En anden sangskriver, der også får poesien til at skinne igennem mange af sine tekster er Ray Davies. Tænk fx på Autumn Almanac eller Waterloo Sunset – for at nævne et par af de store Kinks-sange. Men hele vejen gennem Davies’ sangkatalog er poesien til stede – ofte i nærhed af hverdagen og de iagttagelser, den giver anledning til.
“It depends on what part of the being is operative. Of course it’s wonderful to write a song, I mean there is nothing like a song, and you sing it to your woman, or to your friend, people come to your house, and then you sing it in front of an audience and you record it. I mean it has an amazing thrust. And a poem, it waits on the page, and it moves in a much more secret way through the world. And that also is… Well, they each have their own way of travel.”
Jeg synes, at Cohens skelnen mellem sang og digt er alt for rigoristisk og den binder poesien til det skriftsproget. Jeg mener, at poesien – forstået som en særlig indgriben i sproget – finder sted såvel i det talte som skriftsproget. Og mange af Cohens egne sange er udmærkede eksempler, der dementerer hans egen strenge og noget bedagede syn på digt og sang.
Â
December er en måned, hvor årslisterne over de bedste plader, film osv. hærger på nettet. Selv om året endnu ikke er forbi og sagtens kan byde på gode og spændende oplevelser for øje og øre. Listerne kan jeg især bruge til at få øje på og ørerne op for musik, jeg har overset eller -hørt i de forgangne måneder. Altså som inspirationskilde. Og det er da noget, selv om jeg aldrig selv ville kunne lave en liste af den slags.
Men en plade har jeg spillet rigtig meget i år – og det er Jenny Lewis’ The Voyager, der har ligget på min bærbare afspiller, lige siden pladen udkom. Og jeg er ikke blevet træt af den undervejs. Og det er en stor kvalitet i mit regnskab.
Her er Jenny sammen med co-producer Ryan Adams på tv:
Â
Desværre gik jeg glip af gårsdagens koncert med Niels Skousen på Voxhall. Et arbejdsliv kom på tværs og spændte ben for den plan. Jeg havde ellers glædet mig til at opleve Skousen og Co. Men så må man jo “nøjes” med hans seneste fine album Smil eller dø og de koncertanmeldelser, begivenheden har kastet af sig. Gaffas anmelder er meget positiv og taler om magiske øjeblikke. Sådan skal det være. Desværre er der ikke så mange i Aarhus og omegn, der gik efter magien. Salen var kun halvfuld, kan man forstå. Fy-skamme-skamme publikum. Jeg håber Skousen kommer forbi igen i 2015 og at jeg har tid til at være med næste gang.
Her er en optagelse fra Store Vega. Det smager da lidt af fugl. Videoen er lagt op af BBLse – tak for lån.
Hvedekorn nr. 4, 2014 er netop udkommet. Og denne gang indeholder det hæderkronede tidsskrift for poesi og kunst flere bidrag fra tekstforfattere, der er mest kendt fra musiklivet. Det gælder navne som Blæs Bukki (Malk de Kojn m.fl.), Nils Torp (Souvenirs), vores medblogger Jens Unmack (Love Shop), Andreas Hjertholm (Atomfax), Johnny Hefty, Niels Skousen, blogkompis Peter H. Olesen (De Efterladte, Olesen & Olesen m.fl.) og Klaus Lynggaard (musikskribent ved Information, soloartist m.m.). Og mange andre. Så der er god grund til at smide en hundredekroneseddel efter dette nummer, hvis man elsker de poetiske tekster i musikken.
Fra Bert Brecht er der ikke så langt til Røde Mor og deres politisk-poetiske sange. “Lil’ Johnnys mund” er stadigvæk aktuel og et fint eksempel på, at der ikke nødvendigvis er nogen modsætning mellem politiks holdning, pop og så poetisk indgriben i sproget.
I forgårs døde soulsangerinden Wendy Rene af et slagtilfælde. Wendy hed egentlig Mary Fierson, men fik kunstnernavnet Wendy Rene af selveste Otis Redding.
Wendy kom til verden i Memphis, Tennessee i en religiøs familie og via den religiøse musik banedes vejen til populærmusikken. Sammen med sine brødre og nogle kammerater fik Wendy en pladekontrakt med Stax Records – og Wendy fik sin egen, fordi hun også selv skrev sine sange. Wendy indspillede en lang række sange for Stax. Nogle af dem blev lokale successer, men hun havde ikke held med at komme på de nationale lister. Men kendere af soulgenren sætter stor pris på hendes kraftfulde og følsomme stemme. Der er kommet flere fine opsamlinger med hendes indspilninger for Stax og Volt. I 2003 kom You Thrill My Soul på Ace Records, og i 2012 udsendte Light in the Attic Records After Laughter Comes Tears: Complete Stax & Volt Singles +Â Rarities 1964-65.
Et album, jeg ser frem til, er The Decemberists What a terrible World, der udkommer ultimo januar 2015. Her er de tre smagsprøver, der er løbet i forvejen…
Kalenderen kommer til endnu en uomgængelig stemme, Bertold Brecht. Her læser han “An die Nachgeborene” (Til de efterkommende). En optagelse fra 1939 – desværre uden dansk oversættelse.
Lumbago er ikke, selv om det måske lyder sådan, en eksotisk latinamerikansk dans. Når man har lumbago, så kan man sgu ikke danse ret meget. Lumbago er lændesmerter, også kaldet hold i ryggen, hekseskud, facetsyndrom eller blot lændesmerter. Og de er – som en netlæge skriver – “lokaliseret i området mellem det nederste ribben og det nederste af balderne. Smerterne kan have varierende intensitet fra ganske lette til meget stærke.” I sidste tilfælde er der ikke meget samba eller boza nova over kroppen, kan jeg godt fortælle jer.
Og det er ikke et fænomen, der er forbeholdt ældre mennesker eller gamle. Det er en meget demokratisk lidelse – som så mange rygproblemer – og kan sagtens starte i teenageårene. Nogle mærker disse smerter jævnligt. Heldigvis går der meget lang tid mellem mine lumbagoproblemer, ja, år og dag. Men så en dag er de der igen, udløst af en eller anden uovervejet belastning af ryggen. Og så er der kun en ting at gøre: At holde sig i ro, samtidig med, at man sørger for at bevæge sig ind imellem. Hvor paradoksalt det end måtte lyde. Det gode er, at det går over. I denne omgang har det taget ialt fire dage, inklusive weekenden. Glædelig jul.
Svante Sjöblom är en fridens man. Som många känner till är han en fantastisk gitarrist och sångare, specialiserad på akustik blues och folkmusik från förkrigstiden. Mindre känt är kanske att han dessutom är en skicklig finsnickare och passionerad flugfiskare.
En fridens man som sagt var.
Men ibland far djävulen i honom och han letar fram elgitarren, skruvar upp volymen till elva och brister ut i ett bluesens primalskrik.
Svante Sjöblom Trio består av, förutom Svante, Marcel Strub, Micke Nilsson och Magnus Nörrenberg och spelar stenhård gitarrblues med hög intensitet.
Denna EP spelades in vintern 2014 och släpptes i en begänsad upplaga som bara såldes på konserter. Den tog snabbt slut och därför är denna digitala release efterlängtad. [Bandcamp]
En blogger i Los Angeles har været så venlig at sammenstille denne julemusikliste med lutter indierockere.
01. Yeah Yeah Yeahs – “All I Want For Christmasâ€
02. Best Coast and Wavves – “Something For Youâ€
03. The Raveonettes – “The Christmas Songâ€
04. Belle & Sebastian – “Are You Coming Over For Christmas?â€
05. As Tall as Lions – “It’s Only Christmasâ€
06. The White Stripes – “Candy Cane Childrenâ€
07. Murs – “Christmas Rules Everything Around Meâ€
08. Los Campesinos! – “Kindle a Flame in Her Heartâ€
09. Sufjan Stevens – “Christmas Unicornâ€
10. Julian Casablancas – “I Wish It Was Christmas Todayâ€
HENRIK NORDBRANDT – åRET HAR 16 MåNEDER from Jesper Ravn Nielsen on Vimeo.
Ingen poesikalender uden Nordbrandt.
Jovist, jeg har et ambivalent forhold til julen. På den ene side anti-julerier. På den anden julemusik a la carte.
Fordi man er vissen i toppen, kan man godt have saft ved roden, siger en god talemåde. Alder har ingen betydning for livskraft. Og gamle Ulf Lundell er et udmærket eksempel på, at man ikke behøver at gå i stå, fordi man passerer de 50 og de 60. På sin hemsida er Lundell begyndt at blogge. Og ikke kun om en gammel Aston Martin, han gerne vil sælge til en passende person, der sætter pris på et godt køretøj. Næh, Lundell bruger også krudt på at kritisere Sveriges svar på Dansk Folkeparti, SD – Sverigesdemokraterne:
“Jeg skammer mig.
Jeg skammer mig over sådan en som Söder, en lille diktatortype i folkedragt, der skal sidde og hamre løs i Sveriges rigsdag.Â
Det begynder at blive grimt. Det eneste gode ved, at SD [sverigesdemokraterne] får flere og flere procenter er, at når de begynder at føle sig sikrere og sikrere, så vil de vise deres rette ansigt. Som fx Björn Söder i søndagsudgaven af Dagens Nyheter, et lysende eksempel. Ingen djævel bør snakke med dem.
Om indvandring, flygtningen og integration skal der tales – men ikke med Sverigesdemokraterne. Blokpolitiken er en vederstyggelighed. Vi griner jo ad amerikanerne, der ikke kommer nogen vegne med demokrater og republikanere, men det er jo i alle tilfælde det samme, der gør sig gældende her. Her, hvor Söder med 13% magt over 87, får mig til at undre mig over hvor Sverige, foregangslandet, forbilledet bevæger sig hen.
Siger manden, der efter sidste Valsafari-koncert på Debaser i Stockholm sad på Hotel Malmen på den anden side af gaden og stirrede ind i tv-skærmen og sagde: Nu skifter jeg politik.
Men Björn Söder bør selvsagt på af som næstformand. Der må være lidt stil over Sveriges rigsdag. Nu skider jeg på politik for i dag i hvert fald.
UL”
årsagen til Lundells udmelding er et interview, som Söder gave til Dagens Nyheter under overskriften: Den leende nationalismen, hvor han bl.a. gav udtryk for, at samer og jøder ikke er rigtige svenskere…
Det står enhver frit for at drage sammenligninger mellem Sverigesdemokraterne og Dansk Folkeparti. Og jeg synes, det ville klæde danske pop- og rockmusikere, hvis de fulgte i Lundells fodspor og tog bladet fra munden, når Dansk Folkeparti og deres åndsfæller i de borgerlige partier kom for godt i gang med deres nationalistiske fremturen.
