Med budskabet om, at vi alle kan gøre en lille forskel, fortsætter Greta Thunberg sin imponerende skolestrejke for klimaet. Hun er ubøjelig i sin kritik af politikerne og ufravigelig i sine krav om radikale ændringer af vores levemåde. Hun er vor tids samvittigheds stemme.
I never sold a lot of records, but I made a bunch. And there are some good songs in there.
Writing songs is not a question of difficulty or ease. I’ve often compared it to sex. It doesn’t happen as much as it used to. But when it happens, it’s still fun!
Der skulle gå endnu et par år, før Loudon Wainwright IIIs egentlige gennembrud til et større publikum kom – med det tredje album Album III og sangen “Dead Skunk”. Men debuten kom for halvtreds år siden med det eponyme album med den blege forside. Fuld af gode sange, rappe tekster fuld af humor og tungen i kinden. Udgivelsesdatoen er uvis, men det var i 1970. Siden er der kommet en lang række plader fra Wainwright. Plader, der aldrig solgte så godt som de fortjente det. Og den 73-årige sanger-sangskriver har lige lavet en plade med et swingorkester, I’d rather lead a band, hvor han – i stil med Rod Stewart og Bob Dylan – fortolker sange fra swingtiden.
Citaterne ovenfor er fra et interview i Rolling Stone, hvor Wainwright fortæller om coronasituationen, familien, sangsskrivningen og andet.
Selv om jeg godt havde læst og hørt, at danskerne for tiden overrender landets museer og kulturinstitutioner, så besluttede jeg mig alligevel for i går på min cykelrundtur i det indre Århus at slå vejen forbi Den Gamle By for at hente det årskort, som jeg havde købt lige før coronanedlukningen af Danmark fandt sted. Men ak og ve, det kunne jeg godt have sparet mig. Aldrig har jeg set så lang en kø ved Den Gamle By. Og den voksede støt de per minutter, hvor jeg stod ved cyklen og overvejede min sag. Det endte med at jeg cyklede hjem med uforrettet sag.
Og undervejs hjem tænkte jeg, at måske var danskerne blevet lidt mere kulturelle hen over coronakrisen? Når man nu aligevel skal arbejde hjemmefra og ikke kan slippe ud af familiens fangarme, og når man nu alligevel ikke kan komme på charterferie med grisefest osv., så kunne man jo alligevel se, hvad der gemmer sig bag de mure, man aldrig tidligere har haft interesse for. Dernæst tænkte jeg, at – hvis det er rigtigt – så ville der være en opportun lejlighed for alle de små, oversete kulturinstitutioner for at få besøg. Det kræver blot lidt reklamevirksomhed (hvor er i DR og TV2!?). Så kunne små museer som Københavns bymuseum, Esbjerg Museum osv. også få del af publikumskagen. Men inden jeg fik tænkt tanken helt til ende, var jeg hjemme igen, hvor optimismen med hensyn til danskernes nye kulturvaner dalede lidt igen
og jeg kunne ærgre mig lidt over at have købt det årskort.
Det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, har gjort sig bemærket på det sociale medie Facebook med et indlæg, hvor han taler imod, at man som dobbelt statsborger (i det aktuelle tilfælde: dansk og afghansk statsborgerskab) skal kunne arbejde for Udlændingestyrelsen. Jeg er på ingen måde enig med Henriksen, hverken i dette synspunkt eller hans holdninger i øvrigt.
Nu er der så sket det, at det sociale medie, Facebook, har slettet Martin Henriksens indlæg. Med andre ord har firmaet Facebook udøvet censur af Henriksens grundlovssikrede ytringsfrihed. Det er endnu et eksempel på, at et stort amerikansk og globalt selskab overtrumfer national lovgivning efter behag. Tidligere har Facebook bl.a. grebet ind over for fotos med “nøgenhed” og lignende. Det burde ikke være sådan, og danske politikere burde tage afstand fra og kritisere Facebooks selvbestaltede, overstatslige censurmyndighed. Og i stedet retsforfølge Martin Henriksen for det angiveligt diskriminerede indlæg.
Desværre er vi inde i en periode, hvor store internationale selskaber – typisk store mediefirmaer som Google, Apple, Facebook, Twitter m. fl. – i kraft af økonomisk styrke og medial indflydelse – er i stand til at sætte sig ud over lokale, nationale (men også supernationale, fx EU) lovgivninger og dermed også demokratiske spilleregler. Og det vil kræve super- og transnationale tiltag at bremse den udvikling, fx gennem en international lovgivning for internettet som respekterer de enkelte landes lovgivninger og demokratier.
Opdatering: I dag lørdag d. 18. juli meddeles de så, at Facebook erkender at fjernelsen af Henriksens indlæg var en fejl.
I dag blev opslaget fjernet af Facebook, men Facebooks kommunikationschef i
Norden
, Camilla Nordsted, oplyser nu til Ritzau, at det var en fejl.
– Vores
retningslinjer
har til hensigt at ramme den rette balance mellem på den ene side at værne om
ytringsfriheden
og på den anden side forhindre hadefuld tale.
– Efter nærmere gennemgang har vi vurderet, at opslaget her fejlagtigt blev taget ned, og det er nu tilbage på platformen, udtaler Camilla Nordsted i et skriftligt svar.
Spørgsmålet er så, om det ændrer ved det basale. Facebook vil både værne om ytringsfriheden og bekæmpe ‘hadefuld tale’. Problemet er blot, at også hadefuld tale er omfattet af ytringsfriheden, hvis man tager lovens ånd alvorlig. Nej, problemet er først løst, når Facebook overlader det til de rette instanser at vurdere om der er begået noget ulovligt.
I følge mediernes omtale kan jeg forstå, at Eskimo isen stammer fra 1920’erne. Den var også en af den slags ispinde, man kunne købe, da jeg var dreng i halvtredserne. Det var dog sjældent jeg fik den, for den var relativt dyr. Og såvidt jeg husker var min barndoms Eskimo is uden syltetøj i midten. Det kom først til i tresserne. Oprindeligt var det kun vaniljeis med chokolade udenom. Og leverandøren var det lokale Premiere. At Eskimo i den forbindelse skulle have nogen som helst nedsættende betydning, er skudt helt ved siden af. Navnet handlede mest om, at det associerede til det kolde nord med is, sne og kulde. At det i nogle sammenhænge kan have været og er diskriminerende, vil jeg ikke udelukke. Men det er netop sammenhængen, der er afgørende. Ikke ordet i sig selv. Men i dagens politiske korrekthedsstrømning og krænkelseskultur mener man åbenbart, at man kan udrydde diskrimination og racisme ved at fjerne ord og omdøbe navne. Hellig enfold siger jeg bare. Og tænker på dengang bøsserne tog ordet bøsse på sig med Bent Jacobsens bøsseplade. Man vendte ordet 180 grader og gjorde det til noget, man skulle være glad for og stolt over. Jeg er bøsse, lesbisk osv. Jeg tror mere på den strategi.
Og hvem er så Quinn Eskimoen? Godt spørgsmål.
Chrissie Hynde og James Walbourne fortsætter med at bruge coronanedlukningen til at afsøge Bob Dylans sangskat og udsætte den for – synes jeg – solide fortolkninger. Nu gælder det “Don’t fall apart on me tonight” ( fra Dylans Infidels, 1983).
Der går alt for længe mellem de besøg, jeg aflægger i den lokale genbrugsbutik. Jeg kommer tit forbi, men som oftest har jeg andre ærinder, der trænger sig på. Men i dag, hvor jeg blot skulle hente lidt fisk til aftensmaden, gik jeg derind. Og det første mit blik fangede var den lille cd-boks Michael Jackson The Collection i udstillingsvinduet. Til den nette sum af 40 kr. Og da min bestand af Jacksonplader kan tælles på en hånd, der har været i båndsaven, så kom den i indkøbskurven. Off the Wall, Thriller, Bad, Dangerous og Invincible. Det må være det meste af det bedste fra den afdøde kunstner.
Og for at det ikke skal være løgn, så fandt jeg også Peter Bastians bestseller Ind i musikken og musik og bevidsthed. 2. oplag, 10 kr. Jeg har aldrig fået læst Bastians bog fra ende til anden, så nu er lejligheden til det.
Og da jeg forlod butikke lagde en medarbejder Søren Kierkegaards samlede værker (den gule udgave i paperbackudgaven) ud til samme prisniveau. Nu har jeg Kierkegaards skrifter i forvejen, men kunne ikke lade være med at tænke på, hvilken glæde det vil kunne vække hos en ung studerende at komme til at eje værket for en slik.
Jeg har tit nok brokket mig over filmudbuddet på tv, og betalingsstreamingtjenesterne er ikke noget for mig. Så her handler det alternativt om dvd’er (bl.a. lånt på biblioteket), Filmstriben (bibliotekets udmærkede filmside for publikum) og hvad der ellers dukker op på nettet af såkaldt ‘gratis’ glæder. Og til dem hører Youtubesiden Ken Loach Films / Ken Loach Channel, hvor den aldrende, men stadigvæk aktive instruktør Ken Loach har stillet nogle af sine film til fri afbenyttelse. Det er storsindet af ham og helt i pagt med hans socialistiske grundholdning. Det er ikke de nyeste film, men alle hans film er af høj klasse og værd at se, og han viser et forbilledligt eksempel for alle andre instruktører.
Jeg kan godt undre mig lidt over DR (vist ikke nogen nyhed her på siden…). Fx tæppebombes man dagligt på DR1 med forskræppende reklamer for kommende programmer på kanalen, typist livsstilsprogrammer (tykke menneskers manglende sexlyst, unge pigers sommerhusrenovationsprojekt osv.), medens man ikke kan bruge en eneste reklame på nogle af de fine programmer, man diverterer med på søsterkanalen DR2. Som for eksempel dobbeltprogrammet med Annisette i går aftes. Først et program, hvor man fik belyst Annisettes samarbejde med DR Big Band – og efterfølgende den koncert, der blev resultatet af samarbejdet. I sig selv en enestående begivenhed for sangerinden, der primært har arbejdet sammen med Savage Rose de sidste halvtreds år, og som ikke har erfaring med at arbejde sammen med et jazzband. Et møde mellem to forskellige musikalske verdener, der på bedste og smukkeste vis smelter sammen til en ny helhed og bliver et bevis på musikkens evigt favnende og grænseoverskridende evne. To programmer, som DR burde have reklameret for dagligt i ugevis. Heldigvis kan de to programmer ses på DRs hjemmeside – og det kan man kun opfordre til at man gør.
Og nu vi er ved det, så har DR heller ikke reklameret for koncerten med Sinne Eeg og DR Big Band i aften – tirsdag d. 14. juli på DR2.
En dejlig plade. Det var det, jeg tænkte, da de første, sprøde toner forlod højtalerne. Nogle gange kan man næsten forudsige, hvad der er en i vente, når man sætter en plade på. Og sådan har det i hvert fald været for mig og så Alberte Windings nye plade Martha’s Vineyard. En helt igennem dejlig plade. Og så behøver jeg sådan set ikke skrive mere eller?
Jo, pladens titel henviser til en ø syd for Cape Cod, kendt for en sommerskole for døve og for at være et af velhavernes og de berømtes refugier. Men i dette tilfælde er Martha’s Vineyard mere et personligt mytologisk sted for sangskriver Alberte Winding. Et sted, hvor hun i de formative år mellem 16 og 19 opholdt sig (1980-1982), for at være en slags au pair. Og det blev et sted, det satte sig spor i den unge dame i en alder, hvor man løsriver sig fra sit ophav og forsøger at finde sine egne ben. Og et sted, der med tiden får en nostalgisk og mytologisk betydning for en. Og som voksen beslutter Alberte Winding sig for at vende tilbage og gense og -opleve det sted. Og det afstedkom så – selvfølgelig – en række sange, ti i alt, der nu udgør pladen.
Sange, der kommer rundt om de følelser og emner, sådan et formativt ophold kan give anledning til. Udlængsel, hjemve, forelskelse (på godt og ondt), venskaber, fester, hverdagsliv og meget mere. Og det alt sammen filtreret gennem den voksne persons levede liv, hvilket kaster et blidt og forsonende skær over oplevelserne. Desværre er der ikke noget tekstark med pladen (cd-udgaven), og det kunne Windings tekster godt have fortjent, og måske skulle man lægge dem op på kunstneres hjemmeside af hensyn til os, der gerne vil studere dem nærmere.
Det er da også den eneste indvendig jeg har mod Windings nye plade. For den er som skrevet dejlig. Alberte synger med sin velkendte, bløde, feminine, dejlige stemme. Og alle sangene, der er skrevet af Winding og ægtemanden Andreas Fuglebæk er en slags moderne folk eller americana (med den der amerikanske kategori, der omfatter alskens musikalske rødder). Sprøde melodier i afbalancerede, tilbagelænede arrangementer. Måske er der ikke et lyse nætter-hit på albummet, men sangene er så dejligt indsmigrende og forførende, at man ikke kan andet end at holde af den plade, hvis man er til smagfuld, charmerende voksenpop med noget på hjerte. Og det må man sige, at Alberte Winding stadigvæk har. Nu kan vi så bare se frem til, at Alberte med band får lov til at rejse land og rige rundt og spille sangene for os. Hermed anbefalet.
Alberte Winding. Martha’s Vineyard. Produceret af: Andreas Fuglebæk. Target Records. Er udkommet.
DR kører en programserie, hvor en skuespiller sejler landet rundt i en velholdt, gammel skonnert. Og undervejs tager han en lille håndfuld musikere op, der så diverterer med hvert sit nummer og til sidst et fælles nummer et sted på ruten. Måske ikke den mest opfindsomme tv-idé, men det fungerer da ok, at dømme efter de to første afsnit.
I går var gæsterne på båden Chief 1, Barbara Moleko og Kim Sjøgren. Det eneste, der irriterede med ved udsendelsen, var, at Moleko havde valgt sangen “All by myself” som sit nummer (og hun gjorde det udmærket bestemt) – og henviste til Celine Dions udgave som originalen. Tsk, tsk. Nej, originalen er selvfølgelig med Eric Carmen fra 1975.
At Moleko ikke kan huske det, skyldes nok hendes unge alder, men nogen bag programmet burde have prikket hende på skulderen og sagt: Hør lige her… Sådan ligger landet altså. Men hvad kan man forvente i disse historieløse tider…
Eric Carmen, der var med i The Raspberries, gruppen der var en af forløberne for power poppen, fik et pænt hit med den sang, men er måske gledet lidt i g(l)emmebogen.
 
Bare en af de dage, hvor nyhedsstømmen er ‘for meget’, hvor alt for mange trafikanter lader som om færdselsregler og hensyn til andre er ‘byer i Sibirien’, hvor coronareglerne glemmes i indkøbskøen og på fortorvet, og hvor ens kop bare er fuld til randen. Så får man det let som John Lennon med hans naive udladning. Fandme.
Ingen tvivl om det: Vinylpladerne er kommet igen. Selv om de blev dødsdømt for år tilbage (da de digitale medier kom). Og enhver kunstner med respekt for sig selv og publikum(s købelyst) (gen)udsender deres musik på vinyl. Gerne i alskens muntre farver osv. Og lyden er anderledes end den var engang, hvor alt var analogt. I dag er lyden digitaliseret, helt hen til færdiggørelsen af vinylpresningen.
Og inden længe er det ABBA, der bliver genstand for vinylgørelse. De startede som vinyl og bliver nu igen vinyl. Og deres samlede værker, der er genudsendt flere gange, kommer snart som vinylboks. Og hvert album har sin egen farve. Hurra. De fortjener at få nye lyttere blandt de nye vinylelskere.
Omsider lykkedes det DR at komme lidt ud coronatågen og vise en seværdig spillefilm, Steven Spielbergs Spionernes bro (2015). Jeg har ganske vist set den før, i premiereåret, men den er værd at se igen.
Tom Hanks spiller forsikringsfirmaadvokaten James B. Donovan, der af sin chef (spillet af Alan Alda) får til opgave at forsvare KGB-spionen Rudolf Abel, der er under anklage for at have dele informationer om amerikanernes atomvåben med russerne. Vi befinder os i ‘den kolde krig’, og Abel har opereret i al hemmelighed.
Donovan ser det som sin opgave at give den anklagede en retfærdig retsag. Og det er ikke nogen selvfølge. I koldkrigsklimaet er der mange, der allerede har dømt og henrettet Abel, blot fordi han sættes i forbindelse med Sovjetunionen og kommunismen. Og CIA forsøger – forgæves – at få Donovan til at fortælle noget om, hvad han snakker med Abel om. Donovans faglige og moralske forpligtethed på retfærdighed og lov (herunder: grundloven) er nøglen til forståelsen af filmens “budskab”, og det er i konflikten mellem Donovan og det omkringliggende samfund, vi finder filmens aktualitet.
Abel bliver kendt skyldig, men det lykkes Donovan at forhindre, at Abel bliver henrettet. I stedet for idømmes han 30 års fængsel. Og i forbindelse med sit forsvar for Abel, overbeviser Donovan dommeren om, at Abel kan komme til at spille en vigtig rolle, hvis Sovjetunionen på et tidspunkt pågriber en amerikansk spion. Og medens Donovan spiller sit forsvarsspil, sender CIA spionflyet U2 ind over Sovjetunionen, hvor det bliver skudt ned. Så den tænkte situation med en mulig udveksling af spioner er pludselig blevet til virkelighed.
Kort tid efter modtager Donovan et brev fra DDR, angiveligt fra Abels kone, hvoraf det fremgår, at Donovan skal kontakte Abels advokat. CIA fortolker brevet som kamoufleret, sovjetisk ønske om at udveksle den tilfangetagne amerikanske pilot med Abel.
Hvad der sker frem til udvekslingen vil jeg ikke fortælle, af hensyn til dem, der har filmen til gode. Men det er sådan set heller ikke selve det komplicerede handlingsforløb, der er det vigtigste. Det helt centrale i filmen er konflikten mellem advokaten Donovans retskaffenhed – hans kamp for retfærdighed og hans tro på amerikansk lov og på grundlovens borgerrettigheder – og den amerikanske virkelighed under den kolde krig, hvor tilsidesættelse af love, rettigheder og retfærdighed sker i patriotismens navn. Hvis man pudser brillerne en gang, så vil man let kunne genkende omridset af den trumpske America First-logik i koldkrigspatriotismen som den beskrives i Spielbergsk film. Det fine ved filmen er, at Spielberg helt frem til filmens slutning lader Donovan fremstå som selve garanten for det oprindelige Amerika, der også – forstår man – skal være fremtidens Amerika.
Spørgsmålet er så, om Spielberg – i patriotismens navn – til sidst alligevel skaber lidt tvivl om Donovans idealisme og dermed indirekte kommer til at forsvare dens modsætning, den ideologiske patriotisme? Da Donovan er i Berlin for at gennemføre spionudvekslingen er DDR i gang med at bygge Berlinmuren, og Donovan oplever, hvordan flygtende DDR-borgere bliver skudt ned i forsøget på at kravle over muren. I den sidste sekvens i filmen ser han, hvordan nogle unge amerikanerne i en parallel scene kravler over et hegn mellem to ejendomme, uden at blive skudt. De to scener kan fortolkes som to billeder på de to forskellige verdensopfattelser mellem Amerika og Sovjetunionen. Men se filmen selv, og døm selv.
Spielberg fortæller historien uden på nogen måde at udnytte det dramatiske potentiale, der er i stoffet. Han fokuserer på hovedpersonen Donovans arbejde og kamp for lov og retfærdighed. Og Tom Hanks udfylder rollen på beundringsværdig vis. Og Mark Rylance, der fik en Oscarstatuette for sin birolle som Abel, matcher Hanks fremstilling til perfektion.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger