30. marts 2014 arkiv

Capac anbefaler: Dans & Lær – New Zealand

30. marts 2014

Det finurlige ensemble Dans & Lær har markedsført sig selv med en blanding af dansant popmusik og ornitologisk tematik. Det er foreløbigt resulteret i tre pippede plader. Og hvis man gik og frygtede, at den ornitologiske tematik ville være udtømt, så tager man fejl, for det nye album New Zealand har blot flyttet interessen uden for kongerigets grænser. Nærmere bestemt så langt mod syd, som man næsten kan komme. Til New Zealand. Og de ornitologiske indslag på pladen er hentet fra “A treasury of New Zeal Bird Song”, der sørger for, at fuglene også kommer til udtryk på pladen.

Men tillader vi os et øjeblik at sætte denne spøjse fulgeidé i parantes, så byder Dans & Lærs nye plade på en heftig omgang dansant og meditativ pop, krydret med toner og stemninger fra en lang række stilarter, fra rock over electronica til folk. Om Dans & Lær kommer helt ud af volieret på den næste plade, må vi vente og se og høre, men indtil videre lykkes de med deres pippede projekt. Og de har lavet en plade, der ikke alene skiller sig ud i mængden af udgivelser, men også fortjener mange lyttere – også blandt de ikke-ornitologisk interesserede. Hermed anbefalet.

Dans & Lær. New Zealand. Udkommer i morgen.

dans & lær: Kaka from Dans & Lær on Vimeo.

Capac anbefaler: Betasongs – af Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus

30. marts 2014

Mennesker mødes og sød musik opstår belærte digteren Schade os om. Og i mødet mellem jazzsangerinden og -komponisten Ulla Britt Simonsen og electronica-musikeren Christoffer Magdalus er mødet resulteret i en EP, hvor jazz og electronica mødes og befrugter hinanden.

Pladen består af syv numre, hvoraf to er såkaldte ‘radio edits’, altså skåret til, så de egner sig særligt til radiomediet. Et sådant ‘radio edit’ erdet første nummer “Evolution”, hvor det er jazzen, der har det musikalske overtag. En omgang latino-jazz svæver over en solid rytmisk bund, hvor det elektroniske pibler op. Omvendt er det electronicaen, der fører ordet på “In the Sky”, hvor jazzen især er tilstede i Ulla Britts dejlige stemmes indfølende fraseringer og en slentrende bas. 

Men ellers er musikken på pladen ikke sådan lige til at sætte på plads i bestemte katagorier. Det er ikke musik for fastholdere. Det er tværtimod tydeligt at de to musikere med held har bestræbt sig på at skabe hybridmusik i mødet mellem jazz og electronica. Elektro-jazz kalder de to kunstnere selv deres musik, men det synes jeg er lidt for beskedent, selv om det ikke er decideret forkert. Musikken er en holmgang mellem de to musikalske orienteringer, men har også en klar dimension af iørefaldende poplyd, der måske forklarer radioaspirationerne.

I hvert fald er der ingen musikalsk grund til, at Betasongs ikke skulle kunne finde vej til radiostationernes playlister – eller til musikelskernes ører. Ikke mindst de ører, der gerne vil udfordres lidt med hensyn til forventninger om, hvordan jazz eller electronica skal og kan lyde. Hermed anbefalet.

Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus. Betasongs. Gateway Music. Udkommer i morgen.

 

Tracy Chapman – 50

30. marts 2014

Tracy Chapmans musikalske løbebane begyndte for alvor, da hun i sin collegetid begyndte at spille på gaden og i lokale småklubber i Cambridge Massachuetts. Det førte til en pladekontrakt med Elektra Records og et massivt gennembrud hos kritikere og publikum med det eponyme album, der udkom i 1988. Efterfølgende kunne hun ikke helt holde momentum, men havde fået et trofast publikum, der fortsatte med at købe hendes album og komme til hendes koncerter.

Chapman er på mange måder en særling i musikbranchen. Hun er sort kvindelig singer-songwriter med en klar social-politisk profil i sine sange. Og dem går der ikke mange af på dusinet i den branche. Målt med amerikanske politiske alen er hun en ‘radical’ kunstner. Det demonstrerede hun allerede, da hun på debutalbummet lavede sangen “Talkin’ bout a revolution”:

Don’t you know
They’re talkin’ bout a revolution
It sounds like a whisper
Don’t you know
They’re talkin’ about a revolution
It sounds like a whisper
While they’re standing in the welfare lines
Crying at the doorsteps of those armies of salvation
Wasting time in the unemployment lines
Sitting around waiting for a promotion

Poor people gonna rise up
And get their share
Poor people gonna rise up
And take what’s theirs

Don’t you know
You better run, run, run
Oh I said you better
Run, run, run

Finally the tables are starting to turn
Talkin’ bout a revolution

En sang, der blot er blevet så meget desto mere aktuel her midt i den globale økonomiske krise.

Selv om Tracy Chapman ikke er så meget fremme i rampelyset, som hun var dengang i slutfirserne, så fortsætter hun med at skrive vedkommende sange med klare folk-pop-kvaliteter. Hendes seneste og ottende album Our Bright Future udkom i 2008, så hun må gerne snart melde sig på banen igen.

Â