Ja, den danske udgave af lydsporet til den dengang så populære musical Hair. Også den danske version blev populær med 200 opførelser rundt om i det ganske land. Og så blev den springbræt for flere kunstnere, bl.a. Eddie Skoller, Anette Klingenberg (dansktopsangerinden), Jørgen Olsen, Ina Løhndahl og mange flere.
Alvoren, der præger coverfotoet på Tears’ debutalbum Binging, bragging, bitching, passer fint til teksternes fortællinger om de knubs, som livet kan give i form af dyrtkøbte erfaringer, forliste og smertefulde forhold og andre problemer, der forsøges druknet og dulmet i rusens og beruselsens altid lokkende flugtvej. Tydeligt understreget af titelsangen:
“II have been binging, bragging, bitshing/ All my tears away/ I have been far too drunk to care about/ The better yesterdays/ I have been drinking lately/ Thinking/ Why you rew it all away/ Why you took not but one life/ But two of them/ And fucked me once again// Oh oh I doubt you ever cried/ No no no God he never cries// Go, I weep for you/ Now I weep for you/ Now I weep for you// I have been binging, bragging, bitching/ All my dreams away/ I have been sitting/ Reminisching/ About Better yesterdays/ I have been drinking lately/ thinking// Wju you threw it all away/Why you took not but one life/ But thwo of them/ And fucked me hard again// Oh oh I doubt you eve cared/ No no no God he never cares// God, I pity you/ No I pity you/ God, I pity you/ Now I pity you”
Nej, når livet rammer en, så hjælper ingen kære mor eller en gud i det høje. Men teksternes beskrivelse af livets nedture og slag over nakken munder dog ud i noget, man med god vilje kan en slags afklaring og eftertanke – eller tømmermænd af den emotionelle slags.
Så teksterne og det univers, de smukt tegner, har med melankolien og nedslåetheden noget næste tidstypisk over sig. For som jeg ofte har været inde på i mine anbefalinger, så er der en umiskendelig strøm af mismod, melankoli og livsbesværethed i tidens populærmusik. Så det er, som det skal være, kan man påstå.
Men – heldigvis havde jeg nær skrevet – er musikken, sangene, på denne fine plade som balsam for sjælen. De i alt ti sange er i deres afrundethed og velturnerede melodiøsitet som kontrapunktisk opdrift til mismodet og nedslåetheden. De er ti, fine popsange, som hver især aspirerer til langtidsholdbarhed på dagens poporienterede radiostationer og afspilningslister. Med sine iørefaldende sange afslører sangskriver Jeppe Grønbæk Andersen at han er et barn af de foregående mange årtiers sanger-sangskriver-kunst, hvor det er den gode historie og den gode melodi, der er i centrum. Dertil skal lægges, at arrangementerne med Jeppe Grønbæk Andersen i den vokale og centrale forgrund både afslører en forpligtethed på sangskrivertraditionen, samtidig med at den er farvet af post-punkens optagethed af støj og electronica.
Jeppe Grønbæk Andersen og hans fine band (Patrick Kociszewski – sang, guitar – Anders Ahle – piano, orgel, sologuitar – Julius Lykke – bas – og Lasse Kolding – trommer) har et stort potentiale og man gør klogt i at holde øje og øre med dem fremover. Hvis de får styr på tømmermændene og det, der forårsagede dem, så skal de nok blive store på musikscenen i de kommende år. Hermed varmt anbefalet.
Tears. Binging, Bragging, Bitching. Part Time Records. Er udkommet
Vi kender alle den slags film eller serier, der bygger på virkelige hændelser. Og vi ved også eller burde vide, at denne forpligtelse på historiske forhold ikke forhindrer fiktionsmagerne i at lade fantasien lege med, at digte til og trække fra, hvor det passer bedst ind i historien. Et spørgsmål, som ofte melder sig, er, hvor langt digteriet kan tillade sig at gå, når den er inspireret af “sande” begivenheder?
Et aktuelt eksempel er den norske serie Atlantic Crossing, der primært handler om den norske kongefamilies skæbne under 2. Verdenskrig. Serien har allerede givet anledning til heftig debat i hjemlandet, ikke mindst fordi besættelsesårene er omtålelige år i Norge. Og der er da også god grund til at diskutere serien. Fx serien fokusering på kronprinsesse Märthas ophold hos den amerikanske præsident Theodor Rosenvelt.
Sidstnævnte er notorisk kendt for at være – lad os undtrykke det på den måde – en særdeles “dameglad” herre, der tog for sig af retterne. Og serien dyrker præsidentens amourøse tiltrækning af Märtha i ekstrem grad. Det er faktisk det, der fylder mest i beskrivelsen af hendes tid i præsidentens hjem. Og problemet er, at man ikke i detaljer kender til de kongeliges privatliv på den tid eller i øvrigt. Og man kan ikke dække sig ind under fiktionens ret til at omdigte på faktiske forhold, når det gælder personer, der ikke kan forsvare sig mod insinuationer og lignende, eller når det gælder forståelsen af en vigtig periode i et lands historie. Jo, serien har med god grund skabt debat i hjemlandet.
Noget andet og nok så vigtigt er, at den fiktive omgang med historien faktisk kan bidrage til forståelsen af en anden tid. Et godt eksempel finder vi i den genudsendte serie på DR Foyle’s War, hvor man følger politimanden Foyles arbejde med kriminalsager i krigens skygge. I gårsdagens afsnit (21) forholdt fiktionen sig til emnet racisme. Vi befinder os i 1945. Krigen er ovre, og amerikanske soldater befinder sig i lejre i England, hvor de venter på hjemsendelse. En sort amerikansk soldat forelsker sig i en engelsk pige og gør hende gravid. Pigen føder barnet og agter at gifte sig med soldaten, men bliver så myrdet. Og optrævlingen af mordsagen – og en tilkoblet sag om røveri af store pengebeløb – fører til en seriøs og nuanceret diskussion af den amerikanske racisme (i hæren og i staterne efter krigen) og racismens aktualitet i efterkrigs-England.
