mihail Larsen, der døde den 13. oktober. Når jeg først omtaler dødsfaldet i dag, skyldes det simpelthen, at pressen har været larmende tavs omkring denne hændelse. Og det siger måske i virkeligheden noget om, hvor vi befinder os i dag – kulturelt set.

For Mihail Larsen var ikke en hr. hvem-som-helst, men derimod en særdeles indflydelsesrig figur i studenteroprørets storhedstid. Han var en af de stærkeste fortalere for, at læsning af Karl Marx’ skrifter blev nærmest obligatorisk læsning i de humanistiske fag. Det var ham, der fik Johannes Sløk til at forføje sig over på Teologi igen fra Idéhistorie. Og det var Mihail der insisterede på, at de studerende fik halvdelen af pladserne i universiteternes konsistorium (universitetets øverste besluttende organ). Og han var forfatter til bogen Kritik af den kulturradikale pædagogik (Modtryk, Aarhus 1974.), der dengang havde effekt på den pædagogiske debat.

Siden blev Mihail professor i sit eget fag idehistorie, blandt andet ved universitetet i Firenze. Og selv om han ikke fortsatte med at være længst fremme på barrikaderne, så forblev hans kritiske tankegang intakt, hvilket man kan læse ud af et interview, han gav til Kristeligt Dagblad i 2018, hvor han samlede op på erfaringerne fra opgøret på universitet med disse ord:

”Vi ville gøre op med professorvældet og det hierarkiske system, der dengang var på universiteterne. Vi ville have mere demokratisk styring og studenterindflydelse – ja, vi ville på et tidspunkt endog have det teknisk-videnskabelige personale, TAP’erne, med i universitetets ledelse. Det var der brug for i en tid, hvor ’forskningen ikke kun skulle være for profitten, men for folket’. Men vi var politisk naive, fordi vi troede, at det var politikerne, der skulle sikre os ændringerne. Med slagord som ’Al magt til Folketinget!’. For ved at gå den vej var vi desværre indirekte med til at lade politikerne nedbryde universiteternes autonomi, og vi blev på den måde til nyttige idioter for de politikere, der siden har arbejdet på at gøre universiteterne til institutioner, der kan underlægges og strømlines efter samfundsøkonomiske strategiplaner. Det var en fejl. I stedet for ’forskning for folket’, som vi efterlyste, fik vi groft sagt ’forskning for erhvervslivet’.”

Sangen “Rain” er en af mine ubestridte favoritsange i Beatles-kataloget. Og på den ny udkomne deluxe-boks om albummet Revolver finder man en af mange tilløb til sangen, en optagelse, der så at sige peger frem mod den endelige version.  Her er tempoet højt, der er ingen sang, men John Lennon trakterer guitaren, det samme gør Paul McCartney (der også tager sig af bassen), medens  Ringo Starr får trommerne til at fløjte af sted. Rain (Take 5 / Actual Speed) · The Beatles – og jeg bliver mindet om den første gang jeg hørte den plade og det nummer. Åh mand, det var tider.

Næste skraldeplade er en maxisingle (12-tommer-single) med Cameo: Candy (A-side)/Candy (remix) og Don’t be lonely (B-side).

Og igen er i ovre i det funkede med det store band (oprindeligt 14 medlemmer) Cameo, der først kaldte sig New York City Players. Cameo blev dannet i 1974 i hjembyen og slog igennem i 1979 med singlen “I just want to be”, der banede vejen for en næsten to årtier lang periode med succes på hitlisterne derovre, og følgelig hos det pladekøbende publikum.

“Candy” er et singleudspil fra albummet Word Up! (1986). Og både single og album nåede helt til tops på R&B-listerne i USA. Velproduceret, glat funk med tydelig adresse til den danseglade ungdom – og singlen udmærker sig også ved at have en fængende solo af den nu afdøde saxofonist Michael Brecker. Det fortæller også noget om sangens gennemslagskraft, at den er blevet samplet af forskellige kunstnere, lige fra 2 Pac til Mariah Carey., og blevet brugt i film og computerspil.

Cameo er blevet gendannet så sent som 2016, hvor bandet optrådte et helt år i Las Vegas.

Kan det virkelig passe. tænkte jeg, da rygtet om Jerry Lee Lewis’ død løb ind. Men det er vist rigtig nok, hvis ellers man kan sætte sin lid til mandens egen Facebook-side. Og dermed er et vigtigt kapitel i rock’n rollens historie skrevet. For Jerry Lee “The Killer” Lewis var en af de rigtige pionerer, der var med til at sætte gang i rock and roll, da han som ganske ung blev en del af klanen omkring det navnkundige plademærke Sun Records, der husede Elvis Presley, Johnny Cash, Carl Perkins, Billy Lee Riley med flere.

Med sit pumpende (hans eget ordvalg) klaver og sange som “Whole Lot of Shakin Going On” og “Great Ball of Fire” slog han igennem hos det store publikum og viste med sit sceneshow, hvad rock and roll også drejede sig om med hensyn til vildskab, galskab og sex appeal. Og det blev også understreget af hans private liv, der blandt andet omfattede hele syv koner, den sidste fra 2012.

Først i 2019 lagde han for alvor musikken på hylden efter et slagtilfælde. Indtil da havde han holdt fast i sit udgangpunkt og suppleret det med en lang række plader med countrymusik.

Og nu er tiden vis inde til at finde mit gamle tredobbelte opsamlingsalbum med The Killer frem fra reolen…

Jerry Lee Lewis

Navnet The Dazz Band sagde mig ikke ret meget, da jeg fiskede albummet Rock the Room (RCA 1988) frem fra vinylbunken på gulvet. Det gjorde derimod producernavnet Eumir Deodato (de Almeida). Den braziliansk-portugisiske musiker og producer, der har produceret i omegnen af 500 plader – med vidt forskellige kunstnere som Frank Sinatra, Roberta Flack og, ja, Björk – og derudover har spillet sammen med et hav af kunstere, ikke mindst inden for jazzen. Og fra 1970 og frem skabte han sig et navn som arrangør og producer, blandt andet af disco- og R&B-plader.

Og pladen med Dazz Band er at kategorisere som en blanding af R&B og funk. Lækker dansant soul kunne man også kalde det. Bandet eksisterer vist endnu og fik en genopblomstring i halvfemserne i kølvandet på rappens indtog i populærmusikken.

Om pladen skal blive i min samling eller videre til en anden ynder af den stil ved jeg ikke endnu. Men et fint eksemplar er det med velholdt vinyl og cover og iført en beskyttende plasticlommme.

Et sted omtaler Torben Bille sit møde med musikken som en “stormende førstegangsforelskelse”. Og jeg kom i dag i tanke om Torbens analogi, da jeg surfede rundt på nettet og faldt over mange af den gamle sange, jeg er vokset op med. For eksempel – og det er blot et eksempel – de hits, som den britiske gruppe Herman’s Hermits lavede i tresserne. Og jeg måttet seriøst overveje, om jeg omsider skulle anskaffe mig en opsamling med gruppens største hits. Hvilket har vist sig at være lidt sværere, end jeg havde forestillet mig, fordi gruppen især er leveringsdygtig i opsamlinger (sådan er det med tressergrupper, der primært gjorde sig med singlehits). Og jeg fandt da heller ikke en opsamling, der faldt i min smag og forventning. Men sangene ligger stadigvæk i baghovedet som reminiscenser om en førstegangsforelskelse, der omfattede lidt af hvert i de tidlige år. Fra mine forældres sangskat over halvtredser-rock-and-roll til Beatles og videre. Og som man siger: Gammel kærlighed forgår ikke.

Opdatering: Og hurtigt blev jeg sendt over til en anden gammel kærlighed, The Kinks. For Herman’s plankede Ray Davies’ dejlige sang om “Dandy“. Og – åh – det var et dejligt genhør. Oh Dandy…

Medens den danske presse bruger al sin energi på små, ubetydelige krusninger i den danske valgkamp, så kommer den nedslående udmelding fra FN, at den globale temperaturstigning er på vej mod 2,5 grader i dette århundrede. Altså en grad over den temperatur, som 190 lande i 2015 på et klimatopmøde enedes om skulle være den maksimale stigning.

Allerede nu oplever vi rundt om på kloden alvorlige konsekvenser af den stigning, der allerede er sket. Og vi kan blot være vidner til endnu flere og endnu voldsommere effekter de kommende år og i vort stille sind håbe på, at stigningen ikke kommer til at gå endnu hurtigere end FN antager. For sådan har det jo været hidtil – det går (desværre) meget hurtigere end vi måtte ønske os.

Og igen må vi spørge os selv: Har vi de politikere, vi fortjener? Og har vi  en presse, som vi fortjener og har brug for? Spørgsmålene er selvfølgelig retoriske…

Åh nej, nåede jeg lige at tænke, da nyheden om Elisabeth Gjerluff Nielsens alt for tidlige død tikkede ind på maskinen. Gnags’ Peter A. G. Nielsens lillesøster, den skarpe, kloge sangskriver, tekstforfatter m.m., der brød igennem til det store publikum med firserpoprockorkesteret Voxpop, og siden fortsatte med en flot karriere som opvakt solist og sangleverandør til store dele af den danske popelite i firserne og halvfemserne. Børnemusik, børnebøger og et erindringsværk blev det også til, inden manden med leen hentede Elisabeth alt for tidligt. Suk.

Læs også vennen og kollegaen Michael Falchs fine mindeord Kære Elisabeth – skulle det virkelig være nu? – her.

Med mere end 70 millioner solgte plader og omkring 50 større og mindre singlehits burde UB40 ikke kræve nogen større præsentation. Det stadigvæk aktive band kom frem i 1978 som et indslag i den reggae-bølge, der skyllede hen over den vestlige verden. Og UB40 gjorde sig bemærket ved at blande deres udgave af reggae op med regulær pop, lidt som kollegerne i det ligeledes meget populære band Madness. Og denne blanding af reggae og pop har fået visse tilhængere af roots-reggae til at rynke lidt på næsen.

Det er der nu ingen grund til. UB40 leverer medrivende, iørefaldende, dansant og vellavet moderne reggae. Og et eksempel på det gemte sig i den bunke genbrugs-plader, jeg har haft stående i snart lang tid. Nemlig deres tiende album fra 1993 Promisses and Lies (et helt igennem velholdt eksemplar med Fona-prisetikette på coveret). Produceret af bandet selv og Gerry Parchment og Delroy Mclean og udgivet på plademæretVirgin/DEP. Absolut en plade, der fortjener en plads i min vinylsamling.

Promisses and Lies

Selv om det ikke er mange dage siden jeg lod sandalerne stå, så er kendsgerningen den, at julen står for døren. Vi er sidst i oktober og november nærmer sig med hurtige skridt. Og de første kommercielle tegn på julen er allerede tydelige. Discount- og supermarksbutikkerne har allerede kørt julevarer i stilling, selv om den første rigige nattefrost og sneen lader vente på sig. Og også i musikken viser julen sig. De første juleudgivelser er allerede i handlen. Blandt dem den tilsyneladende evigt tilbagevendende opsamling Julemusik. Denne gang Julemusik 2022, som man kan få i en særlig grøn (green swirl) dobbeltalbum-vinyludgave. Men indholdet er stort set det samme som altid:

1. LP

Queen – Thank God It’s Christmas
Brenda Lee – Rockin’ Around The Christmas Tree
Andreas Odbjerg – God Jul – fra julekalenderen “Kometernes Jul”
Band Aid – Do They Know It’s Christmas?
Anders “Anden” Matthesen – Jul På Vesterbro
George Michael – December Song (I Dreamed Of Christmas)
Hjalmer – Kongespil – Tinka og Kongespillet
Drengene fra Angora – Jul i Angora
Ariana Grande – Santa Tell Me
Burhan G & Frida Brygmann – Tinka
Dean Martin – Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!
Rasmus Seebach – Der’ Noget I December
Paul McCartney – Wonderful Christmastime
Bjørn Tidmand – Når Du Ser Et Stjerneskud

2. LP

John Lennon – Happy Xmas (War Is Over)
Bobby Helms – Jingle Bell Rock
Gulddreng – Guld Jul
Mariah Carey Feat. Justin Bieber – All I Want For Christmas Is You (SuperFestive!)
Christian Hjelm – I Mørket Finder Lyset Vej
Lau Højen – Hold Mig Tæt
Nat King Cole – O Holy Night
Lukas Graham – HERE (For Christmas)
Elton John – Step Into Christmas
Shu•Bi•Dua – Ønskelisten
Tina Dickow – Save A Seat
Caroline Henderson – Vil Du Være Min I Nat
D-A-D – Sad, Sad X-Mas
Tuborg Juleband – Tuborg Julebryg Jingle

Bortset fra enkelt nytilkommende – Andreas Odbjerg og Gulddreng for eksempel – så er alt ved det gamle. Sådan som det skal være. De velkendte julehits, der har vist sig lige så slidstærke som julebryggen op til jul.

DR Pigekoret – River (Joni Mitchell)

Selv om Joni Mithchells sang ikke er en decideret julesang, men derimod en om hjertesorg, så citerer den skamløst fra “Jingle Bells” og hører til en af de julerelaterede sange, jeg holder mest af. Her i DR Pigekorets fortrinlige versionering.