Indlæg tagget med hund

Julegavegiveri

26. december 2006

Julen lakker stille og roligt mod enden. Blogbestyreren fik, hvad han ønskede sig allermest: ro og fred i familiens skød. Og vi nåede, hvad vi skulle. Endda at komme til julegudstjeneste med pigebarnet, der følger op på sin konfirmationsovervejelser. Far gør sin pligt og går med. Og det var hyggeligt, og kirken var mere end fuld. Flere gik forgæves og måtte komme igen senere. Eneste minus var et forfærdeligt orgel, hvis lyd lå et sted mellem en legetøjsplastikorgel fra BR og et opbremsende godstog på Kolding banegård. Præsten prædikede om den egentlige julegave: kærligheden. Det, jeg ønsker mig allermest, er en julenat med dig, citerede hun Brd. Olsen for. Jeg var ikke helt sikker på, hvad Noller og co. havde i tankerne. Men det var nok noget med julelege…
Og julegaver blev uddelt med rund hånd. Som Fruen sagde: Det er mange år siden, jeg har fået så mange gaver. Og når hun siger det…
Som bekendt er det ikke gavens materielle værdi, der er afgørende, men tanken bag. Derfor fik nedenstående gave fra min datter straks en høj prioritet. Hun ved, at Gravhunden betyder lige så meget for hende selv som for mig. Og hendes opfindsomhed tager jeg hatten af over for. Gravhunden var i øvrigt den, der fik flest gaver – fra datteren. Det blev både til et all-weather-dækken, gør-det-selv-hundekiks til bagning i ovnen, diverse gnaveting, en pose til hundeposer og godter på gåturen (som blogbestyreren formodentlig skal bære rundt på) osv.

Dachshundkop

Walking the Dog…again

25. december 2006

Det blev sent i går, og efter en lang aften blev svigerforældrene kørt hjem. Derefter stod den på almindelig efter-juleaften-spisning-gaveuddeling-osv-afslapning i familiens skød, som man siger. Derfor besluttede Fruen og blogbestyreren, at det ville være passende at lufte hunden. Som sagt, så gjort. Og det var specielt. Vi mødte ikke en eneste trafikant, ja, slet ikke nogen overhovedet. Fred og ro var der overalt. Stilhed. Kun sneen manglede, for intet er, som bekendt, så stille som sne. Der er ikke noget så velgørende som at gå af sted i den klare aftenluft, lytte til sine skridt og hundens snusen og lade et enkelt ord falde i ny og næ.

En tiger i huset

17. december 2006

Det var Gravhundens fødselsdag i går. Og i den forbindelse blev morgenturen lidt længere end sædvanligt. Han skal jo også mærke osv. Og på vores vej gennem de stille villaveje mødte vi Katten. En langhåret race, som jeg ikke kender. Men Katten kender vi. Den er nemlig ekstremt socialt anlagt og kommer os løbende i møde. Gravhunden kan godt lide den. Så de snuser til hinanden og Katten gnider sig kælent op ad Gravhundens sider. Derefter går vi videre, og Katten følger efter os i lang tid.
Der er, som bekendt, stor forskel på hunde og katte. Og der er dem, der sværger til enten den ene eller anden art. Selv er jeg hundemand, men kan vældig godt lide katte. Ligesom andre bloggere som kattevennen Regitze og (skabs?)katteejeren(?) Uffe. Og som bloglæsere vil vide, kan jeg også godt lide at læse om dyr. Senest købte jeg en hundebog i Berlin. En vældig god bog. Og nu har jeg så set, at der er udkommet en yderst interessant bog om kattenes kulturhistorie med titlen The Tiger in the House. Bogen er skrevet af Carl Van Vechten, der er romanforfatter, fotograf, kritiker, kender af modernisme og renæssance – og altså en stor katteelsker. Mon man kan nå at ønske sig den til jul? Bogen har fået lutter gode anmeldelser. Bogen er en genudgivelse, og hvis man kan nøjes med en gammel udgave, så kan man finde den antikvarisk til små penge…

 

Walking the dog – on a Sunday

11. december 2006

Søndag formiddag tog jeg mig sammen og gik tur med Gravhunden i Mindeparken. Det gør vi, som læserne vil vide, af og til. Det er et ideelt sted til hundeluftning. Der er masser af træer og buske. Vel at mærke træer og buske, som mange andre hunde har besøgt. Og for de tobenede er der nok at skue. Slottet, den store, flotte plæne. Udsigten over århus Bugt.
Og netop denne formiddag skinnede solen efter flere dage med gråvejr og regn, regn og gråvejr. Utroligt, hvad lidt solskin kan gøre ved sjælen! Er det virkelig så længe siden, det var sommer!?
Træerne havde smidt de sidste blade, som lå i ankelhøje lag. Græsset var tungt og vådt af al den regn. Men Gravhunden elskede det, snuden ned i bladene og halen lige i vejret og så fuld fart fremover. Verdens bedste motion. Frisk luft i lungerne. Adrenalinen pumper lystigt i kroppen. Pulsen er høj. Sanserne skærpes. Oh, hvilken fornøjelse at komme hjem til en god kop friskbrygget kaffe. Og en hundekiks…

TV2 i hundene…

5. december 2006

Hvad man dog skal læse?! DR Nyhederne fortæller, at ikke nok med, at konkurrenten TV2 vil voldfodre danskerne med News døgnet rundt, kanalen er også gået ind på markedet for livsstilmagasiner, idet man har købt 30% af det forlag, der udgiver Vi med hund. TV2s programredaktør Palle Strøm fortæller, at der er et “perfect match”, som det hedder i moderne managementlingo. Hr. Strøm udtaler videre: ” Hunde og TV2 passer rigtig godt sammen. Hunde er trofaste, ærlige og rare at klappe, ligesom TV2. Hunde kan samle familien eller bare være ens bedste ven, ligesom TV2″. Tager Strøm strøm på os? I hvert fald er der noget, der tyder på, at han ikke har set stationens egne hundeprogrammer, der handler om, hvordan en hundeadfærdsekspert skal hjælpe danske hundeejere med at få sat skik på deres intelligente, uregerlige, gøende, bidende, terroriserende hundevenner. Som hundeejer og abonnent på Vi med hund (eneste livsstilmagasin, vi holder…) synes jeg, at det er direkte afslørende for tv-stationen, at den på seerleflende, populistisk og opportunistisk vis identificerer sig med en logrende skødemops – og ikke en hund med personlighed, der kan snerre, gø og bide fra sig…

Palle Strøm lufter en anden tv-medarbejder...

Hr. Strøm må gøre sig fortjent til Kaglingprisen eller prisen som årets Hund eller noget lignende…

Everything is illuminated – en anbefaling…

20. november 2006

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Derudaf – i Pindemarken

31. oktober 2006

Gravhunden derudaf!

Lydsporet

10. oktober 2006

Computerens vejrprogram sagde: Nu: Tåge, 12 grader C. Gravhunden valgte at sove længe (regnvejr!) sammen med resten af familien. Og jeg kastede mig over noget arbejde med en kop dampende mokka. Lydsporet denne årle morgen var The House of Love The Fontana Years. House of Love She, she, she, shine on

Gravhunden – så kan han lære det!

5. oktober 2006

Myten siger jo, at hund og kat ikke kan trives sammen. Men, det passer jo ikke. Der er masser af eksempler på fredelig sameksistens mellem de to arter. På vores vej gennem århus’ svar på Lidenlund møder Gravhunden og jeg en hel del katte, der færdes uforfærdet på store såvel som små veje uden at tage synderlig notits af den sindsyge trafik.
Især bemærker vi en bestemt kat. En lang- og lyshåret race (jeg er ikke ekspert udi katte – men en baggårdskat er det i hvert fald ikke…). Den har det med at følge os, når vi går ned ad den vej, hvor den bor hos en venlig, ældre herre, som jeg nu og da udveksler almindelig- og hjerteligheder med. Således også her til morgen. Pludselig dukker den op i en indkørsel og stiler lige hen til Gravhunden. Han kender apparatet og logrer derfor, snuser lidt til dens snude og afventer, hvad der så vil ske. Katten bevæger sig rundt om os. Først gnider den sig kælent op af mine ben. Dernæst op af Gravhunden. Så vender den sig face to face til hunden. Og – som lyn fra en klar himmel langer den Gravhunden en på bærret. Gravhunden reagerer med at sende mig et blik, som om han ville sige: Skal jeg æde den eller hvad? Men, for at det ikke skal udvikle sig, trækker jeg ham væk, og vi fortsætter vores tur. I næste øjeblik er den langhårede glemt. Imidlertid har den ikke glemt os og følger – bag hækken – i vores fodspor, indtil vi drejer ned ad en anden vej…

Gravhunden – en letsværvægter

2. oktober 2006

Så kom da dagen, hvor Gravhunden skulle til det årlige 10.000 km-eftersyn hos dyr(e)lægen. De to piger i familien var spændt på, hvad dyrlægen ville sige til hans vægt, for vi har fået en del kommentarer fra folk, som vi har mødt på vores vej, om, at han da “var i god foderstand”, “var lidt buttet” og i den dur. Grænsende til det fornærmende.
Personligt var jeg lidt mere spændt på (og det skulle vise sig at være med god grund), hvad dyr(e)lægen skulle have for at give ham en vaccination, klø ham bag øret og snakke lidt om den generelle sundhedstilstand.
– Han vejede nøjagtig det samme som for et år siden! Ha! Glæder mig allerede til at tryne dem, der har haft næsen for langt fremme! Godt nok er han ikke en splejs, men han har beholdt kampvægten gennem et helt år. Og hvor mange kan egentlig prale af det?! Det skal også siges, at han genetisk er i familie med tyske jagtterrier, der er muskuløse, kraftige hunde. Så det ville nærmest være naturstridigt, hvis han var for slank. I øvrigt er han adræt, hyperaktiv og kan løbe livet af enhver halvgammel blogger…
Han klarede eftersynet med bravour. Til gengæld lavede han en forfærdelig ballade før og efter konsultationen, fordi han ikke kan fordrage store hanhunde. Som dyrlægen sagde: Inden i en lille gravhund er der en stor hund! Og den gør og viser sig!

Holme, solrigt 16 grader

24. september 2006

Pigerne sover endnu skønhedssøvn. De var på sight-seeing i Esbjerg i går. Det tog åbenbart på kræfterne. Men Gravhunden sørgede for, at jeg også i dag kom tidligt op. En våd hundetunge i ansigtet afgør sagen. Og så kan jeg ikke stå for ham, når han sidder der på bagdelen og bedende løfter højre forben, så snart jeg har fået øjne i hovedet. Hurtigt under bruseren, et glas juice i halsen og så afsted.

Solskin og stilhed. Vi afsøger alle de grønne områder, som der – heldigvis – er mange af i området. Jager en enkelt hare, så langt hundesnorens fem meter rækker. Og der er mange harer i området. Så går vi under de gamle frugttræer. Mirabelle-træerne har virkeligt været gavmilde i år. Det ligefrem knaser under sålerne, medens vi stille bevæger os gennem det nyslåede, våde græs med de mange gule og røde frugter, der ligger og skinner som ædelstene i solen. Det er tydeligt, at mange mennesker sover længe denne søndag. Forhåbentlig også det unge par, der så lidenskabeligt skændtes på gaden i nat med høje skrig og voldsomme anklager. Kærligheden gør folk tossede i hovedet.

Der er – næsten – ingen biler på gaderne. Heldigvis. For bilismen er en plage i dette lokalområde, fordi myndighederne er for langsommelige med deres trafikregulering. Nå, men Gravhunden får lov til at snuse alt det, han lyster – og han lyster! Hvert et strå, hver en gren osv. bliver nøje afkodet. Og det bekommer han vel. Halen arbejder på højtryk og nu og da skeler han til mig, som for at sige: Har vi det ikke godt, os to?!

Hundegal

10. september 2006

Læsere af denne lille blog (og dens forgænger) vil vide, at Gravhunden spiller en forholdvis stor rolle i mit liv og i min families liv. Større end hans størrelse egentlig berettiger til, hvilket blot bekræfter den i andre sammenhænge ofte konstaterede sandhed, at det ikke kommer an på størrelsen osv. I sidste uge tog Fruen og jeg mig sammen til at bruge vores abo-kort til kunstmuseet Aros for at se udstillingen “Robert Rauschenberg – On and Off The Wall”. En lille, prægnant udstilling, som enhver med interesse for billedkunst burde se.

Som altid slog vi et smut forbi museets lille lækre bogbutik, hvor man kan være heldig at finde tilbud på god litteratur og andet (tip til århusianere: hold øje med den, når det almindelige bogudsalg er i gang – her kan man ofte finde noget af det, der bliver revet bort i de alm. boghandler…). Denne gang kom vi hjem med en bog, som både glæder den, der interesseret i fotokunst – og i hunde… :

[audio:dogs.mp3]
: