26. marts 2014 arkiv

Til lykke til Elton John – 67 år

26. marts 2014

I dag fylder Elton John 67. Og nogenlunde sammenfaldende med fødselsdagen udkommer en overdådig udgave af dobbeltalbummet Goodbye Yellow Brick Road, indeholdende hele fem cd’er med det oprindelige album i lydforbedret udgave plus en masse ekstramateriale.

Goodbye-pladen var et kunstnerisk højdepunkt for John, der dengang allerede var et stort navn med succes på såvel plade- som koncertfronten. Pladen solgte godt, kastede hele fire singlehits af sig og demonstrerede bredden i hans sangskrivertalent. Og så var det den sidste plade, jeg købte med Elton John. Jeg fulgte ham i perioden fra debuten i 1969 til 1973, hvor Goodbye udkom i efteråret. Derefter gik det tilbage for sangskriveren, synes jeg. Og det hænger sammen med, at John i forlængelse af sin succes bevægede sig mere i retning af mainstreamorienteret pop og gav slip på de singer-songwriter-kvaliteter, der prægede de første album.

En Walkman synger pop

26. marts 2014

The Walkmen holder som tidligere omtalt en pause af ubekendt længde. Men medlemmerne holder sig ikke i ro af den grund. De optræder og indspiller musik. Det gælder bl.a. bandets medkomponist og multiinstrumentalist Walter Martin, der er aktuel med pladen We’re all young together, der udkommer i maj måned. På pladen får Martin hjælp af Walkmens Hamilton Leithauser og Matt Barrick og en række andre kolleger fra bl.a. Yeah Yeah Yeahs og Clap your hand say yeah. De første udspil fra pladen tyder måske på, at Martin som solist læner sig mere mod det poppede? Døm selv.