5. marts 2021 arkiv

Rosa Luxemburg – 150

5. marts 2021

Det er 150-årsdagen for den polske marxist, filosof, økonom, pacifist og revolutionære socialist Roza Luksenburg, bedre kendt som Rosa Luxemburg. Sammen med Karl Liebknecht dannede hun det pacifistiske Sparkatusbund som en reaktion på det tyske socialdemokratisk involvering i den første verdenskrig. Spartakistforbundet blev siden hen til det tyske kommunistparti. I slutningen af første verdenskrig var spartakisterne med til at starte novemberrevolutionen, der var ansporet af de elendige leveforhold, som almindelige tyskere havde. Oprøret blev dog nedkæmpet af regeringen og i den forbindelse blev Rosa og Karl likvideret på brutal vis af det regeringsfinansierede paramilitære Frikorps. Omstændighederne omkring Luxemburgs og Liebknechts død har siden været genstand for debat og kritik blandt historikere og teoretikere.

Med til billedet af Rosa Luxemburg hører også, at hun som filosof og teoretiker forholdt sig kritisk til såvel det reformistiske socialdemokrati som leninismen. Det har gjort hende til en omstridt figur på den europæiske venstrefløj, men også til en helte- og martyrskikkelse.

 

 

Jørgen de Mylius – 75

5. marts 2021

[Foto: DR]

Ja, i dag fylder Jørgen de Mylius eller Jørgen Mylius, som han bare kaldte sig engang, 75 år. Og det skal selvfølgelig noteres. For Mylius blev ved tilfældighedernes spil og gunst den person, der fik rollen som formidler af efterkrigstidens ungdommelige toner – rock and roll, beat og pop. Han var datidens svar på nutidens influencere, selv om begrebet heldigvis ikke eksisiterede dengang. Men det var i hans programmer – Efter Skoletid ikke mindst – vi unge fik mulighed for at høre musik, der ellers var svær at få fat på. Mylius’ styrke var – og er nok – at han mest fokuserede på det populære, det underholdende. Da tiderne skiftede omkring 1970 og ungdommen blev mere end almindelig oprørsk og oven i købet og ligefrem politisk, så trak Mylius lidt følehornene til sig og overlod det til yngre generationer af radiojournalister. Jovist spillede han noget af den rebelske musik, men hans hjerte bankede for poppen. Og det førte ham over i fx melodigrandprixprogrammerne.

Men trods alt: Tak fordi du var der, da der var brug for det. Tak fordi du sørgede for, at nogle generationer af unge fik musikken ind med dampradioen. Og lykke og held de kommende år.