Indlæg tagget med tv

Dennis Potter: Lipstick on your Collar

30. november 2010

Det er snart længe siden den engelske dramatiker Dennis Potter bukkede under for den kræftsvulst, han selv kaldte Rupert – efter mediemogulen Rupert Murdoch. Og han er savnet. For med sine tv-dramatiseringer – bl.a. og ikke mindst The Singing Detective – var han med til at hæve standarden op over den plutrende havregrød, som mediet almindeligvis serverer for seerne. FÃ¥ har som Potter forstÃ¥et at forene det intellektuelle (for det var han…) og det folkelige, fin- og populærkultur og skabe en form for europæisk fantastisk realisme, hvor det bedste af den engelske socialrealisme fornes med en barnlig (men ikke infantil) fantasiudfoldelse, sÃ¥ seerne bÃ¥de blev klogere pÃ¥ verden – og godt underholdt.

Heldigvis kan meget af Potters tv-dramatik fÃ¥s pÃ¥ dvd – for tv-kanalerne herhjemme har Ã¥benbart nærmest glemt Potter (DR 2 og K, hvor er I?) i deres evindelige jagt pÃ¥ populistisk underholdning og høje seertal. Og hÃ¥nden pÃ¥ hjertet – hvad er “Borgen” til sammenligning med Pottersk dramatik?
Men nogle af hans værker har længe været svære at opdrive. Det gælder fx hans romantiske komedie “Lipstick on Your Collar” fra 1993, som man kun har kunnet fÃ¥ second hand pÃ¥ videobÃ¥nd. Serien gav Ewan McGregor hans første store rolle som Mick Hopper, der arbejder som russiskoversætter for den britiske, militære efterretningstjeneste under Suezkrisen. Han keder sig gudsjammerligt med søger tilflugt i dagdrømme (tilsat tidens poptoner), som især kredser om den blonde godte Sylvia Berry (spillet af den tidligere nøgenmodel Louise Germaine).

Selv om serien hører til i den lette ende af Potterskalaen, sÃ¥ har den alle de kvaliteter, man kan forvente af Potter. Ganske vist er en romantisk komedie, men der er ogsÃ¥ helt i Potters Ã¥nd livskraftig og -saftig erotik. Tidens politiske situation indfanges i et billede, der ogsÃ¥ handler om populærmusikkens indtog i de unge hjerner og i kulturen i almindelighed. Stykket kan godt – og det er blevet gjort – ses som en genremæssig pendant og opfølger til  “Pennies from Heaven” (1978) og hovedværket “The Singing Detective” (1986), som begge deler dens sublime blanding af realisme og fantasi.

Lipstick on your Collar kan nu fås på en dobbeltdvd.
PS. Titlen pÃ¥ serien er selvfølgelig taget fra Connie Francis’ hit. Men det sjove er, at sangen først blev udsendt, efter Suezkrisen var overstÃ¥et, i 1959. Og stykket foregÃ¥r i 1956. Det er det, man kalder kunstnerisk frihed…

Smagsprøve

Paul Simon på DR K

28. november 2010

Helt tilfældigt fik jeg i gÃ¥r aftes set en udsendelse pÃ¥ DR K om sangskriveren og musikeren Paul Simon, “Stjernemøder: Paul Simon og Lorne Michaels”. Som titlen antyder handlede udsendelsen ogsÃ¥ om Paul Simons ven og samarbejdspartner Lorne Michaels, der har været producer for det kendte tv-show “Saturday Night Live”, som har været springbræt for mange gode amerikanske kunstnere.
Undervejs forholdt Simon sig til sangskrivningen og sin sangskat, bl.a. de mange klassiske sange fra tiden med Simon & Garfunkel. Og han gav udtryk for, at han aldrig har forstÃ¥et, hvorfor denne duo og deres sange blev sÃ¥ populære – og fortsat er det.

Han problematiserede ogsÃ¥ sangskrivningen. Det var ikke længere nemt for ham at skrive sange. Men ikke musik. Sange var – fik man indtryk af – et kreativt felt, der var temmelig udtømt. Men han sagde ogsÃ¥, at sange var noget naturligt. Noget, som børn spontant tog til sig. London Bridge Is Falling Down.
En fin udsendelse, der gav indtryk af en reserveret, introvert, tænksom kunstner, der allerede som 12-årig havde valgt en udadvendt karriere som rockmusiker og måske aldrig helt havde fået det introverte og udadvendte til at harmonere 100%.

Lidt tv-nostalgi: Kojak

26. november 2010

Her til morgen dukkede Harry Nilssons sang “Kojak Columbo” op pÃ¥ den indre jukebox. Sangen findes pÃ¥ Nilssons 11. album fra 1975 Duit on Mon Dei (Do it on monday…). En lille irriterende, iørefaldende sang, der hører hjemme pÃ¥ mit lydspor, selv om den aldrig blev noget hit eller pÃ¥ anden mÃ¥de kendt uden for LP-lytternes rækker. Og det ledte straks tanken hen pÃ¥ tv-serien om den skaldede, evigt slikkepindsuttende New Yorker-politik-opdager Kojak, som løb over tv-skærmene i halvfjerdserne (1973-1978).

Som jeg husker Kojakfiguren – der blev spillet af Telly Savalas – sÃ¥ var der tale om et genoptryk af en genremæssig kliché: Den i bund og grund retfærdige, ukorrupte cop, der er hÃ¥rd i filten og gerne gradbøjer politiets spilleregler lidt for at fat i skurkene. Dog med det twist, at Theocrates Kojaks græsk-amerikanske oprindelse gav lidt farve til klichéen. En slags græsk-amerikansk Dirty Harry light.

Slikkepindene, som først kom ind et stykke hen i serie (i starten røg Kojak meget), var efter sigende et resultat af den spirende anti-ryger-lobbys ihærdige arbejde, men blev en vigtig del af seriens brand.

Serien blev vist aldrig det helt store publikumstrækplaster. I hvert fald blev det skrinlagt efter kun fire sæsoner. Dog fik den et efterliv som genudsendelse på diverse satellitkanaler, hvor fans af Kojak dyrkede og dyrker den. Og i 1989 forsøgte tv-selskabet ABC af relancere den med fem episoder af spillefilmslængde. Nu med Kojak som politikinspektør.

Apropos Nilssons lille sang, sÃ¥ havde Savalas ogsÃ¥ en kort karriere som sanger. Hans version af gruppen Breads hit “If” (skrevet af David Gates) blev nr. 1 i flere europæiske lande i 1975 (men den gjorde sig vist ikke i Danmark…). Han fik ogsÃ¥ et større hit med sin udgave af Don Williams’ countrysang “Some Broken Hearts Never Mend” i 1980. Og Savales indspillede flere album, der nu er blevet samlerobjekter, som sÃ¥ meget andet fra LP’ens storhedstid.

Savalas døde af blærekræft i 1994, 72 år gammel.

Satire eller pengene! – om tv, public service og penge

24. november 2010

Public service-tanken har længe været under pres. Ikke mindst gennem de sidste ni års borgerlige regering, der har behandlet DR stedmoderligt og tilsvarende moderligt forkælet de private medieudbydere.

Blandt dagens nyheder finder vi en, der illustrerer, hvorfor public service-tanken er værd at slås for.

Det private tv-selskab SBS har fÃ¥et støtte fra den sÃ¥kaldte public service-pulje til produktion af en satireserie af den kendte stand-up-komiker og skuespiller Omar Marzuk. “Cellen” hedder den. Serien er lavet, men tv-selskabet ønsker alligevel ikke at bringe den. Med henvisning til den aktuelle ‘forhøjede terrortrussel’ har selskabet i følge SBS’ informationschef Jesper Jürgensen ‘ikke lyst’ til at sætte programmet pÃ¥ skærmen. Han begrunder det ogsÃ¥ med, at der er tale om en ‘kommerciel vurdering’. Nu ved vi af gode grunde ikke, hvad programmet indeholder, men mÃ¥ antage, at Omar Marzuk tager fat pÃ¥ emner, der pÃ¥ en eller anden mÃ¥de relaterer sig til islam og de relaterede politiske emner.

Som udgangspunkt kan en privat medievirksomhed vælge at bringe eller ikke bringe ud fra ‘kommercielle hensyn’. Problemet er her, at SBS har fÃ¥et skatteborgerpenge for at producere noget, der tjener publice service-formÃ¥let. Derfor skal SBS bringe programmet – eller sende pengene retur. Det er kulturminister Per Stig Møller fra de konservative, der slÃ¥r denne logik fast med syvtommersøm. Æd jeres selvcensur eller bring programmerne!

Sagen fortæller os noget om, hvorfor det er vigtigt, at det offentlige – staten – er garanten for public service. De private medievirksomheders achilleshæl er deres kommercialisme. Tendentielt bringer man kun det, der fÃ¥r kasseapparatet til at klirre sødt (eller hvad de nu gør i disse digitale tider) og undgÃ¥r alt, hvad der kan skade indtjeningen. Fx ved at være kontroversielt af politiske, religiøse, moralske eller andre grunde.

Man kan mene, hvad man vil om de private medievirksomheders tilstedeværelse i det danske medielandskab, men et eller andet sted er denne lille sag ogsÃ¥ et argument for bevarelsen og styrkelsen af DR som public service-institution…

Ville The Beatles have vundet X-Factor?

22. november 2010

Nej. I hvert fald ikke i følge den gamle forsanger for The Who, Roger Daltrey. Beatles, Who, Rolling Stones osv. ville ikke engang have klaret optagelsesprøven. Og da slet ikke være kommet pÃ¥ tv. Udtalelsen kom pÃ¥ Brighton’s Institute Of Modern Music, hvor Daltry talte i onsdags. Til de unge tilhørere sagde han ogsÃ¥, at det var nødvendigt at bryde med programmer som X-Factor og American Idol. Og han satte sin lid til, at det ville ske. Jeg er ikke sÃ¥ sikker. Den kommercielle udnyttelse af musikken er lige sÃ¥ gammel som musikken selv. Og den slags tv-iscenesættelser har vi kunnet følge i hvert fald siden tresserne. Men det er ikke disse programmer, der vil “redde” musikken (hvis den da overhovedet har behov for at blive reddet…). Hvem husker fx EyeQ? Eller hvem kan nævne de seneste vindere i disse programmer? Og hvor mange gør sig endnu som pladekunstnere?

Problemet med de nævnte programmer (som jeg – i ærlighedens tjeneste – kun har set i korte uddrag) er, at de postulerer, at en smule talent kombineret med nogle minutters eksponering i den bedste sendetid er nok til at skabe en stjerne. Men sÃ¥dan er det ikke. The Who ved. Beatles vidste det. Og Stones ogsÃ¥. Da de brød igennem omsider, havde de været undervejs i Ã¥revis og havde finpudset talentet og den hÃ¥ndværksmæssige kunnen pÃ¥ smÃ¥ ydmyge koncertsteder til en ofte ussel betaling. Steder, hvor tv aldrig kom. Det er en gammel sandhed. Uden hÃ¥rdt arbejde, tro pÃ¥ sagen og en portion talent kommer du ingen vegne i musikken. Og selv da, er det ikke sikkert…

Højdepunkter fra “Soul Train”

4. november 2010

Jeg har tidligere omtalt det amerikanske tv-show “Soul Train“, som gennem 35 Ã¥r har givet amerikanere syn for sagen, nÃ¥r det drejede sig om soul, R&B, funk, jazz, disco, gospel, hip hop og andre udpræget ‘sorte’ stilarter. Jeg ved ikke, om programmer nogensinde er blevet sendt i Europa, men heldigvis er en del af dem udkommet pÃ¥ dvd – og sÃ¥ har vi jo ogsÃ¥ YouTube. Her er en meget fin optagelse med Smokey Robinson og Aretha Franklin, som giver førstnævntes “Oo Baby Baby”:

Og her en optagelse med Mr. Sex Machine, James Brown… Mere svedigt kan det næppe blive.

Danskernes Akademi: Billy Cross om Bob Dylan

9. oktober 2010

DR2s programserie “Danskernes Akademi” er et bevis pÃ¥, at tv-mediet godt kan bruges til noget fornuftigt. Nogle af indslagene er sÃ¥ enkle, at de vækker mindelser om forne tiders skole-tv. Ofte er det blot en foredragsholder, der stÃ¥r ved overhead-projektoren og fortæller om det, der optager ham eller hende. Og det kommer der  fremragende tv ud af. Ganske simpelt, fordi de involverede har noget pÃ¥ hjerte og hjerne. Noget, de brænder for og vil dele med os andre. Og sÃ¥ er det sikkert ogsÃ¥ “billigt” tv, der ikke kræver en formue at sætte iscene. MÃ¥ske DR skulle lave noget mere af det i disse sparetider!?

I dag viste “Danskernes Akademi” et foredrag af den herboende newyorker og musiker, Billy Cross, som bloggens læsere vil kende. En del af Cross’ image er, at han er en af de fÃ¥ herhjemme (mÃ¥ske i virkeligheden den eneste?), der har arbejdet sammen med Bob Dylan og lært ham at kende. Og med det udgangspunkt fortæller Cross om kunstneren Dylan. Som mange af os andre er Cross fuld af beundring for Dylan som musiker og kunstner. Men ogsÃ¥ som menneske. Det menneske, vi andre af gode grunde er afskÃ¥ret fra at vide ret meget om.

Men foredraget er langt fra at være en fans fortælling om sit idol. Cross’ greb om fremstillingen er, at han indskriver Dylan i den amerikanske kulturelle – og herunder: økonomisk, politiske, sociale osv. – situation i tresserne, som var en unik klangbund for Dylans traditionsbundne musik. Hvis Dylan var kommet 30 Ã¥r senere, ville hans enorme gennemslagskraft ikke have været den samme – selv om kvaliteterne havde været det. Kombinationen af en høj traditionsbevidsthed, en stort og alsidigt talent og en “tidsÃ¥nd”, der var modtagelig for netop den genoplivning af den folkelige musik (folk, rock, blues osv.) – udgjorde den baggrund, der muliggjorde Dylan-effekten. I øvrigt er der mange paralleller til Beatles’ situation i England, selv om konteksten er en anden.

Billy Cross’ forelæsning er drevet af begejstring og inspirerende analyse og fortolkning – og fortjener at blive set og hørt af enhver med interesse i deres samtidig i almindelighed og Dylans kunst i særdeleshed. Du kan se den lige her. PS. Den kan ogsÃ¥ pÃ¥tkastes…

Jagten på de røde lejesvende 3

3. oktober 2010

SÃ¥ nÃ¥ede vi frem til tredje og sidste afsnit af DR2s serie “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”. Og hvis man som undertegnede havde haft en vis forventning om, at der mÃ¥tte komme bare lidt modvægt til de to foregÃ¥ende afsnits skueproceslignende forhør af ‘røde lejesvende’, sÃ¥ blev man da ogsÃ¥ kommet i møde.

Interessefokus var nu pludselig flyttet fra halvfjerdserne og frem til vor tid med en liberal-borgerlig politisk konjunktur. Men først skulle et par forhør lige gennemføres. Egon Clausen skulle stÃ¥ til regnskab for, at han i en udsendelse havde formastet sig til at lade en psykolog kommentere en bog af og om Karen Jespersen. PÃ¥ spørgsmÃ¥let, om det var en “fair” behandling Jespersen fik, svarede Clausen, at det var det nok ikke. Og selv om “sagen” – set i det store perspektiv – var en bagatel, sÃ¥ pegede den pÃ¥ et fundamentalt spørgsmÃ¥l, som dette tredje afsnit kom til at kredse om – bevidst eller ubevidst. Nemlig: kan man overhovedet forestille sig journalistisk virksomhed, der er holdningsløs? Er det overhovedet muligt for journalister helt at holde sig fri af en vis stillingtagen?

SpørgsmÃ¥lene brændte sig pÃ¥, da Rosenkrands ‘forhørte’ DRs mangeÃ¥rige Mellemøst-korrespondent Ole Sippel. Sippel har været skydeskive for borgerlige politikere gennem langt tid. Og to af de eksempler, der kom frem i udsendelsen, var dels hans hÃ¥ndteringen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. med citater fra et interview i dagbladet Arbejderen!) og hans rapporter fra krigen i Irak. Sippel blev bl.a. konfronteret med det forhold, at han ikke havde omtalte den palæstinensiske organisation PFLP som en terrororganisation, hvortil Sippel svarede, at han heller ikke omtalte Israel som en terrorstat, selv om Israel begik handlinger, der berettigede til det. Over for spørgsmÃ¥let om, hvorvidt han med sit ordvalg valgte side i konflikten, svarede Sippel, at han rapporterede. Jeg synes, at Sippel med sine returneringen fik understreget, at det nærmest vil være umuligt for en analyserende, kritisk rapporterende journalist at undgÃ¥ at have en holdning. Alene i kraft af sine formuleringer og sit ordvalg. Men ogsÃ¥, at det ikke er det centrale. Det centrale for journalisten er at fÃ¥ informationer, nyheder og problemstillinger lagt frem for seerne, lytterne og læserne.

I sidste del af udsendelsen vendte Rosenkrands blikket mod de borgerlige kritikere af DR – og den borgerlige kritiks effekt pÃ¥ DR som det er i dag. Det kom til at handle om den borgerlige kulturkamp, om borgerlige politikeres utilslørede – daglige – kritik og pression over for DRs bestyrelse og ledelse. Hvor betændt det sidste var blev illustreret af Venstremanden Jens Rhode, der ville se udskrifter af sms’er og emails til bl.a. Lisbeth Knudsen for at vedgÃ¥, at han – sammen med andre politikere, bl.a. Brian Mikkelsen – havde lagt pres pÃ¥ DR for at fÃ¥ institutionen til at ændre journalistisk kurs i retning af en større regeringsvenlighed. Og det til trods for, at selve det faktum, at han – Rohde – dag ud og dag ind havde tæppebombet DR med kritik, som vanskeligt kunne forstÃ¥s som andet end et forsøg pÃ¥ massiv holdningspÃ¥virkning. Om Rohde greb til trusler, som Lisbeth Knudsen pÃ¥stod, skal jeg være usagt, men det mÃ¥ i sig selv være intimiderende hele tiden at skulle udsættes for politisk kritik dagligt og helt ned pÃ¥ indslagsniveau.

Et interessant indslag var interviewet af Per Stig Møller, fordi det kom til at handle om Rosenkrands’ vildledning af sine interviewofre. Møller gav direkte – som ‘de røde lejesvende’ i de foregÃ¥ende afsnit – udtryk for, at han var blevet stillet et andet indhold i udsigt. Det var afslørende for en af udsendelsesrækkens største svagheder.

I sidste del af udsendelsen blev det foreløbige resultat af den Ã¥relange borgerlige kulturkamp beskrevet som en overgang fra kritik til politisk virkeliggørelse. Da det ikke lykkes for Jørgen Kleener – Venstremand og formand for DRs bestyrelse – at fÃ¥ DR til at ændre journalistisk kurs, ofres to ledere i DR. Generaldirektør Nissen og tv-avisens leder Lisbeth Knudsen bliver gÃ¥et. Og nye vinde begynder at blæse i DR. Meget sigende fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen, at DR nu sender X-Factor i primetime, hvor man tidligere kunne finde pÃ¥ at sende noget om Irak-krigen. Og inden rulleteksten ser man sÃ¥ X-Factor-logoet. Selv om man skal passe pÃ¥ med at overfortolke, sÃ¥ ligner det næsten en statement fra tilrettelægger Rosenkrands’ side. MÃ¥ske en utilsigtet holdningstilkendegivelse. De borgerlige vandt. Men hvad fik vi sÃ¥ i stedet for en kritisk, venstresnoet journalistik om den verden, vi lever i? Underholdning. Hvis denne læsning holder, sÃ¥ kan man sige, at udsendelsesrækken kommer til at bekræfte, at ingen journalistisk virksomhed i sidste ende kan være holdningsløs…

De røde lejesvende og Samuel Rachlin

28. september 2010

I et debatindlæg i Politiken i dag indsparker journalisten Samuel Rachlin – tidligere ansat i DR og nu kommunikationsdirektør for Saxo Bank og tilknyttet CEPOS – endnu en dimension i debatten om serien “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”. Rachlin mener, at reaktionen pÃ¥ udsendelserne – fra de medvirkende, Klaus Rifbjerg m.fl. – er “hysterisk” og udtryk for, at kritikerne ikke vil “forholde sig til substansen” – og at det samlet set er udtryk for, at vi her i Danmark ikke har “tradition for hudløs ærlig pressekritik”, sÃ¥dan som tilfældet er i USA, i følge Rachlin.

Her kan Rachlin selvfølgelig have en pointe. Med den indflydelse journalister og medier har for den offentlige debat og opinion, sÃ¥ er det kun naturligt, at pressens medarbejdere og repræsentanter skal kunne udsættes for kritik og stÃ¥ til regnskab for, hvad de har skrevet, sagt og gjort. Ingen tvivl om det. Og Rachlin kan ogsÃ¥ have ret i, at det ikke sker i tilstrækkeligt omfang i vores lille andedam. I konsekvens af denne holdning, sÃ¥ er det selvfølgelig ogsÃ¥ helt forstÃ¥eligt, at de journalister, som efter ’68 havde venstreorienterede holdninger udsættes for kritik i det omfang, de har kolporteret urigtige oplysninger, har fremført tvivlsomme synspunkter osv. “Stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti” skriver Rachlin. Og ja, lad os bare fÃ¥ tingene op i nutidens skærende lys og bagklogskabens ditto.

Men – som jeg tidligere har været inde pÃ¥ flere gange, sÃ¥ er den form, man anvender, nÃ¥r man skal diskutere og vurdere historiske hændelser – for det er jo, hvad vi har med at gøre! – ikke ligegyldig. At lokke interviewofre ind til debat pÃ¥ falske eller i hvert fald slørede præmisser, konfrontere dem med løsrevne citater fra skrifter og medier, som ikke direkte har noget med DR at gøre, og gøre det i en iscenesættelse, der med sin overskrift og udvalg af opponenter mest af alt har karakter af stalintidens teatralske skuesprocesser,  har absolut intet at gøre med den pressekritik, som Rachlin efterlyser. Det hÃ¥ber jeg i hvert fald ikke! Og det undrer mig meget, at en garvet journalist som Rachlin selv ikke kan se, at formen er et problem. BÃ¥de som journalistik betragtet, men ogsÃ¥ som bidrag til en seriøs historisk forstÃ¥else og bearbejdning af den sÃ¥kaldte venstreorientering af DR i halvfjerdserne. [link]

Apropos Samuel Rachlin, de journalistiske idealer og medievirkeligheden så læs her.

Jagten på de røde lejesvende 2

26. september 2010

Som skrevet i mit første kritiske indlæg om journalist Jacob Rosenkrands’ første afsnit i serien “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, sÃ¥ forbeholdt jeg mig ret til at modificere min vurdering. Men efter at have set andet afsnit her i aften føler jeg mig ikke bevæget til at ændre ret meget ved min første holdning. Der er stadigvæk tale om en slags inkvisitorisk sindelagskontrol, der er udført af en, der ikke var en del af tidsÃ¥nden i halvfjerdserne og som tydeligvis ikke evner at sætte sine fÃ¥ kritiske nedslag ind i en historisk og udsendelsesmæssig sammenhæng.

For at blive i inkvisitionsbilledet, sÃ¥ var de to fremtrædende “ofre” i denne udsendelse journalist Keld Koplev og den tidligere ledende DR-medarbejder (TV-direktør) Bjørn Erichsen. Keld Koplev konfronteres bl.a. med brudstykker fra en udsendelse om DDR fra 1978, som med historikeren Bent Jensens ord var den rene “reklamesudsendelse” for DDR. Problemet skulle være, at Koplev i denne udsendelse forholdt sig DDR-systemets arbejdsgaranti (alle var garanteret et arbejde – og havde pligt til at arbejde), prisstabilitet (samme pris i alle butikker) og den slags. Men – udsendelsen forholdt sig ikke kritisk til styrets totalitære karakter. Jeg husker ikke den pÃ¥gældende udsendelse som sÃ¥dan (og det er i sig selv et problem, at vi ikke kender hele udsendelsen…), men selv om der sÃ¥ var tale om en udsendelse, der fokuserede pÃ¥ rent positive forhold ved DDR-staten, sÃ¥ overser Jacob Rosenkrands helt, at det slet ikke ville være i uoverensstemmelse med DRs alsidighedskrav dengang, som var et krav om alsidighed pÃ¥ hele sendefladen. I øvrigt var alsidighedsforstÃ¥elsen et af kernestridspunkterne, da Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Fjernseere begyndte deres kamp pÃ¥ DR.

Noget andet er sÃ¥, at Keld Koplev – og Bjørn Erichsen – stilles til regnskab for, hvad de har skrevet og gjort uden for DR. Keld Koplev for en artikel i Politisk Revy og Bjørn Erichsen stilles til regnskab for, hvad han lavede som foredragsholder for danske kommunister for 35 Ã¥r siden i DDR.

Keld Koplev konfronteres med et tekststed, hvor han forsvarer DDR-dissidenterne Wolf Biermanns og Robert Havemanns ytringsfrihed i DDR, men samtidig giver udtryk for, at ytringsfrihed ikke kan forbeholdes alle ‘ved overgangen til socialisme’. I følge Koplev selv gjaldt begrænsningen af ytringsfriheden i denne teoretiske fase de nazister, som stadigvæk – og det er ubestrideligt – var en del af den tyske virkelighed. Selv om vi selvfølgelig godt kan diskutere det problematiske i at begrænse ytringsfriheden og dermed afskære nogen fra at ytre sig – min egen holdning er, at alle uden hensyn til politisk observans skal sikres ytringsfrihed til enhver tid – sÃ¥ er det problematiske ved Rosenkrands’ udspørgen, at den først og fremmest har til hensigt at beklikke Koplevs demokratiske sindelag. Som Koplev ganske rigtigt siger til sin interviewer, sÃ¥ vil han ikke lytte, men kun høre, hvad han helst vil høre.

Hvis Rosenkrands havde løftet blikket en smule og kigget pÃ¥ den politiske virkelighed, vi lever i i dag, ville han kunne finde adskillige eksempler pÃ¥ borgerlige politikere og meningsdannere, der har talt for begrænsning af ytringsfriheden – uden at de af den grund har fÃ¥et rejst tvivl om deres demokratiske sindelag. Tænk blot pÃ¥ debatten efter Muhammedtegninge-balladen.Det skal ikke forstÃ¥s som et forsvar for Koplevs begrænsning, men som en pointering af udsendelsen mangel pÃ¥ kontekst.

Og selv om Bjørn Erichsen havde svært ved at huske alt, hvad der skete dengang han i halvfjerdserne holdt foredrag om den historiske materialisme i DDR for danske kommunister, og selv om han givetvis – som sÃ¥ mange medlemmer af DKP var og blev kritiseret for at være allerede dengang og tidligere endnu – har haft et blindt punkt over for DDR-styret og DDR-kommunisterne, sÃ¥ var der ikke et gran af belæg for, at Erichsens medlemskab af DKP satte sig spor i hans virke som DR-medarbejder.

Det nærmest vi kommer en nuancering af blikket pÃ¥ de “røde halvfjerdsere” i DR var Leif Davidsens og Per Stig Møllers’ konkrete indspark, der i det mindste anskueliggjorde, at der foregik en ideologiske kulturkamp i DR. Lige som der foregik en uden for institutionen. Men nuanceringen blev fortyndet gevaldig ved den gentagne brug af den notoriske koldkriger historikeren Bent Jensen, der skulle agere som historiens vagthund i programmet.

Skulle man være venlig og imødekommende over for Jacob Rosenkrands, sÃ¥ vil jeg sige, at det største problem ved udsendelserne – sÃ¥ vidt – er selve formen, der ikke formÃ¥r at etablere en nuanceret, modsætningsfyldt kontekst – hverken med hensyn til, hvad DR lavede i de Ã¥r, eller i forhold til den specifikke historiske og kulturelle periode og dens forudsætninger. Med sin inkvisitoriske og fragmentariske form ligner udsendelserne mest af alt de møder, som foregik i smÃ¥ venstreorienterede politiske grupper, nÃ¥r medlemmerne skulle skoles (jf. fx. tidligere udsendelsesrækker om KAP og Blekingegadebanden). Og Rosenkrands’ udsendelser indskriver sig det langt hen revanchistiske borgerlige kulturopgør mod ’68 og de venstreorienterede halvfjerdsere, som folk som Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. har ført igennem snart mange Ã¥r – og som tragikomisk gentager, hvad der skete i halvfjerdserne i visse dele af venstrefløjen…

Lotte i “Eksistens” har en noget anden tilgang til Jagten. Hun er pÃ¥ godt og ondt et barn af de røde halvfjerdsere. Men hendes indlæg ændrer ikke ved min kritik af programmet.

PS. Revanchismen er ikke til at tage fejl af. De røde gjorde noget forkert, derfor skal de have af samme skuffe, synes logikken at være. Hævnmotivet vejer tungere end enhver erkendelsesinteresse. Et godt eksempel er pastor Søren Krarups indlæg “Vi er nogle, der glæder os og ler højt”, som mest af alt er udtryk for skadefryd, kombineret med en total mangel pÃ¥ forstÃ¥else for udsendelsernes historieløshed og énøjethed.