26. februar 2021 arkiv

I stedet for en selvbiografi

26. februar 2021

Jeg har skrevet det før: Jeg tror ikke rigtig på biografier og selvbiografier. Det er en illusion, at nogen skulle kunne fortælle et liv – bare nogenlunde dækkende. Bevares, det kan være interessant og pirrende for nysgerrigheden, informativt, belærende, overraskende og meget mere. Men grundlæggende tror jeg ikke, at man bliver klogere på mennesket bag. Og derfor glæder det mig et eller andet sted, at Paul McCartney til november udsender to tykke bind (på omkring 900 sider) med sine sangtekster og tilhørende kommentarer – i stedet for en selvbiografi. Og jeg tror og er sikker på, at man får meget mere forståelse for musikeren Paul McCartney gennem de to bøger end nogen biografi har kunnet og vil kunne give os.

Et hundeliv

26. februar 2021

Ja, jeg vågnede ca. kl. 3 her til morgen. Min ven hunden var lige stået op, og da jeg ikke kunne høre ham drikke af vandskålen tænkte jeg, at noget andet måtte være galt. Og ganske rigtigt. Den wienerpølse, jeg havde forsynet ham med til gårsdagens bespisning, skulle op igen via halsen. Og op kom den og ud på entregulvet. Men det var til at klare med køkkenrulle, klud, vand og lidt sæbe. Det kan jo ske for selv den bedste, at fordøjelsen ikke vil spille med hele vejen. Og så var Simon & Garfunkel lige til associationerns højrefod.