Om jeg forstår det! En ting er, at dronningens nytårstale er et tilbagevendende indslag på tv-skærmen nytårsaftns dag. En tradition, der i går nåede til tale nr. 51. I femten minutter fortæller dronningen om emner, der har optaget hende i årets løb – lige fra konflikten i Ukraine til interne familiære problemer. Det er til at leve med. Lige som mange andre tilbagevendende tv-programmer. Men, for der er et stort men, hvorfor i hele hule hel…. skal et par journalistiske hofsnoge bruge hele to timer på en såkaldt optakt til dronningens lille tale? En optakt, hvor de på pladsen foran dronningens bolig – og i selskab med andre royalistiske kommentatorer – tygger drøv på selve fænomenet – “dronningens nytårstale” – og forsøger at gætte sig frem til, hvad majestæten mon vil sige. En omgang tomgangs-tv, der i bedste fald dræner hovedbegivenhed for enhver interesse.
Nå, men så må man jo fordrive tiden med noget andet. Og meget passende havde fruen i casa indkøbt filmen Downton Abbey – A New Era (Simon Curtis, 2022), den anden spillefilm i forlængelse af den meget populære tv-serie Downton Abbey om livet på et herresæde i Yorkshire, en slags moderne udgave af halvfjerdser-seriens Herskab og tjenestefolk (Upstairs, Downstairs), i årene 1912 til 1926. Af samme grund er det en fordel, ja nærmest en nødvendighed, at man har fulgt med i serien, inden man kaster sig over filmen (og dennes forgænger Dowton Abbey fra 2019), så man kender til persongalleriet og relationene mellem de mange personer.
Og filmen er udmærket underholdning. _Der går dog lidt tid, inden den rigtig kommer i gang. Og det er som om instruktøren har lidt svært ved at genskabe den særlige stemning, der har været i serien om herresædet. Men med to fortællegreb lykkes det dog for Simon Curtis at skabe både stemning og fremdrift i fortællingen. For det første sker det ved introduktionen af plottets første dramatiske element. Af økonomiske årsager finder Lord Grantham det nødvendigt at takke ja til et tilbud om at lægge hus til en filmoptagelse. Det gamle herresæde trænger til et nyt tag (regnvandet fosser ind) og det kan et sådant projekt være en løsning på. Og indbygget i dette element er endnu et dramatisk element, for det viser sig, at filmen, der skal optages, tvinges til at overgår fra at være en stumfilm til at være en talefilm. Et element, der får stor betydning for filmens forløb, fordi den involverer både herskab og tjenestefolk i arbejdet med at få filmen i kassen.
Det andet dramatiske element består i, at husets ældste kvindelige medlem, Violet Crawley, fortæller herregårdens besidder, sønnen Hugh Grantham, at hun har arvet en villa i det sydlige Frankrig. Og at den nuværende besidder af villaen har inviteret familien Grantham på besøg. Det viser sig så, at dette dramatiske element skjuler filmens helt store dramatiske spørgsmål, nemlig om Downton Abbeys nuværende besidder, Hugh, er frugten af moderens kortvarige romance med en fransk marquis..
Mere skal ikke afsløres. Men vi følger begge dramatiske trådes ind- og udvikling frem mod filmens afslutning. Og der spilles flot engelsk skuespil over hele linjen. Som tilfældet er med serien, sådan også i filmen: De medvirkende får optimale ud af deres hoved- og biroller og det er – i det mindste for en anglofil som mig – ganske frydefuldt at se, hvordan hele huset bliver forført af den moderne filmindustri og hvordan familien og dens følge udsættes for højst dramatiske scener som følge af arvens påvirkning.
Så hvis man holdt af serien, så er der også god grund til at se denne film ved lejlighed (og mon ikke den snart dukker op på skærmen…). God, gedigen engelsk underholdning.
