Indlæg om Musik

« Nyere Musik indlæg

She & Him fejrer Brian Wilson

27. juli 2022

Jeg har før omtalt og anbefalet duoen She & Him – alias Zoe Deschanel og Matt Ward. Og nu er der grund til det igen. For duoen har udsendt et album, hvor de hylder 80-års-jubilaren Brian Wilson med en række fortolkninger fra dennes sangskat. De har glemt “God only knows”, men ellers er der mange gode sange med – lige fra “Deirdre” til “”Would’nt it be nice”. Og jeg synes de kommer i land med deres projekt. Ikke hvem som helst vil slippe fra at kaste sig over de sange, men her går det. Melt Away er titlen på pladen.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Chet Baker – Time after time

27. juli 2022

Hvor heldig kan man være. Blandt de jazz-plader, jeg gaflede i storskraldet, er også boksen (!) Time after time med jazz-sangeren og -trompetisten Chet Baker. Fire cd’er med lige så mange timers musik – fra mandens mest frugtbare og produktive år i første halvdel af 1950’erne. Chet Baker er kendt som ‘prinsen af cool’ og for sin uforlignelige stemme. Baker var også kendt/berygtet for sin stofafhængighed, og han døde kun 58 år gammel i 1988 efter et faldt fra andel sal i det hotel, hvor han opholdt sig med masser af stoffer omkring sig og i sin krop.

Time after time

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Rock Nalle stopper

27. juli 2022

“For tyve år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70 års dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord.

Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, (med den gedigne guitarist Ivan Sand) op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Her, hvor han i dag fylder 70.”

Sådan skev Torben Bille den dag, hvor Rock Nalle – borgerligt navn: Roland Lyhr Sørensen – fyldte 70 år. Men nu forlyder det, at den gamle rock-kæmpe stopper sin karriere for alvor. Han har i årevis lidt af Parkinsons, KOL og på det seneste også en lungebetændelse. Og det svigtende helbred får ham nu til at sige stop. Forståeligt nok.

For alle os, der har fulgt med fra dengang, han bragede gennem radioens højtalere med “In the midnight hour” over “Gode gamle fru Olsen” og “Jeg kan lide store babser” er det lidt vemodigt at sige farvel til en så markant person i dansk musikliv. Selv en rock-overlever som Nalle må på et tidspunkt sige stop og farvel. Og det er så nu.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

En jazzsangerinde med popsensibilitet – Dianne Reeves – Bridges (1999)

26. juli 2022

Næste skive på reolhylden er sangerinden Diane Reeves, som er et relativt nyt bekendtskab for mig, selv om hun har været på banen, siden halvfjerdserne og som pladekunstner siden de tidlige 1980’er. Og så er hun kusine til den kendte jazz-fusionist George Duke, der også har produceret og medvirker på denne plade. Endelig kommer Diane fra en familie, hvor både faderen og moderen spillede jazz og andet, moderen på trompet og faderen på bas (den relativt kendte Charles Burrell).

Selv om pladen er produceret af George Duke og er udsendt på det kendte jazz-plademærke Blue Note, så befinder musikken sig i grænseområdet mellem jazz, pop og rock. Hvilket også understreges af, at Reeves fortolker både Leonard Cohen, Joni Mitchell, Peter Gabriel og Milton Nascimento. Og hun synger eminent godt med sin smukke stemme. En skam jeg ikke har opdaget hende før nu, hvor hendes plade er faldet ned i min samling.

Dianne Reeves / Bridges / Mix

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Da Joni Mitchell vendte tilbage…

26. juli 2022

Det var noget af en overraskelse, da Joni Mitchell forleden vendte tilbage til musikscenen på New Port Folk Festivals tredje dag. Den nu 78-årige musiker har længe været væk fra scenen, fordi hun i 2015 blev ramt af en hjerneaneurisme, der krævede behandling og efterfølgende reconvalesens. Hun har dog vist sig offentligt mange gange siden hun blev syg, men ikke på en scene, som tilfældet var i søndags, hvor hun blev lokket til at optræde lidt af Brandi Carlisle, som har fortolket Mitchell-sange.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om Mitchells comeback. Jeg hælder mest til den holdning, at man, når man kommer til års, skal kende sin besøgelsestid og vide, hvornår man skal trække sig. Det er der mange, der har gjort. Og andre forsøger med vekslende held at fortsætte, selv om – for eksempel – stemme ikke altid vil makke ret. Det gælder for eksempel Paul McCartney og Bob Dylan. Ikke, at jeg har noget imod, at de fortsætter, man skal bare vide, at kroppen ikke altid kan følge med intentioner. Men døm selv.

Mitchell på New Port

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Blandt drager og andre fabeldyr

25. juli 2022

Gårsdagen blev brugt med børnebørn og børn på Naturhistorisk Museum Aarhus’ udstilling Drager og andre mytiske væsner, hvor museet med udgangspunkt i videnskaben analyserer de fantastiske fantasifænomener, så man får et klart billede af, hvor det videnskabelige grundlag begynder og hvor den menneskelige fantasi tager over. Altså en slags nøgle til forståelse af alle de mytiske væsner, der befolker Tolkiens univers, fantasy-genren i almindelighed og mangen en tegneserie. Og det gør man så med både traditionelle midler (fx udstoppede dyr i alskens størrelser, plancher og faste billeder) og moderne, digitale midler, så man får en oplevelse, der både involvere syns- og høresansens. Men ikke følesansen, for der er forbud mod at røre ved det meste, da det sætter en alarm i gang.

Men det er en absolut anbefalelsesværdig udstilling for enhver med interesse for drager og andre fantasifostre. Man bliver klogere både på de videnskabelige forhold og på den menneskelige fantasis ukuelige evne til at skabe fantastiske forklaringer på forhold, mennesket ikke har kunnet kapere på anden måde.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

All that jazz: Fra Jarrett og tilbage til Armstrong m.fl.

25. juli 2022

Videre i jazz-bunken fra forbrugersamfundets overskud. Næste skive er ingen ringere end Keith Jarrett og hans Paris Concert. På det ansete tyske kvalitetsplademærke ECM, anno 1990. Og så ved alle, der har hørt (om) Jarrett, at det drejer sig om pianoeet. Ganske vist figuterer Jarrett både som klassisk pianist og jazz-pianist. Men denne koncert trækker mest i retning af førstnævnte. En live-soloplade, optaget den 17. oktober 1988 i Paris.

Koncerten består af et mere end 38 minutter langt improvisationsstykke, October 17, 1988, og to kortere stykker, the Wind (6:32) og Blues (5:22) . Anmeldelserne er blandede. Lige fra det anerkendende, der lægger vægten på Jarretts ubestridelige virtuositet og musikkens abstraktion, til dem, der er skuffede i forhold til hans distance til hans oprindelige inspiration fra amerikanske musikalske rødder (gospel, blues og folk). Og man skal da også nok være hårdfør tilhænger af pianomusik og improvisation for rigtig at sætte pris på Jarretts krævende udfoldelser. Han er en af dem, der for alvor deler vandene.

Så er der unægteligt et spring til albummet fra 1993 Louis Armstrong with Oscar Peterson. Herb Ellis – Ray Brown & Louie Bellson. Guest Ella Fitzgerald. Vist ikke en officiel udgivelse, snarere en post-mortem-opsamling stykket sammen af ældre optagelser (nogle af dem fra 1950’erne) med de i titlen omtalte notabiliteter, udgivet i Europa på plademærket Sarabandas srl i serien Giants of Jazz (et plademærke, der åbenbart har specialiseret sig i den slags opsamlinger uden de store informationer eller den store redaktion.

Ser man bort fra det, så er det Armstrong som man kender ham bedst med fortolkninger af standards – fx af Arlen/Mercer, Gerschwin og Porter. Svært ikke at kunne lide, hvis man kan lide Armstrongs umiskendelige stemme og lige så markante trompetspil. Behageligt og ret så uimodståeligt. Så tak til ham, der lod denne plade leve videre hos mig.

Armstrong/Peterson That old feeling

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

All that jazz: Henry “Red” Allen & jazzballader

23. juli 2022

Den fhv. ejer af de plader, der er faldet min vej, må have været/ være en sand jazz-elsker. Og måske med en særlig kærlighed til trompeten som instrument. I hvert fald er den næste skive, der skal omtales her med Henry James “Red” Allen (1908-67), der blandt jazz-elskere betragtes som en af de vigtigste arvtagere af selveste Louis Armstrong. Allen videreførte og udfoldede det trompetspil, som Armstrong var ophavsmanden til.

Da jeg gik i gymnasiet, spillede vores musiklærer Louis Armstrong for os. Ikke den Armstrong, der kom på hitlisten med “What a wonderful world”, men den Armstrong, der i 1920’erne var med til, sammen med King Oliver, at forny og styrke jazzen. Og det er tydeligt på albummet med Henry Allen – The Henry Allen Collection Vol. 5, 1937-1941 – at det er i det spor, Henry Allen træder. Indspilningerne er mestendels med Allens eget orkester, men Zutty Singletons orkester. Og ud over at spille sin trompet synger Allen med en smægtende, blød vokal, der står godt til de svingende jazznumre.

The Jazz of Henry Red Allen

Og lad os bare tage en plade mere. The Real Jazz Ballads, en portugisisk opsamling fra 1992 med kunstnere som Thelonius Monk, Stan Getz, Billie Holliday, Duke Ellington, Toots Tielemans, Ben Webster og Stephane Grapelli. Og lutter kendte sager og jazz-standards. Ialt 65-66 minutter med 13 udsøgte numre. Man kan kun blive lidt glad som skabsjazzentusiast.

Duke Ellington “Sophisticated Lady”, live

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

50+: Rok Ork

23. juli 2022

Røde Mor pladedebuterede i 1970 med den klassiske single “Johnny gennem ild og vand”. Men første album kom først på kanten til 1972, nemlig i december 1971. Og det var albummet Rok Ork, der indledte det socialistiske kunstnerkollektivs rejse gennem halvfjerdserne, hvor det blev til ialt syv album med socialistiske tekster og rockmusik. Og de holder stadigvæk, også selv om man ikke er politisk enige med Røde Mor.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

50: Alfons Åberg

22. juli 2022

Det er i år halvtreds år siden, en af mine helte kom til verden. I 1972 udkom den første bog om Alfons Åberg – Godnat Alfons Åberg – af Gunilla Bergström. Historien om en lille dreng, der boede sammen med sin alene-far (ret usædvanligt dengang…) og sin usynlige fantasiven Svipper i en lejlighed et sted i Sverige. Siden er det blevet til 24 bøger med og om Alfons. Bøger, der alle handler om hverdagslivets små oplevelser og optrin og Alfons’ evne til at kommen igennem dem med sin egen barnlige fornuft, lidt humor og en hel del kritisk sans over for voksenverdenens absurditeter. Jeg har læst alle bøgerne og mere end en gang og er blevet en stor fan af Alfons, som jeg anser for at være et forbillede her i livet. Og som alle børn og voksne burde unde sig selv at stifte bekendtskab med.

Er du fej Alfons?

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Dagens citat: om tressernes potheads

22. juli 2022

“Mick Jagger blev introduceret til pot af Paul McCartney, som blev indtroduceret til pot af Bob Dylan, som igen blev introduceret til pot af Al Aronowitz, som blev introduceret til pot af Allen Ginsberg, som blev introduceret til pot af nogle Puertoricanske sømænd på et bordel i New Orleans i 1945” [Barry Miles / Paul McCartney, Many Years from Now]

Barry Miles beskriver detaljeret i et stort kapitel (Avant-Garde London), hvordan Paul McCartney i sine unge år i London bliver en meget aktiv del af det avantgardistiske kunstnermiljø i byen – film, musik, teater, billedkunst m.m. – og hvordan det hele er flettet sammen og har rødder tilbage i tiden til fx the Beat Generation, Surrealismen og meget mere. Og i den forbindelse får han også beskrevet, hvordan stofferne – som jo er blevet gjort til et af tressernes kendetegn – også har en lang historik og overhovedet ikke blev  “opfundet” af beatmusikerne i tresserne. Næh, næh.

Jenny Wren

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Sportslistens genindførelse

21. juli 2022

Med den nye medieaftale genindføres den omstridte sportsliste, der skulle – og skal – sikre, at sportsbegivenheder af national interesse kan ses af flest mulig seere, genindføres. Og relevansen af en sådan liste fik vi et eksempel på i går. DR og TV2 har i fællig sendt kampene fra EM i kvindefodbold. Kampene i de indledende runder har været vist på hhv. DR DR2 og TV2. Og så sker der det, at nu hvor Danmark har forladt turneringen og kvartfinalerne er i gang, så viser TV2 den første kamp – mellem England (værtsnationen) og Italien (Danmarks banekvinder) – på TV2 lille sportsbetalingskanal Sport X. Det betød, at jeg måtte se kampen på norsk tv 2.

Hvis det skal give mening med en sportsliste, så skal man sikre sig, at begivenheder af almen national interesse bliver vist på kanaler, som de fleste har adgang til, dvs. DRs kanaler og TV2. Ikke på små betalingskanaler som TV” Sport X. Det er ringe service for seerne. Vi får se, hvad de der politikere finder ud af med den liste…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

All that jazz: Charles Mingus – Oh yeah

21. juli 2022

Den næste jazz-plade, jeg fik i hænderne, stammer ikke fra storskraldet, men er et regulært indkøb. For et par år siden døde en af mine bekendte, en gammel studiekammerat, ved en faldulykke. En såre trist historie. Men han og jeg havde de senere år fået retableret ungdomsvenskabets bånd med hyppige  udvekslinge i brevform – både gammeldags og nymodens, digitale. Og i en af hans breve nævnte han, at han havde købt en brugt cd med Charles Mingus, Oh yeah”(1962), som lød som ‘ind imellem lød som det rene rock and roll’. Så da min gamle kammerat var lagt i jorden drev mindet og nysgerrigheden mig til at købe netop denne plade.

Jeg kender mestendels Mingus fra dennes samarbejde med Joni Mitchell på albummet Mingus (1979), hvor det meste af musikken er af Mingus.

Oh Yeah tangerer rigtignok rock and roll. Og det skyldes nok, at det er en plade, hvor jazz møder blues og slår gnister. Ud over Mingus selv medvirker notabliteter fra jazzens verden – som Rahsaan Roland Kirk (saxofon m.m.), Kimmy Knepper (trombone) og Dannie Richmond (trommer). Interessant nok spiller Mingus ikke bas, som han ellers plejer, men indskrænker sig til at synge på tre numre og ellers tage sig af pianoet.

Oh Yeah er 76-77 minuters løssluppen, improvisatorisk, energisk, givende og fascinerende jazz. Så er du advaret…

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

All that jazz: Miles Davis – Nefertiti

20. juli 2022

Efter fundet af pladen med Cat Anderson i går besluttede jeg mig for at kaste mig over jazz-sporet. For nogle af de plader, der kom mig i hænde via vores lokale storskrald, er jazz-plader. Og det passer mig fint lige at få lidt styr på denne side af min lille pladesamling, nu hvor jazzen jo for længst har trængt sig på i bloggen.

Og næste pladefund, jeg fik i hånden, var Miles Davis’ Nefertiti (1968). Jeg har i forvejen en 10-15 albums med Davis med hovedvægten på hans tidlige indspilninger fra 1950’erne og nogle af hans mest kendte fra tresserne, for eksempel Kind of Blue og Sketches of Spain. Men Nefertiti er en nytilkomling.

Nefertitit er interessant ved at være den sidste helt akustiske plade, Davis lavede,og ved at Wayne Shorter, Tony Williams og Herbie Hancock (frontfigurer i tressernes og halvfjerdsernes elektiske jazz) spiller bag Davis.

Musikken kategoriseres som hard bop, post-bop og modal jazz. I hvert fald er det meget ekspressiv jazz med stærkt fokus på Davis’ trompetspil og afstikkere til solostykker med de andre instrumenter. Det er en plade, der nok ikke vil tiltale jazz-skeptikere, for det er meget frit og improviserende, men også meget givende, hvis man ellers kan åbne sine ører og sin sjæl for musikken. Og i hvert fald føler jeg mig heldig i at have fundet den i storskraldet, hvor den bestemt ikke hører hjemme.

Nefertiti

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Povl Dissing – erindret på tv

20. juli 2022

“Jeg hørte pludselig noget fantastisk musik, der borede sig ind i min sjæl fra starten. Det var Louis Armstrong. Og det gav mig lyst til at lære at spille trompet…”. Sådan begynder programmet Danske musiklegender: Povl Dissing, som DR – foranlediget af mandens død – genudsendte på DR2 som minderune over Dissing. Og heldigvis ligger den stadigvæk på DRs arkiv, så dem der ikke fik chancen i går kan se den. Og den er værd at se, fordi Povl Dissing er god til at fortælle om sit liv. Stille, roligt, helt nede på jorden og med sin egen, personlige underfundighed. Se med lige her.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Ældre Musik indlæg »