CAPAC

For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.

Jeg ved ikke om det var mellemmaden eller den forestående jul (som flere forretninger allerede har taget hul på!), der satte associationen igang. I hvert fald kom jeg til at tænke på risklatterne, som både min mor og min farmor lavede af de risengrødsrester, der blev til overs. Halvtredserne og de tidlige tresser var – for nogle i det mindste – nøjsomme år, og man smed ikke madrester ud, med mindre de var uspiselige. Derfor risklatterne eller klatkagerne. Jeg elskede dem. Måske fordi de var rigtigt tilberedt med æg og reven citronskal – plus det søde: syltetøj, sukker eller sirup. Opskriften findes endnu.

Listemageren sendte mig tilbage til barndommen med et kort indlæg om mellemmad. Til min barndoms Hamborger mellemmader, som min mor ofte stak mig i hånden, når der skulle noget indenbords mellem frokost og aftensmad. En simpel, men velsmagende spise bestående af et stykke rugbrød sammenlagt med et stykke fransk- eller sigtebrød. Smør imellem. Eventuelt også sukker. Selv foretrak jeg den simple uden sukker. Jeg kunne godt lide den rene smag af rug- og franskbrød, der løb sammen i munden. Jysk Ordbog skriver følgende: “Naar man er sulten, er det godt at faa en Hamborg´Mellemmad; den mætter godt. Den bestaar af “en Støk Brø (= rugbrød), aa en Støk Kaag” (= sigtebrød). Dette lægges sammen, og saa er der Sukker imellem. SVJy. E kaffe ladt æ stå, men tov en hamborre i e haend o gommelt lav æ strøvve hen øvve e gammel kjergård = kaffen lod jeg stå, men tog en hamborgermellemmad i hånden og gumlede, mens jeg skyndte mig hen over den gamle kirkegård.”. Min mor omtalte altid maden som en Hamborger mellemmad (et vestjysk navn). Den går også under navnet Amagermad.

I min barndom var sparsommelighed en selvfølgelighed og også – en umulighed. For der var ikke ret mange penge at gøre godt med. Jeg tror nok, at jeg først fik min første bankbog, efter jeg var blevet konfirmeret…
Men på et tidspunkt fik jeg dog en sparebøsse. Måske som et led i opdragelsen. Jeg husker det ikke. Men jeg var meget fascineret af sparebøssen. Set med nutidens øjne var den nok temmelig kedsommelig. Det var nemlig et ur, beregnet til at stå på dækketøjsskabet eller kommoden. Det var af træ – teak, tror jeg – rektangulært med en stor urskive, der var gemt bag et glaslåg. Glaslåget kunne åbnes, så man kunne trække uret op. Og oveni det smalle, aflange ur, var der så en sprække, hvor man kunne indkaste sine mønter. Hvis man havde nogen. Jeg kan ikke huske, om der kom noget ud af opsparingen. Men jeg tror det ikke.

I 1971 læste vi Shakespeares Macbeth i gymnasiet. Og nærlæste udvalgte tekststeder i det stykke om magt, bedrageri, mord og begær. Jeg blev af en eller andet grund revet meget med at teksten og købte min egen udgave af bogen, så jeg kunne skrive noter osv. Jeg har den endnu.
Tilfældet ville, at den polske instruktør Roman Polansk samme år udsendte sin filmversion af historien om den skotske konge med Jon Finch i hovedrollen og Francesca Annis som Lady Macbeth. Polanskis filmatisering er realistisk betonet og gør fx en del ud af nogle særdeles voldelige scener. Og jeg kan huske, at den blev fortolket som kunstnerisk udtryk for Polanskis personlige oplevelser, da hans kone Sharon Tate og nogle bekendte blev slagtet af satanisten Charles Manson og hans bande.
Filmen gjorde indtryk, da jeg så den i min fødebys Strandbio. Speciel scenerne med heksene og den nøgne og sindsyge Lady Macbeth blev hængende i erindringen mange år efter.
Filmen er optaget med subjektiv kameraføring og dialogerne ledsages af en særpræget musik, der blev leveret af Third Ear Band. Musikken er udgivet på plade og kan fås på cd.
Third Ear Band var et eksperimenterende tresserband, der lavede improvisationer med rod i indiske ragaer, folkemusik, middelaldermusik og andet. I 1969 fik bandet udsendt et album på EMIs progressive plademærke Harvest. Titlen var Alchemy og en vis John Peel medvirker på jødeharpe. Alchemy blev året efter fulgt op af Air, Earth, Fire, Water. De fik også æren af at indlede Rolling Stones berømte koncert i Hyde Park i 1969.
Selv om man ikke har hørt meget til dem har Third Ear Band med skiftende besætninger været aktive helt frem til slutningen af halvfemserne.
Siden dengang er Polanskis Macbeth vist gået lidt i glemmebogen. I hvert fald måtte jeg ty til Amazon.co.uk for at finde en dvd-udgave uden danske undertekster…
Mosaic – Sea

I disse varme sommerdage vækkes tørsten. Fantasierne om kølige, læskende drikke vælder frem for ens indre øje. Kolde fadøl, vand med citrussmag og så – pludselig – dukker rabarbersaftevand op og fejer alt det andet til side. Pludselig er jeg tilbage i den glohede baggård en sommerdag og får skænket kølig, frisklavet rabarbersaftevand op af mødrene i deres stribede liggestole. Eller jeg er på strandtur på Fanø eller ved Vejers og Blåvand og flasker med patentprop hentes op af frokostkurven. Rabarbersaftevand. En gudedrik…

Dovenskab er ikke egenskab, der har stor anseelse i det arbejdsomme, danske samfund. Her giver det status at arbejde – længe, over, meget… At knokle, det er der noget ved. Selv i ferierne skal vi helst være aktive. Aktiv ferie. Bygge om, ordne køkkenhave, male vægge eller tage på såkaldt “aktiv ferie”. For slet ikke at tale om de ufrivilligt in-aktive, de ledige, der absolut skal gøres til genstand for aktiv-ering.
I min folkeskole havde jeg en regnelærer, der besang dovenskaben. Når vi havde lavet for mange mellemregninger i et regnestykke med flere ligninger og flere ubekendte størrelser, så sagde han altid, at vi skulle bruge vores indbyggede dovenskab og springe den og den og den mellemregning over…
At dovenskaben ikke er en modsætning til det virksomme liv, havde han forstået. Til forskel fra mange andre. At dovenskaben er de gode ideers vugge, energikilden uden hvilken, vi er aktive på halv kraft, effektivitetens og produktivitets skygge – dét vidste han.

Bakelit må have været det første kunststof, plaststof, der kom ind i min tilværelse. Bakelit blev opfundet helt tilbage ved begyndelsen af forrige århundrede og blev brugt meget. I mit barndomshjem fulgte den tunge, sorte telefon med tobaksfnuller i røret os i rigtig mange år, fordi den ikke var til at slide op. Og den blev først skiftet ud – eller rettere suppleret – da vi gik fra seks til otte cifre. Vores gamle telefonummer fra 129045.
Det var vist også bakelit, der sad på de cykelstyr, som vi brændte af ved hjælp af brændeglas. Og alle vores el-kontakter og -afbrydere var bakelit. Især husker jeg en kuglerund afbryder, der hang i en lang ledning ned over mine forældres seng. Den havde to knapper. En til at tænde med og en til at slukke med.

[Desværre har jeg ikke kunnet finde fotos fra Kaj Hansens danseinstitut på nettet, så man må nøjes med dette anonyme foto af livlige dansere]

I mine gemmer findes en lille bronzenål. På nålen står Terpsichore – dansens gudinde. Nålen erhvervede jeg mig ved det ene afdansningsbal, som jeg nåede at deltage i på Kaj Hansens danseskole i Esbjerg.

Danseskolen lå, så vidt jeg husker, i Norgesgade. Min mor havde fået den idé, at jeg “skulle gå til noget”. Enten spejder eller dans. Fodbold lå vist uden for hendes interessessfære. Efter lidt diskussion fik hun så trumfet igennem, at jeg – sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen – skulle træde ud i dansen. Men jeg var da allerede et godt stykke inde i min oprørske periode (med udtalt Beatlemania…) og nægtede at iføre mig en hvid skjorte med “charmepropel”. I stedet fik jeg en sort t-shirt med rullekrave og en sort nylonskjorte ud over. Det smagte da lidt af John Lennon…
Hr. Kaj Hansen var en lidt korpulent, venlig og adræt mandsperson. Og fru Hansen en slank, lys dame, der med håndfast autoritet kommanderede de vordende dansere rundt på gulvet. Pigerne var i klart overtal. Det betød, at Hansens måtte indkalde ældre, erfarne dansere (af hunkøn) som supportere. I første omgang var jeg så heldig at få pige som partner. Desværre havde hun som jeg en far, der sejlede, og efter kort tid forsvandt hun fra holdet, fordi hun skulle besøge ham et sted derude i den store verden. I stedet fik jeg en af de erfarne piger.

Hun var et hoved kortere end mig, men førte mig bestemt rundt på gulvet, medens hun højlydt repeterede dansetrinnene. 1-2-3… Engelsk vals, kvikstep, tango osv. Mest af alt husker jeg en stor beklemmelse og våde håndflader på en pigeryg…
Men året gik, og jeg fik lært nogle trin, som jeg aldrig siden har brugt. Twisten var kommet til verden. Og tressernes moderne, formløse danseformer tog over, så det ikke var nødvendigt at kunne andet end at bevæge sig for at få en pige ud på dansegulvet. Man behøvede ikke engang at røre ved hinanden.

Den sidste udfordring – eller måske snarere: prøvelse – var det årlige afdansningsbal, der blev afholdt på en kro i udkanten af Esbjerg. Her skulle man så vise, hvad man kunne. Og hvis man var heldig, kunne man få en nål. Enten en af guld, sølv eller bronze. Jeg tror ikke, at der var nogen, der “dumpede”. Og jeg fik netop points nok til at få bronzenålen til evig eje.
Til prøvelserne hørte også – men det vidste jeg ikke – at man var forpligtet til at danse med de medbragte forældre. Og min kammerat Litas moder insisterede på at danse med mig. Klam håndflade på en dameryg…

Jeg tror, at min mor indså, at min fremtid ikke lå i dansesporten. Så da sæsonen startede igen, var jeg ikke tilmeldt Kaj Hansens Danseinstitut.

Opdatering: Den hed Kaj Hansens danseskole. I hvert fald de første år, der omfatter mit ene. Senere blev det vist transformeret til danseinstitut.

Happiness is a warm gun, yes it is – sang John Lennon. Og selv om han måske ikke tænkte på det samme som jeg – legetøjspistoler – så er det rigtig nok. I min barndom var er ikke meget legetøj. En trehjulet cykel, lidt legetøjsbiler. Det var vist sådan cirka det.
Men jeg husker som var det igår den dag, hvor min far vendte tilbage fra en af sine langfartsture og medbragte et cowboyudstyr til mig. Cowboyhat, Winchester-gevær, bælte med skede og pistol. Det var lykken.
Selv om vi drenge klarede os fint med træsværd og andet, når vi legede cowboys og indianere, så var det alligevel noget andet at få fat i noget, der lignede. Til geværet hørte små røde plastikringe med knaldperler. Man skulle sætte ringen ind i geværets tromle med forsigtighed. Og så var der knald for alle pengene. Pistolen kunne nøjes med ruller af rødt papir med indlagt krudt. De kunne købes i enhver legetøjsbutik.
Jeg husker ikke længere, hvor disse klenodier blev af. Måske blev de givet bort til andre børn, da jeg var vokset fra dem. Det kunne ligne mine forældre at gøre sådan. Men i hvert fald havde jeg megen glæde af dem, så længe det varede.
Siden har jeg altid haft det lidt svært med velmenende pædagoger, der helst ville forbyde “krigslegetøj”..

Helt tilfældigt faldt jeg over en pose med gule Viking-blyanter. Ti stykker for 29 kr. I den lokale brugs. Og lige pludselig kunne jeg huske smagen af itugnasket træ – og ikke mindst – den kolde, skarpe smag af blyet, når skoletimerne blev for lange, for kedelige og blyanten gled ind i munden. Og træfnulleret man bagefter måtte spytte ud lidt efter lidt…

I mit morgenbad flød tankerne tilbage til tiden, før vi fik brusebad. Jeg elsker brusebad, og har taget brusebad hverdag, siden jeg var en 10-12 år. De dage, hvor jeg ikke har kunnet gøre det, kan vist tælles på en hånd, som man siger. Medens vandet løb ned over mit ansigt tænkte jeg på, hvilken luksus, det er, sådan at kunne lade drikkevand løbe gennem håret og ned over kroppen. Hvor mange steder i verden er det beskåret befolkningerne at gøre det? For slet ikke at tale om alle de steder, hvor forekomsten af vand i sig selv er det største luksus? Jeg ved godt, at vi betragter det som en selvfølge i dag at kunne tage et dagligt bad. Men alligevel. Tænker man lidt over det, så er det et luksusgode eller måske – for nu at lade det ord falde – et velfærdsgode.
For såden har det jo ikke altid været. I min tidlige barndom var den personlige hygiejne “etagevask” i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Baljen havde tidligere rummet margarine, og jeg kan endnu huske, at der på siderne af den stod noget om margarine. Måske endda et navn. Når hånden gled hen over siden af baljen kunne fingerspidserne mærke de forhøjede tegn. Baljen var oval – og som jeg husker det – lidt forhøjet i enderne. Den havde to håndtag. En i hver ende. Her blev jeg så placeret på den vaskebræt-rillede bund, når min mor havde fået kogt tilstrækkeligt med varmt vand på det lille gasblus. Hvor tit det foregik husker jeg ikke helt. Men der gik nok en uge imellem disse højdepunkter i halvtredserhverdagen.
Bedst husker jeg afskyldningen efter indsæbningen. Når min mor lod håndlunkent vand fosse ned over mit hoved. Det var denne fornemmelse, der greb mig her til morgen.
Jeg søgte lidt på nettet for at finde et billede af min barndoms zinkbalje og lidt om margarineproduktionen historie. Og fandt ud af, at margarinebaljebadet er en del af min generations fælles kulturarv.
En dag fik vi installeret bruser i kælderen, og det var slut med baljen. I dag sælges de gamle zinkbaljer antikvarisk til høje priser.

Det forlyder fra forstemte kilder, at århus Bogcafé er ved at lukke. årsagen er banal: økonomi. De studerende køber bøger på nettet, og universitetet kan ikke handle, hvor det selv vil.
Jeg skal være den første til at begræde lukningen af den lille bogoase i Nørregade. Da jeg som ganske grøn student ved Nordisk Institut skulle på mit første bogindkøb i studieøjemed var det i bogcaféen, der dengang lå i Ny Munkegade. Tre bind Karl Marx i norsk oversættelse fra Pax-forlaget. Bogcaféen udsprang af det venstreorienterede miljø i halvfjerdserne, lige som folkeværtshuset Æsken, Fronthuset og forlaget Modtryk. Og selv om den nok aldrig har været en regulær guldgrube, så havde den vind i sejlene dengang den antiautoritære studenterbevægelse havde sine gyldne øjeblikke.
Efter Ny Munkegade flyttede bogcaféen til større lokaler i Anholtsgade, hvor den delte adresse med blandt andet værtshus Æsken. Dernæst rykkede den så ned og blev mere synlig i Nørregade, hvor den altså ligger en stund endnu.
Jeg har frekventeret århus Bogcafé gennem alle årene og har altid nydt at kunne stå og ose blandt bøger og tidsskrifter, jeg aldrig havde hørt eller læst om. Og jeg er også ofte kommet hjem med litteratur, jeg ellers ikke ville have fået anskaffet. Bogcaféen vil blive savnet.

Det er sommer. Og ungdommen springer ud i små bikinier og små badebukser. Og jeg kommer pludselig i tanke om mine allerførste badebukser. De var af kraftig bomuld og mellemblå, havde en hvid, påsyet stribe i hver side og blev holdt oppe af en bred, hvid elastikkant. Det vil sige: ‘Holdt op’ er så meget sagt; for jeg kan endnu erindre fornemmelsen af de vandtunge bukser, der truede med at falde til jorden og blotte mit understel for Gud og hvermand.
Jeg havde vist overtaget dem efter min far, der aldrig havde brugt dem – for han brød sig ikke om strandlivet – og i øvrigt havde købt dem et par numre for små.