januar 2022 arkiv

Aftenens filmoplevelse: Stan & Ollie

17. januar 2022

Nogle gange kan man også blive positivt overrasket i sine forventninger. Det gælder gårsdagens film Stan & Ollie. Jeg var egentlig negativt stemt, da jeg hørte om filmen om de to komikere Gøg og  Gokke. For hvordan i alverden skulle man kunne lave en film om det makkerpars komik fra stumfilmens epoke – uden at komme til at gøre skade på billedet af en unik komisk duo?

Svaret er ganske enkelt. Filmens instruktør Jon S. Baird har lavet en film – ikke om parrets mesterlige filmkomik – men om forholdet mellem de to personer bag figurerne Gøg (Stan) og Gokke (Ollie). Og handlingen er forlagt til den sidste del af duoens karriere, hvor de har måttet sige farvel til stumfilmen, de mange små film og goddag til en ny virkelighed med fjernsynet som voksende underholdningsfaktor i de mange hjem og med nye ansigter på komikkens scene.

Og dertil skal lægges af de to skuespillere – Steve Coogan og John C. Reilly i hhv. rollen som Gøg og som Gokke – er godt castet og faktisk ligner de rigtige personer forbavsende meget, spiller dem lige så overbevisende og – ikke mindst – formår at levendegøre menneskene bag navnene. I en fortælling om et makkerpar, hvis makkerskab går langt ud over penge og karriere og nærmest har karakter af et kærlighedsforhold mellem to mandlige venner. Og det er her filmen har sin styrke – i fortællingen om, hvordan de to mænd i den sidste brydsomme tid med nederlag, vigende succes og til sidst: et farvel til karrieren – fastholder det ubrydelige venskab. En loyalitet, der understreges af det forhold, at Stan/Gøg i tiden efter Laurels/Gokkes død bruger sine sidste år til at skrive scener og situationer til makkerparret.

Det er en film, der sælges som en komedie, men som mest af alt er en tragisk fortælling om et ubrydelig venskab hinsides penge, berømmelse og så videre. Se den, hvis du har et forhold til Gøg og Gokke.

60 år med The Rolling Stones

16. januar 2022

Utroligt, men sandt. I år er det tres år siden The Rolling Stones blev skabt. I efteråret 1961 havde de to centrale figurer, Mick Jagger og Keith Richards mødt hinanden på den lokale banegård, Dartford Railway Station, hvor de fandt ud af, at de havde samme interesse for musik og samme smag (Jagger bar på nogle plader med Chuck Berry og Muddy Waters) og et venskab blev grundlagt. I starten af 1962 dannede Jagger sammen med vennen Dick Taylor garagebandet The Blue Boys, der blev forudsætningen for Rolling Stones, som Brian Jones senere dannede.

https://www.youtube.com/watch?v=QHjlnn8lKqk

SUT og det glemte kvarter

15. januar 2022

Det er vist det tredje udspil fra Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, der ser dagens lys. Denne gang er det digtsamlingerne Hjemfalden og Nye digte, der står for skud i det musikalske samarbejde. I vintersolen hedder den nye udgivelse, der udkommer den 4. februar, hvis alt går som det skal.

Her giver de et nummer hentet fra Hjemfalden – “Dybblå skyers bulede kufferter”.

50: Jammin’ with Edward

14. januar 2022

1971 var det store albumår. Men 1972 var heller ikke noget ringe år, hvad dette medium angår. For 50 år siden udkom således kultalbummet Jammin’ with Edward. 

Pladen blev til, medens The Rolling Stones var i gang med at lave Let it bleed i april 1969. Pladen var ikke en umiddelbar succes, men med tiden fik den status af at være for feinschmeckere, et kultalbum. Og med til historien om den hører, at Keith Richard ikke medvirkede ret meget. Det hed sig – og Christoffer Sandford bekræfter det i sin jubilæumsbog – at Richard var sur over, at Ry Cooder medvirkede som ekstra-guitarist. Til Sandford fortæller Cooder, at stemningen var halvdårlig i studiet, at der ikke skete noget musikalsk, og at Richard udvandrede, så snart Cooder indfandt sig. Han fortæller også, at han benyttede de små pauser i studiet til at spille guitar – medens båndoptagerne kørte. Richar vendte tilbage det øjeblik, Cooder forlod studiet  igen.

Den Edward, titlen omtaler, er pianisten Nicky Hopkins, der fik øgenavnet af Brian Jones.

https://youtu.be/UVShrQyKG5c

Ronnie Spector er død – 78 år

13. januar 2022

Som rockskribenten Dave Marsh skriver et sted, så var Phil “Wall of Sound” Spector forelsket i Veronica Bennett og byggede en musikalsk katedral omkring hendes stemme. Senere giftede han sig med hende og hun blev Ronnie Spector. Som frontkvinde i The Ronettes var hun med sin Brooklynprægede stemme med til at definere Spectors sound og dermed også tressernes pigegruppelyd.

Ronettes brød igennem i 1963 med signatursangen “Be my baby”, som de skrev sammen med Phil Spector og som indtog hitlisternes top 10 på begge sider af Atlanten. Den blev fulgt op med en god håndfuld, succesfulde singler. Og Ronettes fik æren af at være support for The Beatles i USA, og Rolling Stones fik æren af at være support for Ronettes i Storbritannien. Ronnies ægteskab med Phil holdt ikke, fordi han var voldelig anlagt (og senere endte han sine dage i fængslet, dømt for mord på en anden hustru). Og i 1967 gik Ronettes hver til sit og Ronnie fortsatte som solist.

Med Ronnie forsvinder en af de helt store kvindestemmer. Det er sgu trist.

Gary Farr and the T-Bones

12. januar 2022

Teksten taler for sig selv. Vi skriver 1965, og en meget ung Keith Emerson (Emerson, Lake and Palmer) spiller med og det kan godt høres.

Engelsk psykedelia: Tomorrow

11. januar 2022

Nogenlunde samtidigt med Pink Floyd dukkede bandet Tomorrow op og var med til at introducere den psykedeliske lyd for englænderne. Men modsat Pink Floyd havde Tomorrow ikke megen succes – bortset hos nogle anmeldere.

Det mest kendte medlem var den senere Yes-guitarist Steve Howe. Et andet medlem, Keith West, blev kendt, da han fik et hit med sangen “Except from ‘a teenage opera’ (Grocer Jack)”. Og gruppen hed oprindeligt The In Crowd og gjorde sig bemærket ved at levere musik til filmen Blow Up. Men desværre var det Yardbirds, der fik lov til at være med i filmen og spille nummeret. Bandet nåede at indspille et eponymt album og har siden været at finde på diverse opsamlinger med psykedelisk musik fra England i tresserne.

Drømte mig en drøm i nat…

11. januar 2022

Den rene nostalgi for radiomaner.

Cyril Davies All Stars

9. januar 2022

En anden kunstner, der kunne være blevet rigtig stor i tresserne, var Cyril Davies, der desværre døde kun 31 år gammel af en kombination af betændelse i lungeregionen og et umådeholdent drikkeri. Her ses han i en fabelagtig optagelse med Long John Baldry i forgrunden og trommeslageren Carlo Little (der spillede bag Screaming Lord Sutch og i øvrigt var manden, der fandt Charlie Watts til Rolling Stones…).

Og her er de igen. I øvrigt hedder pigerne the Velvettes.

Og en elev af Cyril siger:

Dødsfald: Michael Lang – skaber af Woodstock – 77

9. januar 2022

En sjælden kræftsygdom satte lørdag punktum for Michael Langs liv. Han blev 77 år. Og han blev verdenskendt som en af mændene bag alle musikfestivalers moder, Woodstockfestivalen.

Som ganske ung droppede han ud af skolen og kom i gang med at lave musikfestivaler. Først Miami Pop Festival i 1968 som druknede i regn på andendagen. Derefter fik han sammen med Artie Kornfeld ideen til Woodstockfestivalen, der som bekendt ikke kom til at foregå i Woodstock, men derimod på Max Yasgur’s gård i Bethel, New York. En festival, der blev verdensberømt, ikke mindst i kraft af den dokumentarfilm, der blev lavet i forbindelse med festivalen. Efter Woodstock og frem til sin død arbejdede Lang som manager, festivalskaber og pladeproducer (for sit eget mærke Just Sunshine Records).

The Others – et garageband, der snublede i starten

8. januar 2022

Ligesom pigtrådstiden i Danmark var de tidligere tressere i England rig på talentfulde grupper, der aldrig rigtig nåede at blive store. Det gælder fx The Others, der blev dannet i Londonbydelen Hampton i sommeren 1963 af en håndfuld utilpasse(de) skoledrenge – Pete Hammerton, Geoff Coxon, Bob Freeman/Rob Tolchard, Paul  Stewart og Ian McLintock. De kom lige i kølvandet på The Rolling Stones og The Yardbirds, der netop havde fået deres gennembrud.

The Others spillede også R&B og fik hurtigt – lige som nogle danske, lokale pigtrådsgrupper – en solid, lokal fanskare og spillede for fulde huse på de små lokale spillesteder. De turede også rundt i England i en gammel varebil, der var overskrevet med ungpigekærlighedserklæringer med læbestift, selv om de egentlig ikke var gamle nok til at køre bil. Og det lykkedes dem at få så megen opmærksomhed, at de både fik en manager og en lille pladekontrakt.

I sommeren 1964 indspillede de deres eneste plade, singlen “Oh yeah” (skrevet af Bo Diddley) og B-siden, den selvskrevne “I’m taking her home”

Ovenstående er mere eller mindre tyvstjålet fra en side, der kalder sig garagehangover.com. Pigtrådstømmermænd kunne man måske oversætte det til.

Selv om pladen blev spillet på de lokale radioer og blev fremhævet af klassekammeraten Brain May (senere medlem af Queen) som en plade, der tålte sammenligning med The Yardbirds, så var det noget nær enden på The Others historie. Drengenes forældre insisterede på, at de droppede musikken og gennemførte deres A-level-eksaminer i skolen. I dag er singlen selvfølgelig en efterspurgt samlerting.

I øvrigt kan man læse, at The Others for nylig skulle være blevet gendannet og have indspillet en plade med livemusik. Det er dog ikke lykkedes mig at opstøve den (endnu).

Yardbirds: For you love

7. januar 2022

Man støder på mange pudsige ting, når man graver i populærmusikkens historie. Som fx vedrørende The Yardbirds’ første hit “For your love”. Yardbirds, der var et R&B-band og konkurrent til Rolling Stones, manglede et singlehit for at slå igennem for alvor. Og da deres manager Gorgio Golemsky blev præsenteret for popsangen “For your love” blev den valgt, selv om sangen lå langt fra deres R&B-lyd. Og det forhold, at sangen var en udpræget, kommerciel popsang (der nåede toppen af såvel den amerikanske som den britiske hitliste) var stærkt medvirkende til, at gruppens leadguitarist, Eric Clapton, valgte at søge andre græsgange (John Mayalls Bluesbreakers). Sjovt er det også, at “For your love” var lavet af en ung – 18 år – Graham Gouldman, der siden blev et stort navn som medlem af 10cc. Han skrev sangen til sit eget orkester dengang, The Mockingbirds, men deres pladeselskab kunne ikke lide sangen, der derfor blev sendt videre til Yardbirds. Man bemærker, at guitarerne spiller en mindre fremtrædende rolle på optagelsen, hvorimod der er en markant cembalo, der i øvrigt spilles af selveste Brian Auger (Brian Auger and the Trinity).

John Mclaughlin – 80

6. januar 2022

Koncertvideoer fra de kolde firsere

5. januar 2022

En ung mand ved navn Sohrab Habibion gik til punk- og post-punk-koncerter i årene 1985 til 1988. Til forskel fra andre koncertfans slæbte han en tung videooptager med og optog henved 60 hele koncerter. Og nu har han så lagt hele molevitten ud på Youtube. Et overflødighedshorn af musik fra punkens og post-punkens land. Nyd dem her.

Anmeldelse af Beatles

4. januar 2022