CAPAC

For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke på denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi måske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange år: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. Også erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og så en særlig sommerdagsstemning. året var 1971. Læs mere »

Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Læs mere »

Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa på bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Sammen med en håndfuld andre bands, fx MC5 og Velvet Underground, udgjorde han og Mothers of Invention en musikalsk og holdningsmæssig modbevægelse til de venlige toner, der strømmede ud af The Summer of Love. En slags modgift, om man vil. Den teknisk begavede musiker og arrangør gik som en slags partisan ind i rockmusikken for at tildele pop- og rockmusikken nogle gevaldige kæberystere. Og det samme gjaldt i øvrigt for det politiske establishment og den åbenbart altid dobbeltbundede amerikanske moral og ikke mindst: seksualmoral. Den slags politisk rock var ualmindelig i Amerika dengang. Når det stadigvæk kan være givende at lytte til Zappas første plader, så hænger det sammen med, at kritikken af det amerikanske samfund er så aktuel som aldrig før, men også – og især – fordi musikken stadigvæk holder. Det er, som Bo også er inde på, ikke musik, der stryger lytteren med hårene. Det er ikke kantløs popmusik. Man er ikke i tvivl om, at Zappa – som skolekammeraten og samarbejdspartneren Captain Beefheart – hele tiden prøver de musikalske konventionera og skabeloners grænser af. Man fristes til at sige – med en politisk term – at der er tale om “undergravende” musikalsk virksomhed. Måske ligefrem en form for dekonstruktiv arbejde. Nogle af de plader, jeg har haft størst fornøjelse af at lytte til, er debutpladen (dobbeltalbummet) Freak Out! (1966), Absolutely Free (1967), halvtredserpop-parodien Cruising with Ruben and the Jets (1968), We’re only in it for the Money, der tager fusen på hippierne (1968), Bongo Fury (1974), der er den sidste Zappa-plade med Mothers of Invention og Uncle Meat (1969). På min pladereol står der også Joe’s Garage fra 1979, men den har aldrig sagt mig så meget. I det hele taget tabte jeg nok interessen for Zappa efter halvfjerdsernes slutning.
Zappa har efterladt sig en imponerede diskografi, som interesserede kan kaste sig over. Her er en oversigt over nogle af pladerne.

Tilbageblik: Zappa på lokum.

Frank Zappa & Mothers of Invention “Mother People” (fra We’re only…), 1968:

Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.

Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Læs mere »

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Læs mere »

Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Læs mere »

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Læs mere »

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Læs mere »

I sin karrieres efterår besøger den amerikanske sangerinde Dionne Warwick København. For capac er det umuligt at nævne denne sangerinde med de markante høje kindben og den uforlignede, delikate stemme uden også at nævne Burt Bacharach, den store amerikanske sangskriver. Deres samarbejde leverede noget af det absolut bedste popmusik i halvfjerdserne. For en del år siden kom der en udmærket 2 cd-greatest hits-plade med Dionne, hvor alle perlerne var med. Anbefales på det varmeste.
Her er en sjælden video, hvor mesteren selv – Burt Bacharach – fortæller om sit symbiotiske forhold til Dionne Warwick og sammen giver de eksempler fra kataloget. Nyd det (selv om videoen hakker lidt…). Læs mere »

I sidste måned omtalte jeg Porter Wagoner i forbindelse med udgivelsen af pladen “Wagonmaster”. I mellemtiden er jeg blevet opmærksom på en genudgivelse af interesse, nemlig albummet Rubber Room: The Haunting Poetic Songs of Porter Wagoner 1966-1977, der – som titlen antyder – består af det bedste fra mandens sangskriverhånd i den nævnte periode. En mere omfattende omtale af udgivelsen kan man læse her.

En tekstsmagsprøve – sangen The Rubber Room:

In a buildin’ tall with a stone wall around there’s a rubber room
When a man sees things and hears sounds that’s not there
He’s headed for the rubber room
Illusions in a twisted mind to save from self-destruction hmm it’s the rubber room
Where a man can run into the wall till his strenght makes him fall and lie still
And wait for help in the rubber room
From his blurry vision of doom a psycho in the rubber room
The man in the room right next to mine screams a woman’s name hits the wall in vain He’s in the rubber room
I hear footsteps poundin’ on the floor God I hope they don’t stop at my door
Hmm I’m in the rubber room
Now they’ve come to get me but they find
I’m a screamin’ pretty words tryin’ to make ’em rhyme
I’m n the rubber room hmm a psycho I’m in the rubber room hmm

Og her en corny video, hvor Porter synger sammen med en næste uigenkendelig Dolly Parton: Læs mere »

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »

Mere støjende rock – fordi Regitze har haft en god morgen og sat associationerne i gang her i bloggen. Her er Iron Butterfly med Easy Rider, som capac var meget glad for den gang den udkom. Jernsommerfuglen indspillede nummeret på deres album Metamorphosis, der udkom i 1970 Læs mere »

Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade – 3 for 20 kr. – jeg fik fat i på biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 på grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men både Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom på et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom på det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.

Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac: Læs mere »

Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…

Læs mere »

En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).

Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :

Læs mere »