13. marts 2021 arkiv

Reklamer virker

13. marts 2021

Vi lever i en tid, hvor reklameindustrien har mere vind i sejlene end nogensinde før. Med alle de nye medier – de sociale, streamingtjenester osv. – er der hidtil usete og uhørte muligheder for at reklamere for alskens varer. Og det bliver gjort med en intensitet og ekstensitet, som vi ingensinde før har set eller hørt.

For tiden kan man på dansk tv se en reklame for Coca Cola, der mestendels består af nogle mennesker, der danser. Og den er et godt eksempel på, hvordan reklamer i mange år har virket. Ikke ved på nogen måde at tematisere produktet – den brune, sukkerholdige (alternativt sukkerfri) læskedrik med det kendte logo – men ved udenomsværker. Budskabet synes at være: Du får lyst til at kaste dig ud i vild dans, hvis du drikker den brune drik. At formlen ikke er ny kan man illustrere ved at gense samme firmas reklame fra for 50 år siden. Her danses, der ikke, men synges. Som følgeteksten forklarer, har firmaet samlet en masse unge mennesker på en bakketop, hvor de med produktet i hånden synger en kendt popsang. Og det virker – i hvert fald drikkes den brune drik stadigvæk stor stil.

Aftenens filmoplevelse: En spions bekendelser (Red Joan)

13. marts 2021

I 1999 blev den dengang 87-årige Melita Norwood afsløret som mangeårig KGB-agent. Igennem årtier havde ‘bedstemorspionen’ leveret hemmelige oplysninger til fjenden mod øst.
Filmen “En spions bekendelser” bygger på Norwoods historie, men hun er dog omdøbt til Joan Stanley i filmen.

Filmen begynder med, at den aldrende Joan bliver arresteret i sit hjem og konfronteret med en lang række spionagerelaterede anklager. Og filmen følger forhøret af Joan fra den første konfrontation og frem til umiddelbart før retssagen mod hende. Parallelt fortælles Joans historie gennem lange erindrende tilbageblik i hendes liv.

Begyndende i 1930’erne, hvor Joan er en ung, talentfuld fysikstuderende på Cambridge University. Her bliver hun indført i og forført af en kreds af unge socialister, der er optændte af begivenhederne i Sovjetunionen og af den Spanske Borgerkrig. Og Joan møder den idealistiske, tiltrækkende og forførende unge russer Leo, der brænder for Sovjets sag. Gennem sin forelskelse i Leo og det idealistiske miljøs ild bliver Joan politisk vakht og forstår at verdens gang kan ses fra mere end en synsvinkel.

Selv om Judy Denchs rolle indskrænker sig til at sidde ved forhørsbordet med få replikker og mestendels ansigtsudtryk, så spiller hun denne rolle, der er en slags modpol til hendes James Bond-rolle som efterretningschefen M, med alderens og erfaringens suverænitet. Dog skal det tilføjes, at Sophie Cookson, der spiller den unge Joan og får langt mere tid på lærredet, også fremstiller Joan med suveræn sikkerhed. Og det er gennem hende filmen får sin karakter af ungdommelig livsmod og appetit.

At filmen bygger på såkaldt virkelige hændelser spiller ikke nogen afgørende rolle for historien. Tværtimod er det fremstillingen af Joans dramatiske og lidenskabelige liv fra naiv, ung studine til hærdet, stålsat mesterspion, der gør filmen til noget ganske særligt. Også fordi filmen formår, til forskel fra de mange spionfilm, som filmhistorien er så rig på, at fremstille Joans valg på en måde, så man som publikum ikke kan undgå at forså hende og sympatisere med hende. Jovist er hun skyldig i spionage, men hendes bevæggrunde står uantastede tilbage til det sidste.

Filmens styrke – og grunden til at man skal se den – er, at den ikke forfalder til traditionel koldkrigstænkning, hvor de gode står over for de onde, og hvor sandheden er sort/hvid, men derimod koncentrerer sig om at fortælle en historie om nogle unge menneskers liv med arbejde, kærlighed og venskab i en tid, der var meget anderledes end nutiden og som vi kan have mere end svært ved at sætte os ind i, hvis ikke netop vi havde kunsten til at gøre det muligt for os.

Capac – fylder 15 år

13. marts 2021

Det slog mig lige, medens jeg sad og var optaget af noget andet, at bloggen – Capac – i dag fylder 15 år. Selv om der findes blogs, der er ældre – også danske blogs – så er det dog en anseelig årrække.

Og capac vil fortsætte endnu, fordi der stadigvæk er udviklings- og forandringsmuligheder i bloggeriet og fordi den daglige postering er blevet en uundværlig del af min  hverdag.

Jeg er for længst holdt op med at tælle besøg og “hits”, for det giver ikke længere mening. Bloggen har sine faste læsere, og nogle af de gamle dukker også op engang imellem, og det er fint.

En overgang frygtede jeg lidt, at de såkaldte sociale medier – Facebook, Twitter, Instagram og hvad de allesammen hedder – ville betyde enden på bloggen. Men i dag ved jeg, at det ikke bliver disse sociale medier, der tager livet af den. Snarere tror jeg, at de selv kan blive ofre for det liv på markedet, som de lever. Og hvor pengene hersker ved man aldrig, hvad der kan ske.

Nuvel. Til lykke til capac. Godt gået gamle dreng. Vi fortsætter fremover og ser hvad der sker…