2. februar 2021 arkiv

Beatles – Shea Stadium

2. februar 2021

Jeg graver stadigvæk lidt i bunken af klip med the Beatles. Og faldt over dette kostelige klip, der viser de fire gøre sig klar til deres berømt-berygtede optræden på Shea Stadium. Jeg er imponeret over, hvor afslappet de tager det.

Hvor ville Chuck Berry være uden Louis Jordan?

2. februar 2021

Jeg har nævnt ham før. Louis Jordan, en af fædrene til rock’ roll. Her med “Ain’t that just like a woman (They’ll do it every time)”, som sendte ham op på førstepladsen på den sorte r&b-hitliste i 1946. Ja, 1946. Og man skal tage meget fejl, hvis man ikke kan høre, at Chuck Berry er blevet meget inspireret af en plade som denne. Meget.

Kjørmes knud

2. februar 2021

I dag er det kyndelmisse – eller Kjørmes Knud eller lysmesse (candelarum missa), kermesse, kørmesse eller kjørmes. Kært barn, mange navne. En kristen helligdag, men også – hvis vi tillader os at se bort fra alt det religiøse hejs – på et mere hedensk eller jordnært plan markeringen af, at nu nærmer foråret sig, de lyse tider med alt, hvad det indebærer.

Jeg kan huske, at vi i folkeskolen fik St. St. Blichers tekst “Det er hvidt herude”, hvor Kjørmes Knud nævnes, gennemgået med detaljeret forklaring af, hvad denne Knud var for noget. Indoktrinering, ville nogen siden hen have kaldt denne tekstudlægning. Tja.